Os, der er bange for at føde

Jeg er bange for at føde. Det har jeg altid været. Da jeg var barn, og frem til jeg var i midten af 20’erne, sagde jeg til mig selv, at jeg slet ikke var interesseret i at få børn. Men nu nærmer jeg mig de 30 og er så småt ved at vænne mig til den del af tanken, der handler om at have et barn, men processen med at få et barn skræmmer mig stadig fra vid og sans. Jeg har altid tænkt, at det at være gravid må føles lidt ligesom, når man sidder øverst oppe i Det Gyldne Tårn i Tivoli og godt ved, at der kun er en vej ud af den her situation, og den vej er absurd nederen. Bortset fra, at i stedet for at man venter i ti sekunder, så venter man i ni måneder, og at i stedet for et frit fald på 55 meter, så skal man presse et menneske ud af sin krop.

Derfor googlede jeg for nylig ”bange for at føde” og opdagede, at jeg ikke er alene. Der findes sågar en betegnelse for den måde, jeg har det på. Det hedder fødselsangst. På sin blog nutidensmor.dk fortæller Johanne Mygind, at hun var så angst for at føde, at hun krævede at få et kejsersnit. Først skulle hun dog forbi en jordemoder og en fødselslæge, der begge fortalte hende om de mange fordele ved at føde vaginalt. ”Jeg valgte så, hvad der var værst for barnet, men i min klare optik: hvad der var bedst for mig. Der var mange timers tanker og skrubler bag mit valg og bare tanken om mig i fødsel kan gøre mig grådkvalt. Jeg ved, min krop i teorien ville kunne holde til veer og at presse, men min psyke kan ikke kapere forestillingen om processen,” skriver Johanne Mygind. Og i Alt for Damerne fortæller Josephine Saabye om, hvordan hendes angst for at føde overskyggede glæden over at skulle være mor. “Jeg var simpelthen så nervøs for at gå i stykker. Jeg var ikke bange for, at det skulle gøre ondt, men jeg var bange for, at bristninger kunne nedsætte min livskvalitet. Jeg forsøgte at forestille mig en naturlig fødsel, men jeg kunne slet ikke se mig selv gøre det.”

Det var selvsagt en lettelse at opdage, at der var andre, der heller ikke kunne overskue et inferno af veer, blod, fjerkræsakse, smerte og hårde sugekopper. Men hvor mange er vi egentlig?

Der findes ingen officielle tal på, hvor mange kvinder der lider af fødselsangst, da det ikke er noget, man registrerer på landets fødeafdelinger. Det skyldes blandt andet, at man ikke har en klar definition af, hvad fødselsangst er, fortæller Lone Krebs, der er overlæge på Gynækologisk/Obstetrisk-afdeling på Holbæk Sygehus. ”Nogle er angst for smerten i forbindelse med fødslen, nogle er angst for at få bristninger, nogle er angst for, at der skal ske noget med barnet, og nogle kan bare ikke udholde tanken om at miste kontrollen,” siger Lone Krebs.

Til gengæld registreres det, hvor mange kejsersnit, der foregår på den gravides eget ønske. Altså hvor der ikke er noget medicinsk belæg for et kejsersnit, men det alligevel foretages. I Danmark kommer cirka 20 procent af alle babyer til verden ved kejsersnit, og ud af de 20 sker cirka 15 procent på morens ønske. Sådan har det været de sidste ti år. Så hvis man tager kejsersnit på mors ønske som en indikator for fødselsangst, er udviklingen hverken stigende eller faldende, men ligger fast og er relativt lavt. Men det er langt fra en perfekt indikator, siger Lone Krebs, for ikke alle kejsersnit på morens ønske skyldes fødselsangst, og langt fra alle tilfælde af fødselsangst ender i kejsersnit. Mange når nemlig at få styr på angsten, inden de kommer til selve fødselsdelen, blandt andet gennem samtaler med jordemoderen.

En af dem, man kan møde i jordemoderkonsultationen er 29-årige Anne-Sofie Nørager, der arbejder som jordemoder på Herlev Hospital. Hun anslår, at hun i gennemsnit møder mellem to-fire kvinder om måneden, der har en eller anden grad af fødselsangst. ”Nogle har det bare sådan: ’Jeg synes ikke, at det er en rar tanke’, og for dem kan det være nok, at man lægger en fødselsplan, hvilket vil sige, at man får skrevet ned, hvis de gerne vil have medicinsk lindring eller tales til på en bestemt måde. Og andre har det sådan: ’Jeg kan slet ikke forestille mig overhovedet, at jeg skal igennem det der’, og dem opfordrer jeg til at få privat fødselsforberedelse,” siger hun.

