Alkohol

Tequila giver de værste tømmermænd, påstår undersøgelse

Når statistik og alkohol går op i en højere enhed.
29 september 2017, 8:15am
Foto via Flickr Alan Levine.

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Vi må efterhånden kunne konstatere, at det er både empirisk og anekdotisk korrekt, at sprut er roden til rigtig mange dårlige beslutninger og uhensigtsmæssig adfærd vedrørende sex, mad, kriminalitet, drikkepenge og alt muligt andet.

Nu har vi så fået et rimeligt detaljeret overblik over de værste udgaver af os selv, takket være en undersøgelse kaldet "Slem og sprittet" fra hjemmesiden addictions.com, et site drevet af afvænningsgruppen Elements Behavioral Health. Undersøgelsen bad 2148 amerikanere, der alle havde være "berusede mindst én gang indenfor det seneste år" om at svare på en lang række spørgsmål om deres drikkevaner – fra spørgsmål om deres værste tømmermænd til antallet af ildebrande, de har antændt, mens de har været fulde.

Baseret på deltagernes svar konkluderede undersøgelsen, at tequila har det værste ry, når det kommer til tømmermænd, da 22,6 procent svarede, at tequila er den sprut, der resulterer i de mest brutale tømmermænd. Vodka indtog andenpladsen, da 20,84 procent udpegede den som den værste synder.

Illustration via Addictions.com.

Undersøgelsen stillede også nogle andre ret specifikke fuldskabs-relaterede spørgsmål. Omkring en tredjedel af de adspurgte indrømmede, at de "havde været nøgne offentligt, efter de havde drukket," og trefjerdedele af den gruppe bebrejdede øl for deres nøgne eskapader.

LÆS MERE: Sådan vurderer ekspedienten, om du skal vise ID for at købe alkohol

For at belyse druks økonomiske omkostninger (udover de følelsesmæssige og fysiske af slagsen) rangerede hjemmesiden også de højeste regninger, de adspurgte havde opbygget i barer og i hvilke stater. Florida indtog førstepladsen med 1767,50 kroner efterfulgt af Mississippi og Californien med regninger på henholdsvis 1663 kroner og 1340 kroner.

Men de alkoholrelaterede udgifter begrænsede sig ikke kun til barer: 66 ud af de 2,148 adspurgte svarede, at de havde fået en tatovering i deres branderter. I det lidt mere dystre hjørne svarede 174, at de var blevet anholdt for spritkørsel, hvor vin var den hyppigste synder blandt kvinder, og tequila den hyppigste synder blandt mænd. En ud af 10 havde tilbragt natten i detentionen, og 120 personer svarede, at de havde anstiftet en brand, mens de var fulde.

Bevæger man sig fra de mere lystige konsekvenser, såsom at folk smider tøjet, til de mere skræmmende af slagsen, viste det sig, at de fleste amerikanere blackouter på grund af alkohol cirka to gange om året (1,9 gange årligt blandt kvinder og 2,5 gange årligt blandt mænd). Folk, der angav vodka som deres yndlingsdrik, oplevede i gennemsnit næste fire blackouts om året.

Effekten af alkohol viser sig på rigtig mange forskellige måder, men som regel fører alkoholen os til de samme mærkelige, spøjse og nogle gange dystre steder, uanset om ens yndlingsdrik er lavet på korn, druer eller agave.