En bodega-guide til Nørrebro fra byens mest erfarne pubcrawlere

I 1960'erne havde Nørrebro en af landets største koncentrationer af værtshuse: Dengang talte man 123 værtshuse, men i dag står der blot nogle og tyve tilbage på stenbroen.

Tilbagegangen har flere årsager: Folk foretrækker cafeer og finere ølbarer. Der er et stigende antal klager over støj og larm, og endelig har der været et politisk pres for en sundere befolkning. Rygeloven fra 2007 har betydet, at der kun må ryges på steder under 40 m2, og ryges der, må der ikke spises. Farvel til smørrebrød, frikadeller og mormors mad. Flere steder har også mistet deres morgenbevilling. Det har kostet kunder og kroner.

Derfor er det vores pligt at hylde de steder, der står tilbage, og hvem bedre til at guide os rundt end en gruppe fuldvoksne mænd, som denne sommer gennemførte deres årlige pubcrawl på Nørrebro for 22. gang. Trip de Nørrebronx, som de kalder sig, begyndte i 1996, og de ved om nogen hvilke værtshuse, der er de sande juveler. Der hvor hverdagshyggen og åbensindet varme trives i sammenspil med den frimodighed og galskab, der gør Nørrebros værtshuse til landets bedste.

Tag et shot, og følg med på dødsruten ned ad Nørrebrogade.

Adresse: Nordre Fasanvej 259

Klokken er kvart over 14, og det er sådan set en ganske almindelig hverdag på Mascot Bodega.

Bartenderen er iført blomstret kjole. På væggen hænger 20 grunde til, at en agurk er bedre end en mand. Hus Forbi ligger solidt i avisholderen. Den gaveindpakkede flaske snaps vidner om lokalmiljøet. Et lysskilt byder på dobbelt irsk kaffe for 40 kroner. Og skulle det friste med 4 cl Jäger? Så prøv med en rød sodavand.

Det er sådan set en ganske almindelig dag her på Mascot Bodega, var det ikke for Maleren og kompagni. Den tynde Maler med strithår tripper benene frem og tilbage, svajer med sine arme let og knap så elegant.

“Okay. Herman Light kom for sent, så han giver en runde,” griner Maleren, mens en lille malerrulle af metal dingler frem og tilbage foran hans svajende hals.

Maleren er manden bag pubcrawlet. Egentlig hedder han Frantz, men det er der aldrig nogen, som kalder ham. “Det er som juleaften for mig,” siger Maleren. “I 90'erne var jeg hiphopper i stort klovnekostume og kunne ikke komme ind på diskotekerne. Men på værtshusene var jeg velkommen.”

Maleren voksede op på ydre Nørrebro og er blevet maler som sin far. Det var dengang, Nørrebro var et ægte arbejderklassekvarter. Siden da har han set det ene brune værtshus efter det andet bukke under. Caféerne, metrobyggeriet, emsige klager over støj og en udskiftning af beboere har på hver sin måde kostet de gamle beværtninger dyrt.

“Vi begynder på Mascot på grund af ejeren Helle, der havde et andet værtshus, Tit In, der lå ved Nørrebro Station, og hvor vi oprindeligt begyndte,” siger Maleren. “Men karréen blev revet ned på grund af metrobyggeriet. Hun købte så Mascot Bodega. Jeg var loyal og flyttede trippets startsted med hende.”

Det trækker heller ikke ned, at Harry’s Place, pølsestuen over dem alle, omtrent er nabo til værtshuset. Så kan man lige få sig en “Børge” med slam og krudt, inden Malerens galmandsværk begynder.

Han har kun få regler til sit pubcrawl: Ingen slåskampe, og man skal adlyde fløjten. Og hvis man kommer for sent eller går bag baren, skal man give omgang.

Som regel kommer der mellem 15 og 30 mand. Maleren sætter en overligger, så nogle må stå på venteliste. Kvinder er ikke velkommen. Det her er mandehørm. Alle betaler 250 hver for trøjer. De nye giver omgang, dem, der ikke kan overholde reglerne, giver omgang, og sponsorer (i år er det cykelforretningen Fri Bikeshop Nørrebro og JK Byg) giver omgang.

