The Up Close and Personal Issue

Tre danske fotografer udforsker UFO-mysteriet i bogen 'Phenomena'

Hvem er de, dem, der tror på UFO'er og aliens? Og hvem er det, de tror, der er derude?

af Lene Munk – Foto: Sara Brincher Galbiati, Tobias S
07 juni 2016, 5:00am

Denne artikel er også udgivet i juni-udgaven af VICE Magazine

Selvom den her fotoserie er skudt i tre forskellige amerikanske stater og handler om det ydre rum, så begynder historien om den i den lille danske by Hadsten udenfor Aarhus. Med VHS-bånd og gamle skrifter. For seks år siden var det nemlig en grum vinter, og det efterlod to – på det tidspunkt – fotojournaliststuderende med en masse tid til at glo på gamle filmoptagelser og læse obskure bøger og blade om UFO'er hjemme hos en onkel med en stor interesse for den slags. De så blandt andet en optagelse af det belgiske militærs øverstkommanderende, der holdte pressemøde om, at der var et eller andet, der fløj ind over Belgien, som de ikke kunne se, hvad var, og som bevægede sig helt vildt hurtigt.

"Det at kunne se, at der var en del mennesker, der enten var i militæret eller på anden vis havde nogle stjerner på skuldrene, som udtalte sig om det her, fik os til at tænke; hvad er det her fænomen egentlig for en størrelse? Hvorfor udtaler de her mennesker sig om det? Og hvad er det for nogle hemmeligheder og sandheder, der ligger gemt i det?" fortæller Tobias Selnæs Markussen, da VICE møder ham og hans to kolleger Peter Helles Eriksen og Sara Brincher Galbiati seks år og et næsten færdigt bogprojekt senere i København.

UFO'erne fik i mange år lov at ligge i baghovedet og ulme, men sidste år rejste de tre fotografer til USA for at undersøge mysteriet om andet liv i universet og ikke mindst, hvem der tror på det. De kørte gennem tre stater; New Mexico, Nevada og Arizona med yderpunkterne Roswell, New Mexico – fordi det mest kendte UFO-crash skulle have fundet sted her i 1947 – og Area 51 i Nevada – fordi de aliens, man fandt ved crashet, skulle være blevet transporteret de mere end tusind kilometer til denne militærbase. Imellem disse to punkter mødte de mange mennesker med lige så mange forskellige forestillinger om livet derude, om aliens og UFO'er, og de lod dem fortælle deres historier.

"Allerede den første aften var vi på besøg hos en kvinde ved navn Miesha Johnston, som har en terapigruppe for folk, der har været bortført af aliens. Vi havde fundet frem til gruppen via MeetUp-appen, og jeg forestillede mig ikke, at der ville dukke op 20 menneske op," fortæller Peter.

"Men der kom enormt mange og enormt forskellige mennesker, som endte med at sidde og tale om deres oplevelser på en meget anerkendende og rolig måde i omkring fem timer."

Sara fortsætter; "Vi kiggede på hinanden og tænkte; shit, det er vildt det her, for der blev sagt de vildeste ting, men som Peter siger; med en ro og accept."

Jessica Gagen fra Storbritannien lavede antenner af sølvpapir til sit besøg på 'UFO Museum' i Roswell, New Mexico.

I den fotobog, hele projektet skal koges ned i, står interviewpersonernes fortællinger side om side med de hardcore facts om, hvor stort universet er, hvor stor vores galakse er og andre videnskabelige facts.

"Det er et statement fra vores side, hvor vi mellem linjerne siger, at det er for vildt, hvor enormt universet er, og kan det virkelig passe, at vi skulle være alene? For de her facts retfærdiggør på en måde spekulationerne og forestillingerne, for der er statistisk belæg for, at der kan eksistere liv andre steder i rummet," siger Peter.

Roen har fået lov at gennemsyre stilen for fortællingen og valget af fototeknik, hvor fotograferne er gået efter en stil, der "ikke larmer", som de udtrykker det.

"Emnet larmer så meget, så det er meget bevidst, at vi har forsøgt at køre billederne helt ned i tempo. Det er i ufologiens ånd, for den er et bombardement af informationer – et totalt mindfuck – men vi vælger at fremlægge emnet totalt nøgternt," siger Sara.

Hun, Peter og Tobias valgte også, inden de rejste, at lægge en række dogmer ned over deres arbejde - både for at sikre, at billederne endte med at have den samme stil, men også for at lave benspænd, som rev dem ud af hverdagens selvsikkerhed. De valgte blandt andet at skyde hele serien analogt.

"Når man har arbejdet længe som professionel fotograf, er det fedt at få noget nervøsitet tilbage, for man kan godt blive så skide selvsikker, når man føler, at det hele sidder på rygraden. Så er det fedt at give noget kontrol tilbage til fotografiet," siger Sara.

Den afgivelse af kontrol betød dog også, at de tre fotografer undervejs på rejsen ikke kunne tjekke, hvordan deres billeder så ud. Var filmen overhovedet kørt rundt? Var den for gammel? Og hvad havde de to andre egentlig gang i på deres film?

