På besøg i et tempel, der tilbeder penisser

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada.

Det er måske ikke ligefrem chokerede, at en homoseksuel mand fandt ud af, at han elsker pik på et besøg til San Francisco. Byen er trods alt kendt for at være et homofristed.

Men da Francis Cassidy besøgte byen i 1979, opdagede den unge mand fra Montreal en gruppe bøsser, som ikke bare var glade for penis, men faktisk ofte samledes for at tilbede dem. I slutningen af 70’erne smed han en annonce i homomagasinet The Advocate, hvor han ledte efter andre mænd, der heller ikke kunne få nok pik.

Da Cassidy første gang hørte om Temple Priapus fandt han ud af, at de ikke kun gik op i penisser. “De lavede en masse vigtigt velgørende arbejde i lokalmiljøet – for eksempel ved at hjælpe hjemløse homoseksuelle,” siger han. “De var rigtig gode til sådan noget.”

Men afdelingen i San Francisco lukkede med tiden, så Cassidy blev inspireret til at starte en ny afdeling i Montreal. Siden, han åbnede templet i sin kælder, har Cassidy rejst rundt til andre byer for at deltage i Pride-parader og hjælpe andre med at starte deres egne afdelinger. Han er nu ypperstepræst af det internationale Temple Priapus, som har hundredevis af medlemmer på verdensplan.

I dag er Cassidy 72 år gammel. Han fortæller, at filosofien bag Temple er ret simpel og har sit fokus på forbindelsen mellem seksualitet og spiritualitet. Han er opvokset i et striks katolsk hjem i Quebec, og han fortæller, at han ikke altid var sikker på, hvordan han kunne finde sammen med andre, der havde det ligesom ham. De venskaber, han har fået i Temple, har givet hans liv mening.

Temple låner fra mange forskellige trosretninger. “Vi kan spore vores tilbedelse af fallos tilbage til indiske traditioner. De fleste af vores medlemmer er tidligere katolikker, så det giver nogle ret interessante referencepunkter.” Gruppen er opkaldt efter Priapus, som var den græske gud for frugtbarhed, søn af Dionysos og Afrodite, der ifølge Temple Priapus’ hjemmeside “personificerede den mandlige evne til forplantning.”

Når man sidder i 2018 – og i lyset af hele #metoo-bevægelsen – kan tilbedelse af pikke måske virke lidt gammeldags. For slet ikke at tale om, at det er rimelig fallocentrisk og ekskluderende. “Vi hylder fallos, mens andre trosretninger tilbeder kvinden, og det har jeg intet problem med. Der har været heteroseksuelle gifte par, der blev medlem af Priapus, men det sker sjældent.”

Da Cassidy åbnede Temple i 1979, var det kun ham og to andre medlemmer. Nu siger han, at de er omkring 20 i gruppen, hvor fem eller seks er hardcore medlemmer, som dukker op til hvert eneste månedlige møde.

Hans kældertempel kan prale af en gigantisk skulptur af en diller, og stedet er dekoreret med det, der bedst kan beskrives som pik-tingeltangel. Der er lysestager, statuer og kopper – og selvfølgelig billeder og malerier af pikke. Alt sammen nede i en hyggelig kælder i en pæn forstad til Montreal.

Temples penisfokuserede bøn indholder følgende bevingede ord: “Jeg tror på dig, smukke fallos, på din styrke og din magt, din evne til at give mig ekstase, når du bliver suttet, slikket, suget eller onaneret – samtidig. Du giver mig stivhed, skønhed, energi og din ulastelige sæd.” Kirken afviser alle medlemmernes fordomme, for deres grundlæggende tro er, at alle pikke er lige: “Jeg tror på ligheden mellem alle pikke… sorte eller hvide… store eller små, uden diskrimination.” Bønnen udviser også en tro på, at vi skal “onanere lidenskabeligt og fromt. Det er min bøn til gud, og han elsker at blive hyldet.” Under en normal gudstjeneste skal alle medlemmerne tage deres tøj af, undtagen ypperstepræsten (Cassidy selv, der har en robe på). Der bliver læst et digt eller en salme om Priapus op. Så hilser medlemmerne på hinanden ved at tage fat om hinandens pik og boller og give hinanden et kys. Derefter bliver der læst mere op. En kurv bliver delt rundt, ligesom i så mange andre kirker på den side af Atlanten, hvor medlemmerne kan give et beløb til templet. Ceremonien kulminerer med “kødelig nadver,” hvor “medlemmerne giver af deres sæd.”

For at blive medlem skal man gennem en screeningproces (det her er ikke bare blowjobs og fis og ballade). “Det er vigtigt for os, at medlemmerne føler sig trygge, og at folk er der af spirituelle grunde, ikke bare seksuelle grunde,” siger Cassidy. “For os handler det om at føle vores betydning som mennesker og om at mærke forbindelsen til vores spirituelle side og til vores fallos.”

Den grundlovssikrede ret til religionsfrihed betyder selvfølgelig, at det alt sammen er fint nok, men det er svært ikke at tænke, at det hele bare er en undskyldning for at have et orgie. “Faktisk er orgie en gammel betegnelse for et helligt, spirituelt møde,” påpeger Cassidy. Men han slår også fast på, at “det også skal være spirituelt og ikke kun seksuelt. Hvis folk kun er interesserede i det, kan de tage i sauna. Hvis de kun er kommet for at have sex, er de gået forkert.”

Temple Priapus har også visse standarder. Deres regler forbyder “overdreven fuldskab, slåskampe, hårde stoffer, mangel på respekt overfor ypperstepræsten og hans designerede, analsex uden kondom og tøj.” (Andre regler kan tilføjes af “Bestyrelsen af Falliske Konsulenter.”)

Cassidy mener, at Temple Priapus passer perfekt til Montreals afslappede kultur og attitude. “For os er pikken vejen til sandhed og guddommelig lykke. Alle har deres egen sti – det her er vores.”