FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Sådan er det at bruge dating-apps i Qatar, hvor homoseksualitet straffes med døden

Jeg brugte Grindr flittigt under mit ophold i Doha, hvor de unge, homoseksuelle mænd risikerer piskeslag, fængsel og dødsstraf.
8.12.15

Illustrationer af Adam Waito

Jeg var på en tur til Qatars hovedstad Doha og havde lidt tid til overs de næste fire dage foruden et hotelværelse og dertilhørende adgang til rent sengetøj og håndklæder, så jeg tænkte, at det var oplagt at tjekke Grindr og andre dating-apps for at se, hvem der var i området.

Jeg rejser meget og udover at udforske lokal litteratur, se den seneste arkitektur og prøve nye slags spiritus, så er det at møde og have sex med de lokale en af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg udforsker et nyt sted.

Annoncering

Men Qatar skulle vise sig at være anderledes. Det var nemlig det første udpræget religiøse, muslimske land, som jeg nogensinde havde prøvet de forskellige apps i. Selvom Qatar stadig er langt mere traditionelt anlagt end dets meget vestligt inspirerede naboland, De Forenede Arabiske Emirater, så havde jeg hørt, at der blæser nye liberale vinde i forbindelse med landets værtskab for verdensmesterskaberne i fodbold i 2022: Kvinder med bare skuldre bliver for eksempel ikke længere chikaneret på gaden. Men jeg havde også hørt, at der skulle være planer om at identificere homoseksuelle ved grænsen, og at homoseksuelle medier og den afgående FIFA chef Sepp Blatter allerede nu advarede foldboldfans imod at kysse deres kæreste efter et godt mål.

Jeg havde undersøgt lovgivningen for den slags, ligesom jeg altid gør, når jeg rejser et nyt sted hen. Den strengeste straf i Qatar for sex mellem to personer af samme køn (eller enhver form for sex uden for ægteskab) er døden. Jeg forestillede mig, at det nok lagde en lille dæmper på det digitale kødmarkedet.

Nu er jeg jo ikke videnskabsmand, men jeg er ret sikker på, at der findes en direkte neurologisk forbindelse mellem tomme hotelværelser og sexlyst. Måske nogen burde undersøge det. Anyway, til trods for risikoen for dødsstraf loggede jeg ind på appen, og inden for et minut begyndte jeg at høre den velkendte kliklyd fra beskeder, der tikkede ind.

Annoncering

"Hey"
"Hey"
"Hey"
"Hi"
"Hey"
"Hey"

Det er jo fantastisk! Den menneskelige seksualdrift er en magtfuld og forunderlig ting, og gennem de her apps bliver dens kraft sluppet løs over hele verden.

Jeg skal måske påpege, at jeg faktisk ikke var i fare for at blive idømt dødsstraf. I Qatars øjne er min ikke-muslimske sjæl alligevel fortabt. I værste fald ville jeg blive smidt i fængsel, måske tortureret, voldtaget (gætter jeg på) og til sidst udvist af landet. Men hvis man er muslim, er konsekvensen dødsstraf, eller i hvert fald fængsling og 100 piskeslag. Fyrene, der poppede op på min skærm, så til gengæld alle sammen ret muslimske ud i mine øjne.

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at lysten til sex trumfer frygten for døden. Straffen er den samme for sex uden for ægteskabet, og den gælder både i Qatar og mange andre lande. Folk har kneppet sig igennem en epidemier, der har slået en tredjedel af verdensbefolkning ihjel - og en epidemi af nyere dato, der syntes at være designet til at slå de mest entusiastiske kneppere ihjel. Jeg havde en gang sex med en fyr, som fortalte mig, at han havde haft vild, kærlig (og smertefuld gætter jeg på) sex med sin unge kone i hendes hospitalsseng, få dage før hun døde. Og det var sket kun få uger før, at jeg knaldede med ham.

Men det er faktisk overraskende, for det her er den ikke-sekulære del af den muslimske verden. Alle de historier, vi er blevet fortalt de sidste 14 år, handler om et middelalderligt værdisæt og retssystem, som ikke kun gælder de radikaliserede i Tora Bora bjergene eller i ruinerne af Homs, Aleppo eller Palmyra, men også de civilisationer, som er økonomisk og militært allieret med Vesten.

Annoncering

Det er det fascinerende ved at rejse. Oplevelsen af et sted, når man rent faktisk er der, er aldrig det samme som at opleve det gennem Google Earth eller læse om det gennem respektable aviser. Qatar er lige så meget imod mænd, som putter andre mænds penisser op i sig, som de er imod, at nogen kalder profeten for øgenavne. Men se nu bare på den her lille, lysende skærm. Se på alle de her håbefulde, liderlige, modige og (for det meste) unge mænd, som trodser alle odds i den lille ørkenstat, som var de pisket frem af Jeff Goldblums ord fra Jurassic Park: "Livet finder altid en vej" - i hvert fald hvis vi med livet mener sæden.