Maleren tager sin fløjte op til munden. “Vigtigst af alt: Fuck de nye,” råber han. De ‘nye’ er aspiranterne Korning, Sivebæk og Ho. Alle skåler.

Der er navne på trøjerne. Loco er indehaver af Fri Bikeshop på Nørrebro. Han er lige blevet far. Det samme er Jensen. Det drikker de en bajer over. Så er der Porno. Det var ham, der lavede The Full Monty på Temple Bar for nogle år siden. Herman er alderspræsident. Der er Redderen. Han redder folk i Falck. Dennis ryger på en e-cigaret. Er det nu også usundt?

“Man dør af at leve” og sådanne klichéer flyver ud ad døren som tobaksrøg.

Adresse: Folmer Bendtsens Pl. 2

“Okay, drenge. Herman Light kom for sent før og gik så ind bag baren for at hente en kasse. Det er også en dummebøde, så han giver en bajer mere,” siger Maleren foran metrobyggeriet, der blokerer adgangen til Ring Cafeen.

“Hvor kommer I fra?” siger en kvinde med store briller, hvid kjole og gråt hår, da alle vælter ind ad døren.

“Mascot Bodega,” svarer jeg tørt.

Hun minder om The Log Lady. Stedet minder i det hele taget lidt om Twin Peaks. Som et skjult sted i byen med plads til gadens løse fugle, der søger tilflugt her fra den efterhånden mondæne bydel.

Selvom baren er brun, giver de skakternede gulve, de røde vægge og de åbne vinduespartier med mønstrede, lyse gardiner en følelse af åben barstue snarere end tillukket bodega. Til venstre for barlokalet inviterer en oval dør til endnu et rum, hvor fem-seks mand henslængt drikker bajere og ser fladskærm.

En mand med hestehale og cigaretter tripper lidt med fødderne. En anden i cowboytøj aer mig kærligt på ryggen. Til højre for barlokalet er endnu et rum, hvor der hænger rækker af abstrakte malerier med farver malet ud i hinanden. Kunstneren sidder i baren med et glas rødvin.

Imponerende nok har Ring Cafeen, i modsætning til det nedrevne værtshus Tit In, overlevet mange års metrobyggeri, der med sine grønne trævægge nærmest har muret vandhullet inde. I årevis har byggerod kendetegnet Folmer Bendtsens Plads ved Lundtoftegade, hvor der helt tilbage i 1940 blev udskænket øl fra Ringcaféen, der har ligget i samme lokale eller lige ved.

Folmer Bendtsen var en berømt københavnermaler, der levede fra 1907 til 1997. Han er kendt som arbejderklassens maler og holdt særligt til i Sydhavnen, Nordvest og Nørrebro, dengang der lå et brunt værtshus i hver karré.

Maleren begræder udviklingen. Foran den nu tomme ølkasse tales der lidt om snerpede tider. Man må dårligt spise en hotdog, dårligt have et ærligt håndværkerarbejde, dårligt drikke en almindelig pilsner længere. “Nej,” siger Kansas. “Den skal have blomstersmag.”

Adresse: Mimersgade 113

Det engang så brune værtshus Esrom Bar har ikke længere åbent om eftermiddagen, og desuden serverer de for mange cocktails, så det springer vi over.

På rutens tredje mål, Hvepsereden, skråt over for den arkitektonisk spektakulære og graffitimalede Nørrebro Station anlagt i 1930, bliver der hældt både gyldne damer, elefanter og shots ned. Beværtningens to lokaler med spillemaskiner og runde borde er desværre alt for sjældent i brug.

Stumtjeneren står tomhændet, bull’s eye på dartskiven er et sjældent syn, og de blyindfattede ruder sat op bag vinduerne inviterer i hvert fald ikke indenfor.

Der hænger blot to mand i baren. Den ene er bartenderen. Engang lå der en pølsevogn overfor, og håndværkerne kom og drak fyraftensbajere. Det gør de ikke længere. De skal hurtigt hjem, fortæller bartenderen, men værtshusets gamle telefonboks med taxinumre hænger som fortidsminde og sidste redning for de få, der er tilbage.

