Sådan er det at blive sagsøgt af sin egen tjener

Jeg har det som om, vi er blevet afpresset helt lovligt.

|
04 januar 2018, 5:01am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i september 2016.

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne ombæring taler vi med en restauratør fra Buenos Aires, som blev sagsøgt af sin egen tjener.

Jeg havde aldrig troet, at en ansat kunne finde på at sagsøge min restaurant, når nu jeg havde betalt for deres arbejdsvisum.

Min køkkenchef kendte en fyr – lad os kalde ham John – som var flyttet til Buenos Aires fra Europa og ledte efter arbejde. Min mand og hans forretningspartner havde et par forskellige folk på prøve, men John var langt mere til stede, gik pænt klædt, var god til at hælde vin op, havde masser af erfaring, talte tre sprog og fik gæsterne til at grine. Vi hyrede ham i stedet for at ansætte en argentiner.

Desuden tænkte vi, at det var en god ting at gøre, når nu han kendte vores kok og manglede penge. I USA er det vigtigt, at man ikke ansætter nogen ulovligt. Vi burde have registeret ham, men han havde ikke noget visum. Og selvom jeg normalt ikke ville gøre den slags, eftersom det er normalt, at folk i Argentina arbejder skjult, betalte vi ham sort fra dag til dag.

Det var ikke smart. Vi gav sådan set John magten til at sagsøge os. Jeg ved godt, at det bare er penge, men han sagsøgte os for rigtig meget, og vi skulle samtidig åbne en ny restaurant, så vi betaler stadig af til ham.

John arbejdede hårdt to eller tre aftener om ugen, og til sidst bad han os at ansøge om et visum på hans vegne. Som kok og ejer var jeg registeret som selvstændig, så det kunne jeg ikke, men så snart firmaet ændrede status, kunne vi ansøge om det, og det gjorde vi, for vi kunne godt lide John. Han var virkelig glad for det, men da vi skrev under på papirerne, sagde han noget, som jeg burde have tænkt mere over: ”Hvis ikke I havde skaffet mig et visum, havde jeg sagsøgt jer.”

I Argentina vinder de ansatte ni ud af ti gange, hvis de sagsøger deres tidligere arbejdsgiver, for sådan er retssystemet indrettet. Det støtter de ansatte og ikke ejerne.

Det er så latterligt. Folk, som aldrig har arbejdet for dig, kan påstå, at de har gjort det. Så medbringer de et par falske vidner og vinder sagen – også selvom det er en stor løgn. Man føler sig hjælpeløs. Man bliver nødt til at tænke grundigt over det, inden man starter en virksomhed. Jeg siger det nu, fordi jeg aldrig tænkte på det tidligere. Jeg er kok og har bare gået op i at lave god mad.

Johns attitude ændrede sig, da han havde fået sin arbejdstilladelse. Jeg bad ham gøre noget, og så nægtede han eller ignorerede mig. Han blev vred, da vi ændrede reglerne for drikkepenge. Vi plejede at dele dem i to mellem tjenerne og køkkenet, selvom der var flere ansatte i køkkenet, som havde længere vagter. Tjenerne fik omkring 25 procent hver - omkring 600 pesos [250 kroner] for seks timer – oveni deres løn, mens opvaskerne kun tjente 200 pesos [75 kroner] for deres ni timer. Vi besluttede, at pengene skulle deles ligeligt mellem alle.

Jeg har det som om, vi er blevet afpresset helt lovligt. Det har virkelig gjort ondt, og jeg har det som om jeg aldrig er sikker og kan stole på mine ansatte.

Han var sur over, at tjene færre penge, men drikkepenge er drikkepenge – det er ikke noget, jeg betaler. Der var faktisk ingen af tjenerne, der kunne lide ideen, så køkkenchefen måtte fortælle de ansatte, at tjenerne ikke ville have, at køkkenet fik flere drikkepenge. De to tjenere foreslog endda, at vi gav køkkenet mere i løn, selvom vi betaler dem præcis det, som deres overenskomst forlanger. Derefter gik det helt galt.

