dyrevelfærd

Jeg besøgte gården, hvor gamle grise bliver masseret indtil den dag, de dør

Det er ikke alle bondegårdsdyr, der bliver sendt en tur til slagteren, når de ikke længere er produktive. Nogle bliver sendt til fredelige plejehjem, hvor de kan få lov at nyde deres otium.

af Stefanie Staelens
27 februar 2017, 6:00am

Dette er en redigeret udgave af en artikel, der oprindeligt er publiceret af MUNCHIES i marts 2015.

De fleste bondegårdsdyrs skæbne er allerede afgjort, før de bliver født. Jeg er ikke vegetar, men jeg tænker ofte på dyrene, jeg spiser. Nogle gange kører jeg forbi en lastbil og ser en grisesnude eller hale, der titter frem mellem tremmerne. Så håber jeg i stilhed på, at en af grisene formår at flygte på heroisk vis. Ikke fordi jeg så Babe – den kække gris lidt for mange gange som barn, men fordi jeg oprigtigt talt vil ønske, at en af dem får frihed til at leve, til den bliver gammel.

Jeg kan ikke forestille mig, at nogle landmænd ikke knytter sig til deres dyr, så jeg begyndte at søge efter et alternativ til slagteriet. Og det viser sig faktisk, at nogle af Hollands køer og grise har mulighed for at lade sig pensionere — og at deres plejehjem lader til at være en hel del federe end vores.

En hollandsk malkeko producerer mere end 8.000 liter mælk om året. Rent fysiologisk kræver det cirka ligeså meget energi, som det kræver for et menneske at gå i otte timer hver dag i et helt år. For at opretholde mælkeproduktionen er køerne nødt til at kælve hvert eneste år. (Insemineringen foregår som regel kunstigt, så der er altså nul passion i kostalden.) I gennemsnit fortsætter den rutine lidt over fem år, inden koen stopper med at producere mælk, hvorefter den bliver sendt til slagteriet.

På det hollandske site VeteeltForum taler mælkebønderne ofte om det svære ved at sige farvel. En ko kan blive mellem 15 og 25 år gammel, men som en af landmændende skriver på forummet, er det "rart at have en gammel ko, men en enkelt er nok".

For nogle køer er fremtiden mindre dyster — eksempelvis for dem, der ender på Bert Hollanders plejehjem for kvæg: Foundation Lemweeg.

bert

Bert Hollander kilder en ko på Foundation Leemweg. (Foto af Susan Meijer)

Hollander voksede op på en gård, og som barn hadede han, når køerne blev sendt til slagteriet. Han nægtede at spise kød af frygt for, at hans yndlingsko ville ende på tallerkenen. Da han fik chancen for at overtage forældrenes gård, ville han først konvertere den til et musikstudie, indtil han så to gamle køer græsse på marken. I stedet besluttede han sig for, at køer har ret til en lige så god alderdom som mennesker. Nu kontakter landmænd ham, hvis de vil redde en af deres køer fra slagteriet.

Hollander giver sine køer masser af kærlighed. "En kos psyke er basalt set den samme som et menneskes," fortæller han. "Man kan virkelig knytte sig til en ko. De er smartere end katte og hunde. De lystrer, når man nævner deres navn, og når man beder dem om at rejse sig eller sætte sig ned."

Det er dyrere at holde en ko på Hollanders gård end i en almindelig stald. Køerne bliver ved med at vokse, til de bliver otte år, så de skal have ekstra store båse, hvor de kan lægge sig. Ældre køer lider ofte af slidgigt og andre følger af alderdom.

"For mange landmænd er det økonomisk ubelejligt at have en gammel ko," fortæller Hollander. "En enkelt ko koster 150 euro (cirka 1100 kroner) om måneden at have gående." Det vil sige, at det i løbet af 10 år koster cirka 18.000 euro (130.000 kroner) at beholde en ko, der ikke producerer mælk. Da landmændende kun betaler 40 euro (cirka 300 kroner) om måneden for at have deres dyr på gården, kører Berts gård primært rundt på donationer fra folk, der adopterer køer.

Lige nu bor der 43 køer i Foundation Lemweegs stald, og der er plads til syv mere.

LÆS MERE: Jeg spiste sprængt hest og charcuteri på en pop-up hesterestaurant

Hollandske grise har ogå et forjættet land, hvor de kan tilbringe deres otium. Det hedder het Beloofde Varkensland, og det er en non-profit organisation grundlagt af Dafne Westerhof. Her bor grise, der ellers ville være dødsdømte, uanset om de er for store eller for gamle. De bor side om side med en gruppe gamle køer og tyre, som de kan tumle, løbe og plaske i mudder sammen med, som var de en stor lykkelig familie. Og hver eneste uge bliver de nusset og masseret af gæster, der kommer på besøg.

Jeg besøgte Westerhof en søndag for selv at finde ud af, hvordan en pensioneret gris hverdag ser ud. Jeg tog støvler på og var — mere end bare en enkelt gang — ved at glide i det sumpede mudder i mit forsøg på at kravle over hegnet for at give alle dyrene en krammer.

IMGP7997_filtered

Foto: Rik Beune

I grissemassageklinikken springer Brave Dodo — en kæmpestor gris med topmave — op og går mig i møde. Westerhof reddede ham med sin griseambulance, der er en gammel bus, som er blevet konverteret til mobiloperationsstue, hvor man kastrerer, tester og indoperer mikrochips i grise. Dodo kan lide mig. Han gnider sig så hårdt op ad mig, at jeg vælter bagover, da jeg sidder på hug. Jeg kæler for ham, indtil han vælter om ved siden af mig med et tilfreds grynt.

LÆS MERE: Mødet med et afhugget grisehoved blev en lektion i bæredygtighed

"Må jeg kramme den ældste gris du har?" spørger jeg Westerhof. Kort efter ligger jeg i ske med La Mamma, en enorm so, der har født 170 pattegrise i løbet af sit liv. Hun har arbejdet hårdt og fortjent sin plads her. Hun fik lov at beholde sin sidste pattegris, og de to er blevet uadskillelige. "Grise er som mennesker. Det foretrækker at leve i grupper," fortæller Westerhof.

Overalt omkring mig er der grise, der slænger sig. En skider lige ved siden at mit hoved, men det bliver lynhurtigt samlet op og smidt i en spand. Jeg sniffer diskret til min krammepartner og finder ud af, at grise slet ikke stinker så meget, som vi går og tror.

På gården er der også et gammelt hus, hvor grise med demens og problemer med leddene får lov at hænge ud. Om søndagen får de serveret et festmåltid bestående af varm æblegrød og æblejuice. "Fordi grise minder så meget om mennesker, får de det samme medicin som os," fortæller Westerhof og forklarer, at hun giver dem piller mod slidgigt i en peanutbutter-sandwich.

Jeg har krammet med en gammel gris, er blevet slikket af en 18-årig ko og har brugt en enorm tyr som rygstøtte, mens jeg hvilede min arm på hans horn.

I sådanne intime øjeblikke kunne jeg virkelig se min mad i øjnene.