Quantcast
Litteratur

Ny dansk Berlin-bog er et trip, der både rimer på hjerte og smerte

"Livet er en fest og så dør man" handler om at fortabe sig i en storby fuld af kærlighed og narkoinduceret liderlighed.

Kristian Ejlebæk Nielsen

Kristian Ejlebæk Nielsen

”Techno kan være udmærket at danse til, men han savner alligevel noget hjerte og smerte i stedet for bare at tælle til fire,” bemærkes det om hovedpersonen Nikolaj i Livet er en fest og så dør man. Og den unge mand ender med at få hele pakken: Både fire i gulvet, hjerte og smerte.

Bogen er skrevet af Nikolaj Lange Tange og er den 37-årige forfatters debut som forfatter. Handlingen spænder over en perfekt sommermåned i Berlin, hvor gaderne er fyldt med lækre, unge mennesker, der drikker øl ude foran Spätis, og klubberne bugner med letpåklædte ravere, der danser til old school-housemusik.

Enhver, der har tilbragt mere end en studietur i den tyske hovedstad, kan nikke genkendende til forfatterens beskrivelser, som er så rammende, at man næsten kan lugte den beske stank af gammel øl, kropsvæsker og askebæger i det gamle DDR. Jeg får en ubændig lyst til at springe på en discountbus til Berlin med det samme og gnaske ecstasy i forladte industribygninger bag ved Ostkreuz.

House-banger fra 1986, som der refereres til i bogen. Brug den som dit soundtrack til læsningen for at komme ind i den rette stemning.

De fleste af karaktererne i bogen er homoseksuelle, men det er fuldstændig ligegyldigt for indlevelsen, om man er til det ene eller andet. Karakterernes drømme og søgen efter noget ubestemmeligt, der ligger lige uden for rækkevidde, er smertende genkendeligt. Stofferne bliver brugt til at komme dybere ind og længere ud, og der er rigeligt af dem: Speed, coke, mdma, piller, ghb, skunk, lsd, ketamin. Kemien driver fra siderne i bogen, for ligesom kærligheden og lysten til andres kroppe er stofferne en del af pulsen i Berlins natteliv.

Alle kan relatere til de homoerotiske udskejelser, for Nikolaj Tange Lange beskriver liderligheden, der er forstærket af diverse stoffer - lysten til hud og huller - med ubesværet præcision. Jeg har godt nok ikke prøvet at føle mig "uovervindelig", fordi jeg får en midaldrende tysk mands knytnæve op i røven, men alt andet er så virkeligt, at det næsten gør ondt. Først og fremmest er bogen, ligesom de fleste andre gode fortællinger, i sin essens en moderne kærlighedshistorie.

Man sidder næsten selv og bliver forelsket i den ømme latinoknægt Antoine, da vi møder ham første gang. Det er især den usikkerhed og tvivl, som er en smertelig del af enhver forelskelse, som Nikolaj Lange Tange formår at ramme lige i røven. Det kunne let blive banalt, men det føles bare ægte.

LÆS UDDRAG FRA BOGEN HER:

Og Antoine er slet ikke den eneste ene. Der er utallige blowjobs i byen, darkrooms og one night stands. Der er Robin med sin hindbærrøde hanekam, som ”en lyserød flamme” midt i et hav af sortklædte koncertgængere.

Men det hele er ikke lutter skønhed, for i følge med kærligheden går døden. Den bliver ved med at rive folk ud af Nikolajs liv. De dør ikke længere af HIV, som den tidligere generation, men de dør af meningitis, af for mange stoffer og af ondt i livet. Og det hele er så meningsløst, midt i al ekstasen.

Livet er en fest og så dør man minder mig lidt om Nordkraft, og det skal kun ses som et kompliment. Aalborg er byttet ud med Berlin, og der er skruet op for mængden af stoffer, men den indlevende miljøskildring, som Jakob Ejersbo var garant for, kan også findes hos Nikolaj Tange Lange. Der er en sproglig præcision og en autenticitet ved karakterne, der gør, at jeg føler jeg kender dem. Jeg ved, hvem Leah er. Jeg ved, hvem Robin er. Og jeg føler også lidt, at jeg kender Nikolaj.

Jeg ringede til forfatteren, som bor i Berlin, for at finde ud af, om jeg er fuld af lort.

Nikolaj Tange Lange. Foto: Florian Hetz

Hej Nikolaj. Bogen er din debut. Hvor længe har den været undervejs?
Nikolaj Lange Tange: Jeg startede i efteråret 2016, og det tog fire måneder at få manuskriptet færdigt. Jeg havde gået i otte måneder forinden og samlet idéer, men var hundeangst for at gå i gang med at skrive. Da jeg endelig kom i gang, var det faktisk meget lettere, end jeg havde troet. Udfordringen var så, at jeg samtidig blev sendt på jobkursus, hvor jeg skulle sidde og skrive jobansøgninger på fuld tid. Heldigvis var der ingen, der kiggede mig over skulderen, så det meste af tiden sad jeg og arbejdede på min bog. Det var lidt sært at sidde på verdens mest grå og trøstesløse kontor og skrive om solskin, sved og sex på ketamin.

