"På et tidspunkt er jeg blevet truet med, at jeg skulle voldtages af hele Islamisk Stat"

Trusler om vold og voldtægt er åbenbart en del af jobbet, når man er kvindelig kommunalpolitiker.

|
nov 28 2017, 9:18am

Foto: Amnesty.

”Ja.”

Det svarer 18 ud af de 18 kvindelige kommunalpolitikere på Amnesty Internationals spørgsmål om, hvorvidt de har oplevet vold og chikane på sociale medier. Og det gælder lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti.

I en rapport, der blev offentliggjort af Amnesty i går, fortæller kvinder fra hele det politiske spektrum om at modtage trusler om voldtægt og mord, når de logger på Facebook. Beretningerne taler deres eget tydeligt sprog.

Derfor bringer vi her ni små uddrag fra Amnestys rapport. Ni konkrete eksempler på, hvordan det (også) er at være kvindelig kommunalpolitiker i Danmark.

Dansk Folkeparti – Christel Gall, 45 år, Odense Kommune

”Jeg fik en trussel om, at jeg nok skulle slagtes på samme måde, som man gør med halalslagtning. Da jeg snakkede med politiet om det, fik jeg pænt at vide, at det var for snævert til, at de kunne gøre noget ved det. Jeg forhørte mig om sagen, men det var ikke en konkret anmeldelse. Det kan godt være, de havde behandlet det anderledes, hvis jeg helt faktuelt havde sagt, at jeg anmeldte det. Hvis jeg insisterede på at anmelde det. Så det skal lige siges til politiets forsvar. Jeg synes, det er fair nok, at de fortæller, at det bare ikke er det, de prioriterer højst lige nu.”

Det Konservative Folkeparti – Marjan Ganjjou, 48 år, Høje-Taastrup Kommune

”For eksempel når en herre, der hedder Lasse, som jeg slet ikke kender, skriver ’Har du jord i hovedet?’ i min Messenger-indbakke. Så sletter jeg ham, og så skriver han igen og igen. Jeg har ikke selv oplevet direkte trusler, men jeg tror, at hvis ikke jeg censurerede mig selv, så ville jeg få trusler.”

”Jeg undgår at skrive om islam. Og tørklædedebatten. I hvert fald tænker jeg mig rigtig meget om, inden jeg skriver bare en lille ting”.

Liberal Alliance – Anne Jeremiassen, 41 år, Lyngby-Taarbæk Kommune

”Jeg har flere gange fået tilsendt nøgenbilleder af mænds penis, eksempelvis da en kollega mistede sin datter, hvilket berørte os alle meget, skrev jeg noget på Facebook med en reference til TV 2- sangen Kys det nu det satans liv. Herefter sendte en mand mig et billede af sin penis med ordene: 'kys den her'. Det er jo bare latterligt og igen noget, som jeg ikke tror, at mænd oplever. Har også fået kommentaren: ”MILF”. Jeg tror, at dem, der skriver det, selv ser det som en slags kompliment. Og selv om jeg tænker sådan, så forstår jeg godt, at det kan virke meget voldsomt på de, der måske ikke er ’blevet hærdede’.”

Venstre – Pia Allerslev, 45 år, Københavns Kommune

”Jeg har oplevet digitale trusler én gang under en valgkamp, hvor jeg meldte det til politiet. Og der oplevede jeg faktisk, at de tog det meget seriøst. Det var under sidste valgkamp, hvor en person sendte mig en privatbesked på Facebook om, at med de holdninger jeg havde, så burde jeg ikke leve, og jeg burde ikke være politiker, og jeg burde ikke have lov til at sige noget i offentligheden, og han vidste, hvor jeg boede, og sådan noget i den stil. Så fik jeg fat i politiet med det samme. Og de fandt ud af, hvem det var. Da jeg modtog den besked, var det ikke rart, og jeg tænkte, ’gad vide, om han faktisk ved, hvor jeg bor? Om han har fulgt efter mig?’. Jeg tænkte også på min familie, som jo ikke selv har valgt, at jeg skulle være politiker.”

