"Jeg har prøvet at sætte mig ned på gulvet og begynde at tude, fordi en kæreste lavede hakkebøffer til mig"

Christina Hagen insisterer på at leve et liv fuld af vildskab, selvom samfundet vil have hende til at lade være. Det har hun skrevet en bog om.

|
feb 9 2017, 10:30am

Hvorfor gør du det? Det er nok ikke en god idé. Det er da underligt, og hvorfor har du ikke børn? Og skal du ikke finde en kæreste? Har du ikke noget ordentligt at bo i? Og hvorfor ikke det? Kan du virkelig leve af at være forfatter? 

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, Christina Hagen fortæller, hun ofte får. Spørgsmål, der i virkeligheden ikke stilles, for at hun skal svare, men spørgsmål, som hun skal adoptere, spørgsmål, spørgeren vil have hende til at stille til sit liv. 

Christina Hagen er forfatter, og i næste uge udkommer hendes nye bog Jungle, hvor hun blandt andet fortæller om sit forhold til en sort bartender på Jamaica, sit had til København, sin kærlighed til store pikke og sin konfrontation med tidligere kærester. Den er provokerende, racistisk og grim, men den er også ærlig og fuld af kærlighed. Og når man spørger Christina Hagen, hvad den handler om, så siger hun vildskab, hvad det så end er, for hun savner den i vores målrettede og effektive verden. 

Jeg møder den 36-årige forfatter en kold og våd decemberdag i Aarhus. Hun skal snart ud at rejse (igen), og jeg er misundelig. Hvorfor kan jeg ikke bare rejse? Nå ja, der er arbejde og jul med familien og alle de her andre ting, jeg ligesom må og skal gøre. Christina Hagen gør ikke så mange af de ting. 

Der er mange, der spørger mig, om jeg har tænkt over om det, at jeg rejser, er en form for flugt. Og når de spørger om det, så ved jeg godt, hvad det betyder. Det betyder, at dé mener, at det at rejse i længere tid ér en flugt. Og det at flygte, forstår man, er noget negativt. Jeg synes, det er lidt firkantet at dele livet op i flugt og virkelighed, og jeg forstår ikke, at de, der så gør brug af den opdeling, alligevel udholder at leve i virkeligheden, som de åbenbart så levende kan forstille sig, at nogen vil flygte fra. (Uddrag fra kapitlet 'Jungle')

"Den måde, jeg har lyst til at leve mit liv på, er ret vild i forhold til andres, det er i hvert fald det indtryk, jeg får. Det føles, som om at de ting, jeg gør, de valg, jeg træffer, virker som en provokation i sig selv, et statement, så jeg føler mig hele tiden konfronteret af andre," siger hun. 

"Jeg føler hele tiden, at det, som jeg naturligt har lyst til, skal sættes på plads af sådan en rationel stemme, som fortæller mig, at det og det burde jeg gøre i stedet. Det er det, jeg selv kæmper med, og derfor skal det med i bogen."

Den rationelle stemme bliver i bogen varetaget af Lone Nikolajsen, som til daglig er anmelder på Dagbladet Information. Christina Hagen har bedt hende om at anmelde alle bogens kapitler – og at gøre det med fokus på det, hun ikke kan lide, det, hun synes, er for meget – for at imitere den samfundets rationalitet, som Christina Hagen konstant føler sin livsform udfordret af. 

Når Christina Hagen ikke rejser til mere eksotiske dele af verden som Jamaica og Den Dominikanske Republik, bor hun i Herning. Foto: Thomas Priskorn

Christina Hagen fortæller om sit forhold til ham bartenderen på Jamaica. "Jeg var meget forelsket i ham." Hun havde håbet, de skulle være kærester. Forholdet portrætterer hun i bogen med utallige screenshots af deres samtaler på messenger og af de pikbilleder, han sendte til hende. 

