På Amager mødes hele verden i en frituregryde

Det startede, som den slags ofte gør, ud af desperation. Jeg besøgte en ven på Amager, vi var sultne, det var koldt, og det pissede ned. Vi åbnede køleskabet blot for at konstatere, at det bortset fra en udtørret myseost var gabende tomt. Vi gjorde derfor det eneste, der er rigtigt at gøre i en sådan situation: en smuttur ned til den nærmeste restaurant. Den lå fire døre fra min vens lejlighed, og selvom han passerer stedet dagligt, havde han faktisk ikke været der før. Stedets navn, Bistro Grill, afslørede ikke særligt meget om maden, der blev serveret. Vi var i hvert fald ikke forberedt på kombinationen af chop suey, svinekød i rød karry og burgere (‘stor’ eller – for en femmer ekstra – ‘hjemmelavet’). Lo mein-nudlerne var slet ikke dårlige. Mere mærkeligt var det, der skete efterfølgende. Som med ord, man aldrig har hørt før, der pludselig dukker op alle vegne, gik det op for mig, at denne løsslupne blanding af verdenenskøkkener—kinesisk, thai og frikadelle i én og samme menu—var et udbredt fænomen på Amager. En del af byen, jeg indtil da havde kendt for billige huslejer, Hells Angels og en forkærlighed for solarier, havde sit helt eget cuisine. Og jeg kaldte det Amager Fusion.

Alle illustrationer af Sofie Nørgaard Kampmark

Den Lykkelige Familie Jeg stødte på Den Lykkelige Familie tidligt i forløbet. Set udefra ligner stedet mest af alt en gennemsnitlig kinesisk restaurant, et indtryk der forstærkes af de forgyldte løver, der vogter over en smudsig del af Englandsvej. Men det øjeblik man træder indenfor, går det op for en, at man er snublet over lidt af en skat. For blot 128 kroner (148 kroner i weekenderne fordi, ja, sådan fungerer kapitalismen) får den sultne middagsgæst oksekød i broccoli, rød thai karry, japansk nigiri, danske tarteletter og en bredt udvalg af dybstegte herligheder. Der er også en pseudo gør-det-selv mongolsk barbecue, der indebærer, at man sender en bakke med rå ingredienser ind gennem et hul i væggen, inden man efter lidt ventetid får bakken tilbage som en rygende varm omgang kød, nudler og sauce. Det meste af det—med undtagelse af den viskose tartelet—er overraskende godt. Og der er bare så meget af det. Til dessert kan man kaste sig over en isbuffet med softice, kugler og flasker i industristørrelse med chokoladesovs og jordbærsyltetøj.

Alt dette er også årsagen til, at Den Lykkelige Familie er så proppet. Klientellet inkluderer nogle af de største danskere, jeg nogensinde er stødt på i København. Og stamgæsterne er lette at få øje på: de ignorerer alle grænser og fusionerer gerne stegte nudler med lakse maki eller dypper pommes frites i sur-sød sauce. Men Den Lykkelige Families ejer, Hui Juan Xu, er upåvirket af den kulinariske raceblanding. “Danskerne kan godt lide at blande det lidt sammen,” fortæller hun med et tolererende smil på læben.

Chili’s I USA, hvor jeg kommer fra, kan man finde hundredevis af Chili’s placeret på utallige indkøbscentres parkeringspladser. De serverer den slags Tex Mex-mad, der er tung på fajitas og ostefyldte jalapeños. På Amager finder man kun en enkelt Chili’s, og selvom den deler logo med dens amerikanske forfædre (en kæk chili udgør prikken over i’et), så er stedets menu noget mere liberal. Jaja, man kan få nachos (effektivt tilberedt med tortilla chips med nacho-smag). Men man kan også få en planke-agtig schnitzel, kebab, og en ikke-ubehagelig omgang indisk rogan josh med en sauce, der vækker minder om det stærke kanelslik, Red Hots. Men den dominerende ret på Chili’s er pizza. Det er det eneste, jeg ser andre mennesker spise, mens jeg er der. Og Chili’s pizzaer er rent faktisk så populære, at pizzadejen optræder flere steder på menuen. Man kan for eksempel få pizzadej, der er foldet rundt om noget fyld bestående af falafel og crème fraiche – en ret man på Chili’s kalder for en pizza-sandwich, og som andre kalder for en dårlig calzone idé. Samme dej, indsmurt i smør og bagt i ovnen, serveres som naan. Pizzadej, der bliver til fladbrød? Det er intet mindre end genialt, og det fik mig til at tænke: hvilke andre innovative påfund har Amager Fusion ført med sig?

