Annoncering
Sports

Jacuzzi, YouTube-afhængighed og nuttede mikrohåndklæder: En hyldest til synkronudspring

Synkronudspring er den ultimative tingsliggørelse af menneskekroppen - og jeg er vild med det.

af Isabella Alonso de Vera Hindkjær
09 august 2016, 1:17pm

Foto: Shutterstock

Jeg elsker OL. Det er der mange grunde til - heriblandt NBA-spillere, der er for fine til den beskidte OL-by og derfor bor på en yacht og svømmeren Lilly Kings nyerhvervede stjernestatus på de sociale medier, efter hun gik Rihanna på den russiske svømmer Yulia Efimova, der - tilsyneladende takket være en ualmindelig dygtig advokat - får lov til at deltage trods en positiv dopingtest.

Men - udover historisk garanti for tiptop underholdning i form af politiske skandaler leveret af verdens stormagter - er der en anden grund til, at mit liv altid bliver fem-syv procent mere optur, når der er OL: Det er den ene gang hvert fjerde år, hvor det er komplet legitimt at hengive sig til sin fascination af den ultimative tingsliggørelse af menneskekroppen: Synkronudspring.

Ikke alene skal synkronudspringerne på splitsekunder være i stand til at præstere umenneskelige og - hvis ikke udført korrekt - farlige vanvidsrotationer med maskinel præcision. Den ene udspringer skal derudover, som DR3's vidende kommentator formulerer det, filmet fra siden kunne 'gemme sig bag den anden', og i slowmotion skal de ligne 'hinandens perfekte spejlbilleder'.

Med andre ord: Alle tegn på almindelig menneskelig fejlbarlighed og individuelle særpræg skal derfor udraderes, hvis du vil dyste om OL-metal. Det har vi ikke været gode nok til i Danmark - så vi foretrækker simpelthen at se Mikkel Hansen og kompagni ondulere den stolte håndboldnation Argentina på DR1 fremfor at nyde udspring i verdensklasse. En mærkværdig prioritering, hvis du spørger mig.

For det første: Synkronudspringere er pæne. Som i virkelig pæne. Som i så pæne, at den britiske udspringer Tom Daleys ret hæderligt udseende stakkels medudspringer må finde sig i at blive redigeret ud af de britiske medier, fordi Tom Daley er så ualmindeligt pæn. Som i så pæne, at jeg ikke rigtig begriber, hvorfor Tom Daley i stedet for at være kampagnemodel for Burberry har valgt en karrierevej, hvor man, sammen med en mindre hot version af sig selv, øver i timevis hver dag på at ramme et bassin med sin krop, indtil man i fælleskab mestrer det perfekte plask.

Foto: Shutterstock

For det andet: De små nuttede håndklæder. Når de ikke står på vippekanten, mens de bliver filmet ovenfra af en drone, render udspringerne rundt og tørrer sig med små farvestrålende stofkvadrater, der på engelsk går under navnet "sammies" eller "shammies" og som tjener det formål, at de tilsyneladende er superabsorberende - hvilket ikke gør associationerne til hygiejneprodukter til spædbørn mindre. Det forlyder desuden, at udspringere kan blive meget tæt knyttede til deres "shammie" og blive mindre paniske, såfremt disse skulle forputte sig.

For det tredje: Spa. Ligeså snart udspringerne forlader bassinet efter et spring, træder de direkte ind i et område, hvor adskillige boblebade står til deres rådighed. For som en amerikansk professor i sportspsykologi har analyseret sig frem til, så "bryder udspringere sig ikke om koldt vand." Vandet i jacuzzien i Rio har godt nok varierende sære nuance af grøn/kanariegul/lysebrun, der henleder tankerne på summen af samtlige børnepools på La Santa Sport, men hey, gratis spa.

Den eneste ulempe jeg kan komme i tanke om, er, at OL - og elitesport i det hele taget - altid har været en scene, hvor folk fucker med hinanden. Jeg kan, når det gælder synkronudspring finde på en række tænkelige scenarier, hvor man endda kan slippe af sted med sin lille ugerning, uden at de to russere med identiske døde øjne, der skal springe bagefter, nødvendigvis opdager, at vandet er lidt varmere, end det plejer.

Flashback til i går: Det er blevet tid til, at amerikanerne David Boudia og Steele Johnson skal springe for sidste gang i mændenes udspring fra 10 meterplatformen. De sætter af, roterer flere gange, end du kan tælle, gennemborer vandoverfladen og efterlader et umenneskeligt lille plask som bevis, før de er væk under vandet - et 'FREMRAGENDE nedslag', jubler kommentatoren. Dommerne kvitterer med en masse point. Amerikanerne er glade. Og pæne. Og glade. Steele Johnson græder. Han er kendt for at være 'meget emotionel', fortæller DR3's kommentator henover jubelscenerne.