"Jeg vidste godt, at der var mange af de her forhold mellem hvide kvinder og sorte mænd, som gik ud på, at man skulle betale for det på en eller anden måde, men jeg havde en fornemmelse af, at lige med ham var det anderledes. Men det kom til at handle om penge, og det er underligt at blande kærlighed med penge, man føler sig devalueret." 

"Det er sjældent, at man finder et forhold, hvor man kan sige, at det er "gratis" at være der." 

Vi sidder på det her meget ordentlige sted, der hedder Lynfabrikken, som ligger i en baggård i Vestergade. Jeg kom her meget, da jeg læste på Journalisthøjskolen, hvilket undrer mig, nu hvor jeg lige har betalt for to skidedyre kopper kaffe. Men jeg kom her, fordi stemningen på Lynfabrikken er flittig og effektiv, og den smitter af. Her kunne jeg faktisk få læst lidt af pensum, skrevet nogle noter og være en god studerende. Som jeg sidder her med Christina Hagen virker stedet pludselig forkert, som om alt det, vi taler om – at foretrække unge, lækre fyre, at få sin ekskæreste til at sende vilde pornobilleder med hans nye kæreste for at printe billederne i sin nye bog og sådan – ikke passer ind her. Pludselig er Lynfabrikken den fysiske manifestation af det forventende samfund, smart cappuccino, mens du ser smart ud og læser til et 12-tal. 

Der er det med, at det føles så forbudt at lade sig tingsliggøre og lege brugsgenstand for en tidligere slave og bare ligge der på madrassen og tage imod præcis som jeg, og de andre ondskabsfulde ludere, har fortjent. Nu er det vores tur til at give pizza og ture til Disneyland. Eller er det omvendt. Er det slaveriet, der fortsætter? Er pikindstikningen og de kærlige ord det nyt stykke arbejde, der skal udføres? Er det bare whipperen, der ligger ned nu og er kæderne om benene bare din nye iPhone? Det er ikke sikkert, det er så vigtigt. Det er rart at være en stærk og moderne kvinde på jagt efter ung virilitet, og det er rart at lege slave for den tidligere slave og få æltet al den dårlige samvittighed ud af den blege krop. (Uddrag fra kapitlet 'Sugar Mommy')

Christina Hagen forklarer, at forholdet til den jamaicanske mand er med i bogen som et eksempel på vildskab, og fordi det handler om, hvad man gerne vil opleve som menneske – vil man have det så rart som muligt hele tiden uden at få for mange ar på sjælen? Så skal man måske vælge det rationelle forhold.

"Men mener man, at det at være menneske også handler om at kende mange nuancer, at komme ud i fjerne kroge, så tror jeg, at det kan være interessant at indgå i nogle forhold, som ikke altid er behagelige, som udfordrer ens moral og samvittighed, og som får én til at opleve nogle sider af sig selv, man kun oplever, hvis man er presset," forklarer hun.

Et sugar mommy-forhold er måske ikke så normalt herhjemme, men du kommer også ind på, at vi – i vores "normale" forhold – ikke er meget anderledes?

"Ja, selv i de her pæne, rationelle forhold i Danmark foregår der en byttehandel. Det er typisk manden, der arbejder mest og skaffer flest penge, mens kvinden giver kærlighed og tryghed i hjemmet, passer børnene og sådan. Der kan være mange former for byttehandel, men det er sjældent, at man finder et forhold, hvor man kan sige, at det er "gratis" at være der. Som kun er baseret på, at man er sig selv og ikke servicerer på en eller anden måde."

"Det virker, som om at dem, som har valgt det meget rationelle liv, er utrygge ved, at der findes sådan nogen som mig."

Christina Hagen fortæller, at hun har oplevet sig selv blive en form for skuespiller i sine forhold, og hun tror ikke, at hun er alene med den følelse. Den følelse af, at ens forhold i virkeligheden består af to fremmede. Hun har talt med venners kærester, som ikke kendte til vennernes største interesser.

