diskrimination

Vi spurgte en mexicaner, en teolog, og en der bor i en ghetto, om de finder temafester krænkende

På Jura må du ikke klæde dig ud som mexicaner og teolog og holde ghetto-tema, fordi det ifølge ledelsen på KU kan være krænkende. Men hvad mener dem, det egentlig handler om?

af Johanne Ramskov Erichsen
21 september 2018, 1:01pm

Mexicaner, teolog, ghetto, white trash, Paradise Hotel, OL-atleter af forskellige nationaliteter og indianer. Det er nogle af de temafester, de studerende skulle holde under rusturen på det Juridiske Fakultet på KU. Men de indkøbte kostumer måtte pænt blive hjemme, efter at fakultetets ledelse meldte ud to dage før introugen, at en række udklædnings-kategorier ikke lever op til fakultetets værdier.

Det har skabt røre i jura-dammen hos de studerende, der ikke forstår forbuddet. »Vi har ikke haft til hensigt at gøre grin med nogen som helst. Vi vil bare gerne klæde os ud,« siger jurastuderende Jakob Krabbe Sørensen, talsperson for tutorerne, til Uniavisen.

Ifølge Politiken er det klager fra tre nye studerende, herunder en fra Mexico, der fik prodekanen til at reagere bare to dage før rusturen. Først med et møde og derefter skriftligt: »Jeg skal henstille til, at I sammen med koordinatorerne hurtigst muligt ser på udklædningskategorierne igen med henblik på at sikre, at temaerne lever op til fakultetets værdier om diversitet og ikke diskrimination. Det betyder til eksempel, at udklædningstemaer, der går på stereotyper omkring til eksempel etnicitet, seksualitet, religion med videre ikke anvendes.«

Men hvad mener grupperne selv? Vi har spurgt en mexicaner, en teolog, og en der bor i en ghetto, om de finder temafester krænkende.

Rosa Camero, 34, mexicaner, har boet i Danmark i 1 år

VICE: Hej Rosa, du er mexicaner, og du bor i Danmark, synes du, at det er krænkende, at der skulle være temafest med mexicaner-tema?
Rosa: På ingen måde. Det må jeg sige. Jeg grinede lidt af det, da jeg hørte, at det var blevet fjernet. Sidste lørdag var jeg til en fest med mexicansk tema holdt af den mexicanske ambassade, der var mexicansk tema, og folk kom i kæmpe ponchoer, der var endda en hund klædt ud som en taco. Vi holder selv temafester.

Hun klædt ud som taco. privatfoto taget af Fatima Sandoval

Der er kommet tre henvendelser fra studerende, en af dem var mexicansk, der følte sig krænket af temafesten, kan du forstå det?
For mig har det aldrig været et problem, hvis folk ville klæde sig ud som mexicaner, men jeg synes jo, at man skal respektere, at nogle har følt sig krænket af det. Der er meget fokus på mexicanere lige nu. Vi har Trump, der vil bygge en mur, så måske er det blevet politisk. Måske blev de bange for, at man ville begynde at tale om racisme.

Er der nogle meget karikerede ting, der ville være krænkede for dig?
Nej. Der er jo ikke noget galt i at være mexicaner. Og vi gør jo de her ting, spiser nachos, lidt ligesom I spiser falafel her, og vi drikker også tequila. Det eneste, vi ikke gør, som tit er en del af den mexicanske udklædning, er, at gå med de der store hatte- Sombreros. Det gjorde man for 200 år siden i Mexico. Men det gør mig ikke utilpas, hvis man tager sådan en på til en temafest.
Det, jeg prøver at sige, er, at vi jo gør de her ting, og selvfølgelig er det karikeret til en temafest, men for mig handler det om de ting, du siger og gør, der kan være krænkende, men ikke det tøj, du tager på. Så længe der ikke bliver talt dårligt om os, vores kultur eller vores land, så synes jeg ikke, at en temafest er krænkende.