"Vi har ikke haft mulighed for undervejs at tjekke op på det, og det tror jeg har styrket samtalen om, hvad vi har gjort – fremfor hver aften at sidde og kigge billedfiler igennem og tale om dem, så har vi diskuteret indhold, og det tror jeg helt klart har medvirket til at holde fokus på at finde de rigtige mennesker og at give projektet den substans, vi gerne ville have," siger Tobias.

Det var nyt for dem alle at arbejde flere sammen om et projekt på den her måde, og selvom flere af deres venner har været imponerede over, at de ikke har slået hinanden ihjel undervejs, har de tre kun positive ting at sige om samarbejdet. De undrer sig faktisk over, at der ikke samarbejdes mere blandt fotografer, fordi det til hverdag virker helt langt ude eksempelvis at lade andre redigere ens billeder.

"Vi har gjort op med narrativet om, at en fotograf er en ensom cowboy, som ene mand skal udtænke idéen, tage ud og indsamle historien og så selv bagefter redigere det og komme frem til det perfekte resultat," siger Peter.

Det fulde resultat af Tobias', Saras og Peters fælles arbejde udkommer som bogen 'Phenomena' den 4. juli på forlaget André Frère Èditions – vi bringer her et uddrag.

En hjelm, der tilhører John Lear. John Lear har fløjet missioner over hele verden for CIA og andre statsstyrede efterretningstjenester. Indenfor ufokulturen er han kendt som "Konspirationens gudfar" på grund af sine mange teorier om ufoer og rumvæsener.

Lampe hos E.T. – Fresh Jerky-forretningen – "Vi ligger på Jorden og ikke i det ydre rum, men på din vej til den udenjordiske motorvej!"

Melinda Leslie er leder af UFO Sighting Tours i Sedona, Arizona. Hun arrangerer flere gange om ugen udflugter til såkaldte ufo-hotspots i de røde bjerge uden for Sedona. De bruger militærets nyeste Generation 3-natkikkerter, og Melinda er så sikker på, at hendes grupper vil spotte en ufo, at hun garanterer folk deres penge tilbage, hvis det ikke skulle ske.

Travis Walten er berømt for at være blevet bortført af rumvæsener. Den 5. november, 1975 forsvandt Travis Walton, da han var på vej hjem fra arbejde med seks kolleger, og var væk i fem dage. Alle syv mænd sagde, at Walton var blevet bortført af en ufo. De fik foretaget diverse løgnedetektortests, og kun en enkelt blev afvist. Sagen betragtes som et af de mest troværdige eksempler på ufo-bortførsel.

Ufo-souvenirbutikken The Alien Zone i Roswell, New Mexico.

Karen fra Sedona, Arizona. "Jeg har altid følt mig anderledes, og en dag var jeg til en forsamling med venner, der alle sammen er åbne og fordomsfrie omkring det overnaturlige. Jeg fik fortalt af en medicinsk intuitiv, at jeg er en 'inspektør'. Han forklarede, at der kun er to eller tre af os på jorden, og at vi er her for at iagttage planeten."

Cody Theising arbejder i køkkenet på The Little A'Le'Inn.
"Det er en forretning. Vi giver folk et arbejde, en indkomst og noget at leve af. Hvilket er en god ting. Der er mange folk, der kommer forbi, som hævder, at de har set ting, og jeg tvivler ikke på dem, for jeg var der ikke. Jorden kan ikke være den eneste store sten, der understøtter liv i det her kæmpestore, gamle, uudforskede univers. Men hvis den er det, så er vi virkelig alene – og det er ikke sjovt at tænke på."
"Den mest interessante og overraskende person, vi nogensinde har haft besøg af, var en 80-årig dame, der var splitterravende nøgen i grøn kropsmaling og en sølvpapirshat. Det er nok seks eller syv år siden, og jeg arbejdede i køkkenet, da min bedstemor kaldte mig ind til baren, og den var sgu god nok, der sad en gammel dame i baren, med sine gamle hængebryster og det hele malet fuldstændigt grønt. Jeg prøvede at lade være med at grine – min bedstemor bad mig om at få hende ud. Så jeg gik hen til hende, selvom jeg egentlig helst ville have, at hun skulle blive, fordi det var skide sjovt. Men der var børn i restauranten, så jeg var nødt til at sige til den gamle, grønne dame: 'Fru, er du ikke sød at tage noget tøj på? De små løber rundt herinde. Jeg kan ikke have dig siddende her, helt nøgen.' Hun kiggede på mig med pæne, blå øjne og sagde: 'Jeg er ikke nøgen. Jeg har grønt på.'"

Hus i Rachel, Nevada.

Mere fra VICE Magazine:

"Jeg er på Instagram-filter-rehab"

På besøg i 'Fluernes by' i Madagaskar

To kunstnere udforsker optiske bedrag i serien 'Cuttings'