Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Jeg ved ikke, om man må tage hunden med sig ind i himlen, faktisk ved jeg ikke, om himlen overhovedet eksisterer. Men jeg ved, at når hunde dør, så ligger deres krop tilbage. Hunde er lidt for store til at skylle ud i toilettet som guldfisk, og man smider heller ikke bare en død hund i skraldespanden.
Videos by VICE
Hvad gør man så, når menneskets bedste ven takker af? Hvis du bor i Los Angeles kan du ikke bare begrave dyret i din baghave – det er ulovligt. Til gengæld kan du begrave det sammen med 40.000 andre hunde, katte, hamstere, heste, fugle, grise, får og jeg ved snart ikke hvad mere på Los Angeles Pet Memorial Park and Crematorium. Kirkegården blev grundlagt i 1928 og ligger teknisk set ikke i Los Angeles (den ligger i Calabasas, som er the Kardashians og Cheesecake Factorys hovedkvarter).
Som en af de ældste kæledyrskirkegårde på den amerikanske vestkyst er den hjemsted for næsten et århundredes døde dyr. Når man går rundt mellem gravene, slår det en, hvor stor forskel der er fra årti til årti, især når det kommer til navne. I 20’erne var der for eksempel ikke nogen, der løftede et øjenbryn over en hund, der hed “Big Dick”. I 30’erne var der heller ingen problemer med kæledyr, der hed “Spook,” “Nig,” eller “Tar Baby”, som alle er nedsættende betegnelser for sorte mennesker. Eller hvad med det navn, der er klart mest langt ude: “Swastika” (hagekors, red.).
Folk giver ikke deres dyr racistiske navne længere. Eller hvis de gør, så bliver de ikke begravet i Calabasas. Nu giver folk deres hunde navne som “Gucci”, for det er folk ligeglade med at stå og råbe i fuld offentlighed.
De nyere grave er ekstremt velholdte og pyntede – der er små møller, tyggelegetøj og fotografier rundt om gravstene, hvor der står ting som: “Min bedste ven. Mit hjerte. Min elskede. Mit liv. Mit et og alt” og “Hvis kærlighed kunne redde dig, ville du have levet for evigt.”
“Du forstod mig bedre end noget menneske,” står der på en gravsten, som tilhørte en hund, der kun levede syv år. Jo mere fremmedgjorte vi bliver overfor andre mennesker, jo tættere føler vi os på vores kæledyr. Det tætte forhold gør det endnu sværere, når vi til sidst skal sige farvel til dem, og det forklarer, hvorfor moderne kæledyrskirkegårde er så meget mere sentimentale end deres gammeldags modstykke. Det er ikke kun kæledyrenes navne, der er et billede på, at tiderne skifter.
Ingen lægger blomster længere på en grav, der tilhører en hund, der hedder lille sorte Sambo. Ejerne er selv døde og begravede. Det samme gælder for den stakkels kattekilling Sir William Shakespeare, der døde i 1953. Men hunden Gucci har været død i fem år, og han får stadig gaver. Men selv de gaver vil stoppe med at komme, når ejeren selv dør.