Kansas forlader stedet og har kun taget en tår af sin elefant. Diskret. “Jeg har været med 22 gange, og så er man altså blevet rutineret og ved, hvornår man skal drikke ud,” siger han. “Man lader selvfølgelig som ingenting.

“Nogle år er det skide sjovt. Andre gange vågner man næste dag og tænker: det her kunne jeg godt have undværet.”

Adresse: Heimdalsgade 16

Vi tager videre til hjørnebodegaen Cafe Heimdal mellem Tagensvej og Nørrebrogade.

Egentlig har jeg altid opfattet stedet som en banegård. Et sted hvor folk lige kom forbi, drak en bajer og skred igen. Måske fordi det ligger mellem to befærdede hovedgader – Nørrebrogade og Tagensvej – og lige ud til Superkilens befolkede pladser mellem kebabsnedkere, cykelhandlere og pizzeriaer.

Men kigger man nærmere, er her et stærkt fremmøde af midaldrende stamkunder, der kommer dag for dag. Som så mange andre steder spilles her terninger og spillemaskiner. Invitationerne til sammenkomster vidner om det stærke sammenhold. Om aftenen er der af og til livemusik. Og FCK-løven på væggen ryger en smøg.

Stedet skulle være over 100 år gammelt og har haft samme ejere siden 1981. Mange er kommet her siden dengang, at kvarteret mest bestod af kartoffeldanskere.

I dag er kvarteret fuld af indvandrere gennem flere generationer. For omkring 10 år siden holdte stedet her et slags kulturmøde mellem kvarterets unge indvandrerdrenge og de lokale stamgæster. Resultatet blev et nyt skilt med bogstaver af træ.

Adresse: Ægirsgade 36

Klokken er 17. Vi træder regnvåde ind på Vikingen. Klar til genstand nummer … otte? Stemningen er en smule mat, og vi har stedet for os selv.

Men det er afgjort, at facadens orange belægning med små lamper inviterer indenfor som intet andet værtshus på ruten.

Et utal af specialøl er udstillet over baren og byder sig til (der skulle være over 200, og som noget nyt kan de købes med hjem). En Ibyen-statuette fra 2012 troner på en hylde. En plante hænger solrigt i et vindue over de små, hvide gardiner. Charlie Chaplin, en scene fra ‘90 års fødselsdagen’, dannebrogflag, Johnny Madsen og Dronning Ingrid udgør pynten.

Det er måske Nørrebros pæneste værtshus. På grænsen til det Frederiksbergske. Stedet åbnede i 1924 som kaffebar, men blev i 1964 lavet om til værtshus og Cafe Viking. Til december holder stedets nuværende ejer, Jane, 30 års jubilæum. Hun er vel nok landets mest kendte bartender. For i 2012 gik fanden løs i Ægirsgade.

Ind trådte en ung mand og afpressede Jane for beskyttelsespenge. Der blev baldret ruder og malet graffiti på murene. Men Jane stod fast. Hun skulle ikke betale noget, om det gjaldt hendes liv. Den unge mand blev til sidst anholdt, hjulpet ud af bandemiljøet, og chikanen stoppede. Samtidig blev der holdt store støttefester på stedet.

‘Ja til øller, nej til bøller’ blev et slogan. Og nu smider bartenderen her i eftermiddag endnu en bombe.

"Jane er blevet 73 år og siger nok snart stop, så vi ved ikke, hvad der skal ske med værtshuset," siger den indfødte nørrebroer Sanne, der har stået bag baren på et utal af værtshuse.

Hun er bange for, at stedet bliver lavet om til noget fancy pancy.

Bliver man aldrig træt af fulde mennesker?

Nej, svarer Sanne og indikerer samtidig, at her i stuen opfører folk sig ordentligt.

På et af bordene sidder et par brillehippe mænd, velsagtens fra den kreative klasse. Og alligevel har Cafe Viking bevaret charmen med sine grønne fletlamper, brune borde, brune stole og brun hoveddør, så det er og ligner det, vi kalder en brun bodega.