Læs også: De homoseksuelle mænd, der har sex med kvinder

På min rejse skulle jeg holde møder og spise frokoster og middage, men ind i mellem havde jeg en del sex og lærte samtidig en ting eller to om den religiøse muslimske verden.

I starten havde jeg en mistanke om, at regeringen måske brugte den type apps til at overvåge den slags mennesker – min slags mennesker. Saudi Arabien, blot få kilometer mod vest, var nemlig blevet mistænkt for at gøre præcis det. De første par fyre jeg svarede, blev da også stillet en del flere spørgsmål, end jeg plejer, om hvem de var, og om de ikke også lige kunne tage et billede af sig selv i præcis den frække stilling, jeg bad om, så jeg vidste, at de ikke var en eller anden forklædt politibetjent, som brugte pornobilleder til at lokke de uvidende vantro i fælden.

Annoncering

Jeg fik ikke altid deres navne at vide, men jeg talte med dem - med undtagelse af en fyr i en poloshirt og basketball shorts, som ikke kunne mere end to-tre engelske ord, (eller i hvert fald ikke delte flere med mig. Jeg elsker den der "lær-hinanden-at-kende" snak efter sex, som altid er super intim og ærlig, selvom det ville være ligeså nemt at holde på facaden.)

Jeg vil gerne beskytte de her fyres personlige detaljer – for med undtagelse af et par stykker var de alle sammen muslimer, og de fleste var fra Qatar, og er derfor potentielle kandidater til huggeblokken – så jeg har sløret nogle detaljer i historierne.

Der var for eksempel bodybuilderen, som boede sammen med sin kæreste, der betragtede ham som sin mand, eller fyren med den spændstige, kaninagtige krop, fuld af nervøs energi, som blev så utålmodig af min afslappede tilgang til at knalde ham, at han vendte mig om på ryggen i et perfekt udført brydergreb og pressede sig næsten helt op i mig – hvilket er fint med mig, men dude, rul lige et kondom på først – før jeg fik vendt ham om igen og genetableret den seksuelle orden. Han arbejdede for en stor qatarsk virksomhed. Vores samtale mindede meget om den, jeg har haft på andre hotelværelser i andre byer. Man taler om, hvor man kommer fra, andre rejser og andre sexmøder. Jeg spurgte ham, om det var hårdt at have et sexliv her, når lovgivningen er så streng og skræmmende. Han lo på en måde, som jeg har lært at genkende på mine rejser. Den der "åh-din-dumme-uvidende-udlænding" latter. Nej, svarede han, det var ikke hårdt. I indgangshallen til Dohas museum for islamisk kunst står et citat fra historikeren Rawandi fra 1200-tallet: "Vær opmærksom på dine fjender ligesom en skakspiller, der iagttager sin modstanders træk, mens han overvejer sit eget." De her fyre ved det.

Annoncering

Lufthavnen i Doha. Billede taget af forfatteren.

Så var der også bygningsarbejderen, som havde genforhandlet sin årlige kontrakt seks gange i stedet for at rejse tilbage til sit hjemland. Jeg besøgte ham i hans lejlighed, som han delte med en anden fyr, der ikke var hjemme. Jeg spurgte ham om arbejdsforholdene, som jeg havde hørt om i nyhederne. "De er ikke gode," fortalte han mig, mens han gik rundt i stuen, tørrede sæd af maven og samlede sit tøj op – han var åbenbart ikke puttetypen ham her – "men de er bedre end derhjemme."

Jeg spurgte en anden stille, seriøs fyr, om der var nogen steder, hvor man kunne møde fyre uden internettets hjælp. Han fortalte, at der var en hotelbar, som han tit brugte. Qatarerne har ikke officielt adgang til hotelbarerne, men hvis man ikke har gevandter på, så tror folk ikke, at man er qatarer. Senere tog jeg selv hen til baren for at udforske den lidt. Det var helt sikkert ikke en decideret homobar, men der var masser af enlige, unge, brune mænd, som bestilte drinks, de ikke drak, og stod i baren og søgte den samme slags ængstelige, sultne øjenkontakt, som jeg i romaner har læst skulle være kendetegnende for homomiljøet i Nordamerika for 50-60 år siden.

Der findes alle mulige slags forskellige seksuelle møder i verden. Der er den selvsikre cruising, hvor man fanger nogens blik på gaden på et sted og i en tid, hvor det at fange nogens blik er frækt og ikke livsfarligt, eller det pres man føler på en natklub, hvor hele pointen med at være der er at finde nogen, man kan tage med hjem. Der er også desperationen i den samme natklub, når mængden på dansegulvet begynder at svinde ind, og man ikke har fået nogen på krogen endnu. Der er også de mere ekstreme former, som sexklubbens vinduesshopperi, gruppeknaldets logistik eller hvad end det er for en form, der foregår i fængsler.

