Nogle mænd bliver syge i en uge, hver gang de får en orgasme

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic.

Hvordan har du det, når du lige er kommet? Hvis du er ligesom, folk er flest, så har du det nok rimelig fucking godt. Men tænk nu, hvis det ikke var sådan. Prøv at forestille dig, hvordan det ville være, hvis du i stedet for at have det dejligt blev syg. Lad os også forestille os, at den sygdom også blev hængende i op til en uge bagefter. Så lyder sex pludselig ikke så fedt mere, vel?

For nogle mænd er det desværre deres virkelighed, næsten hver eneste gang de får en orgasme. Lidelsen hedder post-orgasmisk sygdomssyndrom (POIS).

Videos by VICE

Det er et sjældent fænomen, der første gang blev beskrevet i den medicinske litteratur for 15 år siden. Siden da er omkring 50 tilfælde registreret. Et hold af forskere har for nylig opsummeret, alt vi ved om POIS i en afhandling offentliggjort i Sexual Medicine Reviews.

Først og fremmest påvirker POIS fyre på meget forskellig vis. Forskerne har fundet syv forskellige grupperinger af symptomer, som omfatter øjnene (kløe eller svie), næsen (tilstoppelse eller nys), halsen (tør eller øm), hovedet (hovedpine eller omtågethed) eller muskler i hele kroppen (anspændthed, smerte eller svaghed). Andre gange minder symptomerne om almindelig influenza. Der er også nogle mænd, der oplever symptomer fra flere af grupperingerne.

Men lige gyldig hvilken type symptomer man oplever, vil de indfinde sig umiddelbart efter orgasmen og på samme tidspunkt hver gang. Det kan være alt fra få sekunder efter til et par timer senere. Symptomerne varierer i intensitet og varer et sted mellem to og syv dage, og derefter forsvinder de som dug for solen.

Hvis man ser på alle de dokumenterede tilfælde af POIS, så fortæller omkring halvdelen af mændene, at de første gang oplevede det, allerede første gang de havde en orgasme. Men den anden halvdel siger, at det først opstod senere i livet.

Som du nok kan forestille dig, er det frustrerende, at have det sådan hver gang man kommer, og det slider på en mands mentale helbred og hans parforhold. Jeg skulle mene, at de mænd stadig nyder sex – problemet er, at de frygter symptomerne og vil gerne undgå dem, så nogle af dem forsøger at holde sig fra sex og onani så meget som muligt. Det er klart, at det skaber nogle problemer, når man skal have et sundt seksuelt eller romantisk forhold til en anden person.

Du sidder sikkert allerede og funderer over, hvordan sådan noget opstår, og desværre er der ikke rigtig nogen, der ved det. Det er muligt, at de mange forskellige symptomer skyldes, at der også er forskellige grunde til sygdommen fra mand til mand. Men den mest udbredte teori er, at det er en allergisk eller autoimmun reaktion. Nogle undersøgelser understøtter den idé og peger på en bestemt kemisk forbindelse i mandens sæd som grunden (selvom det skal siges, at det faktisk ikke er selve spermen, der udløser kroppens reaktion – det er nok mere sandsynligt, at det er et stof produceret i prostata).

Til gengæld er der videnskabsmænd, der har en anden forklaring, men det mangler stadig at blive testet. De foreslår, at det, der foregår, minder om opioid-abstinenser. Når vi kommer, bliver en masse stoffer udløst i hjernen (blandt andet opioider), og det giver os en ekstatisk følelse. Det kan tænkes, at mænd med POIS har andre problemer med deres opioidreceptorer – måske forbruger deres hjerne mere end den burde – og derfor oplever de symptomer, der minder om abstinenser, når deres orgasme er overstået.

Kan man så blive behandlet for POIS? Nogle mænd finder deres egne løsninger. Der er for eksempel nogle af dem, der planlægger sex, så symptomerne ikke kommer til at påvirke deres arbejde eller vigtige aftaler. Det er klart, at det ikke er en ideel strategi, fordi sex ikke får lov til at være spontant.

Heldigvis viser nogle undersøgelser, at der er medicin, der hjælper – blandt andet antihistaminer (allergimedicin) og anti-inflammatorisk medicin. Anden forskning peger på, at immunterapi virker. Det indebærer, at man fast får små doser af sin egen sæd sprøjtet ind under huden (i starten hver anden uge, og derefter en gang om måneden i de næste par år). Det lyder måske ikke som det fedeste, men det er det samme, man gør, hvis man er allergisk overfor pollen, mug eller sine kæledyr. Når man jævnligt udsætter kroppen for små doser af et allergen, bliver den langsomt mere tolerant over for det.

Men faktum er, at vi ikke har særlig meget viden om behandling, og der er endnu ikke en metode, der ser ud til at fungere for alle. Det kunne igen skyldes, at POIS ikke er opstået på samme måde hos hver enkelt. Det ville betyde, at hver enkelt patient skal have unik behandling.

Det er værd at bemærke, at siden det første tilfælde af POIS blev dokumenteret i 2002, har der været en stigning i antallet af mænd, der beklager sig over POIS på nettet. Det kunne tyde på, at vi endnu ikke ved meget om, hvor udbredt det er, og at det sandsynligvis er under-diagnosticeret. Det kan også tænkes, at de fleste mænd med POIS, ikke får den rette diagnose, fordi der ikke er nok viden om lidelsen.

Der er tydeligvis stadig meget at lære om POIS, og det er vigtigt, at fremtidig forskning ikke kun forholder sig til mænd, for en undersøgelse fra sidste år viste, at der var mindst et tilfælde med en kvinde ramt af POIS. (Der er også nogle kvinder, som er allergiske overfor deres partners sæd, men det er en anden historie.) Indtil videre er den gode nyhed, at det ser ud til, at POIS kan behandles og det betyder ikke nødvendigvis, at man er nødt til at droppe at have et aktivt sexliv.

Thank for your puchase!
You have successfully purchased.