På Nikita Klæstrups Instagram er alt det naturlige ekstremt opstillet


For overfladisk. For redigeret. For svært at leve op til. Instagram får tit skæld ud.

Da en undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen for nylig konkluderede, at unge kvinder nu udgør den mest ensomme befolkningsgruppe i samfundet, udtalte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at ensomheden skyldes “mobning, forventninger og sociale medier, der kan opløse relationer og isolere og føre til ensomhed og angst”. Og måske er der noget om snakken. Sidste år viste en undersøgelse foretaget af den uafhængige britiske organisation Royal Society for Public Health, at Instagram er det mest skadelige sociale medie for unge, hvis man måler på brugernes oplevelse af angst, depression, ensomhed og negativ kropsopfattelse.

Videos by VICE

Men hvis det er så skide ubehageligt, hvorfor går 25 procent af os danskere – heraf dobbelt så mange kvinder som mænd – så ind og tjekker Instagram mindst en gang om ugen? I håb om at finde en forklaring, giver vi i den her artikelserie ordet til en række forskellige instagrammere, som kender mediet på godt og ondt, og som i kraft af deres mange følgere er med til at definere, hvad Instagram skal være for et sted.

I den her uge har vi talt med 23-årige Nikita Klæstrup(@nikitaklæstrup), der har 216.000 følgere på Instagram. Hun giver sine følgere ærlige øjebliksbilleder fra sit liv, men deler bestemt ikke alt. Det er nemlig et bizart krav, der stilles til mennesker på internettet, synes hun. På sin profil kalder hun sig ”blogger and the only Slytherin in the family”. Ud over det studerer hun Tv- og Medietilrettelæggelse på journalisthøjskolen, og betegner sig selv som debattør og influencer (og så er hun, hvis du spørger os, måske også en af de bedste politiske kommentatorer herhjemme.)

Broadly: Hvorfor er du på Instagram?
Nikita Klæstrup:
Jeg er på Instagram for at dele øjeblikke af mit liv ved hjælp af billeder. Jeg var overraskende langsom til at komme på Instagram, men jeg er altid langsom med den slags. Så ser man alle andre gøre det, og så vil man gerne være med.

Hvad får du ud af at være på Instagram?
Jeg kan ikke tegne og synge, så det der med at tage billeder, og eksempelvis vise tøj og sko frem, er mit kreative frirum. Samtidig får jeg også meget ud af at følge andre og interagere med mine følgere. Selvfølgelig er der også et økonomisk aspekt, når man har så mange følgere. Firmaer skriver til mig, og så promoverer jeg deres produkter. Jeg tænker meget over, hvad jeg reklamerer for. Det skal både relatere sig til mig, og dem der følger mig.
Jeg elsker reality-deltagere, men mange af dem får hurtigt virkelig mange følgere på Instagram, og de forstår ikke helt branchen. De underbetales eller betales slet ikke, og det ødelægger markedet for os andre.”

Hvordan er dit forhold til dine følgere?
Jeg har et godt forhold til de fleste, men jeg blokerer også mange. Jeg elsker pigerne, der skriver og stiller spørgsmål om sko og tøj.
Jeg er begyndt at blokere mænd, der bare skriver ‘mums’ til mine billeder. Det er den mest ligegyldige, sleske kommentar. Der findes mænd, der kan få alt til at handle om sex. Jeg lagde et billede op af, at jeg har fået eyelash extensions, der var en mand, der skrev, at han hellere ville se en bikini-wax. Så anbefalede jeg ham at få sådan en.
Jeg blokerer også dem, der skriver, de vil kneppe mig, men først forsøger jeg, at forklare dem, at det ikke er et kompliment. Fatter de ikke det, bliver de slettet. Jeg har ikke brug for den energi på min Insta.
Eksempelvis var der en, der kommenterede på et billede af mig og mine veninder. Han skrev, at jeg var den smukkeste af os. Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg ikke er i konkurrence med andre piger, og at det er noget, som samfundet har lagt ned over os i 100 år.
Hvis jeg føler, der er en chance for at gøre dem klogere, så prøver jeg det.”

Hvilke tanker gør du dig i forhold til, hvordan dine opslag påvirker dem, som ser dem?
Det gør jeg mig ikke mange tanker om. Jeg sørger for, at min Instagram er et positivt sted. For mig handler det om æstetikken. Det er 100 procent for min egen glæde, jeg gør det. De to sidste billeder, jeg har lagt op, er et af mig i en pool i badedragt, og et billede af sko og bøger. Det med badedragten har fået 9000 likes, skoene har fået 1100 likes. De billeder er lige meget værd for mig.