Anne-Sofie Nørager kunne for eksempel henvise til Benthe Dandanell, der har mange års erfaring med at behandle fødselsangst. Hun er selv uddannet jordemoder og har derudover en uddannelse i psykoterapi. Størstedelen af dem, der henvender sig til hende, er kvinder, der har født før. ”Jeg vil anslå, at cirka 98 procent af dem med fødselsangst er nogle, der har født før, og den fødsel har på eller anden måde har sat sig i systemet. Det kan både være et resultat af selve fødslen, men det kan også skyldes nogle gamle, ubearbejdede følelsesmæssige ting, som er dukker op i forbindelse med fødslen,” siger Benthe Dandanell, da jeg besøger hende i hendes praksis.

Mens jeg sidder i den bløde lænestol, prøver jeg at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg faktisk var gravid. Hvordan det må være at sidde her med en stor mave – og en baby fanget inden i den.

”Det første, der sker, når de kommer her, er, at de bare græder og græder og fortæller, at de havde det ad Pommern til efter sidste fødsel. Og så har de haft lukket ned for det siden, men nu er der åbnet op, fordi de er blevet gravide igen. Så fortæller de om, at de har haft ubehagelige drømme og flashbacks. De er meget labile, har svært ved at være sammen med mange mennesker og svært ved at sove,” forklarer Benthe Dandanell, der gennem terapi forsøger at få bearbejdet de traumer, som fødslen har skabt.

”Men der er mange, der oplever, at bare det, at de kommer her og sætter ord på deres oplevelser, er hjælpsomt, for der kan være meget skam forbundet med at sige, at man er bange for at føde,” siger Benthe Dandanell. Hun mener dog ikke, at det er lige så tabubelagt, som det har været før i tiden, og derfor påpeger hun også, at selvom hun oplever en stigning i antallet af henvendelser, skyldes det ikke nødvendigvis, at der er flere, som lider af fødselsangst. Det kan også være, fordi det er blevet acceptabelt at tale om, at man er bange for at føde.

Et andet aspekt af fødselsangst er ifølge Anne-Sofie Nørager, at mange gravide i dag har behov for at have kontrol over deres fødsel. ”En stor udfordring, vi har i dag, er, at vi er nogle planlæggere. Vi er vant til at have kontrol. Så det her med at føde, hvor man ikke ved, hvornår det kommer til at ske, hvordan det kommer til at forløbe, og hvilket barn der kommer ud af, tror jeg trigger det moderne menneske,” siger Anne-Sofie Nørager. Udover at vi er blevet mere uvante med at miste kontrollen, mener hun også, at vi er blevet mere fremmede over for vores egne kroppe. “Det står for egen regning, men det er mit indtryk, at vi ikke længere har så stort kendskab til, hvor meget vores krop kan.”

Det eneste, jeg med sikkerhed ved, min krop kan bruges til, er at sidde på en kontorstol otte timer om dagen. Når jeg taler med min 86-årige mormor om, dengang hun fødte tvillinger i 1954, fortæller hun, at hun cyklede rundt og byggede huse, lige indtil hun lagde sig ned og fødte, og da barnet var født, sagde jordemoderen, ’Nå for pokker, der er sgu en til,’ og så fødte hun et til. Få dage efter cyklede hun rundt igen. Men modsat mig havde min mormor den erfaring, at hendes krop var awesome. Lige siden hun var barn, havde den arbejdet hårdt, og hun vidste kun alt for godt, at den kunne klare urimeligt store opgaver.

