På nettet kalder de os for Madpolitiet

Velkommen til Stranger Than Flicktion, vores Flickr-inspirerede serie. Vi giver forfattere fem tilfældige madrelaterede billeder fra Flickr og beder dem skabe en novelle på under fem dage. I dette afsnit forestiller Henry Michel sig, hvordan hverdagen er for de hemmelige agenter i Smagspolitiet, som beskytter Frankrigs kulinariske arv med hård hånd.

Under indvielsen af FBGA (Foreningen til Beskyttelse af den Gastronomiske Arv) understregede præsidenten for republikken, Nicolas Dupont-Aignan, mod slutningen af sin tale vigtigheden af et samarbejde mellem Frankrig og Italien.

Videos by VICE

Jeg stod på scenen i min uniform, og mine ører summede af spænding, mens min kone filmede, så jeg opfangede ikke det hele. Der var heller ingen andre, der kunne huske passagen. Lanceringen af FBGA som ny, væbnet styrke under Indenrigsministeriet var så kraftfuld og symbolsk en beslutning, at i det øjeblik glemte vi alle den lille, underordnede bemærkning om trans-alpint samarbejde.

På nettet kalder man os for Smagspolitiet. Mad-nazisterne. Mellem os sagt kalder vi os for Atherinaerne. Våbenskjoldet på vores uniformer er den lille stegte fisk Atherina Boyeri, fordi vi er hurtige og skarpe, og der er 200 af os – det påkrævede antal fisk pr. portion, sådan som Registeret for Korrekt Kokkerering slog det fast i 2019.

Jeg kom pludselig i tanker om det fransk-italienske samarbejde sidste mandag morgen, to år efter talen. To år der resulterede i 2314 anholdelser, 1200 ransagninger og 750 restaurantlukninger. Det slog mig, mens jeg var ved at lukke lynlåsen på en lille rejsetaske og lade min Sig Sauer SP 2022, før jeg skulle afsted mod den franske Riviera i min Renault Megane.

Eftersom jeg kørte fra Lyon, hvor vores kontorer ligger, vidste jeg, at min italienske kollega, Floriano Pini fra RCG (), ville komme til Nice lang tid før mig, især fordi han havde en skide Lamborghini Huracán.

Italien var det eneste andet land udover Frankrig, der havde bevæbnede politiafdelinger med ansvar for at undertrykke ethvert tegn på dårlig smag. Og de var ikke for sjov. Herovre var vi intellektuelle, romantikere – vi daskede lidt til nogen, vi fængslede nogle få, og i ekstreme tilfælde trak vi stavene. RCG dukkede op seks måneder efter os og var dobbelt så mange, dobbelt så bevæbnede og markant mere pirrelige. Nogle gutter fra grænsepolitiet fortalte sladder om, hvordan de havde lavet razzia på Vintimille med over 30 køretøjer, geværer, schæferhunde der angreb tjenere, og frysepizzaer brændt af i gaderne.

Floriano Pini var helt oppe at køre. De havde specifikt valgt mig til at ledsage ham under aktionen på vores jord på grund af min rolige natur og metodologiske måde at arbejde på. Min effektivitet og milde kompromisløshed. Og min dedikation.

567039BD “Aux Fines Frites,” Rute 7, mod Bugiers-Les-Saints

Vedhæftet fotografi:

Uddrag fra min rapport:

Acceptabel menu, men ureglementeret skiltning: Typografi ikke inkluderet på listen over autoriseret typografi, kategori B7 grill-vogne (Comic Sans MS / Arial / Courier New).

Ejer påkaldt for at destruere skiltet i min tilstedeværelse. Stor modstand i starten, derpå samarbejde efter jeg truede med at benytte de eksplosiver, jeg er i besiddelse af.

Ejeren klatrede op på taget, og med et par skub fik han plexiglaspladen revet løs, så jeg kunne smide den i mit bagagerum.

Ingen bøde eller sagsanlæg i lyset af ejerens samarbejdsvillighed og kvaliteten af pomfritterne i det mobile etablissement.”

567039BD “Le Relais du Routier,” Rute 7, Asquevilliers

Vedhæftet fotografi:

Uddrag fra min rapport:

To projektiler blev kastet på min tjenestebil (æg) under min hastige afgang mod NICE (06200).”

Min dedikation endte med at betyde, at jeg kom to timer for sent. Siden jeg ikke kunne få en eneste bid ned på “Relais du Routier,” var min frokost en luns ost, jeg havde købt fra en gårdbutik og spiste i bilen, mens jeg prøvede at få mit hjerte til at falde til ro igen.

Osten var perfekt. Den gav mig ro i sindet. Jeg vidste, jeg kæmpede på den rigtige side. Selv når det var hårdt. Selv når det var utaknemmeligt. Frankrig talte til mig gennem den ost. Præsident Dupont-Aignan hviskede mig i øret, at det var en ædel kamp. Jeg kunne se ham, i vinden, klædt som en ridder ved sit store ror. Han hjalp mig med at jagte madsælgere over hele landet, hjalp mig med at omforme Frankrigs historiske værdier, vores kulinariske formåen, vores smukke arv. Jeg tog mit kamera frem for at forevige dette øjebliks ynde. Så spiste jeg resten af min ost og tændte motoren igen.

