FYI.

This story is over 5 years old.

Restaurant Confessionals

At være opvasker i IKEA er et tallerkenhelvede

Viljen til at leve fordufter i den bundløse vask...
19.3.16

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi spurgt en tidligere opvasker i IKEA hvordan det er at rydde op efter alle andre - også dig.

De fleste af mine venner har i løbet af deres studietid haft et eller andet skodjob. Nogle stod op klokken lort søndag morgen for at hjælpe til på en gård, mens andre brugte deres weekend på at rengøre udlejningshoppeborge. At have et lortejob er en vigtig formativ fase i ens liv - og den slags jobs er som regel god kilde til røverhistorier.

Annoncering

Desværre ser jeg ikke tilbage på mit studiejob med nogen særlig glæde. Snarere det modsatte. Sidste år sluttede en fireårig periode af mit liv, hvor jeg to gange om ugen befandt mig i IKEAs køkken i rollen som opvasker. Jeg arbejdede som regel ti-timers vagter afbrudt af en pause på en time; på to dage kunne jeg skrabe det samme beløb sammen, som mine venner skulle arbejde i fire dage for at tjene.

Vi havde ikke altid søndagsåbent, men når vi havde, blev min løn fordoblet. Det var en fantastisk løn, og blandt de studerende i Belgien var der bred konsensus om, at et studiejob i IKEA forbeholdt de allermest heldige. Den eneste ulempe er, at man ikke selv kan bestemme, hvilken afdeling man havner i. Og jeg var en af de heldige, der endte som opvasker.

Som opvasker arbejde jeg det mest deprimerende sted i IKEA. Der er et enkelt vindue, men det sidder så højt, at man ikke kan se ud af det, mens man arbejder. Det kan gøre det svært at huske, at der er en verden udenfor, der ikke drejer sig om beskidte tallerkener. Udsigten udgøres af en hvid flisebelagt væg, der langsomt bliver dækket af madrester og sovsepletter, i takt med at dagen skrider frem.

At skrubbe er den værste tjans. Den der er på skrubbevagt står for at rengøre køkkenets store stegeplader.

Alle opvaskerne har deres egne roller. En er placeret ved transportbåndet. Her står hundredvis af vogne med bakker med beskidt service, som skal op på transportbåndet. Det er den mest ensomme tjans, man kan få, da man er adskilt fra resten af køkkenet af en væg. Når bakkerne kommer ud på den anden side af væggen, bliver tallerkenerne sorteret. En person står for glas og kopper, en står for tallerkener, den næste tager de dybe tallerkener osv.

Til sidst sorteres bestikket, der bliver løftet op af bakkerne med en magnet og lagt i en brændende varm bakke. Når man sorterer service, er det vigtigt, at man når at skifte de fyldte bakker i opvaskemaskinen ud med nogle, der er tomme. Det kræver, at man er både hurtig og fokuseret, da transportbåndet aldrig holder op med at rulle.

Annoncering

At skrubbe er den værste tjans. Den der er på skrubbevagt står for at rengøre køkkenets store stegeplader. Det forventes, at man kan rengøre sådan en plade på et minuts tid, men de er som regel dækket af tykt lag mad. Man skal derfor rense pladerne med ekstremt varmt vand, og dampen gør det svært at trække vejret. En stegeplade, der er blevet brugt til at lave kartoffelmos, er ikke så slem. Den, hvor der bliver stegt laks, er fuldstændig horribel.

Det eneste, der kunne gøre det tåleligt at stå ved transportbåndet, ville være hvis man kunne få tiden til at gå ved at tale med sine kolleger, men larmen fra opvaskemaskinerne og transportbæltet gør det nærved umuligt. Man kan næsten ikke høre, hvad man selv tænker, og slet ikke hvad andre siger. Der er åbenbart højtalere i rummet, men i den tid jeg arbejdede der, lagde jeg aldrig mærke til, at der blev spillet musik. Efter et stykke tid kunne jeg ikke holde maskinernes larm ud længere, og jeg begyndte derfor at synge så højt, jeg kunne. Og da mine kolleger alligevel ikke kunne høre mig, var det ligegyldigt om mine kolleger kunne lide min stemme.

De små svenske frikadeller er perfekte som kasteskyts

Da jeg begyndte i arbejdet som opvasker, forsøgte jeg at have det lidt sjovt ved at sprøjte vand på mine kolleger eller kaste köttbullar efter dem. De små svenske frikadeller er perfekte som kasteskyts. Men jeg blev hurtigt opmærksom på, at der ikke var tid til at have det sjovt i opvaskerummet. Prøver man at gøre arbejdet en smule sjovere, gør man bare det hele sværere for en selv, da transportbåndet fortsætter ufortrødent, og tallerkenerne hurtigt hober sig op.

Vi røg dog en masse pot for at kapere med al den kedsomhed. Så godt som alle mine kolleger var allerede skæve, når de mødte ind. Der er ingen, der går op i, hvordan man ser ud, og jobbet kræver ikke meget hjerneaktivitet. Faktisk krævede det hverken, at man kunne sætte to tanker sammen eller nogen former for beslutningstagning, så jeg tog ofte direkte på arbejde efter morgenfest. Jeg tog bare lidt speed og lod derefter mig selv forsvinde i køkkenets monotone rutinehelvede. Ikke den smarteste løbebane.

Arbejdet som opvasker i IKEA egner sig egentlig bedst til, at blive udført af maskiner, men da de maskiner ikke er blevet opfundet endnu, er det op til en gruppe sørgelige sjæle at levere rene tallerkener til din rejemad. Jeg kunne lige akkurat holde det ud, da jeg kun skulle gøre det to dage om ugen. Resten af tiden nød jeg bare at gå på universitet. Det er derfor svært at forestille sig, hvor ulykkelig en tilværelse det må være at arbejde som opvasker i IKEA på fuld tid.

Denne artikel blev oprindelig bragt i MUNCHIES Holland.