Food

Dengang jeg næsten døde af at lade, som om jeg var vegetar

Jeg betragtede ikke mig selv som en falsk vegetar, der løj mine venner op i ansigtet. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg bare var en vegetar, hvis mund konstant blev ramt af kød-ulykker.

af Nate Dern
17 november 2016, 6:00am

Skribenten, der spiser et stykke ostepizza uden kød i college-tiden. Foto via Nate Dern

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Min mor er vegetar og har været det, siden jeg blev født, så det var jeg også gennem min opvækst, i mange år. Men så voksede jeg fra det.

I dag, 20 år senere, er jeg stadig overbevist om de intellektuelle argumenter for vegetarisme. Jeg mener, at vegetarmad er den mest effektive kost for et globalt samfund. Jeg læste Jonathan Safran Foers Om at spise dyr og sagde: Ja, det industrielle landbrug er en forfærdelig skamplet på vores verden! Jeg læste Michael Pollans Omnivore's Dilemma og var enig i bogens præmis om, at vi overvejende bør holde os til at spise planter.

Men selvom min hjerne er overbevist, er mine smagsløg endnu ikke helt med på ideen. Den anden dag spiste jeg en hel pakke pepperoni, mens jeg sad på køkkengulvet, kun i underbukser, med køleskabsdøren stadig åben.

Min søster, der er tre år yngre end mig, var en langt bedre vegetar, end jeg var. Jeg hungrede konstant efter restaurantbesøg, fordi jeg vidste, at jeg der ville kunne boltre mig i et saftigt, fedtet paradis af svitsede dyremuskler. Hun følte sig tværtimod frastødt af kød. Lugten af kød, smagen af kød – det sagde hende bare aldrig noget. Den saglige argumentation blev først senere for hende en retfærdiggørelse for det, der i første omgang bare handlede om at være kræsen. Jeg misundte hende det. Jeg startede med den saglige argumentation og håbede, at min gane ville indordne sig derefter. Indtil videre er det ikke lykkedes.

Til trods for mine personlige utilstrækkeligheder på området har jeg været vegetar i mange år. Jeg var vegetar, fra jeg var 12, til jeg blev 18, og der var en periode på seks måneder, hvor jeg gik over til at leve fuldt som veganer. Man kan roligt sige, at jeg gjorde "livet som veganer" til mit primære personlighedstræk i den periode. Det eneste, der var sejere end min tendens til at styre samtlige udvekslinger, jeg havde med folk, ind på Eric Schlossers Fast Food Nation, var den måde, jeg malede mine Birkenstock-sandaler med veganske slogans som "Meat is murder" eller "Kiss me, I'm vegan."

Jeg overbeviste mig selv om, at jeg bare var en vegetar, hvis mund konstant blev ramt af kød-ulykker.

Jeg troede oprigtigt på alt det, jeg gik og sagde om fordelene ved at være vegetar, men hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg indrømme, at jeg nok selv tændte mest på ideen om at have det, jeg selv betragtede som en alternativ livsstil. Der var ikke mange vegetarere i min hjemby Evergreen, Colorado.

Så kom jeg på universitetet, hvor det pludseligt vrimlede med vegetarer. Der var sågar aktive skraldere og revolutionære, friganske socialister, der var langt mere hardcore, end jeg nogensinde ville blive. Vegetarisme var ikke længere noget, der særligt kendetegnede mig. Det var bare en masse arbejde – hårdt arbejde. Mine uni-år var på mange måder en ret svær tid for mig, og på et eller andet tidspunkt, mens jeg sad alene og spiste i en kantine, mistede jeg det psykiske overskud, der skulle til, for at leve som disciplineret vegetar. Jeg spiste kød.

Men jeg så det ikke som noget, der forhindrede mig i at være vegetar. Jeg så ikke mig selv som en falsk vegetar, der løj over for mine venner. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg bare var en vegetar, hvis mund konstant blev ramt af kød-ulykker. 'Ups, hvordan er der dog kommet oksekød i min burrito? Sagde jeg oksekød? Jeg mente bønner, men nå, ja ja, okay, hvis du allerede har lavet den, så må jeg vel bare spise den, og jeg må hellere også bare bestille to burritos til med ekstra oksekød, jeg elsker kød, tak, tusind tak.'

Desuden havde jeg allerede præsenteret mig selv som vegetar for alle mine nye venner og klassekammerater. Jeg ville føle mig som en bedrager, hvis jeg bare sagde; 'Nej, bare glem det' et par måneder efter. Derfor blev jeg ved med bare at fortælle folk, og mig selv, at jeg var vegetar. Hver gang jeg gik i kødfælden, lovede jeg mig selv, at det var sidste gang.

