Der findes en løgn, som voksne mennesker fortæller teenagepiger igen og igen, og det er denne: Du skal ikke være ked af, at du er en småkikset, overset og på mange måder helt gennemsnitlig person, for bare vent! En dag vil skolens lækreste hunk indse, hvor psyko dejlig du er, og så vil han gøre alt – som i ALT – for at få dig som kæreste.
De voksne, der særligt holder af at udbrede denne løgn, er især manuskriptforfattere, instruktører og forfattere til ungdomsromaner. Eksempler? Jamen, selvfølgelig. For tiden oplever den romantiske teen-movie en sand renæssance på Netflix. Særlig hypet er filmen Hvis bare du var min, hvor outsideren Lara Jean, der aldrig har haft en kæreste på grund af nogle forviklinger, bliver tvunget til at lade som om, hun er kærester med skolens lækreste fyr, Peter Kavinsky. Og i filmen Sierra Burgess Is a Loser, tror quarterbacken Jamey fejlagtigt, at han sms’er med skolens populære pige, men i virkeligheden er det taberen Sierra. Nå ja, og så er der også The Kissing Booth, hvor den uskyldige Elle også grundet nogle fuldstændig gak omstændigheder skal kysse med ham den lækre, ældre bad boy. Ja, og i alle tilfælde sker der selvfølgelig det, at den populære fyr mod alle odds forelsker sig i den kiksede pige.
Videos by VICE
Men det er ikke fordi, det her er en ny ting. I 1999 var She’s All That leveringsdygtig i samme løgn. Her gjorde et misogynt væddemål det muligt for skolens hotshot Zack at få øjnene op for, hvor super nice den kiksede kunstnertype Laney Boggs i virkeligheden var. Og listen over lækre, populære fyre, som har jagtet upopulære, småkiksede outsidere fortsætter i det uendelige. Smarte, smarte Danny Zuko, der bare måtte have den uskyldige Sandy Olsson i Grease. Den glitrende vampyr, Edward Cullen, om hvem skolens populære piger bittert udtalte: “Totalt lækker. Tydeligvis. Men tilsyneladende er der ingen her, som er gode nok til ham.” Jo da, men hvem skulle have troet, at det var skolens mutte outsider Bella? Nå ja, og Hartvigs Nissens fuckboi #1, William, som sætter alt ind på at score skolens mest uimponerede og vrede feminist.
Men det er ikke bare diverse film og tv-serier, der gør sig skyldige i den her kliche. Selv Tine Bryld, der ellers altid stod på de unges side i radioprogrammet Tværs, gjorde det. I hendes berømte ungdomstrilogi om den helt almindelige pige Liv, kommer der også lige pludselig en lækker, ældre bz’er fra København ind fra højre, som er helt uinteresseret i Livs lækre og mere seksuelt erfarne veninde, for han vil bare Liv.
Der er to mulige forklaringer på, hvorfor voksne gør det her. Den ene er, at det faktisk kommer fra et godt sted. Voksne, der ikke længere selv ligger og plasker rundt i den ulidelige følelsesmæssige suppe, som er teenagetilværelsen, kan sagtens stå med deres på det tørre og sige: ”Bare vær dig selv, så skal der nok ske nogle skøre forviklinger, som gør, at ham alle de andre piger går og savler over, pludselig forelsker sig i dig. Selvom du hverken er den lækreste, mest populære eller seksuelt erfarne.” Altså er der ligger en form for pædagogisk bagtanke bag. Bortset fra at moralen i de her film sjældent er, at det er tilstrækkeligt at være sig selv. Pigerne skal nemlig også gerne lige gennem en makeover, der afslører, at de faktisk har været hemmeligt smukke all along. De skulle bare lige se helt anderledes ud, før man kunne se det.
Derfor er den anden mulige forklaring på fænomenet, at det ikke kommer fra et godt sted, men at voksne bare har indset, at man kan tjene penge på den her løgn. At helt almindelige teenagepiger, som de fleste jo er, gerne vil betale penge for produkter, der sælger dem drømmen om, at der en dag vil komme en Peter Kavinsky eller en William fra 3.g susende forbi i sin fede bil og redde dem fra deres gennemsnitlige liv. Som en anden eventyrprinsesse er alt, de behøver gøre, at sidde pænt og vente.
Problemet er bare, at det ikke sker. Måske skyldes det, at den slags skøre forviklinger, som i filmenes univers skaber mulighed for at forelskelsen kan opstå, aldrig finder sted i den virkelige verden. De færreste piger har en æske med frankerede kærestebreve liggende, så det er super let for deres frække lillesøster, at poste dem. Eller bliver genstand for at væddemål, hvor en lækker fyr skal forsøge at gøre dem til Prom Queen på seks uger.
Eller også skyldes det, at virkeligheden bare er mere brutal. At de populære fyre foretrækker de populære piger.
Som en person, der engang selv har været teenager og pløjet mig igennem et hav af ungdomsromaner og set tons af romantiske teen-movies, vil jeg bare sige, at det ikke hjalp en skid at få at vide, at det her sagtens kunne ske for mig. Det førte bare til dobbeltfrustration over at være en nørd, men åbenbart ikke sådan en nørd, som lækre, ældre hunks pludselig forelskede sig i. Så det eneste, som den her videreudvikling af fortællingen om prinsen på den hvide hest bidrog til, var den kroniske følelse af utilstrækkelighed, man alligvel går rundt med i den alder.
Det er selvfølgelig ikke kun teenagepiger, der bliver solgt denne her drøm. Den findes også med omvendt kønsfortegn, hvor det er den kiksede fyr, der løber med überbaben for næsen af en masse misundelige hunks. Tænk på Jonathan og Nancy fra Stranger Things. Jim og Natascha i American Pie. Cameron og Bianca i 10 Things I Hate About You. Eller Josh, der scorer Cher i Clueless.
Men hvad fanden er det for en lortedrøm at sælge teenagere? Danny, Zack, Noah, Cher, Bianca og William er jo grundlæggende nogle ret nederen personer. Et meget mere realistisk, og ikke nødvendigvis mindre romantisk, scenarie er, at en ret kikset outsider forelsker sig i en anden ret kikset outsider. Hvilket for eksempel er plottet i den meget hypede film Eighth Grade, der snart kommer til Danmark, Netflix-serien The End of The F****** World eller bare gode gamle Juno.
Og nej, plottet i alle film og bøger skal ikke være det samme. Men det er lidt ligesom løgnen om, at alle er smukke. For nej, det er alle ikke, men det behøver alle heller ikke at være. Ligeledes er det heller ikke alle, der kan blive kærester med skolens lækreste og mest populære fyr, og vigtigere endnu, det behøver alle virkelig heller ikke at være. De her film og bøger fifler lidt med kriteriet for, hvad der skal til for at blive ham her fyrens kæreste, men målet forbliver det samme. Og det er dét, der er det latterlige.