Jeg bliver mindet om Jakob Ejersbo, når jeg læser din bog. Er det en association, du kan genkende, og er du glad for sammenligningen?
Jeg kender ham faktisk ikke så godt. Jeg har kun læst Nordkraft, og jeg kan huske, at jeg var helt betaget af den første del, men syntes, den gik ned ad bakke derfra. Så han er ikke en direkte inspiration, jeg ved, at han er en helt for mange, så det er da en ros at blive sammenlignet med ham. Selvom Lars Bukdahl ikke havde meget til overs for ham.

Døden er meget tæt på hele tiden. Det kan den selvfølgelig være i miljøer, hvor der bliver taget meget narko, men er den tættere på, når man er homoseksuel?
Nej. Ikke nu. Det var den dengang i 80’erne og et godt stykke op i 90'erne, men ikke længere. Statistisk set er der måske flere homoseksuelle, der fester meget intenst, men det overlapper. Grunden til, at jeg har sat fortællingen i 2013, er, at selvom det er fiktion, var det en sommer, hvor jeg selv gik helt uhyggeligt meget ud. Min rekord var nok 35 timer til samme fest og så videre på Berghain. Hver gang jeg kom hjem, stod der på Facebook, at nogen var død. Nogle af dem var kun bekendte, men der var også tætte venner. Jeg har hverken skrevet bogen for at komme med en advarsel eller for at få en terapeutisk oplevelse. Som det er med masser af kunst, er den snarere et forsøg på at få mening ud af noget meningsløst – livet.

I starten af bogen tænkte jeg, at du havde en skarp opdeling mellem liderlighed og kærlighed, men efterhånden kom jeg frem til, at kærligheden bare kom i mange afskygninger og gradueringer. Hvordan ser du på det?
De to ting hænger sammen. Derfor er der også flere kærlighedshistorier i bogen. Det er ikke bare historien om den eneste ene, for der er mange vigtige personer, der kan bruges.

Hovedpersonen Nikolaj kan gå fra at være pladask forelsket i Antoine det ene øjeblik og ligge med hele Klaus’ næve i røven lidt efter. Er det fordi, han ikke tror på monogami, eller ligger der noget andet og mere bag?
Han tror helt sikkert ikke på monogami. Det er en grundforudsætning i historien, at man ikke tror på det. Da han er sammen med Robin, er det, som om han næsten undskylder over for sig selv, at han ikke har lyst til at være sammen med andre. Han har nærmest dårlig samvittighed.

Alle karakterne søger efter noget og er i tvivl om, hvorvidt deres liv er på vej i den rigtige retning. Er det et livsvilkår for det 21. århundrede at være konstant søgende?
Ja, det er det vel. 'Det her er livet efter Gud', som Douglas Coupland skriver. Han er en forfatter, som jeg virkelig holder meget af. Han skriver meget om at forsøge at skabe mening, hvor meningsløshed er et grundvilkår. Nikolaj søger efter mening. Han har svært ved at udtrykke sig, på alle måder. Han har ikke bare svært ved at skrive bogen, men han ved heller aldrig, hvad han skal sige. Der er nogen, der har sagt, at bogen føles som en coming-of-age-fortælling, fordi han udvikler sig, men det er lidt sjovt at sige om en voksen mand. Men måske er det fordi ungdommen varer længere i dag. Man kan stadig være 29 og ikke ane, hvor man skal hen. Jeg har forsøgt at lave en slags lykkelig slutning, men så kan jeg alligevel ikke lade være med at være irriterende og dekonstruere det i epilogen. Alle lykkelige slutninger er jo bare et arbitrært punkt, hvor fortælleren holder op med at fortælle. Livet bliver ved med at gå videre, indtil det ikke gør det længere.

Jeg sad med samme følelse af, at det var en ungdomsroman for voksne, og selvom det lyder nedladende, skal det bestemt ikke betragtes sådan. Hvad håber du at opnå med bogen?
Jeg har arbejdet meget med musik og performance og gik kold med det. Jeg har forsøgt at skrive professionelt som journalist, men det kørte jeg også tør i. Så jeg havde et behov for at udtrykke mig kreativt, som faktisk lykkedes med bogen. Det er meget personligt. Jeg tager mit liv som råstof og forsøger at skabe en fiktiv historie, som andre forhåbentlig kan spejle sig i. Det skal være alvorligt, men det skal ikke være moraliserende. Jeg kan godt lide kunst, der formår at behandle tunge emner, så det føles let og lige til.

Flere har sammenlignet bogen med Niels Henning Falk Jensbys Techno, fordi begge bøger er fulde af bøsser og stoffer, og det er nok ikke så almindeligt i dansk litteratur. Men jeg synes også, bøgerne er meget forskellige. Han konstruerer et lidt naivt blik, der gennem et forhold kommer ind i en ny verden, der åbner sig for hovedpersonen og læseren samtidig. Jeg har mere prøvet at skabe en fortæller, der er hjemmevandt i historiens miljø, og udfordringen har så været at præsentere et miljø, der måske for mange virker ekstremt, men gøre det på en måde, hvor læseren alligevel føler sig hjemme. Jeg vil i øvrigt klart anbefale Techno. Men jeg læste den først efter, jeg havde skrevet min egen bog, så jeg kan godt udelukke, at der har været tale om inspiration. Til gengæld finkæmmede jeg mit manuskript for at være helt sikker på, at det ikke var nogen, der igen og igen tog hovedtelefoner på og hørte techno.

Tak skal du have, Nikolaj.

Der er bogreception for Livet er en fest og så dør man 22. januar.