Her er, hvad man kan lære om lande ved at se på deres statsoverhoveders ansigter

FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Her er, hvad man kan lære om lande ved at se på deres statsoverhoveders ansigter

Kunstneren Guney Soykan sammensætter brudstykker af landes ledere over de seneste 50 år, så de bliver til et sammenhængende ansigt – og en fascinerende refleksion af magtbalance.
22.11.16

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Man kan sige meget om et land ud fra hvem, der regerer det. Kunstneren Guney Soykan, der holder til i Amsterdam, bruger et ganske simpelt koncept når han skal kortlægge lederskabets skiftende ansigter, som man kan se i hans projekt, der har navnet Face of a Nation. Det hele startede med hans hjemland, Tyrkiet.

"Valgresultatet i november 2015 var en kæmpe overraskelse for oppositionen," fortæller han. "Til trods for al den kontrovers, der var omkring regeringens handlinger, vandt Erdogan og hans AK-parti valget igen – endda i en jordskredssejr. Jeg prøvede at forstå, hvad der lå til grund for det resultat. En af de ting jeg opfattede, var, at stemmer bliver afgivet med en masse følelser: Den valgte leder er en refleksion af det pågældende samfund. For mig handler den refleksion ikke kun om idealer, men også om personlighed. Jeg tror, folk har en tendens til at stemme på ledere, de kan identificere sig med."

Annoncering

Så Guney Soykan besluttede sig for at sammensætte en visuel optegnelse af de mennesker, som er blevet valgt til at lede deres land i løbet af de sidste 50 år – lige meget hvor demokratisk eller udemokratisk det gik til. På den måde ville han skabe en slags time-lapse, der bestod af strimler af alle de tidligere ledere, som til sammen gengiver et helt ansigt. Resultaterne er meget forskellige. Eksempelvis består fremstillingen af Tyrkiet af smalle splinter af tydeligt forskelligartede mænd, fordi Tyrkiet har været præget af en tumultarisk, politisk atmosfære, mens der er en uhyggelig, ensformig gentagelse i Nordkoreas ansigt:

"Det var næsten alt for nemt at sammensætte de nordkoreanske ledere. Der er kun tre, og de er alle i familie med hinanden," siger Guney Soykan. "Men da jeg ledte efter de billeder, jeg skulle bruge, lagde jeg mærke til noget andet, der siger en del om den politiske kommunikation i Nordkorea. De mest populære portrætter af lederne er nemlig næsten ens udformet. De portrætterer alle mænd fra den samme vinkel, med de samme briller og med næsten ens frisurer. I den nordkoreanske propaganda er der bestemt ingen tvivl om, at deres første leder Kim Il-sungs ideologi lever videre gennem hans efterkommere."

Andre lande har også benyttet sig også af de samme greb. "Det officielle billede af den amerikanske præsident ser altid ud på samme måde – med hovedet drejet til højre og smilende til kameraet," siger Soykan. "Samtidig er russiske ledere altid blevet portrætteret, mens de poserer på en meget seriøs og magtfuld måde."

Annoncering

I Sydafrika kan man se, hvordan landet, der hovedsageligt består af sorte, går fra at være ledet af det hvide mindretal under den racistiske apartheidregering og til ANC-ledelsen efter selvstændigheden:

I sidste ende er projektet en genspejling af historien. Eftersom de fleste landes ledere er mænd, der kommer fra en bestemt etnisk gruppe, kan man se på homogeniteten ved landenes ledere, og spørge sig selv, hvad det mon siger om resten af landets indbyggere.

Guney Soykan harfundet billederne på nettet, så han er fuldt ud bevidst om, at det mere er et værk, der handler om perception, end det er et reelt fotografisk værk. Han synes selv, Tyrkiet fortæller den mest dragende historie, fordi den samtidig er relevant i forbindelse med de store overraskelser, vi har set ved valg i både USA og Storbritannien i år.

"Den tyrkiske historie er fuld af kup, og det forfejlede militærkup, der kom for nylig, er kun ét eksempel. På tidslinjen kan man se, at Nihat Erim blev premierminister i 1971 efter et kup, der skabte så meget politisk kaos, at det førte til et andet kup flere år senere," siger han. "Når man ser på den manglende stabilitet, er det nemmere at forstå, hvorfor den almindelige vælger går efter den kandidat, der umiddelbart kan give den største ro og stabilitet."

Hvis man hører til dem, der var overrasket over Brexit og Trump, kan det måske, set i det lys, være lettere at forstå, hvordan løfterne om at "tage magten tilbage" i England, og "make America great again" har givet mening for folk.

Annoncering