kan det her redde os?

Jeg tog til cannabismeditation i en kolonihave og fandt ud af, at jeg ikke har behov for at finde mig selv

Til gengæld blev jeg virkelig, virkelig skæv.
3.10.17
Terapi
Skribenten, fanget i et spirituelt øjeblik.

Det er fredag aften, og mørket er faldet på over de små kolonihaver i udkanten af København. Siddende i skrædderstilling slikker vi cannabisdråber af vores håndryg til lyden af kvækkende frøer, der springer ud fra anlægget. En vaporizer med pot, som nogen af deltagerne har medbragt, kommer forbi mig. Efter vejledning fra instruktøren begynder folk at synge nogle vildt høje lyde, de giver fuldstændigt slip, og en mand vender det hvide ud af øjnene. Hvordan er jeg havnet i det her hus, fuld af spiritualitet og hypnotiske dyrelyde? Vi spoler lige tiden et par timer tilbage. Yoga, mindfulness og meditation er efterhånden at finde alle steder, og alligevel er det lykkedes mig at slippe udenom indtil nu. Jeg er virkelig ikke den spirituelle type, men da jeg hører om fænomenet cannabismeditation, bliver jeg alligevel nysgerrig. Måske er det netop den her kombination, der gør, at jeg kan finde mig selv? I håb om at stifte bekendtskab med en ny verden hopper jeg på S-toget mod det aftalte mødested.

Annoncering

Klokken er 17.30, da jeg står på stationen og ligner en, der er på vej til pyjamasparty, mens folk, der passerer mig på gaden, er dullet op, som jeg selv ville være på en normal fredag aften.
Jeg venter på at blive samlet op af en anden deltager, som kender det sidste stykke vej hen til kolonihaven.

Jeg når at drikke hele min medbragte grønne te (forsøgte at være helse), inden en dame dukker op. Hun er iført høje sko og pænt arbejdstøj og smiler forsigtigt. "Er det dig, der er journalisten?" spørger hun, og jeg svarer "jep". På vej mod kolonihavehuset fortæller hun mig, at det er tredje gang, hun skal deltage, og at hun glæder sig, da det er en "vild, kropslig oplevelse", der er i vente. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan lade være med at være en lille smule skeptisk – jeg mener bare, det er meditation, hvor vildt kan det være?

Jeg er efterhånden så skæv, at jeg ikke opfatter, hvad der foregår omkring mig.

Instruktøren er en lidt flippet kvinde i 40'erne, der smilende møder mig i døren med et kram. Jeg kender hendes identitet, men anonymitet var en forudsætning for, at hun ville invitere mig med. Jeg er tryg ved, at det er hende, der skal guide vores meditation, for hun er rutineret. Jeg sætter mig på gulvet indenfor, mens de andre deltagere drysser ind. Det virker ikke til, at folk kender hinanden på forhånd, selvom der er flere, der har været her mere end én gang. I det lille kolonihavehus sidder vi samlet på gulvet i en cirkel rundt om et fad med økologisk frugt, urtete og mineralvand. Instruktøren har fundet en mikrofon frem, som hun taler i. Det virker ret voldsomt, når vi kun er en håndfuld deltagere. Men hun har brug for den, når den høje musik starter. Instruktøren forklarer, med den der særlige mic-rumklang, om kroppens forskellige chakraer, som åbenbart er dem, vi skal arbejde med og forsøge at mærke. Det er steder af energi i vores krop, som repræsenterer forskellige ting som for eksempel seksualitet eller frygt.

Jeg får følelsen af at være på et terapeutisk kursus i en 60'er-inspireret setting, men det bliver meget hurtigt klart, at vi altså ikke skal rulle rundt på yogamåtter eller sidde og hygge os med en tilforladelig potjoint. Alle deltagere tager det dybt seriøst, og det er jo ikke så underligt, for det er derfor, de er kommet – for at arbejde med sig selv og ikke bare for at trippe. Deltagerne stiller nysgerrige spørgsmål, nogle deler forventninger og tidligere oplevelser, inden vi efter en times snak begynder på meditationen.