Adresse, Cafe Ægir: Ægirsgade 16
Adresse, Karussellen: Ægirsgade 10

“Trip, trip, trip de Nørrebronx,” råber de fuldvoksne mænd i kor på det lille værtshus Cafe Ægir. En polterabend med tvillingerne Lock, der plejer at deltage i trippet, er kommet forbi. Drengene bærer den kommende brudgom rundt i kongestol.

Drengene er kommet i stemning. I det meget dunkle lokale er her ellers kun spredte grupper af få mænd, der hænger over en øl. Det klirrer med mønter fra en spillemaskine.

“Så er Brian glad,” siger en læderjakke blandt tre andre i baren. Bartenderens ørering dingler fra et fem centimeter dybt hul. Her har længe været Nørrebro-punket. Og nu er stedet endelig blevet opkøbt, så det forbliver værtshus. Heldigvis.

Udenfor forsøger et par af drengene at hive et rokkende vejskilt op ad jorden.

Alle suser mod Karusellen længere nede ad gaden. Karusellen har som en nyhed har købt et rektanglet spejl sat på højtkant lige ved pisserenden. I fodboldlokalet har Arsenal netop hevet en sejr hjem. Kigger man rundt, fylder sportstrøjer og halstørklæder en del. Man kan også få Guinness på fad.

En af drengene taber en ølflaske på gulvet, så den smadrer ud over det hele.

Karusellen er vant til det. År efter år har stedet været proppet af studerende klar på en billig bajer til langt ud på natten, inden de ofte tog videre på Drone, der lukkede i januar 2017.

Vi forlader det tredje af Ægirsgades tre sagnomspundne værtshuse.

Adresse: Stefansgade 14

Bartenderen Dorthe Sildeøje træder ud af døren på den 750 meter lange Stefansgade med en bakke røde shots: “Velkommen. Det er mig, der gir'.”

Hun smiler over hele femøren. Nummer 1, står der på hendes trøje, og det er ikke upassende.

Hvert år på Cafe Lille Peter giver hun en omgang til drengene, der hænger holdfotos på væggen fra alle årene, de har afholdt Trip de Nørrebronx. “Der er snart ikke plads til nye holdfotos længere,” siger Maleren og råber. “Herman er lige blevet far for første gang, så han giver bajer!”

Indenfor i den over hundrede år gamle, sporvognslange bodega med symaskiner og en udstoppet elg sidder ejeren.

Han rejser sig.

“I kommer hvert år, og jeg er endelig glad for at møde jer. Jeg giver et shot. Og hvis I vil have flere, siger I bare til,” siger han, inden han forlader den sejlende skude til klapsalver. Dorthe går i gang med at hælde Fisk op.

Trip de Nørrebronx-gutterne mænger sig med de lokale stamgæster. De bliver her i mere end en time, fordi det her er hovedbodegaen: Lille-Peter. Det er her, Maleren er kommet, siden han var ung.

Drengene fortæller om engang, han bar en nøgen Conny gennem værtshuset. Så vildt bliver det ikke denne gang, men de er begyndt at tale mere … frit.

Det er også her, man kan få fortalt anekdoter om Moster Inge, der engang for længe siden var stamkunde. Hun var Danmarks første striptease-danser og optrådte på Moulin Rouge. Men hun havde temperament, så fyrene skulle ikke komme for tæt på.

Det var vist dengang, lygtetænderne hver aften kom med deres fyrtøj og tændte for gaslygterne. Siges det.

Er Nørrebro tåget, eller er det bare mig? På brune Mimers Bodega er her vist tomt. Det eneste, jeg husker i røgtågen, er en Liverpool-sejr på fladskærmen og The Rolling Stones, der bliver sat på jukeboksen i det lange rum.

Videre til Mucki Bar.

På den saloon-inspirerede hjørnebodega fra 1964 er der heller ingen mennesker. Man frygter for værtshusenes fremtid. Gutterne har det tungt. Nogle falder ned i beværtningens brune bænkebås. Andre falder ned i baren. Et skilt reklamerer for tjekkiske øl. Er det ikke snart tid til at spise?