Kristendemokraterne – Isabella Arendt, 24 år, Københavns Kommune

"Jeg har oplevet trusler, men det har været af meget hypotetisk art. På et tidspunkt er jeg blevet truet med, at jeg skulle voldtages af hele Islamisk Stat. Og der tænkte jeg, at ham Helge fra Risskov ikke havde evnen til at føre truslen ud i livet."

Radikale Venstre – Sanne Fandrup, 50 år, Ballerup Kommune

”Og så er der chikanen, hvor vi virkelig får det glatte lag: ’Landsforrædere’, ’du skulle kneppes/voldtages af en muslim’, sådan nogle meget voldsomme ting, som ikke har noget at gøre med emnet. Altså, hvor folk overhovedet ikke forholder sig til emnet, eller hvor det bare vælter ud med grimme ting. Det oplever jeg hver måned. Og dem blokerer jeg.”

Alternativet – Rukhsana Bibi, 50 år, Høje-Taastrup Kommune

”I min Messenger-indbakke har jeg oplevet digital chikane, men det har mine børn været gode til hurtigt at fjerne. Det er mest mænd. Altså, der har også været nogen, hvor de siger, ’vi synes ikke, at kvinder har noget med politik at gøre!’. Og så er der unge, der har skrevet, at ’vores bedstefar eller andre har været til de her møder, hvor de har fået at vide, at kvinder ikke hører til i politik’. Og specielt ikke en tørklæde-kvinde. Eller det er det, de prøver at fortælle.”

”Jeg har flere gange følt mig i fysisk fare efter digitale trusler. Ja, jeg må ærligt indrømme, at når man får sådan noget med, ’vi ved, hvor du bor’, eller ’se dig over skulderen’ – ja, det er der nogen, der skriver – så bliver man selvfølgelig bange, når man går ud, og man tænker, ’hvad sker der?’”

Socialdemokratiet – Sonja Marie Jensen, 23 år, Nyborg Kommune

”For to år siden havde vi en stor debat om et asylcenter, der blev placeret her i Nyborg. Her gik jeg ind og korrigerede en af mine kollegaer på Facebook vedrørende en faktuel oplysning, som han skrev forkert. Og det endte med, at jeg fik beskeder om, at det var, fordi jeg godt kan lide at blive voldtaget af muslimer, eller at jeg bare skal vide, at der kommer en eller anden muslimsk bande og voldtager mig og alle mine børn.”

SF – Lone Myrhøj, 37 år, Vejle Kommune

"Der har været nogle gange, hvor jeg har haft vagter med til byrådsmøderne, fordi der har været én bestemt person, der har været til stede. Der har jeg undersøgt med vores jurister, om det er tilladt, at han tager billeder inde i byrådssalen, og der bliver filmet, og jeg ved, jeg kan se det på Facebook ti minutter efter. Er der så grænser for, hvad han må? Det er der ikke. Han må gerne tage billeder, han må gerne poste dem, og han må gerne skrive chikanerende og truende ting."

Enhedslisten – Sinem Demir, 25 år, Københavns Kommune

“Jeg fik en trusselbesked om, at jeg var på en dødsliste. Der stod ordret i beskeden, at vedkommende ville klippe mine trusser af, hvilket jo er en trussel om voldtægt.”

”Jeg synes, det er endnu mere problematisk, når de sender trusler om mig til min mor – trusler om, hvad de vil gøre ved hendes datter. De sender min mor sms’er og skriver til hende på Facebook. En typisk trussel er, at de vil voldtage og røvpule hendes datter. Jeg har selv tyrkisk baggrund, og fordi jeg både har minoritetsbaggrund og er kvinde, bliver jeg udsat for dobbelt chikane. Min mor bliver også spurgt, hvor meget kurdisk pik hendes datter får. Og det er bare ikke rart. Jeg tror ikke, det er rart for nogen forældre, eller overhovedet nogen mennesker, at få sådan nogle beskeder om folk, de holder af.”

Mere VICE
VICE kanaler