Jeg labber et par cannabisdråber i mig, og kort efter suger jeg på en vaporizer, som nogen af deltagerne har medbragt pot med til. Jeg inhalerer røgen helt ned i lungerne i en lang indånding. Rygeren er krads, og jeg begynder at hoste mine lunger op på samme måde, som da jeg som 16-årig røg min første smøg. Piben går på omgang, mens instruktøren guider os igennem de forskellige chakraer. Ved hver chakra er der et ophold i musikken, hvor vi skal synge. Men det er ikke musik, som du kender det fra radioen. Den her sang har kun én regel: Du skal lave lyde på vokalerne.

"Når jeg siger, at vi skal synge, så er det egentlig kraftsang, som vi skal lave," forklarer instruktøren, inden hun nærmest siger en høj "aum"-lyd ved hver chakra. Hun giver fuldstændig slip, og det gør det nemmere for os andre at følge trop. Vi begynder at skrige og råbe høje lyde. Jeg mærker pludselig kombinationen af cannabisolien, rygeren, der går på omgang igen og igen, og de høje lyde af fugle og frøer, der brager ud af anlægget. Det giver en virkelig intens følelse i hovedet.

Fem timers meditation med hypnotiske frølyde og folk i trancelignende tilstande gør mig lidt ør i hovedet.

Det er svært at sige præcist, hvad der påvirker mig, for der sker en del i lokalet. Det virker til, at folk har en del af at arbejde med, for en pige ved siden af mig bryder ud i gråd, og en mand, der nærmest sidder i en trancelignende tilstand, begynder at vende det hvide ud af øjnene. Selvom han kun har været med til cannabismeditation én gang før, så er han rutineret i at meditere fra det spirituelle miljø. Mit hoved bliver fyldt med mærkelige, usammenhængende tanker, der giver så lidt mening, at jeg ikke engang kan sætte ord på det, og jeg har svært ved at være i den ellers meget velguidede meditation. Det føles, som om at jeg er trådt ind i en scene fra Steppeulven, hvor jeg befinder mig i et stort, kollektivt trip, som jeg egentlig ikke har det store behov for at være en del af. Jeg burde måske lukke øjnene og koncentrere mig, men jeg kan ikke lade være med at kigge på de andre, der kun er oplyst af skæret fra en tændt pejs og stearinlysene i midten af cirklen. De to spørgsmål, jeg stiller mig selv flest gange, er: ''Gad vide, hvad de tænker på?'' og ''kan man virkelig finde meningen med livet på den her måde?'' Jeg husker ikke, om jeg får besvaret mine egne spørgsmål undervejs, for jeg er efterhånden så skæv, at jeg ikke opfatter, hvad der foregår omkring mig. På et tidspunkt synes jeg dog, at det hele bliver lidt for hårdt. Jeg har mest brug for stilhed, så jeg kan chille i min koger. Men oplevelsen føles mere og mere som en virkelig nederen sportsudøvelse. På den anden side så synes jeg, at det hele er ekstremt komisk, og jeg skammer mig lidt over, at det er sådan, jeg har det. Måske har jeg bare ikke behov for at finde mig selv? Jeg affinder mig med, at det spirituelle udebliver, og jeg er klar til at smutte, da seancen bliver afsluttet med chokolade og te. Jeg har det faktisk meget lækkert i min krop, selvom det er en ret vild måde at være skæv på. Men fem timers meditation med hypnotiske frølyde og folk i trancelignende tilstande gør mig også lidt ør i hovedet. Da jeg vågner dagen efter, er jeg helt omtåget. De første 10 minutter tænker jeg "hvad fanden var det lige, der skete i går?". Min krop er så smadret, at det føles som om, jeg har løbet et maraton. Det virker fucked , når jeg faktisk bare har siddet svøbt ind i et fleecetæppe – i en yderst yndefuld skrædderstilling – i fem stive timer. Tilbage står et syret minde om en vanvittig og faktisk ret grænseoverskridende oplevelse. Jeg havde svært ved at holde fokus på den meditative del, især fordi jeg var skævere end nogensinde før, men måske også, fordi jeg ikke er vant til at meditere. Det virker til, at cannabismeditation først og fremmest er en form for spirituelt værktøj, men med mit manglende behov for selvudvikling vil jeg hellere se Netflix og æde pizza – hvis jeg en anden gang skal være så skæv i et kolonihavehus.