danmark

Sådan er det at arbejde på en dansk McDonald’s nytårsdag

Når resten af landet ligger på langs, er der nogle, der sørger for, at du kan pleje dine tømmermænd med nuggets og Big Macs.

af Simon Espholm; billeder af Amanda Hjernø
28 december 2017, 11:33am

Livet er hårdt. Sådan er det bare. Men heldigvis findes der mennesker derude, der er bedre end du og jeg. Det er dem, der lige yder lidt ekstra og gør verden lidt nemmere at holde ud. Det er venligboere og spejdere og dem, der sørger for, at du kan pleje dine tømmermænd med Big Macs, nuggets og milkshakes den første januar.

Hvad der for de fleste er årets dovneste dag, er årets allertravleste for de danskere, der arbejder på McDonald's. Vi spurgte derfor to nuværende og tre tidligere McDonald's ansatte om, hvordan det er at arbejde nytårsdag.

Jannick Jensen, arbejdede tre år på McDonald's i Fredericia

Jeg har prøvet at arbejde på McDonald's første januar to gange. Nytårsdag var vanvittig travl. Der bor cirka 50.000 mennesker i Fredericia, og det virkede som om, 40.000 var en tur på McDonalds den dag.

Først på formiddagen var det familier og ældre mennesker, der kom på restauranten, og så lige et par stykker, der kom direkte fra nytårsfesten. Men senere på dagen begyndte folk rigtigt at blive sultne.

Jeg husker særligt at folk, der måske stadig var lidt påvirkede, syntes, at det var rigtig sjovt at bestille Whoppere eller måske tre hot dogs og en fadøl. Men når man måske ikke har sovet særligt længe, inden man er taget på arbejde, så gider man bare virkelig ikke sådan noget pis.

Jeg var ikke typen, der tog direkte fra nytårsfesten på arbejde, men det var heller ikke sådan, at jeg var i seng før tolv aftenen før. Jeg havde i hvert fald tømmermænd den ene gang, men det var helt ok, når der var masser af sodavand og burgere inden for rækkevidde. Jeg kan huske, at der var en kollega, der var meget tæt på at brække sig i grillen. Når den kører, lugter den ret kraftigt. Men han nåede at komme hen til en skraldespand.

Mette Kyed Breinvad, arbejdede i fire år på McDonald's i Kastrup

Jeg var på arbejde 1. januar fire gange. Den dag bliver alle i udgangspunktet kaldt på vagt, så vi var rigtig mange på arbejde og flere ved hver arbejdsstation end normalt.

To af gangene havde jeg tømmermænd. En af vagterne åbnede jeg restauranten, og der havde jeg kun fået halvanden times søvn. Da jeg var ude for at åbne køkkenet, fik jeg det pludselig dårligt, og så måtte jeg skynde mig ud på toilettet. Jeg nåede heldigvis derud. Jeg var dog ikke den, der havde det værst, for der var også nogen, der kom direkte fra nytårsfesten. En af mine kolleger blev faktisk sendt hjem igen. Han var stadig stiv og i lidt for godt humør, så chefen bad ham om at gå hjem igen.

Kunderne begyndte først at vælte ind ved 11-tiden. Da travlheden var på sit højeste, sejlede det lidt ude i restauranten, men folk opførte sig relativt roligt. Der var run på, alle var trætte og det var ret hårdt, men jeg husker faktisk tilbage på det som en ret positiv oplevelse.

Anne Sofie Balleby, leder på McDonald's i Skalborg.

Sidste år meldte jeg mig frivilligt til at tage nattevagten nytårsaften. Så jeg mødte ind klokken 00.30 og var på arbejde til klokken 6 om morgenen. Vi drak børnechampagne og spiste slik og kransekage, inden vi åbnede klokken 01. Det vildeste, der skete den nat, var, at der var nogen, der tegnede tissemænd og bryster med barberskum på ruderne. Så måtte jeg lige ud og vaske det af.

Da jeg havde været hjemme og sove, tog jeg tilbage på arbejde, og på et tidspunkt hvor jeg tog imod betaling i drive-in’en, kom der en gæst med sin hund. Han sagde: “Vi har det ikke så godt i dag, så min hund skal have en Big Tasty.” Folk køber meget mere end normalt den dag, og så ser vi nok også en stigning i antallet af gæster i nattøj.

Sebastian Krogh, arbejdede i tre år på McDonald's i Gentofte

Jeg havde kun en enkelt vagt første januar. Det var nok. Jeg var 15 år og ungarbejder, så min vagt var ikke specielt lang, men jeg havde det rimeligt stramt. Jeg husker det, som om jeg var fuldstændig knækket af tømmermænd. Men min chef var min søster, så der var ikke andet at gøre end at møde op.

Da jeg mødte ind, var der nogen af de ældre gutter, der holdt milkshake konkurrence ude bagi. Sådan nogle milkshakes er jo gode imod tømmermænd, og de havde så besluttet sig for at de skulle drikke om kap. Det resulterede så bare i, at de brækkede sig i tykke stråler i skraldespanden. Jeg måtte også selv ud og sig hej til Ulrik på et tidspunkt. Det var bestemt ikke på grund af maden. Det var bare kombinationen af at stå og svede i frituredampen og samtidig have en promille i blodet, der fik mig til at bukke under.

Generelt var stemningen lidt trykket. Folk syntes i hvert fald, at det var hårdt. Men der var et godt sammenhold, da vi alle var i samme båd. Der var kø hele vejen hen over parkeringspladsen og ud på gaden. Det føltes lidt som om, at hele landets befolkning skulle have McDonald's, og jeg husker ikke, at jeg sidenhen har været så glad for at få fri fra arbejde. Så åd jeg selv nogle burgere og nuggets, inden jeg gik hjem i seng.

Bertram Hatting, restaurantchef på McDonald's i Hvidovre

Vi er vant til, at der kan være gæster i restauranten, som er berusede og højrøstede, men første januar er der knap så mange af den slags. Der ser vi flere, der er tømmermændsramte, og de er en del lettere at have med at gøre. Også selvom der er nogle, der godt kan se lidt sygdomsramte ud.

Den første januar ser jeg ikke skævt til de medarbejdere, der har været i byen dagen før. Heller ikke selvom de møder ind uden, at de har været hjemme og vende forinden. Det er jeg ok med lige den dag. Så længe de leverer varen og er positive overfor hinanden og vores gæster. Det er selvfølgelig også helt okay og forståeligt, at folk lige kan have brug for fem minutter til at sunde sig og få noget at drikke.

Jeg kan godt forstå, at mange mennesker synes, at det lyder skørt, at man kan glæde sig til at arbejde den første januar, men jeg tror, at folk, der arbejder på McDonald’s, godt kan lide, at bølgerne går højt, og at der bliver råbt lidt på kryds og tværs bag disken. Jeg tror, at det adrenalinsus og glæden, der rammer en, når alt klapper, er den grundlæggende årsag til, at folk generelt glæder sig til at arbejde den dag.

Tagged:
Munchies
Food
McDonald's
Big Mac
nytår
tømmermænd
Burgere
pomfritter