Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
I juni gjorde Kanye West forsøget. Stormfloden af G.O.O.D. Music-minialbums produceret af manden med MAGA-hatten forsøgte at skabe hiphophistorie i en tid, hvor digitale platforme har vendt op og ned på musikindustrien og gjort en ende på de forhold, der herskede, da rapperen selv var ny i spillet. Selv om udgivelsesstrategien uden tvivl har givet Kanye mere kulturel (såvel som reel) kapital, har den kritiske modtagelse af pladerne, han har lavet med Kid Cudi, Teyana Taylor og andre, været lunken og sat spørgsmålstegn ved projektets relevans.
Videos by VICE
Når det handler om at udgive projekter af høj kvalitet i en lind strøm, så er Future derimod på hjemmebane. Det er kun få rappere, der har opnået lige så meget, som han har, over den periode på fem måneder, hvor han producerede de tre mixtapes Monster, Beast Mode og 56 Nights. Det første mixtape blev udgivet i oktober 2014, og den mørke ærlighed, som kendetegner projektet, står i skarp kontrast til den featuretunge popbasker Honest, som udkom tidligere samme år. Monster, der er executive produceret af Metro Boomin’, er både chokerende og svært tiltalende og formåede ikke alene at gøre Nayvadius Wilburns gamle fans glade – den tiltrak også en hel ny generation af ivrige lyttere.
Men det var først efter den Zaytoven-ledede Beast Mode, at Future cementerede sit comeback og signalerede sin rejse mod toppen. Mixtapet er optaget over en håndfuld intense dage og forener to af Atlantas lokale trapstjerner i en kunstfærdigt udført og uhøjtidelig sangcyklus, der veksler mellem at besynge hedonismens glæder og de moralske tømmermænds fald – en kvalitet, der ofte karakteriserer samme track. Zaytovens klavercentrerede produktion harmonerer med rapperens følelsesladede tekster især i kølvandet på hans meget omtalte brud med R’n’B-sangeren Ciara.
Ligesom biografgængere er der intet, rappere elskere mere end en god opfølger. Parrets længeventede, men i nogen grad uventede, Beast Mode 2 blev udgivet med meget kort varsel. Kun en uge efter hans partner på What A Time To Be Alive, Drake, havde givet følelserne frit løb på dobbeltalbummet Scorpion, minder Futures afmålte og skarpt kuraterede nye plade os om, hvorfor han er bedre end nogen anden til at gå til bekendelse i boksen. Lige fra begyndelsen tackler han den seneste sladder med åbningsnummeret “WiFi Lit”, hvor han bekræfter historien om en kvinde, der fløj til LA for hans skyld, men i sidste ende blev afvist. I næste øjeblik vender han tilbage til det velkendte pral om luksuslivet og dyre vaner, som hiphop kræver i dag.
Undskyld, DJ Khaled, men der er ingen, som lider under succes, som Nayvadius gør. Modsat mange rappere, som bygger hele mixtapes op omkring deres seksuelle eskapader, så har Future gjort sin jagt på seksuel tilfredsstillelse til noget kedeligt og funktionelt, som den tørre afsløring på det ellers vovede track “31 Days” viser. Han beskriver, hvordan han arrangerer adskillige backup-dates, når han planlægger et hookup, og han husker sjældent, hvad kvinderne hedder, eller hvem de er. På den ene side fungerer “Some More” som endnu en tilføjelse til den i forvejen omfattende kanon af mænd, som ikke stoler på kvinder-numre med et groftskåret narrativ om utroskab, der udvikler sig til deciderede bekymringer om snitching. På den anden side understreger nummeret rapperens ængstelse ved at skulle stole på kærligheden igen, en proces, der ikke gøres lettere af de enorme mængder hostesaft, hans nyrer skal bearbejde. I stedet for at finde en partner, som er trofast og støtter ham, har Future det ene meningsløse engangsknald efter det andet, hvilket forstærker den onde cirkel af negative tanker og misbrug.
Selv om den ikke helt er på højde med forgængeren, så adskiller Beast Mode 2 sig markant fra Beast Mode i kraft af Soundcloud-rapper boomet, der har fundet sted i mellemtiden, en revolution, der om noget har vist Futures enorme indflydelse på nye generationer af rappere. Future, der er emo-rappens godfather, har udstukket den kurs, som de unge pilleslugende nihilister sejler af. Selvmedicinering forkortede på tragisk vis Lil Peeps liv, og på kollegaen Lil Pumps seneste single ”Drug Addicts” finder man også en ubehagelig påmindelse om den narkoomgærdede livsfilosofi. Lil Xan fornægter i dag de piller, han er opkaldt efter, men han er fortsat påvirket af sit tidligere misbrug den dag i dag, i hvert fald at dømme ud fra, hvad han skriver på de sociale medier.
I dag, flere år efter grænserne mellem rekreativt forbrug og misbrug af stoffer gradvist udvisket, fungerer Future på mange måder som en advarsel til unge rappere. Han er gået fra fattig til rig, som han siger på “Racks Blue”, og er fortsat dybt påvirket af det traume, som fattigdommen har forårsaget. Han nævner både Pateks og Porscher, men viser også trappens skyggeside og spekulerer over tragedien ved at skovle penge ind, mens ens naboer og slægtninge lever i armod.
Det bliver ikke mørkere og mere sigende for Futures sted i livet end tracket “Hate The Real Me”, en upoleret sang om hans eget liv. Hvis det var en ung Soundcloud-rapper, som havde skrevet omkvædet // I’m tryna get as high as I can //, ville det lyde som en målsætning, men for Future er en desperat erkendelse i en tåge af sorte tanker. Han sidestiller brug af våben med depressiv fornægtelse, verfer troper om eksotiske kvinder af og fokuserer på pengene. Med Zaytoven-signaturlyden, der svøber hans stemme, synger Future for sin martrerede sjæl og sætter fokus på stofmisbrug, mens han begræder sine hjertesorger. Man kan forestille sig, at han henviser til Ciara, men lige meget hvem det er, så kaster han sig ud i den dybe ende og vender vrangen ud af sine sorger.
Det, der i sandhed er fortvivlende ved Beast Mode 2, er, at tingene ikke lader til at have ændret sig nævneværdigt over de sidste år, siden det første mixtape kom ud, hverken tematisk eller personligt. Den oprindelige succes, han oplevede med Beast Mode og de øvrige mixtapes, har betydet, at alt, hvad Future udgiver (måske lige bortset fra soundtracket til den nye Superfly-film), modtages med kyshånd og store forventninger. Han er nået helt til tops, men det har kostet dyrt på den personlige konto. Fans og anmeldere hylder hans ofre, men kræver samtidig mere af ham. Zaytoven har hentydet til, at det nye projekt er tegn på, at Future gearer op til endnu en sejrsrunde med solide udgivelser. Det er gode nyheder for lyttere, men det er måske ikke så gode nyheder for kunstneren, som det koster så dyrt.