Amager Fusion er skabt af indvandrere. Den blander køkkenerne fra ophavsmændenes oprindelseslande med de ting, danskerne kan lide. På den måde er det selve manifestationen af integration.

Steak House Det første, man skal vide om Steak House, er, at man ikke kan få bøffer. Det kunne man førhen, dengang hvor Steak House rent faktisk var et ‘steak house’. Men det var før, Saki købte stedet tilbage fra de mennesker, han solgte det til i første omgang. Han forsøgte at ændre navnet på restauranten, men folk blev ved med at kalde det Steak House. Det på trods af, at Steak House ud over at servere både kebab og bagte kartofler primært gør sig i “American pizza”.

På trods af mit ophav så har jeg faktisk aldrig hørt om konceptet “American pizza”. Men da jeg fik øje på de sorte, dybe pander, der bruges på Steak House, gik jeg ud fra at “American” var ensbetydende med Chicago-style deep pan-pizzaer. Det var en ophidsende opdagelse, og jeg begyndte straks af granske den omfattende menu. På Steak House er de amerikanske pizzaer opkaldt efter steder i USA, med hvad jeg kun kan beskrive som tvivlsom respekt for de respektive steder. Det betyder, at meget urbane Manhattan har fået en pizza med ingredienser så landlige som majs og ærter. Dakota og Montana er kendt for at lægge græs til et utal af kvæg, men deres Steak House ækvivalenter er ironisk nok vegetarpizzaer. Og som om det ikke er nok, så er der ydermere en shawarma pizza med navnet Las Vegas. For de af jer, der ikke ved det, så er der mange, mange, mange andre ting, jeg kommer til at tænke på, når jeg tænker på Las Vegas, før jeg kommer i tanke om byens mellemøstlige spisetraditioner. “Ja,” indrømmer Saki. “Jeg kan bare godt lide navnene.”

Saki er en iværksætter. Han blev født i Danmark, men hans forældre er fra Pakistan. Sammen driver de flere succesfulde forretninger i nærheden af Steak House på Røde Mellemvej. Restauranten er halal, så ‘skinken’ på pizzaerne (såvel som pepperonien og baconen) er faktisk lavet af kalkun. Han putter ingefær på Boston-pizzaen, fordi at ingefær, ifølge ham, er det nye, og han har planer om at sætte bøffer på Steak Houses menu indenfor et par måneder.

Men ak, de amerikanske pizzaer var faktisk ikke deep-pan: Saki tager en helt normal tynd dej, som han presser ned i bunden af formen, inden han kommer fyld på, som var det en hvilken som helst anden pizza. Jeg spurgte ham, hvad det var, der gjorde pizzaerne særligt amerikanske. “Sådan kaldte de dem der, hvor jeg lærte at lave pizzaerne,” svarer han. Og hvor var det så? “I Norge.”

Power Grill De glødende neonstråler, der vælter ud af vinduerne, gør det nærmest umuligt at overse Power Grill. Men det gør det håndskrevne skilt i vinduet også: KIMONO PØLSE, 25 kr. Indenfor sidder en enkelt gæst med fedtet Bundesliga-hår og er fuldt optaget af semifinalen i det europæiske Melodi Grand Prix. Ejeren forsøgte at forklare mig om kimono-konceptet: “Pølse. Indpakket”. Jeg forestillede mig en pølse pakket ind i et fladtbrød. Måske af durum. Og derfor var jeg også fuldstændig uforberedt, da jeg modtog en gyldenbrun fallos. Jo, det var da en pølse, men den var blevet pakket ind i dejen fra en forårsrulle, som var blevet foldet noget så nænsomt, inden den havde været en tur i frituren. Det var mærkværdigt men tilfredstillende. Selvom jeg senere fandt ud af, at denne sære ret ikke er forbeholdt Power Grill’s kunder, så forestiller jeg mig, at kimono-pølsens innovative kombination af dansk og kinesisk må have sit ophav på Amager.