Da jeg endelig nåede til Cours Saleya-markedet i Nice med min taske på slæb, var klokken halv tre, og blomstermarkedet var allerede ved at lukke. Til trods for de mange mennesker tog det mig ikke lang tid at finde Floriano Pini. Han stod ved en bod, der solgte socca, helt nede i enden af markedet, med kokken i armlås, tilsyneladende i et forsøg på at presse mandens hoved ned i en crêpe han havde lavet.

Jeg skar gennem menneskemængden, mens jeg råbte til Pini, som brød ud i et stort smil uden at slække sit greb.

“Atherina! Michel Batta! Smags-politimanden! Frankrig! Italieneren!”

“Jeg er ikke italiener, Pini. Der er ikke noget italiensk i mig.”

“Søn af den største kok i verden! Italiens søn!”

“Min far er fransk-italiensk, og min mor er fransk. Vaffanculo, jeg er fransk, en officer i det franske Indenrigsministerium, for helvede, vokset op på fransk mælk fra franske køer.”

“Opdraget på sin fars italienske retter!”

“Min far er ikke italiener; han er fransk-italiener. Jeg har aldrig boet sammen med ham.”

“Opdraget af Italien!”

Jeg var overbevist om, at jeg ville skyde ham lige på stedet, selvom jeg kun havde kendt ham i tyve sekunder.

“Hvad laver du med den mand, Pini? Han har solgt socca på Cours Saleya siden 60’erne.”

“Hvad jeg laver med den mand? Han sælger italiensk farinata og kalder det socca!”

“Men du ved udmærket godt, at i Nice kalder vi den type kikærte-crêpe for socca. Nice var stadig italiensk for to århundreder siden.”

“Så burde han kalde det farinata! Det hedder farinata!”

Kokken åbnede den øverste knap i trøjen for at få vejret, og så begyndte han at bande og svovle af italieneren: “Jeg har lavet socca i 50 år! Jeg ved sgu da godt, hvor tynd den skal være!”

Pini sparkede ham hårdt, så han røg i gulvet. Jeg så hurtigt på fyrens socca.

“Pini, du bliver nødt til at være tolerant denne gang. Det er en lidt vag situation, eftersom det er de samme opskrifter. Han følger socca-opskriften. Han nedgører ikke opskriften; han kalder det bare noget andet. Selvom det er det samme.”

“Kan I ikke bare lave jeres egne opskrifter?”

Jeg tog et langt skridt ind foran ham, så mit ansigt var få centimeter fra hans.

“Bare rolig, vi har skam vores egne opskrifter. Var din mund, du er ikke hjemme længere, og jeg har en pistol på mig. Du fornærmer republikken med dine hentydninger.”

“Ja, ligesom I har genopfundet carbonara ved at kaste fløde og bacon i den?”

“Det er vores egen carbonara. Det bliver du bare nødt til at fucking fatte. Vi havde næsten en diplomatisk krise over den sag.”

Sidste år, under en fransk-italiensk fællesoperation, var der en undercoveragent fra det italienske RCG, der brugte en tazer på en fransk kok, fordi han fandt ud af at spaghetti carbonaraen på hans menu indeholdt bacon og cremefraiche. Kokken døde på stedet af et hjerteanfald. Sagen affødte en række diplomatiske kriser – det spredte sig på Twitter som #carbogate. For at dæmpe krisen kom Dupont-Aignan og den italienske præsident frem til en aftale efter et tre-dages topmøde: RCG-agenten blev frikendt, og Frankrig fik tildelt opskriften på pasta à la “carbo”. Denne forkortede terminologi henviste udelukkede til cremefraiche/bacon-kombinationen, og adskilte den dermed klart og tydeligt fra den italienske pasta alla carbonara, med æggeblommer og guanciale. Kompromisset viste sig at være tilfredsstillende for den franske offentlighed, som i mellemtiden var blevet hjernevasket af en landsdækkende reklamekampagne, der hyldede fransk carbo: “Den er måske ikke lige så god, men den er vores!”

“Er du klar?” spurgte Pini med et smil på læben. “Ja, den mistænktes lejlighed er lige her ovre,” svarede jeg. Hans fingre kløede for at komme i slagsmål.

Vi gik et par hundrede meter i de smalle gader i den gamle bydel i Nice, inden vi sparkede døren ind på den mistænktes bygning. Jeg kunne ikke huske den kode, efterretningstjenesten havde givet mig. Vi gik tre etager op og sparkede så døren ind til mandens lejlighed. Han var en lille fyr i undertrøje, som var i gang med at tweete på en frygtelig larmende PC. Han sagde ikke et ord.

“Jeg er Kaptajn Batta, FBGA, og ham der er Pini, RCG. Jeg siger dig med det samme: Han er den slemme af os.”

“Du er Xavian Bardan, ikke?” spurgte Pini, mens han åbnede køleskabet for at tage en øl.

“Øøh… ja. Hvad vil I?”

Pini åbnede øllen og drak halvdelen i fuldstændig stilhed. Tweets væltede ned over skærmen, en efter en.

“Sig mig,” fortsatte Pini med et bredt smil, “Skrev du en artikel for omkring en måned siden med titlen “Den SANDE lasagneopskrift? Hvis du gjorde, har jeg et par ting at sige til dig.”

Jeg satte min taske på jorden, åbnede den og fandt plastikpresseningen, jeg forsigtigt havde foldet sammen.