Kvindernes kampdag

Vi spurgte de kvinder, vi elsker, hvordan vi mænd bedst kæmper for kvindesagen

"I kan jo starte med at lære lidt af de svenske mænd og tage noget mere barsel."
8.3.17

"Jeg tror, at verden ville være et bedre sted, hvis det var kvinder, der bestemte på alle poster," siger min mor, da jeg ringer til hende for at spørge, hvad jeg sammen med resten af verdens penisudstyrede befolkning kan gøre på kvindekampdagens frontlinjer for at gøre livet lidt federe for hendes køn.

I dag er det Kvindernes internationale kampdag, og selvom den dag altså primært er deres – kvindernes – så føles tanken om, at sådan cirka halvtreds procent af befolkningen bare skal læne sig tilbage og se Netflix, umådeligt forældet. Vi tæller 2017, mand, feminismen er vores alle sammens og ligestilling er et fælles ansvar. Ikke desto mindre er der klodsede og mindre klodsede måder at påkalde sig rollen som fanebærer for kvindekampen, når man repræsenterer det historisk mest privilegerede køn. Og nogle gange er det bedst at lukke røven i to sekunder og lytte.

Annoncering

Min mor er pædagog i en vuggestue på Lolland, fraskilt, elsker genbrug, Star Trek: The Next Generation og katte, og har primært indrettet sit liv efter to ting: at opfostre børn, hendes egne såvel som fremmede menneskers, og hendes lettere rødstrømpede mantra om, at "en kvinde uden mand er som en fisk uden cykel". Med en lettere skyldig erkendelse af, at jeg nok på ingen måde ringer ofte nok til den kvinde, der bragte mig ind i den her verden, giver jeg min Mommy et kald:

Linda Juliussen, 52, pædagog (og mor til Alfred Maddox, skribent)

Skribenten med sin mor, anno 1995

VICE: Hey Momz.
Linda Juliussen: Hej skat.

Hvordan kan jeg, som mand, kæmpe for kvinder i 2017?
Hvis det at gøre forskel på mænd og kvinders løn stadig er noget, der eksisterer – så er det hul i hovedet. Lige løn for lige arbejde. Det er et godt, gammelt slogan, og i hvert fald et åbenlyst sted, hvor mænd, der har indflydelse på den slags, aktivt kan hjælpe os kvinder. Jeg synes, at det er vildt mærkeligt det der med, når der skal være en vis procentdel kvinder i en bestyrelse eller en regering. Hvis man har lyst til det, uanset om man er mand eller kvinde, så må man jo gå efter det. Hvis det så betyder, at man er flere timer væk fra sit barn, så er det jo bare vilkårene. Sådan er det jo også, når man er far.

Og på et mere lavpraktisk, personligt plan?
Jeg er ikke i parforhold, så jeg oplever personligt ikke de der mand/kvinde problematikker med 'husk at støvsuge', 'gå nu ud med skraldet' og så videre. I de forhold, jeg har været i, kan jeg hurtigt godt få det sådan, at jeg ikke vil have, at en mand skal bestemme over mig, og mase mig ned i en eller anden ide om, hvordan jeg skal være. Det gider jeg ikke. Jeg synes jo, at kvinder er det stærke køn, og at kvinder kan alt, hvad vi vil. Men en matriarkalsk verden er en utopisk tanke – det får vi aldrig. Rent biologisk tror jeg bare, at kvinder har nemmere ved at være empatiske.

Annoncering

Så du siger, at mandlige statsoverhoveder skal være mere empatiske, og stoppe med at gå i krig?
Det tror jeg ikke, at man kan ændre hos mænd. Jeg tror det er noget hormonelt, noget kemisk i kroppen. Men samfundet i Danmark har ændret sig super meget. Jeg synes ikke, at jeg ser de der kæmpe forskelle på kønnene, som man gjorde for 30-40 år siden. Hvis jeg blev spurgt, hvad jeg skulle kæmpe for på kampdagen, tror jeg virkelig, at jeg ville skulle tænke over det. Og det kan jeg næsten ikke lide at sige – det er lidt et klask i hovedet på mine medsøstre. I forhold til børnepleje, kan jeg se på mit arbejde, at det lige så tit er mænd der henter og bringer, som kvinder. Og samfundet ser heller ikke mænd som breadwinners længere.

Okay, så: Lige løn. Ikke mase kvinder ned i vores hulemandede ideer om, hvordan I skal være. Mindre krig. Got it. Tak, Momma.
Selvfølgelig, skat.

Jenny Nordqvist, 39, underviser og kunstnerisk leder (og kone til Lars Hinnerskov Eriksen, redaktør for MUNCHIES)

Jenny Nordquist er født i Landskrona i Sverige. Vi blev gift for 10 år siden og bor i København med vores dreng på fem år. Jenny arbejder som underviser og som kunstnerisk leder af en fotofestival.

Hvad kan vi mænd gøre for at hjælpe kvinderne?
I kan jo starte med at lære lidt af de svenske mænd og tage noget mere barsel. Det vil både mænd og kvinder have godt af.

