FYI.

This story is over 5 years old.

Film

Ferskenen var et sexobjekt lang tid før 'Call Me By Your Name'

Også længe før emojien.
Sammensat billede. Baggrundsbillede fra Flickr-bruger Celine Nadeau.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Ikke siden opfindelsen af emojien har ferskener fået så meget opmærksomhed, som de har fået på grund af instruktør Luca Guadagninos film Call Me By Your Name, som er et sensuelt, romantisk drama, der foregår på den italienske riviera i sommeren 1983.

I en af de mest omtalte scener i filmen giver den 17-årige hovedperson Elio (spillet af Timothée Chalamet) efter for sine frustrerende, hormonelle behov og onanerer direkte ind i en fersken uden sten, som han har plukket fra familiens plantage. Bagefter falder han i søvn og bliver opdaget af den 24-årige fyr Oliver (spillet af Armie Hammer), som han er forelsket i. Oliver opdager, hvad Elio har gjort, og samler frugten op for at se nærmere på den. (Fun fact: Både Guadagnino og Chalamet har personligt selv undersøgt, om det overhovedet fysisk kunne lade sig gøre, at onanere i en fersken. Det kunne det.)

Annoncering

Det næste, der sker, har skabt en del omtale for Guadagnino, som var i tvivl, om han overhovedet skulle tage scenen med i filmen. Han endte med at nedtone den lidt. I filmversionen slikker Oliver bare på frugten, selvom Elio protesterer, men i den originale roman af André Aciman æder Oliver ufortrødent hele ferskenen, så Elio bryder ud i tårer. Scenen er så propfyldt af komplicerede følelser, som bedst kan forstås gennem Acimans beskrivelse af, hvad der sker bagefter:

Noget, der havde været mit, var i hans mund, og nu var det mere hans end mit. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig, for jeg blev ved med at stirre på ham, men pludselig havde jeg et voldsomt behov for at græde. Og i stedet for at holde det tilbage, som en orgasme, gav jeg slip, om ikke andet så for at vise ham endnu en ting, der var helt privat. Jeg tog fat i ham, og min gråd blev dæmpet mod hans skulder.

"Lige meget hvad der sker mellem os, Elio, vil jeg have, at du skal vide det. Du skal ikke komme og sige, at du ikke vidste noget." Han tyggede stadig. Det var én ting, hvis det skete i et ophedet øjeblik. Men det her var en anden situation. Han tog mig med sig. Hans ord gav ingen mening. Men jeg vidste præcis, hvad de betød.

Selvom Guadagninos noget tammere version også virker pludselig og sensationel på overfladen, så markerer scenen et afgørende øjeblik i vores forhold til karakteren: Gennem sin følsomhed får Elio forløsning fra den jalousi og afsky, han føler overfor Oliver, som han både tænder på og ser som en bedre version af sig selv med mere selvtillid. Og ved at spise - eller slikke - frugten viser Oliver Elio, at han er villig til at kaste sig hovedkulds ind i den mørke hemmelighed, de nervøst har danset omkring indtil det øjeblik.

Annoncering

Så hvorfor kaster de sig ikke bare overfor hinanden som kaniner? Hvorfor er en flænset, stenløs frugt bedre til at illustrere kulminationen på deres følelsemæssige bånd? Guadagnino og filmfotograf Sayombhu Mukdeeprom er mestre i at udnytte almindelige overflader og teksturer til at kommunikere helt subtile følelser på en overbevisende måde. Dråber af sved glinser af den romantik, der hænger i den dovne sommerluft. Olivers grønne badebukser, der hænger fra vandhanen i badekarret, trækker vores blik til sig og holder det fast. Men det er mad, der er det mest effektive medie, fordi det har evnen til øjeblikkeligt at vække syn, duft, lyd og smag. Mad kan forene det seksuelle og det spirituelle i én saftig godbid.

"Smag er perfekt til at skabe genklang i vores følelser - man kan udtrykke følelser gennem oplevelser, som vi alle sammen har haft, længe før vi kom ind i biografen," forklarer madanmelder John Birdsall, som blandt andet har arbejdet med at dokumentere mad ud fra en queer-æstetik. "Vi har alle prøvet at spise en moden fersken om sommeren, mærket den klistrede saft på vores fingre og håndled, og haft en sand sanseeksplosion," siger han. "En fersken er en meget ladet genstand. Nuancerede følelser er komprimeret i den, og de kunne ikke indeholdes i noget andet i fortællingen."

