Broadly

Folk tror, Rasmus Brygger er feminist for at få fisse, eller fordi han er under tøflen

Rasmus Brygger følte, han måtte "springe ud" som feminist, og mange har stadig svært ved at forene det med, at han er borgerlig og altid går i jakkesæt.

af Nicoline Larsen; billeder af Hedda Rysstad
18 januar 2019, 10:02am

En mand vi kan li': I vores serie En mand vi kan li' taler vi med mænd om maskulinitetsidealer. Den her gang med den 28-årige debattør Rasmus Brygger, som tidligere var formand for Liberal Alliances Ungdom, men i dag arbejder for Dansk Arbejdsgiverforening. Her fortæller han til Nicoline Larsen.

Da jeg smagte jeg øl for første gang, syntes jeg, det smagte hæsligt. Så det gad jeg ikke lære at drikke. Men en ung dreng, der ikke drikker øl, er underlig. Folk syntes i forvejen, jeg var mærkelig, fordi jeg ikke kunne lide sport, sad med korslagte ben og var dygtig i skolen, og når jeg ovenikøbet ikke drak øl, var det nærliggende at kalde mig bøsse. For det er man åbenbart, hvis man ikke lever op til normerne for drenge.

Da jeg kom i gymnasiet, begyndte jeg at gå i jakkesæt. Det var delvist et ungdomsoprør, for begge mine forældre stemte SF, og jeg gik på et ræverødt gymnasium, hvor alle havde dreadlocks og huller i bukserne. Jeg syntes, det var sjovt, at alle de her gymnasieelever prøvede at bryde med normen, men i det de alle sammen gjorde det, var de jo selv normen. Derfor så jeg jakkesættet som et udtryk for individualisme. Når jeg tænker tilbage, tror jeg også, at det hang sammen med, at der var nogle maskuline rammer, som jeg ikke passede ind i, og som jeg heller ikke brød mig om, hvorfor jeg valgte at gå i en helt anden retning.

Rasmus Brygger står foran sit vindue og tager skjorte på
Rasmus Brygger er opvokset i Roskilde, i hvad han selv betegner som en meget gennemsnitlig middelklassefamilie.

Jeg brugte en stor del af min studietid på politik. Først meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom, som var det helt seje dengang, og senere blev jeg formand for Liberal Alliances Ungdom. Her mødte jeg et maskulinitetsideal, der handlede om ambition, for dem, der kommer langt i ungdomspolitik, er meget ambitiøse unge mennesker. Særligt unge mænd. Selv om jeg opfatter mig selv som et ambitiøst menneske, havde jeg svært ved at se mig selv i den type maskulin ambition, hvor det bare gælder om at komme frem i verden. Det lykkedes mig også at gøre mig ret upopulær i de kredse. Jeg har nok bare svært ved at være en del af et parti, for jeg bryder mig ikke om ensretning – hverken når det kommer til politik eller køn.

Inden jeg helt forlod partipolitik, fandt jeg feminismen, og det var en meget stor ting for mig, for jeg var nok det, man vil kalde antifeminist. Jeg havde en idé om, at der var fuldstændig ligestilling, og at kvinder ikke oplevede de store problemer. Men jeg læste op på det og begyndte at se skævhederne, og da jeg opdagede, at mange af de tidlige feminister var liberale, kunne jeg pludselig få det til at passe ind i min forståelse af politik. Det hjalp at have en feministisk kæreste, men der gik længe, fra jeg anerkendte, at der faktisk er store ligestillingsproblemer, til jeg ville tage ordet 'feminist' i min mund.

Det betød rigtig meget for min identitet, at jeg pludselig var feminist. Både i forhold til, hvordan jeg tænkte om mig selv, men også i omverdenens syn på mig. Derfor føltes det lidt, som om jeg skulle springe ud. Jeg endte med at gøre det i et Facebookopslag, hvor jeg skrev: ’Jeg er feminist’, som fik over 100 kommentarer. Folk gik helt amok. De syntes, det var mærkeligt, at en mand blev feminist, og det var endnu mere mærkeligt, at en borgerlig mand blev feminist.

Rasmus Brygger ligger på gulvet med sin kat
Rasmus Brygger var formand for Liberal Alliances Ungdom fra 2012-2014. Da han gik af, gjorde han det klart, at det både var efter hans eget og partiets ønske.

Der er nogle, som mener, at jeg er mindre mand, fordi jeg går op i køn. Det mærker jeg på deres spørgsmål og kommentarer. Jeg får for eksempel ofte at vide, at jeg er under tøflen på min feministiske kæreste. Det er ligesom den eneste logiske forklaring på, at jeg som mand kan være feminist. Eller at jeg er det for at få kvinder. På et tidspunkt havde jeg en snak med en ældre mandlig debattør, som sagde, at han som ung var begyndt at identificere sig som feminist, fordi man kunne score damer på det, og så gav han mig lige en albue i siden på sådan en, så-jeg-forstår-godt-hvorfor-du-gør-det-agtig måde. Så enten er man feminist for at få fisse, eller fordi man bliver presset til det.

