Annoncering
Sex

Jeg er færdig med sex

Det er spild af tid og kræver alt for mange mentale kræfter. Mit liv er bedre uden.

af Jay Stephens
20 december 2016, 6:00am

Billede fra 'Inside Amy Schumer' via YouTube

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg fandt ud af, at jeg var færdig med sex et par stød inde i det sidste samleje, jeg havde. Det var et meget bevidst farvelknald med min ekskæreste et par timer før mit fly hjem. Jeg lå og overvejede, om der mon ville være plads til min kuffert over sædet, mens hele mit sexliv passerede revy for mig. Det gik ret hurtigt.

Manden, der var oppe i mig, havde jeg mødt et år forinden. Jeg var lige fyldt 21, stadig jomfru og ved at gå panik over, at jeg muligvis skulle være det længe nok til at få mit eget reality-show. Jeg ventede på den perfekte situation med den perfekte mand på den perfekte madras med memoryskum ved siden af en pejs. I stedet var det med "Tom" i slutningen af juni på en barneseng på gæsteværelset i min granfætters lejlighed. Tom var en god fyr, hvis største plus var, at han syntes, mine YouTube-videoer var virkelig sjove. Vi mødtes tilfældigt på en bar i New York. To uger senere spurgte han, om vi skulle være kærester, og dagen efter tog han min mødom.

Vi kunne lide den samme slags film og havde samme humor, men den egentlige substans i vores forhold var sex. Vi endte med at flytte sammen og havde store planer om vores fremtidige karrierer i byen. I stedet endte det med, at vi havde endeløs fuldemandssex, indtil vi ikke havde flere penge. Imens jeg halvhjertet blev spiddet af Tom en sidste gang, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville lade mit skridt skubbe mit liv af sporet igen: Jeg var færdig med sex.

Mine veninder grinede af mig i starten. Det var stadig sjovt efter seks måneder, men det blev deprimerende efter ni og uforståeligt efter et år. Efter halvandet år forventede de næsten, at jeg sværgede troskab til en hemmelig antisex-sekt. Nu, hvor jeg har passeret to-års mærket, er der ingen der ved, hvad de skal sige til mig. Folk har spurgt, om jeg er aseksuel, sendt mig links til tumblr-sider med forskellige seksuelle identiteter og opfordret mig til at tage pseudovidenskabelige seksualitetstests, men ingen af dem ændrer på den vigtigste ting, jeg lærte ved at have sex: At det modarbejder succes.

Det er en udmattende, tidsspildende aktivitet, som ikke er indsatsen værd.

Her taler jeg ikke om selve akten. Det er hele ritualet med blødtbelyste selfies og den hjernedøde sniksnak, sex er omgivet af, som for mig spilder alt for mange af de dyrebare minutter, jeg er blevet stillet til rådighed på den her planet. Den kollektive mængde hjernekraft, vi bruger på at få sex, tænke på sex og se sex på HBO kunne bruges langt bedre andre steder. Det optager så meget mental kapacitet.

Ved at tilsidesætte al den slid, tid og energi, som jeg brugte på sex, kunne jeg meget bedre koncentrere mig om mig. Jeg ved godt, det lyder Oprah-agtigt at sige, men lad mig lige tale ud: Uden sex som distraktion fik jeg sat i perspektiv, hvad der virkelig betyder noget. Jeg begyndte at se en terapeut, jeg stolede på, og hun fik mig tilbage på de antidepressiver, som jeg var holdt op med at tage flere måneder før (netop for at kunne nyde sex mere). Jeg sparede penge op, udforskede nye hobbyer og fandt modet til at sige op på mit rædselsfulde ni-til-fem job og i stedet bidrage til VICE fra tid til anden.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde, jeg ikke savnede det – men jeg savner det ikke ret meget. Og slet ikke nok til at investere den energi, det kræver. I sidste ende er jeg gladere ved ikke at skulle tænke på det.

Men der er plads til fejl. To gange lavede jeg den fejl at kaste mig ud i online-flirterier med folk, jeg med sikkerhed aldrig ville møde i virkeligheden. Hver gang troede jeg, at jeg bare kunne indsamle et dick pic og en god portion bekræftelse. I stedet følte jeg mig cyber-pik-traumatiseret og følte mig udmattet af at forsøge at imponere en fremmed med mine perfekt kuraterede snaps. Jeg følte mig også skamfuld over at have ladet en penis distrahere mig. Men jeg lærte en vigtig lektie: selv lade-som-om sex udløser ikke nok emotionel energi til at være effektivt.

Når jeg fristes til at besudle mit liv med sex, minder jeg hurtigt mig selv om den gang, jeg ved et tilfælde så et afsnit af Inside Amy Schumer. Jeg er af den opfattelse, at Amy Schumer personligt har taget opgaven på sig at gøre sex så utiltalende som muligt for mig, og jeg takker hende for det.

Jeg har ingen planer om at være sexløs for evigt. Når jeg er tilfreds med mine personlige og professionelle fremskridt, kan jeg måske bedre tolerere at blive distraheret. Men ideelt set ville ændringen involvere en ring. Min terapeut siger, at jeg har en "alt eller intet" mentalitet, hvilket ikke er sundt, og det er helt rigtigt. Men jeg respekterer mig selv for at have nosserne til at sige nej til sex i de bedste år af mit liv i håbet om, at det en dag vil udløse en stor, velfortjent månedsløn.

Mere fra VICE:

Danske kvinder fortæller om, hvordan det er at være i et sexløst forhold

Derfor har jeg aldrig været i stand til at få en orgasme

Løgne folk fortæller for at få sex

Tagged:
Dating
online dating
Stuff
Views My Own
Vice Blog
Amy Schumer
Inside Amy Schumer
sexlos
cølibat