Der er sket meget, siden min mormor hoppede af cyklen og fødte tvillinger hjemme i sengen. Men den mentalitet til fødsler, som hun og generationerne før hende havde, lever i bedste velgående rundt om i verden. Blandt andet blandt amish-folket, fortæller Anne-Sofie Nørager. I 2016 forlod hun nemlig for en stund fødegangen på Herlev Hospital og rejste til Pennsylvania i USA, hvor hun var i praktik som jordemoder hos amish-folket. I løbet af tre uger hjalp hun til ved 12 fødsler. Og her var ingen ultralydscanner, ingen epiduralblokader og ingen, der kom på hospitalet, fordi deres baby vendte forkert i maven. ”Der lå et hospital 45 minutter derfra, men det var slet ikke noget, de overvejede. Dyrene fødte jo også bare. Kvinderne gik lidt rundt, og når det så var tid, satte de sig ned og fødte. Det var enormt uhøjtideligt og uforkælet, og jeg havde ikke en eneste, der sagde, at hun var lidt angst for det, der skulle ske,” fortæller Anne-Sofie Nørager.

Men ud over at der kan være nogle samfundsmæssige faktorer, der spiller ind i forhold til fødselsangst, så er der selvfølgelig også nogle personlige. Og dem kan man – i modsætning til grundvilkårene ved at være et moderne menneske – godt ændre på. Hvilket leder os videre til det helt store spørgsmål: Kan fødselsangst kureres? Ja, siger Benthe Dandanell. Men først skal man finde ind til problemets kerne.

”Man er nødt til at se på, hvad det handler om. Er det selve fødslen? Eller er det i virkeligheden ansvaret ved at blive mor, man ikke kan overskue? Eller er man i tvivl, om man vil have barn med det menneske, man lever sammen med? Der kan være mange aspekter, og man kan have brug for hjælp til at sortere i den kasse af følelser.” Hun holder en kort pause og tilføjer så: ”Og så er der jo rigtig mange, der kommer og siger, at de er angst for smerten.”

Ja, og det er vel reelt nok? Det kan man vel ikke sige så meget til, for der vil jo være smerte?

”Ja, der vil være smerte. Men til forskel fra, hvis man for eksempel har brækket et ben, så får man pauser fra smerten. Det kan man ikke forestille sig, hvis ikke man har prøvet at føde.”

Jeg spørger Anne-Sofie Nørager om det samme. For det er den tanke, jeg ikke kan slippe. Det gør jo ondt. Og det er rationelt at frygte stor smerte. Hvad kan man som jordemoder give som modsvar på den for mig himmelråbende logik?

”Mange kvinder beskriver det at have veer som værende intenst og et hårdt stykke arbejde. Men hvorfor tror vi, at kvinder ikke er i stand til at klare netop det? Vi er jo skabt til det. Det er derfor, der er pauser,” svarer Anne-Sofie Nørager, der i modsætning til mig har været med til et sted mellem 250-300 fødsler. Hvis hun ikke er bange, tænker jeg, at det er et godt tegn.

Tør du godt selv føde børn?

”Ja! Jeg glæder mig til det.”

Hvad er det, du glæder dig til?

”Jamen, det er jo et fantastisk stykke arbejde! Jeg har aldrig ondt af de kvinder, der er i fødsel, for jeg ved, at de får en kæmpe gave lige om lidt. Jeg er slet ikke kropsligt bange for at skulle have veer – jeg siger nok noget andet, når jeg selv ligger der en dag – men jeg synes bare, det er indbegrebet af urkraft og styrke. Det er hele ens følelsesspektrum, ens fysik, ens seksualitet, ens fortid og fremtid, der kulminerer under en fødsel. Man skal ind i sine indre kroge og finde noget, man ikke bruger i sin hverdag. Nogle instinkter. Det er jo meget dyrisk at føde, og det klæder mennesket rigtig godt.” Hun holder en lang pause. ”Jeg synes bare, at det er så mega sejt at føde.”

Jeg kan sagtens forestille mig, at Anne-Sofie Nøragers begejstring for den vaginale fødsel i nogle tilfælde kan være nok til at overbevise folk som mig om at give det i skud. Og at dem, som hun ikke kan overbevise i sin jordemoderkonsultation, kan nå langt ved at finde ind til problemets kerne hos Bente Dandanell. Og for dem, der stadig ikke kan overskue fødslen, er det heldigt, at kejsersnittet findes.

Selvom min egen forestilling om fødslen som værende monsterudgaven af Det Gyldne Tårn ikke er forsvundet, så har de to jordemødre alligevel fået plantet en tanke i mig om, at fødslen også kan være andet end blod, smerte og nedtur. Det lyder da for eksempel meget lækkert med alle de pauser.