Jeg føler mig mest maskulin, når jeg står i en debat og kæmper mod en anden om noget, jeg brænder for. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er en del af den maskulinitet, jeg synes er helt tosset, eller om det er en god maskulinitet. Men jeg føler mig tryg, når jeg debatterer; jeg synes, det er spændende at vinde, og hvis nogen pisser mig af, sætter det mig bare endnu mere igang. Det, tror jeg, er en maskulin måde at reagere på. Og det er jo lidt paradoksalt, for samtidig med at jeg vildt gerne vil bryde ud af de følelser og tanker, der er forbundet med den klassiske maskulinitet, er de jo også en del af mig.

Jeg har et drive, som jeg tror, jeg har fået, fordi drenge opdrages til at være ambitiøse og udvise risikovillighed. Jeg ville have haft langt sværere ved at gå ud og tage alle de kampe, jeg har taget som debattør, hvis jeg ikke havde fået det med i bagagen. Det er et af de indirekte privilegier, man som mand får med fra barns ben, og det betyder noget for ens karriere. Så på den ene side får mænd en god hånd med ambition, ledelse og ansvar, men på den anden side er der en masse følelsesmæssige ting, som man ikke får med, fordi det forbindes med femininitet.

Rasmus Brygger i striktrøje
Rasmus Brygger bor sammen med sin kæreste og deres to katte i en lejlighed i Ørestad.

For eksempel må mænd ikke græde. Jo, det er acceptabelt, at små drenge græder, men der sker noget magisk, når vi begynder i skole. Jeg tror egentlig aldrig, det blev sagt til mig, at jeg ikke måtte græde, men jeg kunne mærke en klar forventning om, at jeg ikke burde gøre det. For det er jo kun piger og bøsser, der græder, og det sidste, man har lyst til at blive kaldt som 8-årig dreng, er bøsse. Som voksen mand må du gerne græde til begravelser, eller hvis Manchester United taber en kamp, men den stille, stærke mand er stadig ham, vi synes, er sej.

Jeg kan godt græde til Løvernes Konge, men generelt er jeg ikke et særligt følelsesstyret menneske. Det er ikke svært for mig at tale om følelser med min kæreste, men udenfor det rum oplever jeg det som vanskeligt, og jeg har heller aldrig rigtig talt om følelser med mine venner. Det er i sig selv sindssygt grænseoverskridende for mig at tale om dem her. For når man taler om følelser, viser man jo også sårbarhed, og det er i stor konflikt med, hvordan jeg ser mig selv. Jeg har ikke lyst til at vise sårbarhed. Det ærgrer mig, at det ikke ligger til mig, for det er jo nok en af årsagerne til, at mange mænd har problemer, men jeg kan alligevel godt mærke det i mig selv. Det er bare ikke noget, man gør.

Ligeså kontrær jeg har været i forhold til mange andre ting, ligeså kontrær er jeg i forhold til feminismen. Derfor gider jeg heller ikke lade være med at gå i jakkesæt, selv om det skaber rod i hovedet på folk, at jeg ikke lever op til deres ide om en mandlig feminist. Jeg anerkender i øvrigt ikke, at jakkesættet er et maskulint symbol. Jeg ser det som et magtsymbol. Magtfulde mennesker går i jakkesæt, og fordi magtfulde mennesker typisk er mænd, kobler vi jakkesættet til maskulinitet. Men jeg kan godt lide at gå i jakkesæt, jeg synes, det ser flot ud. Og lige så vel som jeg ikke behøver gå i det, fordi jeg er mand, lige såvel behøver jeg ikke tage det af, fordi jeg er feminist.

Rasmus Brygger ligger på sin seng i jakkesæt
Rasmus Brygger har deltaget i debatter om alt fra indvandring til Israel/Palæstina-konflikten. Men de giftigste debatter, han har deltaget i, har ifølge ham været kønsdebatterne.

Jeg forstår ikke, at der ikke er flere mænd, der er vrede over, at maskulinitet er defineret ved at bøvse, drikke øl og se fodbold. Grundlæggende er jeg imod ideen om maskuline og feminine værdier, for jeg synes ikke, der burde være bestemte værdier koblet til køn. Fint nok, hvis der er nogle personer, som har behov for at definere sig ud fra deres køn, men så lad os finde på nogle federe værdier. Hvorfor skal maskulinitet ikke være defineret ved, at man er omsorgsfuld, hjælpsom og tager ansvar i stedet for at være sådan noget bøvet noget?

Mænd må da gerne være bøvede, have store muller og spille fodbold, de skal bare ikke føle sig presset til det. Hvis jeg en dag får en søn, håber jeg ikke, han skal kæmpe for at leve op til et bestemt mandeideal eller vil blive set som mindre mand, hvis hans skiller sig ud. Heldigvis føler jeg, at tingene allerede har rykket sig meget, siden jeg selv var barn. Alene det, at vi taler om de her ting, er jo sindssygt positivt.