Annoncering

Doha kunne ikke puttes i nogen af de ovenstående kasser, men havde i stedet en helt særegen stemning. Den tætte sammenligning, jeg kan lave, er hvordan jeg forestiller mig, at en by domineret af tømmer- eller olieindustri må have føltes for 30 år siden. Der var den her stemning af ivrighed, lige før den vipper over i desperation, og et fokus på sex, som fuldstændig udelukker muligheden for et forhold eller venskab. De fleste af fyrene var dog ikke nødsaget til at blive der, overhovedet - de kunne flyve til Berlin eller New York når som helst – så deres begrænsninger ligger et andet sted.

På min sidste aften i byen gik jeg en tur gennem souken [markedet]. Det er forholdsvist nyt men ser gammelt ud, og nogle af boderne til arbejdere fra udlandet bliver endda givet et kunstigt, gammelt look. Jeg havde gået rundt i omkring ti minutter, da en høj, bred og smuk mand kom op på siden af mig og spurgte, hvor jeg var fra. Jeg svarede ham og gik ind i en souvenirbutik. Han fulgte efter. Hans engelsk var meget begrænset – han var fra Sri Lanka – men han var vedholdende, venlig og lækker, så vi snakkede, mens vi gik videre, og han tilbød at vise mig sine yndlingssteder i byen. Han fortalte mig om sit arbejde, og at han boede på et værelse med fem andre fyre, men at det var okay, fordi det var gratis at bo der, og fordi han tjente mere i Qatar, end han ville kunne derhjemme. Fem minutter senere tog han fat i min lillefinger med sin og klemte til. Fem minutter efter det ledte han mig ned i en gyde, tog mig i skridtet og spurgte, om jeg havde et sted, hvor jeg kunne knalde ham. Vi gik rundt lidt endnu, mens jeg prøvede at finde ud af, om det var en god idé. Det besluttede jeg, at det var, så vi gik i retning af mit hotel. Jeg bad ham om at vente uden for, mens jeg forsikrede mig selv om, at det var okay, at han kom med ind. Jeg fik et sidste jag af en mærkelig fornemmelse og ville lige tjekke noget først. Så jeg fandt lobbyens wifi og søgte på ordene Doha, souk, gay og police.

Annoncering

Det første tre søgeresultater fortalte mig, at politiet ind imellem anholder udenlandske arbejdere for sexakter med personer af samme køn, og som betaling for ikke at blive anholdt skal de arbejde som lokkeduer for politiet. De udenlandske arbejderes rettigheder i Qatar er ikke særligt veludviklede, og de her historier syntes at passe godt sammen med andre rygter, jeg havde hørt om tilbageholdelse af deres pas og løn. Jeg havde lagt mærke til, at min fyr havde sms'et et par gange, mens vi gik rundt, og da jeg kom ud fra hotellet, sms'ede han lidt mere. Jeg sagde, at jeg havde fortrudt, og så gik han.

Læs også: Hvorfor må bøsser stadig ikke donere sæd i Danmark?

Uanset om det var på et hængende hår eller bare en uudnyttet mulighed for sex, så mindede episoden - og hele stemningen omkring de her møder, hvor det er hemmeligt, men alligevel ikke helt, og hvor fyrene er mere listige, end de er bange – mig ikke om det hemmelige politi i Østberlin, eller hvem end der opretholder systemet i Iran, men i stedet om en mand, jeg mødte for et par uger siden i Washington DC. Han var i tresserne og fortalte mig om, hvordan det var at være homoseksuel, da han var teenager. Der var et skovområde lidt uden for byen, hvor fyre mødtes om aftenen. Og en gang imellem, fortalte han, ville lyskeglen fra en stor lommelygte glide gennem træerne et par gange for så at forsvinde med det samme. Han oplevede aldrig, at politiet anholdt nogen, selvom det fyrene gjorde derinde brød adskillige love. Fyrene skulle bare vide, at politiet vidste, at de var der, og at de kunne slippe afsted med at gøre præcis, hvad de ville derinde, så længe de ikke overtrådte grænsen, og tvang politiet til at gøre noget ved det.

Det er ikke et regnbuefarvet paradis, som er åbent for alle, men det er heller ikke et sted, hvor homoer bliver kastet ud fra taget på høje bygninger, og det ligner slet ikke det billede, jeg havde af livet i den religiøse, islamiske verden. Nyhedsmedierne leverer triumfer og katastrofer, og hverdagslivet er per definition ikke nyheder. Men det tæller alligevel for noget, at hverdagslivet for homoseksuelle mænd i Qatar, både for indbyggere og gæstearbejdere, virker udramatisk, ikke skræmmende og baseret på mere eller mindre de samme principper som ethvert andet sted i verden med internetforbindelse og selfies.

Mere fra VICE:

Mød Danmarks første transkønnede porno-par

Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag

Når din kæreste dropper dig efter en trekant