Mikkel Jensen, 25, bor i et ghetto-område i Nordvest

VICE: Hej Mikkel, du er vokset op i ghetto-områder og laver musik om at bo i ghettoen. Hvad synes du om, at man ikke længere må gå til temafest med ghetto-tema på jurastudiet?
Mikkel: Jeg synes, det er noget fis. Hvis temaet var bande, var det måske lidt mærkeligt. Det kunne måske godt være krænkende for nogen. Altså folk fra ghettoen går jo stilet klædt. Her hvor jeg kommer fra, går vi i dyrt tøj- gucci og sådan noget, så at klæde sig ud med ghetto-tema er bare at klæde sig godt ud. Vi har jo ikke bandana og skudsikker vest på. Jeg forstår ikke helt, hvad det mon indebærer, det her ghetto-tema.

Det forstår vi heller ikke, men kunne du finde det krænkende at komme til en fest, hvor folk var klædt ud efter et ghetto-tema og var meget karikerede med bandana og skudsikker vest?
Jeg ved ikke, hvem det skulle være krænkende overfor. Jeg synes, temaet lyder sjovt, det handler vel om at folk tager lidt pis på det hele, spiller lidt hårde selvom de ikke er det, det kan være det eneste tidspunkt, de kan leve sig ind i livet i en ghetto. De har nok aldrig været i nærheden af en.

Hvordan klæder man sig ud til ghetto-tema?
Mørkt tøj, det kan da måske virke lidt truende, men det er jo bare det. Hvis man skulle lave et ghetto-tema så skal man klæde sig i mørkt, dyrt tøj. De kommer nok med legetøjspistoler, men det kan ikke krænke mig, hvis de har lyst til at lege ghetto på en lukket skole er det fint, de ville ikke kunne klare det et sekund i den barske virkelighed.

Andreas Herold, 32 år, studerer teologi

VICE: Hej Andreas, du er teolog, hvad synes du om, at der skulle holdes en temafest med teolog-tema?
Andreas: For mig at se er præmissen misforstået, for hvordan klæder en teolog sig? Vi er børn af alle fra godsejere til gårdfejere, og klæder os derefter, hvorfor man fristes til at tro, at juristerne har forvekslet teologer med præster, hvilket svarer til at forveksle jurister med dommere. Teologistudiet er jo ikke en præsteskole.

Ja, for hvordan klæder man sig egentlig ud som teolog?
Det er et godt spørgsmål, for teologistuderende kommer som sagt fra alle samfundets lag; nogle ligner brugerne af det hedengangne Ungdomshus, mens andre ligner juristerne selv. Vi er naturligvis ikke en homogen demografisk gruppe.

Ville du blive krænket, hvis du kom til en fest med teolog-tema, og folk var karikerede i deres udklædning?
Nej, det ville jeg bestemt ikke — det er kun sjovt at se, hvordan andre ser en selv, om end i karikeret form. Jeg har også svært ved at forestille mig, at andre teologer kan stødes over at blive imiteret, for vi ved om nogen, at imitation er den oprigtigste form for smiger, og i øvrigt siger det langt mere om juristernes syn på teologer, end det siger om teologer. Hvis de vil udstille egne fordomme, er de mere end velkomne; ærlighed er kun sundt for den demokratiske samtale, og giver netop mulighed for berigtigelse.

Hvad mener du om hele sagen?
Jeg fik indledningsvis det indtryk, at nogle følte sig krænkede, men nu lyder det som om, at nogle blot har følt, at andre kunne føle sig krænkede, og i så fald er dekanatets og rektoratets over-reaktion og forsøg på detailregulering i lige så høj grad en karikatur af de potentielt krænkede, som udklædningen ville være. Universitetet bør i stedet fokusere på at bekæmpe den løbske alkoholkultur, som gennemsyrer og dominerer alle aspekter af nye studerendes første møde med, hvad der skal forestille at være anstalten for den højeste læring.