Jeg fik pølseangst, da jeg var dommer til hotdog-VM i Danmark
Alle billeder af Rasmus Flindt Pedersen

FYI.

This story is over 5 years old.

hotdog

Jeg fik pølseangst, da jeg var dommer til hotdog-VM i Danmark

"Der var hønsehjerter og kyllingeskind og fedt. Der var inuitsang og japansk saké, begge dele øjensynligt for at imponere dommerne."

Hvert år under Copenhagen Cooking afvikles de uoficielle hotdogverdensmesterskaber i København. Sidste år fik vi en dansk pølsemand til at bedømme topkokkenes hotdog-kreationer og i år har vi så fået en af konkurrencens dommere, der tilfældigvis også er en af vores skribenter, til at give en førstehåndsberetning fra dommerbordet.

Jeg åndede lettet op, da jeg så, der ikke skulle spises ko-vaginaer. Det var det første jeg tjekkede efter, da jeg granskede listen over årets deltagere: En af sidste års deltagere havde serveret dem, banket uerotisk sammen med tyrenosser, og jeg var taknemmelige for, at de ikke var blevet en fast del af arrangementet. Listen over ingredienser inkluderet i de syv pølser, som jeg skulle indtage i min egenskab af dommer under årets udgave at de uofficielle hotdog verdensmesterskaber, talte både paneret lam og rå jomfruhummer, men kvæggenitalier var der altså ingen af.

Annoncering

Alligevel kan jeg ikke påstå, at jeg følte mig helt tryg ved med min rolle ved dommerbordet. Top Dog Charity, som konkurrencen også kaldes, blev startet af madanmelder Ole Troelsø som en årligt tilbagevendende del af Copenhagen Cooking & Food Festival. Arrangementet, der hvert år tiltrækker hundredevis af tilskuere, samler en håndfuld kokke fra hele verden, der konkurrerer om titlen for at samle penge ind til den internationale hjælpeorganisation CARE. Den gode sag er en af årsagerne til, at jeg indvilgede i at skulle bedømme en bunke pølser på trods af, at jeg – en journalist der har en tendens til at skrive historier om verdensberømte kokke og obskure andalusiske fiskere – følte mig usandsynligt ukvalificeret.

Med undtagelse af Troelsø, der er professionel madanmelder, var alle de andre dommere kokke. Og de var nogle af de bedste kokke i verden: Anne-Sophie Pic, Rasmus Kofoed, Dominique Crenn – mennesker der har bygget deres michelinstjernede omdømme på deres fintfølende smagsløg. Og danskerne, havde jeg lært, tager deres hotdogs meget, meget seriøst. Kunne jeg – en amerikaner opfostret på Oscar Meyer og Hebrew National – overhovedet tillade mig at fortælle dem, hvad der er godt? Ville jeg overhovedet være i stand til at bedømme? Og ville jeg overhovedet være i stand til at spise syv hotdogs?

LÆS MERE: Vi besøgte pølsevognen i Ballerup for at smage traditioner og 80'er dressing

Min angst blev ikke mindre, da Troelsø kaldte os hen til dommerbordet. Ved hver stol lå et skema, der skulle fyldes ud med plads til bemærkninger i forhold til præsentation, smag og innovation. En stak tallerkener sikrede, at hver eneste hotdog blev serveret uden smagsindflydelser fra den forrige. Der var vand til at rense ganen med, øl der kunne genopleve appetitten og snaps, som jeg formoder skulle hjælpe med modet. "Wow," sagde Crenn med sin tykke franske accent. "Det her er serieuse."

Annoncering

Hotdogsene begyndte at ankomme, én hvert tiende minut, fra Sydafrika, Grønland og Spanien. Det var en parade af allehånde-duftende vildsvin, fasan boudin blanc og rå jomfruhummer. Der var hønsehjerter og kyllingeskind og fedt. Der var inuitsang og japansk saké, begge dele øjensynligt for at imponere dommerne.

For ikke at blive for mæt til at leve op til mit ansvar begrænsede jeg mig til tre bidder pr. hotdog. Men der gik ikke længe, før det gik op for mig, at jeg i min angstfyldte tilstand havde glemt alt om det mest åbenlyse og ydmygende aspekt af at være dommer i en hotdogkonkurrence: De hundreder af mennesker, der ser på, mens man forsøger på yndigste vis at putte det ene fallosformede objekt efter det andet i munden. Det gik først op for mig, da jeg fik et sprøjt remoulade i håret.

Dommerne i dyb koncentration.

I begyndelsen var jeg usikker på, præcis hvordan jeg skulle evaluere de konkurrerende kokkes bidrag, Var den der estragonemulsion en god ting? Talte pulveriseret skinke i bollen som innovation? Måske kiggede jeg i al hemmelighed på, hvordan Crenn havde bedømt hotdogsene bare for at være sikker på, at jeg ikke skød helt ved siden af.

LÆS MERE: Pølsemanden fra den grimme side af Hovedbanen har et jernrør i vognen

Det var i hvert fald det, jeg sagde til mig selv. (Kofoed, den spejderdreng, holdt sit skema godt gemt væk). Men min primære bekymring, altså den der med ikke at vide nok til at kunne bedømme, hvad der var bedst, skulle jeg ikke have været så bekymret. Det var let.

Annoncering

Vinder-hotdoggen fra japanske Hideto Takeda.

Hotdoggen tilberedt af kokken Hideto Takeda fra restaurant Ichimatsu i Osaka var ekstremt saftig, og den smagte intenst. Den var lavet af kyllingehjerter og kyllingelever og serveret i en briochebolle bagt med miso og soja. På toppen var der en klat kewpiemayo og forårsløg og den ramte hele smagsregistret: umami, krydret, sød og funky. Jeg ville også have vidst, hvilken en der var vinderen, selvom jeg ikke så Pic, der indtil da havde begrænset sig selv til kun at spise et par bidder af hver hotdog, åd den hele.

Da vi annoncerede vinderen, reagerede Takeda og hans hold – inklusive Mads Battefeld og Henrik Levinsen fra Hjemme – ved at råbe, banke sig på brystet og klappe hinanden i røven på en måde jeg ellers kun kender det fra folk der har vundet Super Bowl. I det øjeblik og stik i mod alle forventninger, var jeg glad for at jeg havde proppet mig med pølser. De var så glade, og arrangementet var så dansk på en sød måde, at det var det hele værd: Både den ydmygende kulinariske eksibitionisme og den angstfremkaldende følelse af at føle sig utilstrækkelig. Ja, for helvede det ville sgu nok også have været det hele værd, hvis der havde været en ko vagina eller to med.