Et par måneder efter han fik sin arbejdstilladelse, endte John i et skænderi med køkkenchefen. Vi havde brug for en babysitter, og John foreslog sin kæreste. Han ville smutte hjem for at hente hende. Jeg var allerede kørt, og køkkenchefen havde to timer tilbage, så John blev sur over, at køkkenchefen ikke ville køre ham, så han blev nødt til at bestille en taxa for at hente kæresten. Dagen efter flippede han ud igen, og han fik at vide, at hvis ikke han begyndte at opføre sig ordentligt, ville han blive fyret.

Han sagde: ”Så gør det: fyr mig, fyr mig.” Efter den omgang fattede jeg slet ikke, hvad der foregik. Han var tydeligvis sur over at tjene færre penge på drikkepenge. Så fyrede min mand ham. Men vi begik den fejl ikke at skrive ned hver gang, John gjorde noget urimeligt eller ikke passede sit arbejde. Så vi havde ikke beviser.

Vi sendte ham et brev med fyringen, men han vendte tilbage med et officielt dokument, hvor der stod, at vi ikke havde betalt hans ferie – selvom vi havde. Vi svarede, og hans respons var at sagsøge os for 700.000 pesos i mistede drikkepenge og ubetalt ferie. Også for de dage hvor han slet ikke havde arbejdet.

Vores første advokat gav os et dårligt råd: At vi ikke skulle gå efter at indgå forlig. Den anden advokat anbefalede os at lave en aftale hurtigst muligt, ellers kunne vi ende med at skulle betale flere millioner og gå konkurs.

Da vi ville indgå forlig, bad John om 70.000 pesos [250.000 kroner], men vi havde ikke den slags penge. Vi var i gang med at åbne vores anden restaurant og havde lånt penge af min bedstefar, mine svigerforældre og alle andre, som kunne hjælpe. Vi havde virkelig ingen penge. Vi troede, han ville gå med til 30.000 pesos, men han sagde nej. Vi tilbød ham 50.000 pesos, men han sagde stadig nej. Han sagde også nej til 100.000.

Vi blev til sidst enige om 129.000 pesos, som vi betaler i seks bidder, fordi vi ikke har råd til at betale så meget på en gang. Vi skal også betale hans og vores advokater.

Det var et hårdt slag. Efter vi havde fyret John, skaffede vores anden tjener ham et job hos en af mine venner og kollegaer. Jeg fortalte min ven det hele og regnede med, at han ville fyre ham. Det gjorde han ikke – og John arbejder der stadig den dag i dag. Den kollega er jeg ikke længere venner med.

Jeg er på restauranten fra morgen til aften, selvom jeg har børn. Vi knokler røven ud af bukserne. John arbejdede kun i seks eller syv timer af gangen, højest tre gange om ugen, og han har taget de penge, som vi har tjent på vores hårde arbejde.

Jeg har det som om, vi er blevet afpresset helt lovligt. Det har virkelig gjort ondt, og jeg har det som om, jeg aldrig er sikker og kan stole på mine ansatte. Jeg stolede på John, og det gør virkelig ondt – hvordan kan han gøre sådan mod mig, når han ved, at jeg ikke har vildt mange penge?

Jeg føler mig forrådt af John, forrådt af de tjenere, der anbefalede ham til et andet sted, og forrådt af den restaurant, der hyrede ham igen. Jeg er pissehamrende vred over det, og jeg kan aldrig være venner med ham igen. Sådan gør du bare ikke overfor en kollega.

Det gør også ondt, at han taget vores penge, men det er bare fucking penge, og det skal vi nok klare. Det, der gør mest ondt, er de problemer, han har skabt mellem min mand og jeg.

Karma skal nok komme og bide dem begge i røven.

Fortalt til Sorrel Moseley-Williams