Southern Grill Det var mens denne kreative hybrid stadig var frisk i hukommelsen, at jeg entrerede Southern Grill. På det tidspunkt var jeg mere eller mindre forberedt på menuens indhold: Mere end 70 forskellige varianter af lynstegte ting og sager; et ikke ubetydeligt antal dybstegte retter; 50 burgervarianter (hvis altså man inkluderer kategorierne “ny”, hjemmelavet” og “normal”); et dusin forskellige slags milkshakes. Jeg var forberedt på det noget flygtige forhold, nogle af retterne havde til de steder, de var opkaldt efter (Copenhagen-burgeren med jalapeños er et fremragende eksempel). Og jeg kan ikke påstå, at jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at de mange milkshakes rent faktisk bare var soft-ice i en kop tilført passende sirup eller sovs, så der kan tilbydes mange smagsvarianter.

Men jeg må indrømme, at jeg var overrasket over sushien. Ikke over at man kan få sushi på Southern Grill, da man snart sagt kan få sushi overalt. Men jeg var overrasket over, at Southern Grill har investeret så meget i deres sushi. Stedet er trods alt et kinesisk-fastfood-takeout sted, der ifølge ejer Thomas Lam primært tjener penge på at lange burgere over disken. Men for fem år siden så Lam markedet an. Han ansatte en sushikok og placerede ham bagved noget glas fordi, at når det kommer til sushi, “så vil folk gerne se, hvad de får”. Han lavede en omfattende og overdådig illustreret 23-sider lang menu, der supplerer den i forvejen lange 16-siders menu, der angiver resten af Southern Grills mange retter. Og i dag er sushien stedet næstmest populære indslag.

Og det siger lidt. Southern Grill er nemlig vanvittigt populær. Fra det øjeblik dørene åbner klokken 16.30, til de lukker igen klokken 22.00, er stedet stopfyldt med kunder. De ansatte er kinesiske, japanske, sydøstasiatiske, danske og fra Mellemøsten. Og de spisende er en lige så spraglet forsamling tilsat en enkelt sporadisk brite, italiener eller spanier. Det var uden tvivl det mest mangfoldige sted, jeg nogensinde har været i København.

Det er let at grine af alt dette. Af Amager Fusion. Og jeg grinte meget, mens jeg spiste mig rundt på øen. Den slags gastronomiske gadekryds bliver latterliggjort, hvis ikke direkte hånet, af os der (selvom vi ikke er meget for at indrømme det) er en slags hipster foodie-typer. Vi sætter pris på autenticitet og Amager Fusions pizzadejs naan, pølser i kimono og kinesiske/japanske/thai/danske ad libitum buffeter er så godt som det modsatte af autentisk.

Men tænk engang på Thomas Lam og hans forældre, der åbnede Southern Grill for 40 år siden. Som emigranter fra Hong Kong serverede de udelukkende kinesisk mad til at starte med. Burgerne kom til da, som Lam siger, “fastfood blev populært i Danmark”. Siden da har han tilføjet flere ting, danskerne kan lide: sushi og bubble tea for eksempel. Og det har været så succesfuldt, at han og familien har kunnet åbne yderligere en restaurant. Også på Amager.

Amager Fusion er skabt af indvandrere. Den blander køkkenerne fra ophavsmændenes oprindelseslande med de ting, danskerne kan lide. På den måde er det selve manifestationen af integration. Det sørger ikke bare for, at de der kommer hertil har en økonomisk adgangsvej, der gør dem i stand til at blive en del af samfundet; det legemliggør også, til skue for alle, den multikulturelle etik, som de fleste danskere selv siger, de støtter op om.

Man kan derfor vælge at se Amager Fusion som et produkt af bastardisering. Eller man kan se det og komme i tanke om historien om hamburgeren. I slutningen af 1800-tallet bragte tyske indvandrere og sømænd den hakkede ‘hamburger’ bøf med sig til Amerika. Her gik der ikke længe, før den blev smækket sammen mellem to stykker brød af en eller anden visionær entreprenør (mange hævder, at de har opfundet den) og blev til symbolet på amerikansk madlavning.

Med andre ord kunne man også se på Amager Fusion og vælge at se den spæde begyndelse på fremtidens mad.