Foto: Shutterstock

Steele Johnson synger også en hel del, uddyber kommentatoren. Så meget at han har oprettet en YouTube-kanal til formålet. Denne – som simpelthen hedder "TheSteeleJohnson" og prydes af den tandpasta-smilende blonde udspringer iklædt en opknappet blå skjorte, der holder et gigantisk 'Stars and Stripes' udstrakt bag sin ryg – viser klip fra udspringerens dagligdag: Steele Johnson synger. Steele Johnson træner. Steele Johnson har fået en stor bums på næsen. Steele Johnson er utilfreds med sit nyklippede hår. Steele Johnson går i bad. Steele Johnson fortæller i indgående detaljer, hvordan han måtte benytte sig af 'det dårlige badeværelse', fordi 'det gode bad, det bad, han altid bruger' var optaget af hvem ved hvilken uforskammet roomie. Steele Johnson kører bil, mens han oplyser sine mere end 16.500 subscribers om, at han er besat af skyer. Steele Johnson fortæller, at han er blevet 'afhængig af sociale medier'.

Tilbage til gårsdagens konkurrence: Kommentatoren konstaterer, at Johnsons og Boudias indsats er imponerende – ikke mindst fordi, det er en stor ulempe, når den ene dykker er 12 centimeter højere end den anden. Fordi den ene dermed typisk rammer vandet før den anden. Og fordi det grundlæggende gør dem til to forskellige individer. Det er ikke nogen fordel i synkronudspring. Men det må alt andet lige være vanskeligt at rekruttere talentmasse, når de skal leve op til følgende krav: 1) din krop er den perfekte hybrid mellem en eksplosiv svømmer og en spændstig gymnast 2) Du har det fint med at være fattigere end fodboldspillere, tennisspillere, kunstskøjteløbere og en helt masse andre sportsudøvere. Der kan som udgangspunkt ikke være svimlende præmiesummer i en sport, som primært har adgang til mainstreammedierne hvert fjerde år og dermed opnår den gennemsnitlige forbrugers opmærksomhed cirka 20 gange i løbet af en livscyklus. Derfor er det en fordel, hvis du kan bruge din smukke krop på Youtube eller som reklamesøjle for et eller andet i mellemtiden. 3) Du skal være ok med, at det her kan ske:

Endelig skal du parres op med en fyr mere eller mindre magen til dig selv, som altså ideelt set ikke er 12 centimeter højere end dig. Her har USA så valgt at gå på kompromis med højdeforskellen. Fair nok, for det er en umulig opgave selv i et relativt stort land. Medmindre man er Kina.

De to kinesiske favoritter Lin og Chen er naturligvis lige høje. Eller lige små. Og i det hele taget så ens, som mennesker, der er blevet undfanget enkeltvis af forskellige forældre kan være. Synkronudspring demonstrerer på fineste vis essensen af det kinesiske samfunds største force – og årsagen til, at de er så overlegne, når det gælder, ja, efterhånden stort set alt, hvad der handler om at øve sig i en uendelighed: Ensretning. Den ultimative dehumanisering af individet til fordel for kollektivet og nationalstaten.

YouTube-stjernen Steele Johnson græder. Briterne gnubber deres kroppe op ad hinanden i det længste mandekram, jeg nogensinde har bevidnet.

Måske er det derfor, amerikanerne og briterne helt instinktivt reagerer så overmåde henrykt, da det går op for dem, at de henholdsvis 'vinder sølv og bronze' (læs: taber guldet. Spørg selv Jakob Fuglsang i det øjeblik, han kørte sig ind på en andenplads og bankede knoerne i styret af ren og skær ærgrelse.)

YouTube-stjernen Steele Johnson græder. Briterne gnubber deres kroppe op ad hinanden i det længste mandekram, jeg nogensinde har bevidnet, hvorpå de – stadig krammende – laver et stort fællesplask ned i bassinet og beviser, at ingen anden sportsgren kan få et medie til at betegne mandlige sportsudøveres sejrsfejring som "henrivende".

Kinesernes reaktion, da de vinder guld, minder derimod mere om to fætre til en familiefest, der hvert år får at vide, at de er 'som to dråber vand' - og derfor smiler og vinker, fuldstændigt identisk, til kameraet, nu hvor bedstemor beder om det. Ren rutine.

Mennesker er fantastiske. Den eneste måde, dette års synkronudspringskonkurrence kan blive endnu mere fantastisk er, hvis Nordkorea slår de kinesiske guldfavoritter i kvindernes finale. Eller hvis en af deltagerne stiller op i en sports-hijabs magen til denne her efterhånden legendariske ægyptiske beach-volley-piges.

Faktisk er det eneste, der er nedtur ved synkronsvømning, at det hele er så hurtigt overstået. Jeg glæder mig allerede til Tokyo 2020.

Tagged:
usa
Denmark
danish
Sport
Views My Own
Vice Blog
Κina
Øl
synkronsvømning
ol 2016