Jeg finder en kebab, en flaske vand og en kop kaffe. Bagefter finder jeg drengene på Nørre Bodega, hvor barens tv viser en dokumentar om oddere. Her er fyldt op med både unge og ældre. Nogle af drengene er faldet i snak med en ung kvinde.

Man fornemmer en ulmende galskab. Men jeg når knap at opfatte stemningen, før vi skal videre.

Nørre Bodega er ellers et godt, gammeldags værtshuse, helt tilbage fra 1945, fuld af røg og billige fadbamser. Hjørnebodegaen med de fine bogstaver ud mod Nørrebrogade pryder erindringsbogen Så vidt jeg husker - Nørrebro og Vangede i 50'erne af Poul Kragelund.

Runddelens Bodeda er som altid på weekendaftener fuld af feststemte mennesker i alle aldre. Her er snusket, og her hersker vildskab. Nogle er på øl. Andre på det, der er værre.

“La’ vær’ at gå over til ham,” siger Porno. “Han ligner en, der kan eksplodere.”

En ung mand står i døråbningen til toilettet og kæmper med at få sit bælte på. Men bukserne glider konstant ned. Og han vil ikke have hjælp. Kigger af og til ud, som om nogen vil gøre ham ondt. Eller også er det ham, der vil gøre nogen ondt?

Adresse: Nørrebrogade 64, 2200 København

Vi er på vej til Det Rene Glas på Nørrebrogade langs den gule mur til Assistens Kirkegård, hvor både gade og kirkegård er fra 1760. Ifølge navnebøgerne går værtshuset tilbage til 1891, samme år som murstensbygningen blev opført, og nogle tunger påstår endda, at der lå værtshus, før bygningen blev opført.

Stedet blev på et tidspunkt kaldt Det Rene Glas, fordi de reklamerede med, at man kunne få skyllet glasset mellem hver udskænkning og kunde.

Ifølge Bag de gule gardiner, en glimrende bog om Nørrebros værtshuse skrevet af Luna Signe Hørdum Nielsen, sprang nazistiske håndlangere lokalerne i smadder den 20. april 1945 – på Hitlers fødselsdag. Det var først i 1969, hedder det sig i borgen, at kvinder fik adgang til Det Rene Glas.

Man skal passe på med at romantisere fortidens brune, mandebefolkede værtshuse. Min generations morfædre drak sig ofte ned, kom aldrig hjem til vores mormødre, og mange døde af druk.

Måske er det derfor, de fik et dårligt ry. Måske er det derfor, at mange øjensynligt foretrækker nye, pæne ølbarer, der byder på dyrere og mere velsmagende øl.

Men er der lige så højt til loftet der? Lige så sjovt? Findes galskaben der?

Noterne er blevet færre, som øllene er blevet flere. På den ungdommelige Temple Bar er Herman Light faldet i søvn i sofaen med sin mobil i hånden. Der står en bakke med shots på sofabordet. Ovenpå spiller nogle af drengene bordfodbold. Næste.

På Mexibar (hvad laver vi på den pæne cocktailbar, Maler?) er der fyldt op, men vi skal bare have et hurtigt shot. Fladskærmen kører i ring. Redderen trækker sig og siger vist kun farvel til Maleren. Han kender gamet. Ikke noget med at sige farvel til alle.

Resten af flokken når Understellet. Baren er fuld af graffiti, rock n roll-nips og undergrundstyper fra punkrockere til underkendte forfattere.

Hårbold er lige kommet tilbage. Har han overhovedet været væk? Ja, efter et par værtshuse skulle han holde fødselsdag for sine børn og grille pølser i Bagsvær. Nu er han tilbage. Man skulle da ikke gå glip af festen.

Trip de Nørrebronx bevæger sig mod Indre By. Jo, der er flere Nørrebro-værtshuse, vi kunne have frekventeret – Klør Dame, Klovnens, Scala, Cafe Stadion – men nu går retningen altså ligeud. Mod Funchs Vinstue og Søren Ged. Og før eller siden hjemad.

Efter bajer nummer 20 og shot nummer 10, siger Kansas:

“Nu kunne man godt trænge til at ligge i en seng.”