København

Da Mr. Lee smurte bearnaise på verdens bedste flæskestegssandwich

Action Bronson er fan. Den britiske presse hylder den. Vesterbros festaber sværger til den. Her er historien om Isted Grills flæskestegssandwich.

af Lars Hinnerskov Eriksen
19 juli 2017, 7:33am

Lih Chie Lee på Isted Grill. Alle billeder af artiklens forfatter.

Der er mange skelsættende begivenheder i dansk fastfood-historie. Da Burger King rykkede ind på Strøget i København i 1977, da kebabben kom til landet, og da danskerne blev besatte af at proppe en ristet op i et brød og kalde det for en fransk hotdog.

Og så var der dengang Lih Chie Lee besluttede sig for at skifte mayo ud med bearnaise i sin flæskestegssandwich.

Mr. Lee fra Isted Grill på Istedgade i København behøver ingen nærmere introduktion for folk, der har opholdt sig på Vesterbro med en brandert og en sult efter mørkets frembrud. Selvom menukortet på den lille grillbar med de hvide klinker og brune træpaneler strækker sig fra chop suey til pølse i kimono, så er det den undseelige flæskestegssandwich, der har udødeliggjort adressen.

LÆS MERE: På Amager mødes hele verden i en frituregryde

Da de lokale i 2012 fejrede Mr. Lees 60 års fødselsdag (faktisk viste det sig, at han fyldte 61), dukkede flere hundrede mennesker op på gaden foran grillbaren. Selv The Guardian hoppede med på vognen, da den britiske avis i en rejsereportage fra København skrev, at Isted Grill nok serverede verdens bedste flæskestegssandwich. Efterfølgende sagde skribenten, at overskriften var en spøg fra forsideredaktørens side, men der var ingen grund til at trække i land. Sandere ord var aldrig før skrevet.

"Jeg ved faktisk ikke hvorfor, flæskestegssandwichen blev så populær, for det er så mange år siden," siger Lee, mens han fyrer op for den elektriske stegeplade, hvor han tilbereder kødet. "Det var ikke noget, der skete lige pludselig. Der kan være forskellige grunde. Måske er det fordi, Vesterbro har forandret sig. I dag er der mere natteliv, der er flere turister, og der er flere, der gerne vil besøge et sted fra gamle dage."

Lee kom til Danmark fra Taiwan i 1976 og begyndte at arbejde på Isted Grill, som hans søster havde åbnet fem år før. I 1980 overtog han stedet, og det er ikke meget, der har forandret sig siden dengang. Hverken interiøret, de laminerede madbilleder af kalkunspyd og burgere, eller menuen. Lee kigger rundt og peger på frituregryderne. "Der har ikke været store ændringer," siger han. "Det er kun maskinerne."

Forandringerne er sket udenfor. Da Lee overtog stedet, lå der flere grillbarer og kinagriller i Istedgade. I takt med pizzaens og kebabbens indtog, lukkede de én efter én, men Isted Grill bestod. Hvorfor var det lige netop Lees sted, der overlevede? Han ryster på hovedet og griner: "Det overraskede også mig. Og det har ikke altid været nemt. I 90'erne begyndte byfornyelsen på Vesterbro, og så flyttede folk væk, og det påvirkede os meget. Gamle kunder forsvandt, og der gik tid, inden nye kunder kom til. Der var mange tomme butikker. Det lignede ruiner. Det så ikke godt ud her omkring."

LÆS MERE: På Mændenes Hjem i København serverer kokken and a l'orange og værdighed

I dag ser det sprudlende byliv i den pæneste ende af Istedgade meget bedre ud. Især når man har en grillbar, der er åben i weekenden for at forsyne nattelivet med flæskestegssandwich. Det er fedt, knas og surt; julemiddag i et burgerbrød med syrlig, skarp fedme fra den fine franske sovs. Det er en velsignet mundfuld, når den alkoholsyltede mave kræver lindring. Selve komponenterne – bollen, bearnaisen, de syltede agurker og rødkålen – er ikke lavet fra bunden, men kompositionen er ren alkymi.

"Jamen der er ingen hemmeligheder," siger Lee afvæbnede. " Jeg laver flæskestegen i ovnen først, før skiverne kommer på panden. Måske er det fordi, jeg har en professionel ovn. Og meget træning."

Nogle ting er blevet ændret med årene. Lee valgte at skifte fra ribbensteg til flæskesteg, fordi han synes, ribbenstegen var for fed. Og så er der det med bearnaise. "Før i tiden lavede vi flæskestegssandwichen med remoulade og en lille smule majo. Nogle vil også gerne have sennep. Men som markedet ændrede sig, prøvede vi nogle andre ting. Både kunderne og jeg ville prøve noget nyt, og for 7-8 år siden testede vi med bearnaise. Og det blev meget populært."

Det blev også populært hos Action Bronson, MUNCHIES' rappende renæssancemand, da han var i København sidste år for at optage et afsnit til serien Fuck, That's Delicious. Isted Grill var sidste stop på turen, men måske det mest mindeværdige.

"Man kan se, at Mr. Lee har været igennem nogle vilde ting," sagde Action Bronson, efter han havde bestilt en cheeseburger og en flæskestegssandwich. "Vi tager ikke rundt og spiser alt mulig lort. Vi kan godt lide, det vi spiser, og det her er godt."

Det var gensidig begejstring. "Jeg vidste ikke, hvem Action Bronson var," siger Lee, "for det er jo mest de unge mennesker, der kender ham. Men han var meget sød og sjov. Jeg kan godt lide hans program. Han er dygtig. Han er god til at synge og spille."

Det er ikke alle gæster, der opfører sig så upåklageligt som Bronson, men Lee er efterhånden en hærdet mand. "Folk kan godt være lidt bøvede, når de kommer ind midt om natten, men de fleste behandler mig rigtig godt." Og der er stadig stamkunder, der kommer forbi Isted Grill hver uge. Folk, der er kommet her gennem mere end 30 år, og hvor flere generationer bliver introduceret til burger, bigger fries og chicken dipper.

"Jeg tror, folk savner det gamle grillmad," siger Lee. "Grillmad behøver ikke altid at være usundt. Meget af det her er jo stegt på panden, ligesom når du laver hakkebøf derhjemme."

Han fylder 66 i år, men han har ingen planer for, hvornår han vil stoppe. Hans kone arbejder sammen med ham i restauranten, men børnene er travlt optaget med karrierer indenfor IT- og bankverdenen, så der er ikke en umiddelbar tronfølger til posten som Vesterbros 'flæskestegsminister'.

Lee vender kødskiverne på stegepladen og salter dem let. Han smører en skefuld mayonnaise på min bolle, og remoulade på den, han selv skal spise. Lee holder sig til de gamle dyder.

LÆS MERE: Pølsemanden fra den grimme side af Hovedbanen har et jernrør i vognen

"Jeg spiser meget flæskestegssandwich selv, hvis jeg har travlt og ikke har tid til at lave mad til mig selv."

Har du spist det andre steder end her på Isted Grill?

"Øhhh.... nej. Vil du have din med løg?"

Jeg takker nej og beder om at få den helt normale version fra menuen.

"Ok, classic," siger Lee og åbner en Cocio. "Nogen synes, at de her to ting hører sammen.

"Værsgo."

*I en tidligere udgave af den her artikel stod der, at den franske hotdog blev opfundet af en dansk pølsemand i 80'erne. En opmærksom læser har imidlertid gjort os opmærksomme på, at et tilsvarende produkt blev lanceret herhjemme allerede i 70'erne. Vi undersøger sagen nærmere.