Hvilket ansvar mener du, at du som instagrammer har for ikke at skabe urealistiske idealer hos dine følgere?
Hvis folk får det dårligt af at kigge på en pæn instagrammer, er der noget andet galt, og så burde man starte med sig selv. Gennem hele livet vil du møde folk, der er pænere, sjovere og mere talentfulde, end du er, og det må man ikke lade sig slå ud af. Hvis man mener, et menneskes værdi afhænger af, hvor tynde de er, hvor mange likes de får, og hvor flawless deres hud er, så burde man bruge energi på andre ting end det overfladiske. Man må ikke lade sig slå ud af Instagram.

Hvor opstillede er dine billeder på en skala fra 1-10?
De er meget opstillede. Det er klart, at når jeg tager en selfie, så er det med et formål, og noget jeg har tænkt over. I virkeligheden vinkler alle jo kroppen og rykker mimosaen, før de tager billedet. Alle de naturlige billeder er ekstremt opstillede. Eksempelvis de der søde billeder, hvor piger har is i hele ansigtet, og fremstiller det som noget sjovt og sødt, der lige er sket. Men hallo, så meget is får man jo ikke i ansigtet, med mindre man selv kører det rundt. Det er jo sygt opstillet.
Selvfølgelig tænker jeg over strategisk belysning, men jeg kan ikke lide, hvis mine billeder er fotoshoppet, så jeg redigerer kun små ting. Det kan være skygger eller hårstrå, der er i vejen. Jeg ændrer ikke på, hvordan min krop ser ud.

Hvor meget fylder Instagram i din hverdag?
Instagram og sociale medier fylder rigtig meget. Jeg elsker at tjekke Instagram, søge på hashtags og finde inspiration til nye billeder. Det er jo et medie, man konstant tjekker.

Giver din Instagram profil et ærligt billede af, hvem du er?
Den giver et øjebliksbillede, men det får man meget kritik for. Folk mener, at hvis de ser min ferie i Mauritius, så skal de også se mig spise knækbrød i slutningen af måneden, når jeg ikke har flere penge. Det er et bizart krav, vi stiller til mennesker, de har da ikke ret til at se alt. Det er sådan, at vi på internettet skal dele alt eller intet, ellers er det et glansbillede. Det er latterligt. Derfor er det ikke alle aspekter af mit liv, jeg lægger ud, men det, der er der, er ærligt.

Hvilke dele af dit liv lægger du ikke på Instagram?
Jeg deler ikke ekstremt personlige ting. Men det er ikke fordi, det kun er det dårlige, jeg undlader. Nogle af de bedste ting i mit liv, undlader jeg at lægge ud. Jeg kan sidde og spille playstation med en veninde og have den bedste dag – eller som den her weekend, hvor jeg har besøgt mine forældre og leget med min niece. Det kommer ikke ud. Instagram er til de pæne billeder. Det æstetiske. Ikke nødvendigvis det bedste.

Har du nogensinde haft lyst til at slette din Instagram-profil?
Ja. Det får jeg meget lyst til, når jeg får en million ‘mums’- beskeder fra mænd. Det er grænseoverskridende og irriterende. Mange gange, når jeg lægger billeder op, sletter jeg over halvdelen af kommentarerne. Jeg forstår ikke, at de ikke kan regne ud, at det ikke er rart at læse.

Hvad er dit eget all time favorit-opslag, som du selv har lavet?
Jeg elsker alle billeder af min hund. Ellers så er mit favorit et billede, jeg fik taget på ferie i Dubai, som ligner en loading skærm fra Grand Theft Auto.

Hvad er din favorit Instagram-profil?
Katja Krarup Andersen @ekaterinaandersen er min favorit. Jeg elsker hendes smukke billeder og captions med stof til eftertanke. @shesvague er jeg også vild med. Der postes udelukkende popkultur-billeder fra 00 ’erne. 00’ernes æstetik er perfekt!
Ellers er jeg vil med @jakesastrology. Jeg elsker stjernetegn, astrologi og memes, og her er der det hele.
Og så min egen. Jeg kan godt lide at sidde og kigge på mine gamle opslag.