"Hvad er det så, jeres forhold går ud på, hvis I ikke kender hinandens præferencer eller ved, hvad hinanden elsker? Jeg tror, der er enormt mange forhold, der er baseret på, at man har det hyggeligt, har god sex, og at man tror, man vil det samme i fremtiden, men hvor man egentlig ikke kender hinanden," siger hun. 

Hvorfor tror du, at det forholder sig sådan?

"Min oplevelse er, at i mere primitive lande er der ikke den samme grad af passen på. Man er ikke så bange for at afsløre sig selv og sine svage sider, men det er selvfølgelig også corny at længes efter det primitive samfund som det mere ærlige…" 

Hun mener, at det er, som om de succesfulde, smukke mennesker i Danmark – i København måske især – har så travlt med at holde fast i en nidkært opbygget identitet, at katastrofen melder sig, hvis de skulle komme til at afsløre sig selv i ikke at være perfekte. Og det gælder helt ind i forholdet. De forhold, vi forventes at være i, i hvert fald på et tidspunkt i vores liv, de rationelle forhold, som Christina Hagen har så svært ved. 

"Jeg tror ikke, jeg kan træffe rationelle beslutninger. Jeg har prøvet at være i faste forhold, hvor vi planlagde, hvad vi skulle have til aftensmad, og hvem vi skulle besøge på tirsdag, og hvad vi skulle se i biffen i morgen. Jeg har prøvet at sætte mig ned på gulvet og begynde at tude, fordi en kæreste lavede hakkebøffer til mig. Det gik op for mig, mens han stod der og lavede hakkebøffer, at jeg ikke kunne mere," siger hun og fortsætter:

"Det er et dukkehus, og vi skal lege den her leg. Det føles ikke som mig."

Foto: Christina Hagen

Derfor er Christina Hagens mest faste forhold det, hun har til Jylland. Det sidste kapitel i hende bog hedder "Jylland 4ever", og hun bryder sig slet ikke om at tage til København. Når alle andre trækker mod København, når de spørger; skal du ikke flytte til København? Så nej. Den anden aften var hun inviteret i studiet hos Radio24syv, men valgte at tage den på telefonen fra sin seng i Herning, og til den nye bogs udgivelsesfest i Politikens Boghal næste fredag vil hun deltage via Skype. Hun skal ikke til København. 

"Det er, som om jeg ikke forstår det. Jeg tror, jeg har svært ved at forstå andre menneskers skabeloner, og jeg er ret sikker på, at det ikke ville gøre mig lykkelig. Jeg kan ikke blive lykkelig af at kopiere det, jeg bliver utryg ved at skulle gøre det samme som andre."

Jylland er i mit hjerte, som en evig kæreste, der aldrig forlader mig. Uanset hvor i verden jeg er, så savner jeg Jylland så meget, at jeg kan få tårer i øjnene af at tænke på blåbærrene, at gå henad en øde landevej i vinterkulden og mærke læberne blive blå til de sprækker, de forladte huse med hul i taget. Der er ikke noget, jeg skal i København, i KBH, et pseudoliv med butikker og universitetsuddannelser og souvenirbutikker, med bræk på fortovene og pis på dørene. Jeg vil drikke sort kaffe og se luksusfælden og slikke pik på jyske mænd i behagelige sofaer. Jeg har ikke brug for et udstillingsegnet liv med lejlighed på Nørrebro. (Uddrag fra kapitlet 'Jylland 4ever')

Mens vi taler sammen, lægger Christina Hagen ikke op til, at folk skal kopiere hendes liv – præcis som hun heller ikke vil klemme sig selv ned i skabelonerne til andres. Jeg fornemmer i højere grad en opfordring til at blande sig udenom, hvordan andre lever og se indad.

"Det virker, som om at dem, som har valgt det meget rationelle liv, er utrygge ved, at der findes sådan nogen som mig. Som om de synes, at den er for let, den måde, jeg lever på," siger hun.

Synes du, det er let at leve på din måde?

"Ja, det er det jo på en måde. Det er meget uforpligtende, men det er også et slid at udsætte sig for meget vildskab."

Mere VICE
VICE kanaler