I Ghana tvinges kvinder til at bo i hekselejre
Alle billeder af Ioana Epure.

FYI.

This story is over 5 years old.

hekseri

I Ghana tvinges kvinder til at bo i hekselejre

I årtier er ghanesiske kvinder blevet udstødt og tvunget til at leve i isolerede lejre, hvis de er mistænkt for at være hekse. Gambaga-lejren i det nordlige Ghana er en af de mest kendte.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Vejene i det nordlige Ghana er støvede og brændvarme. Vi er midt i den tørreste periode af året, og det føles, som om jeg indånder sandpapir, hver gang jeg trækker vejret. Vi har kurs mod Gambaga, en lille by i den østlige del af Mamprusi-distriktet, hvor vi skal besøge en berygtet lejr – en af de seks i området. Der bor omkring 100 mennesker, der er blevet udstødt af deres familier og lokalsamfund, efter de er blevet anklaget for at være hekse.

Annoncering

Men det er ikke så let at få adgang til lejren, som vi havde regnet med. Der er ingen, der må besøge heksene uden tilladelse fra den lokale høvding, Gambaga Rana. Vi tager derfor til høvdingens palads, hvor vi får lov at vente i en evighed.

Endelig kommer en høj mand til syne og præsenterer sig selv som repræsentant for høvdingen. Han forklarer, at han vil ledsage os rundt i landsbyen. Han forsikrer os om, at heksene ikke har nogen kræfter, når de befinder sig i lejren. Høvdingen har taget deres kræfter fra dem, og så længe de bor der, kan de ikke gøre nogen fortræd med deres magi.

Ghana er et overvejende kristent og dybt religiøst land. I 2013 udnævnte WIN-Gallups International Religion and Atheism Index Ghana til at være det mest religiøse land i verden på baggrund af de 96 procent af befolkningen, der erklærer sig religiøse. Dog støder man stadig på en forbløffende varieret blanding af trosretninger på tværs af landet og især i den nordlige del, hvor der både bor kristne, muslimer og animister. Synet af kirker, moskeer og altre til hedenske ofringsritualer, ofte i den samme lille landsby, er svimlende.

Tilfælles har de, at de fleste tror på hekse. I Ghana er det almindelig praksis at give sort magi skylden for alle former for modgang: Død, sygdom, alkoholisme, psykisk sygdom (et emne, som der er ikke er den store forståelse for i landet), en høst, der slår fejl, eller husdyr, der dør. Kvinder bliver i den forbindelse nemme mål – især de ældre eller enkerne, der ikke længere beskyttes af mænd, eller dem, der deler samme ægtemand.

Annoncering

Hekselejren ligger ikke så afskåret fra Gambaga, som jeg havde forventet, men derimod lige midt i byen blandt landsbyboernes almindelige husstande. Den er ikke indhegnet eller bevogtet på nogen måde. I stedet ligner den enhver anden traditionel nordghanesisk landsby og består af en labyrint af runde, soltørrede murstenshuse med stråtag samt sporadiske træhytter, og perlehøns og geder, der går frit rundt mellem husene.

En gruppe nysgerrige børn får næsten øjeblikkeligt øje på os, men ud over dem ser landsbyen ret forladt ud. Efter lidt tid viser de såkaldte hekse sig. De titter først frem bag vinduer og mudderhegn, hilser høfligt på os og fortsætter så med deres daglige pligter. De er generte, men går med til at blive fotograferet. Nogle af dem smiler endda lidt. De fleste af dem er ældre, og nogle af dem har boet i hekselejren i over tredive år. De forlod deres ægtemænd og tog deres børn med. I modsætning til de fleste kvinder i Afrika har de ingen andre mænd i deres liv, og deres sønner opdrager de selv.

Heksenes talskvinde, der er landsbyens ældste kvinde og deres leder, sender et skeptisk blik min vej, men går med til at tale med mig. Hun fortæller mig, at de faktisk frit må forlade landsbyen, når det passer dem, men at de vælger ikke at gøre det (med mindre deres familier beder dem om at komme hjem), fordi de frygter det omkringliggende samfunds reaktion. "Vores familier besøger os. Og vi tager hjem og besøger dem, men vi bliver der ikke. Hvis vores folk kommer her og beder os om at komme hjem igen, så gør vi det. Ellers bliver vi i lejren. Her er vi trygge og frie."

Annoncering

Heksenes talskvinde og den ældste person i landsbyen.

Jeg vil vide mere om det ritual, som høvdingen bruger til at afgøre, om en kvinde er en heks eller ej. Gennem et par andre mennesker, jeg har talt med i Gambaga, ved jeg, at det har noget at gøre med at smide en høne op i luften, men ikke meget mere end det. Hun undgår spørgsmålet og forsøger at tale udenom.

Men hvad hvis denne mystiske proces påviser, at en kvinde ikke er heks? "Så kommer hendes folk til lejren og bønfalder høvdingen om at lade kvinden gå fri. Og så får hun lov til at gå."

Jeg spørger hende, hvordan kvinderne i hekselejren tjener til føden. "Høvdingen giver os mad. Og de, der bor her, frygter os ikke, så vi arbejder for dem. Vi hjælper til på gårdene, vi samler brænde, og vi henter vand. Den presbyterianske kirke hjælper også."

Ser hun sig selv som heks? Hun tøver og udveksler blikke med vores guide, der også er repræsentant for høvdingen. "Hvis vi er her, må vi være hekse," siger hun.

Jeg kan ikke få nogen klare svar ud af hende, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, eftersom jeg på intet tidspunkt får lov at interagere med nogen af kvinderne i lejren, uden at høvdingens højre hånd er til stede. Og han har fart på. Han bliver ved med at skynde på mig og begrænser mine udvekslinger med kvinderne til få minutter og nogle gange kun få sekunder. Han viser mig tagene på nogle af hytterne og fortæller, at de har brug for at blive udskiftet, men at de ikke har de nødvendige ressourcer. Derefter viser han os stolt rundt i lejrens underholdningscenter: En kæmpe, tom bygning med blæsere og et fjernsyn. "Se? De har fjernsyn!"

Annoncering

En anden lokal fra Gambaga forsøger at se situationen i et mere pragmatisk lys: "Nogle gange finder en mand sig flere koner, end han kan tage sig af. Indimellem kan konerne ikke enes og ser hinanden som hindringer for deres børns velvære. Derfor anklager de hinanden for at være hekse. Hvis der er nogen i familien eller landsbyen, der bliver syge eller er ude for en form for ulykke, kan de anklage deres fjender for at bruge juju, sort magi, for at være skyld i deres uheld."

Der har været flere forsøg på at lukke hekselejrene i det nordlige Ghana. Det fandt senest sted i december 2014, da regeringen lukkede Bonyasi-lejren, hvor der boede mere end 50 kvinder.

Men at lukke ned for lejrene fjerner ikke motivationen for at sende kvinderne derhen. Kvinderne i labyrinten af mudderhuse er ikke fanger, men er taget som gidsler af overtro, fattigdom og manglende uddannelse. Alligevel er livet i en lejr for hekse bedre end alternativet for mange kvinder. Som jeg får fortalt af en lokal: "I Ghana er folk bange for hekse. De, der bliver anklaget, vil ikke længere blive accepteret i deres landsbyer. De vil være i fare, hvis de vælger at blive der."