Det var bullshit. Og i mit forårssemester var mine vrangforestillinger ved at koste mig livet.

Skribenten, der ikke spiser kød. Foto: Nate Dern.

Jeg meldte mig til "Alternative Spring Break", en udflugt til en terapeutisk rideskole i South Carolina, hvor jeg skulle lave samfundstjeneste sammen med andre elever. Jeg fortalte alle de andre på turen, at jeg var vegetar, som jeg altid plejede at gøre. Jeg tænkte, at det ville hjælpe mig med at holde mig på måtten og undgå at spise kød på turen. En af de andre på turen var en libanesisk elev, der hed Ghia, som fortalte mig, at hun også var vegetar. Det bondede vi hurtigt over, og jeg blev med det samme sindssygt lun på hende.

En af de sidste aftener havde vores vært grillet kyllingefileter til os. Det vegetariske alternativ var icebergsalat. Det ynkede Ghia og jeg en smule over, og så spiste hun sin salat. Jeg forlod spisebordet for at gå på toilettet, huggede en håndfuld fileter, mens ingen så det, og løb udenfor.

Jeg proppede munden fuld af kylling og forsøgte frådende at sluge det så hurtigt som muligt. En enkel elpære, der hang over garagedøren, kastede et svagt lys på det, der kun kan have været et yderst frastødende syn. Efter en lang dag med fysisk arbejde smagte fileterne fantastisk.

Selv da det føltes, som om jeg sprængte blodkarrerne i mine øjne, blev jeg ved med at prøve på at sluge.

Så gik der et eller andet galt. Jeg kunne ikke trække vejret.

Det var ikke sådan noget 'Ups, jeg har fået noget kylling galt i halsen, hvor pinligt, kan du række mig et glas vand?' – jeg var oprigtigt ved at blive kvalt. Der kom ingen luft, hverken ind eller ud. Jeg gik i panik. Jeg var et vildt dyr med et fuldstændigt tilstoppet spiserør.

Midt i panikken gik det op for mig, at jeg havde to valgmuligheder: At gå indenfor og bede om hjælp, afsløre over for alle, at jeg kun udgav mig for at være veganer og overleve... eller blive udenfor alene med min hemmelighed og risikere at blive kvalt ihjel.

Jeg blev udenfor.

Jeg slog mig selv i maven med begge næver. Der skete ingenting. Jeg kastede mig ind i den øverste bjælke på et træhegn i et forsøg på at give mig selv Heimlich-manøvren. Det virkede ikke. I et sidste, desperat forsøg på at overleve samlede jeg alle mine kræfter og forsøgte at sluge så hårdt, jeg kunne. Selv da det føltes, som om jeg sprængte blodkarrerne i mine øjne, blev jeg ved med at prøve på at sluge. Musklerne i min hals trak sig sammen, jeg blev knaldrød i hele ansigtet. Det lykkedes mig at synke kyllingen.

Traumatiseret og med tårerne strømmende ned af ansigtet gik jeg indenfor igen og satte mig ned. "Hvad er der galt?" spurgte Ghia. "Har du grædt?" Jeg rystede på hovedet og mumlede et eller andet over at være blevet rørt af den betydningsfulde samfundstjeneste, vi havde ydet. Jeg havde blå mærker på solar plexus og var øm i halsen i flere uger efter.

Efter forskrækkelsen gik der et par år, hvor jeg holdte mig til at være ægte vegetar. Jeg holdte mig ren indtil sommeren før mit sidste uni-år, da jeg var på udveksling i Buenos Aires. Min værtsfamilies hjemmelavede, kødfyldte empanadas var for fristende. Og så havde jeg ikke lyst til at være uhøflig. Og det var i udlandet, så det gjaldt næsten ikke. Og så smager kød bare så fucking godt.

Jeg lovede mig selv, at jeg ville gå tilbage til at være vegetar, når først jeg var hjemme igen. For alvor denne gang. Jeg mente det den her gang. Denne gang var det virkelig ikke for sjov. Dybt alvorligt. Ikke for sjov. På nogen måde. Overhovedet.

Læs mere VICE:

Vi fik nogle unge danskere til at vise os deres køleskabe

Ting Danmarks klammeste madgruppe kan lære os om livet

Mød manden, der ikke har spist andet end råt kød i syv år