Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.
Engang sad jeg på en bar, hvor Jeff Goldblum gav mig sine briller. Det var tilbage i 2015, og vi var på Rockwell Table & Stage i Los Angeles, hvor han var vært for en jazz-aften med Mildred Snitzer Orchestra. Det er et show, hvor der bliver klimpret på tangenter, flirtet med publikum, og hvor der er skruet helt op for Goldblums excentricitet. Vinduet til Goldblums sjæl og uendelige visdom var et par klassiske Tom Ford-briller, men i det øjeblik var de pant for min telefon. Når Jeff Goldblum spørger, om han må læse ens beskeder højt for et større publikum, så siger man ja. Og sådan skete det, at Goldblum forvandlede hele min samtale om is til en intens Shakespearsk dialog, der endte med: "Mmmm! Det smager af frihed."
Han er 65 år gammel, men vi er midt i en Jeff Goldblum-renæssance, hvor den erfarne skuespiller på ny træder ind i ikoniske roller - blandt andet Ian Malcolm fra Jurassic Park. Ellers er han med i storslåede Super Bowl-reklamer, hvor han bliver jagtet af en T.Rex, og spiller i film, hvor karakteren bliver til ham i stedet for omvendt. Sådan gik det, da Goldblum spillede Grandmaster i Thor: Ragnarok , som er den ubetinget mest fjollede Marvel-film nogensinde. Derudover har Goldblum både en rolle i Wes Andersons Isle of Dogs og i den nye Jurassic World: Fallen Kingdom, så jeg tog en snak med ham, om hvor fucking sjovt han har det.
VICE: Vi har faktisk mødt hinanden engang på Rockwell efter en koncert med Mildred Snitzer Orchestra. Du har styr på dit jazz-klaver. Hvordan går det med musikken?
Jeff Goldblum: Ej, hvor sjovt! Jeg elsker at være på Rockwell. Det går godt. Når jeg ikke arbejder, er jeg der hver onsdag aften. Vi spillede til Arroyo Seco-festival sidste år i Los Angeles, og det skal vi igen i år. Vi nyder det. Det er skide sjovt. Du må komme forbi en anden gang!
Jeg så på din Instagram, at du mødte Quavo fra Migos tidligere på året. Hvad siger du til et Goldblum/Migos-samarbejde i fremtiden?
Jeg synes, det var så fedt at møde ham! Vi var ude at shoppe, og så faldt vi i snak og tog nogle billeder sammen, og jeg var meget begejstret for at møde ham. Mhm. Altså, jeg ville være begejstret over at lave den mindste lille ting med ham og dem. Det ville være så sjovt. Det kunne gå i alle retninger! Det er en skide god idé [griner].
Hvilke bands har du dyrket for tiden?
Jeg er stadig i gang med at opdage gammel jazz, og indtil i går havde jeg aldrig hørt den version af "Caravan", som Thelonious Monk spiller. Jeg elsker den sang. Men at se ham spille den… Det er virkelig en oplevelse. Og så er jeg lige begyndt at høre Willie Bobo. Han har en sang, der hedder “Fried Neckbones,” [synger] friiiied neckbones, handsome home frieees… det er en meget catchy sang. Jeg giver min 2-årige søn et bad hver aften og synger den sang for ham. Han synes også, den er virkelig catchy.
Fedt. Det er Charlie Ocean, ikke?
Jo, han hedder Charlie Ocean! Og vores anden søn, som er 11 måneder gammel, hedder River Joe.
Kan du spotte et musisk talent hos nogle af dem endnu?
Jeg har siddet meget ved klaveret sammen med Charlie Ocean, og han slår mest bare lidt tilfældigt på tangenterne. Men jeg må sige, at River Joe virker begejstret, hver gang jeg sætter musik på. Han kan stå selv nu, og han rocker med til musikken og bouncer op og ned. Han virker meget glad for det, så måske er han den musikalske. Jeg vil gerne spille sammen med dem.
