Annoncering
Restaurant Confessionals

Her er de forfærdelige ting, jeg oplevede som barista for en stor kaffekæde

"Der var mus i kagerne. Der var mus bag ved disken. Der var mus, der fik unger i frappé-blandingen i kælderen."

af Anonym
30 maj 2017, 6:30am

Photo via Flickr user nodoca

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af MUNCHIES i USA i juli 2016.


Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I dag taler vi med en tidligere barista fra en af de største kaffekæder i verden. Readaktionen er bekendt med forfatterens identitet.

Jeg har en ret god grund til ikke at drikke latte længere – og den grund er museblod.

I min tid som barista for en global kaffekæde så jeg rigtig mange mus dø. På et tidspunkt var vi virkelig inficerede, men vi blev alligevel aldrig lukket ned af sundhedsmyndighederne.

Der var mus i kagerne. Der var mus bag ved disken. Der var mus, der fik unger i frappé-blandingen i kælderen.

Når vi slukkede for lyset om aftenen kom musene frem i hobetal: De rendte rundt på disken, ovenpå espressomaskinen og inde i skabene. Det var lige meget, hvor mange overflader vi rengjorde og sprittede af. Jeg vidste, at enhver kop kaffe fra vores butik havde været i berøring med musepoter.

Der var mus i kagerne. Der var mus bag ved disken. Der var mus der fik unger i frappé-blandingen i kælderen.

Jeg begyndte at arbejde for kæden – lad os bare kalde stedet for "The Coffee Shop" – tilbage i 1999, da jeg gik i high school i Californien. Arbejdet som barista var mit første rigtige job, og en af de eneste muligheder man havde som 16-årig i den by, jeg boede i. Jeg kunne også have stået bag disken hos Jamba Juice eller Cold Stone, men jeg bildte mig selv ind, at det var lidt sejere at lave espressoshots – især fordi det dengang stadig foregik på en rigtig La Marzocco-maskine og ikke på en digitalt udmålt automat, som det er nu til dags.

Dengang var der stadig oversmarte kunder, der lod som om, de ikke var en del af den gentrificerende kultur, The Coffee Shop står for med sine bønner til mere end 100 kroner posen og små wraps med kalkun. De tilhørte den gamle garde, der nægtede at kalde deres halvliters krus for "grande", og nogle gange gik det så vidt, at de pegede på mit bumsede teenageansigt bag disken og pointerede, at vi altså var i USA, og at her hedder det "medium", og hvem fanden tror jeg egentlig, jeg er?

LÆS MERE: Som pizzabud blev jeg røvet og tilbudt at være med i en pornofilm

De fleste kunder var dog ufatteligt flinke og høflige. Jeg kendte mange af dem ved navn – og det var før, firmaet besluttede sig for at skrive alles navne på kopperne – så jeg kunne gå i gang med at lave deres unødigt komplicerede fornærmelser mod italiensk kaffe, lige så snart jeg kunne se dem træde ind ad døren.

Jeg havde slugt myten om The Coffee Shop råt: Hver dag kom jeg hjem med klistret kaffegrums under neglene og nogle gange i håret, men jeg følte, at jeg lærte noget om at smage kaffe og hvordan, man laver det ordentligt. Min overglade chef opfordrede os til at drikke lidt mere espresso, hver gang vi kunne mærke smilet falme. Alle var super sympatiske og hysterisk høje på koffein.

Sådan var det første år i hvert fald.

'Jeg kan ikke være i dampene for længe,' fortalte hun. 'Jeg plejede at sniffe den slags.'

Senere fik jeg en ny chef. Da jeg så hende første gang, tænkte jeg, at hun var en sød midaldrende kvinde fra landet. Det var først senere jeg fandt ud af, at hun var langt yngre end hun så ud til, og efter sigende var hærget af et meth-misbrug. En dag da vi skrubbede klistermærker af glasdøren med et kraftigt opløsningsmiddel, sagde hun, at hun havde behov for en pause. "Jeg kan ikke være i dampene for længe," fortalte hun. "Jeg plejede at sniffe den slags."

Det har ganske vist ikke noget med kaffe at gøre. Man kan finde mærkelige mennesker på alle arbejdspladser. Det fandt jeg hurtigt ud af, da jeg flyttede til New York og fik et arbejde i en anden af kædens butikker på Manhattan.

Den første aften jeg arbejdede i New York, blev jeg jagtet rundt i butikken af en kakerlak på størrelse med en voksen mands sko, mens mine kollegaer grinede af den nye, naive dreng fra forstæderne. Jeg blev ikke lige så gode venner med dem som med mine kollegaer i Californien, men jeg kom tæt på et par stykker af dem. En af dem arbejdede som escortpige og kokainpusher ved siden af. Hvis hun ikke havde sin pistol med på arbejde, havde hun altid en hobbykniv, som hun på et tidspunkt trak på en af de andre baristaer, der formastede sig til at kalde hende en kælling.