Hvordan vil det hjælpe kvindernes sag?
Fordi en mere jævnbyrdig fordeling af barsel er super vigtig for ligestiling. Jo mere barsel mænd får, jo mere undgår man, at rollerne i forholdet bliver skævvredne bare fordi, man skal have børn. Og så har mænd virkelig godt af at skifte bleer og passe et hjem alene, mens vi kvinder kan vende tilbage til virkeligheden.

Annoncering

Men gider mænd virkelig det?
Rigtige mænd gør. Og det er helt fint, hvis de skal tvinges til barsel. Ligesom det er tilfældet i Sverige, hvor der er øremærket to-tre måneder barsel til mændene. Jeg tror ikke altid, at mænd ved, hvad der er godt for dem, og i stedet ender de med at læne sig op af nogle forældede idéer om kønsroller.

Grethe Knudsen, 92, pensionist (og farmor til Søren Peter Knudsen, skribent)

Farmor Grethe og skribenten, julen 1998.

Min farmor er en principfast kvinde af en anden tid. Udover en beundringsværdig sans for genbrug ("Sådan var det jo under krigen") har hun altid været "Stand By Your Man"-typen. Og det er også tydeligt, at hendes første association til kvindekamp er funderet i ægteskabet og ikke nødvendigvis i det bredere samfund, da jeg ringer til hende:

VICE: Hej farmor. Det er jo Kvindernes Internationale Kampdag på onsdag, og jeg tænkte på, om jeg måtte interviewe dig om det?
Grethe Knudsen: Jamen, du må ringe når som helst, min skat…

… men hvis jeg så spørger dig nu…
Nå, jamen gør du bare det…

…hvordan vil du så sige, at mænd kan kæmpe for kvinders rettigheder i dag? 
Det er sådan set et vanskeligt spørgsmål, for der er jo ikke to ægteskaber, der er ens. De skal prøve at forstå, men de skal også lære at sætte en grænse, for det skal ikke være sådan, at kvinderne tager magten. Det kan måske være en følge af, at det modsatte altid har været tilfældet. Vi skal først og fremmest tage hensyn til hinanden og prøve at finde ligevægten. Det er jo lidt af en kunst.

Annoncering

Har du selv ført kvindekamp?
Nej, det har jeg ikke, for det havde jeg ikke grund til med den mand, jeg havde. Nok kunne han være lidt gnoldsk ind i mellem, men han havde jo sine problemer med hjemmefra. Men alt med økonomi og bolig overlod han til mig, fordi jeg havde været seks år på ejendomskontoret. Det var det første job, jeg fik, efter jeg havde gået hjemme og passet børn. Det var det eneste job, jeg søgte – de næste tre fik jeg tilbudt. Det må jo siges at være godt nok.

Kan du huske en situation, hvor du følte dig uretfærdigt behandlet, fordi du var kvinde?
Nej, det har jeg aldrig følt. Da jeg var 16 år i 1941 kom min klasselærer og fortalte, at han havde søgt om plads til min studentereksamen – for jeg havde vidst de højeste karakterer. Jeg sagde nej tak, for det var under krigen og min far levede af at sælge krydderier til bagermestrene i byen, og dem kunne han ikke få fat på i '41. Jeg havde overhørt min mor sige til min far: "Nu bliver det rart, at Grethe får sin eksamen, så hun kan hjælpe til," og så vidste jeg jo, at jeg skulle ud og bestille noget. Jeg ville så gerne have været farmaceut, men det blev jeg jo ikke.

Men ville det have været anderledes, hvis du havde været en mand, tror du?
Det ved jeg ikke. Men det var dejligt lige at høre din stemme, Søren.

I lige måde, Farmor.

Carina Urcola, 26, studerende (og kæreste til Lars Jellestad, redaktør)

Carina er født i den nordspanske by Girona men har læst til farmaceut i Barcelona. På uddannelsens sidste år tog hun et Erasmus-semester i København, og det var her, vi mødte hinanden. Hun bor i Danmark på 2. år og læser nu en kandidat i lægemiddelvidenskab på Københavns Universitet.

VICE; Hvordan kan jeg, som mand, kæmpe for kvinder i 2017?
Carine Urcola: I forhold til den diskrimination, som kvinder udsættes for andre steder i verden, synes jeg næsten ikke, jeg kan tillade mig at brokke mig over tilstandene i mit hjørne af verden. Jeg har aldrig oplevet at blive diskrimineret på grund af mit køn, men i Spanien er det ikke usædvanligt, at en mand tjener mere end en kvinde med præcis samme job og kvalifikationer. Desuden er næsten alle topposterne i min branche besat af mænd, og det gælder både i Danmark og Spanien. Det er især skævt, fordi der bliver uddannet langt flere kvindelige farmaceuter og lægemiddelakademikere. Årsagen, tror jeg, er ikke, at der mangler ambitiøse karrierekvinder, men at det er sværere for dem at forene arbejds- og familieliv. Hvis det skal ændre sig, må mændene tage en større del af slæbet på hjemmefronten.

Hvad med alverdens mænd – hvad bør de gøre? 
Hvis jeg skal vende blikket væk fra min egen navle, synes jeg, det er ekstremt vigtigt, at kvinder i den tredje verden får adgang til præventionsmidler og abort. Det er fuldstændig indlysende, at en kvinde, som bliver mor, før hun overhovedet er kommet i gang med en uddannelse, ikke har gode muligheder for at blive økonomisk uafhængig.