Lige fra Led Zeppelin begynder at hamre ud af højtalerne i starten af Thor: Ragnarok, står det klart, at det her ikke er en trist superheltefilm. Hvor sjov var den at lave?
Det var helt vildt sjovt. Især på grund af Taika Waititi. Han er virkelig et geni - både musikalsk, og når han instruerer, og så er han også en habil skuespiller. Jeg har nydt hans tidligere film, især den der heder What We Do in the Shadows , hvor han improviserer det hele frem. Han var instruktør og skrev sketches til Flight of the Concords, som jeg er stor fan af. Vi improviserede også en del i filmen, og det var virkelig sjovt.
Hvilke improvisationer som Grandmaster kunne du bedst lide?
Vi lavede simpelthen så mange. Inden vi begyndte at gå i dybden med en scene, prøvede vi altid ti af Waitits idéer, som ikke stod i manuskriptet - og det samme med ti af mine. Han gav mig på et tidspunkt et klaver, der ikke var i manuskriptet, og det spillede jeg på i nogle af scenerne.
Hvilken helt ville du have som roomie, hvis du selv kunne vælge?
Som min roomie! Hmm, lad mig se… Selvom han er lidt farlig, viser Hulk sig faktisk at være en dyb og sød fyr med store følelser. Og så tænker jeg, at det selvfølgelig ville være både eventyrisk og ophidsende at bo med Thor. Loke er kompliceret, interessant, genial og underholdende. Men man skal forsøge at undgå hans narrestreger og de problemer, han skaber. Så er der Hela! Hun er meget kraftfuld. Lige så farlig hun er, lige så betagende og magisk er hun. Hende ville jeg gerne bo med. Valkyrie er også dejlig. Ja, jeg tror, jeg ville hygge mig mest med Valkyrie og Hela.
Ligesom Big Brother.
Eller Three’s Company [griner].
Grandmaster er en rigtig skurk, og han har mange smarte dingenoter, men han har ikke rigtig nogle særlige evner. Hvilke superkræfter kunne du godt tænke dig at have?
Hmm! Mmm-mmm-mmm… Det kunne være fedt at kunne forlænge mine lemmer, så jeg kunne række armen rundt om hjørnet og hugge en donut, der ligger i en vindueskarm. Jeg ville også meget gerne kunne flyve. Og være usynlig. Jeg tror, jeg tager en af de tre.
Du kunne måske være en usynlig, flyvende gummimand, så ingen donuts slipper forbi dig?
Hvad, hvad, hvad? Heelt sikkert! Hvis jeg kan få alle tre, så er der ingen, der kan stoppe mig!
Du ville være nådesløs. Der ville ikke være en donut tilbage på jorden.
[Griner] Nej, jeg ville gå helt amok.
Lad os snakke lidt om den helt, du snart skal spille igen i Jurassic World: Fallen Kingdom. Hvordan har du det med den sexede Ian Malcolm-dukke, som Funko lavede for nylig?
Jeg elsker den dukke. Folk elsker at lave grin med den scene [i den første Jurassic Park], hvor jeg kommer mig over min skade i benet og får lidt frisk luft med åben skjorte. Det var virkelig sjovt at lave Jurassic World. Alt indenfor Steven Spielbergs univers er storslået og sjovt. J.A. Bayona klarede det fremragende som instruktør. Og så har jeg også lige lavet en Wes Anderson-film, der hedder Isle of Dogs, som jeg er ret meget oppe at køre over.
Du har din egen hund, der hedder Woody. Blev du inspireret af ham, da du skulle spille Duke i Isle of Dogs?
Ja da, jeg bliver hele tiden inspireret af Woody. Han er tilstede, han er opmærksom, og for tiden er han også ret sporty - han kan gøre ting med sin krop, som jeg aldrig ville kunne. Han er kærlig, tålmodig og sød. Mit mål er at være ligesom ham.