Det var en klam, frygtelig og ophidsende introduktion til den by, jeg havde hyldet under hele min opvækst. Den ene dag betjente jeg kendisser som Spike Lee (æblecider), Philip Seymour Hoffman (sort filterkaffe) og Elijah Wood (som ignorerede mig, mens han talte i telefon). Den næste dag brugte en gruppe junkier vores toilet som mødested med den lokale pusher.

Hvis hun ikke havde sin pistol med på arbejde, havde hun en hobbykniv.

Jeg opdagede hurtigt, at stort set alle, jeg arbejdede sammen med, var på stoffer. Jeg fandt ud af, at vores afrydder, som vi kaldte "Gollum", røg crack i kælderen i et lagerrum, som mindede temmelig meget om Buffalo Bills hule i Ondskabens Øjne. En af de andre baristaer glemte tit at komme på arbejde, fordi han var helt væk på heroin.

Resten af os holdt os til pot. Vi havde en time til at lukke butikken – hvis vi gik over vores otte timers arbejdsdag skulle vi have overarbejdstimer, og det synes The Coffee Shop ikke var godt for forretningen. En af mine chefer indførte en striks form for "for-lukning", hvor alt var klart, så vi kunne lukke hele butikken på et kvarter, når den sidste kunde var smidt ud. Så havde vi tre kvarter, hvor vi stadig fik løn, og som vi tilbragte ved at ryge blunts foran butikken. Vi havde en fast pusher som kom og afleverede vores fælles-pot på den samme disk, hvor folk hentede deres 40 kroners mocha.

Hvilket minder mig om det, vi kom fra: Museblod.

Hele butikken var fyldt med skadedyr. På et tidspunkt var det så slemt, at vi fik besked på, at vi ikke længere måtte skifte til vores arbejdsuniform, når vi kom, men skulle have det på hjemmefra, fordi der måske kunne være kryb i vores tøj. Jeg kan huske, at jeg tænkte, helt sikkert, jeg har da en hel flok kakerlakker boende i mine bukser, og vores seriemorderkælder er i øvrigt lige så ren som en barnenumse.

En dag fandt vi en mus, der lå og sov inde i en pakke kiks, klemt inde mellem to stykker. Den lille fyr havde gnavet sig vej ind, ædt sig tyk og var faldet i søvn. Når man er vokset op med Stuart Little, var det ret sødt. Men så druknede min chef ham i en spand.

Den mest uforglemmelige oplevelse var dog uden tvivl dengang, jeg smurte museblod ud over hele gulvet. Det var en særlig travl dag, og vi var løbet tør for vaniljesirup, som indgår i alting. Jeg løb ned i kælderen for at hente en kasse, lige forbi alle musefælderne med lim, som lå på trappen. Da jeg løb op igen med en stor kasse, så jeg ikke kunne se, hvor jeg gik, kunne jeg mærke noget, der knasede. Der var noget, der sad fast til min fod, men jeg skyndte mig op alligevel.

LÆS MERE: Avocado-latte er apokalypsens femte rytter

Da jeg satte kassen ned kunne jeg se, at jeg trak musestykker efter mig. En af de stakkels gnavere var blevet fanget i en limfælde, som jeg havde trådt på. Jeg humpede skræmt om i baglokalet, hvor Gollum brugte sin kost til at få den blodindsmurte fælde af mine klistrede arbejdssko.

Af en eller anden grund kylede han fælden og alle de blodige kropsdele, der hang fast til den, hen i vasken, som var fyldt med krus, flødeskumsdispensere og tallerkener. Altså ting som folk brugte til at spise af hver dag. Da det gik op for ham, at det ikke var så smart, samlede Gollum hurtigt fælden op igen, førte en finger op foran munden for at sige "shhh" og smed det hele i skraldespanden.

Den dag holdt jeg op med at spise eller drikke noget som helst fra stedet. Jeg ved godt, at tingene ikke fungerer sådan de fleste steder, og at det var sundhedsmyndighederne og mine chefer, som var ansvarlig for de ting, jeg oplevede. Ikke alle kædens butikker er sådan, men jeg har alligevel altid tænkt, at vi ikke engang var de værste.

Under alle omstændigheder var kaffen ikke god.

Tagged:
Munchies
Food
HEROIN
New York
barista
espresso
stoffer
californien
våben
kaffe
kaffebønner
mus
kakerlakker