I kapitlet “The Peach” fra den britiske forfatter David Winners bog Al Dente: Madness, Beauty, and the Food of Roma forklarer han, at den slags åbenlyse brug af frugt som billedsprog går helt tilbage til 1500-tallets rom og Vincenzo Campi og Caravaggios værker: “Frugten som koncept blev den perfekte metafor for kulturen i Rom efter reformationen - en kultur hvis søgen efter religiøs og politisk rettroenhed ofte kun førte til større usikkerhed, og hvor humor var det eneste legitime sted, man kunne få afløb for forbudte lyster."

Annoncering

Det er ikke den første scene i filmen, hvor helt almindelig mad får tillagt en udvidet, transitiv betydning i forhold til Elio og Olivers forhold. Under morgenmad med Elios forældre har kameraet, ligesom Elio, fokuseret opmærksomt på et blødkogt æg, som Oliver smadrer, så blommen løber ud af skallen, inden han kaster sig over et til. Det er et komisk øjeblik, men Elio, som endnu ikke er moden nok til at forstå og anerkende sin egen pumpende lyst, er både draget og skræmt af Olivers nonchalance, og hvordan han forlader enhver situation med et uformelt "ses" i stedet for "farvel".

Det er interessant, at æg (som er et symbol på frugtbarhed) og ferskener (som repræsenterer det kvindelige kønsorgan) begge har en lang og multikulturel forbindelse til seksualitet, som kommer lang tid før vores emoji. Generelt har kunstnere brugt mad som en organisk repræsentantion af det erotiske - både ved at gengive bestemt mad i kunsten og ved at bruge selve råvaren som medie. Et eksempel er den anerkendte skulptør Chris Antemann, som for nylig lavede udstillingen "Forbidden Fruit" på New York City’s Museum of Arts and Design, hvor barok-lignende porcelænfigurer er anbragt i situationer i krydsfeltet mellem at forføre og at spise, som en hilsen til den oprindelige forbindelse mellem mad og synd fra paradisets have. Eller se på Juzo Itamis film Tampopo fra 1986, som udforsker lyst og mad i en række mindeværdige scener. Særligt den hvor et bandemedlem og hans elskerinde udveksler en æggeblomme med hinanden, fra mund til mund, indtil den springer.

"Sult og 'appetit' har vi altid kunnet bruge til at give vores lyster form - det vi indtager bliver et udtryk for vores inderste begær. Det kan ofte bruges som en ikke-verbal metode til at udtrykke mere komplicerede opfattelser af os selv og vores identitet," siger Allison Wist, der er adjunkt i madvidenskab på New York University. "Vores 'appetit' bliver tit brugt af fotografer, kunstnere og filmskabere til at gengive andre mere intime lyster. Kropslig sult spiller en kompliceret rolle, hvor det repræsenterer dybere begær, opfattelser af vores identitet og fysisk lyst."

Den slags metaforer trækker paralleller mellem vores trang til at spise og vores trang til at knalde. Det slører grænsen mellem vores to mest basale former for appetit og er et billede på, at de to behov er grundlæggende menneskelige. I den forstand er Call Me By Your Name fremragende til at erstatte en teknisk og politisk tilgang til seksualitet med et narrativ, der sætter fokus på de spontane og naturlige aspekter af de lyster, som får lov til at vokse uhæmmet inde i os. Både Elio og Oliver kaster sig ud i heteroseksuelle eskapader, men som seere er vi holdt op med at stille spørgsmålstegn ved, om de er homo eller hetero. Selv brugen af ferskenen, som ellers er et symbol på den kvindelige krop, er velegnet til at give en tvetydig metafor endnu flere lag.

Det er hans allermest naturlige instinkter, der får Elio til at se en frugt og blive fyldt med lyst. I det øjeblik bliver en fersken mere end bare en frugt, og når den bliver spist, er det en handling, der binder Elio og Oliver sammen for altid. Det er en uudtalt fremstilling af følelser, der både er sukkersøde, ubehagelige, og vel også lidt beskidte - men er det ikke præcis hvad kærlighed er?