Nogle gange kan debatten om #MeToo virke helt uoverskuelig og fyldt med så mange holdninger og positioner, at man bliver helt træt. Men gårsdagens DR2 Debatten om #MeToo viste, at der faktisk kun er to positioner. Enten ser man de eksempler på grænseoverskridende og krænkede opførsel, som #MeToo har blotlagt, som et strukturelt problem, ellers ser man dem som et individuelt problem.
Programmet varer en time og er seværdigt, men hvis du ikke lige har en time eller ikke lige magter Clement Kjærsgaard, så får du her et resume. Eller faktisk er det mere end et resume; det er en guide til at forstå de grundlæggende positioner i den danske debat om #MeToo. DR2 Debatten er delt ind i runder, hvor to personer bliver sat over for hinanden, men hvor andre får lov at blande sig, så det er følgende også.
Videos by VICE
Runde 1: Ritt Bjerregaard versus Pia Kjærsgaard – lad os kalde den “battlen mellem de ældre kvinder”
Positionerne: Ritt Bjerregaard (S), der ofte har fortalt om den sexisme, hun har oplevet som kvindelig politiker, siger, at #MeToo er en del af rødstrømpetraditionen, der som bekendt slog sig op på at sige, at det private er politisk. At mænd ikke hjalp til med opvasken i 70’erne, og at chefer klasker kvindelige underordnede i røven i 2018, rammer måske nok individuelt, men årsagen til, at de opfører sig sådan, skyldes nogle kulturelle ting og påvirker derfor kvinder over en bred kam. Sagt på en anden måde: Det er et strukturelt problem. Pia Kjærsgaard (DF), der ellers hårdnakket har benægtet, at der findes sexisme i dansk politik, fortæller, at når hun nu ”tænker på det, kan det da godt være, at der har været et eller andet, men jeg har klaret mig rimelig godt igennem, må man sige.”
De er dog begge enige om, at de ”rigtige” overgreb skal man selvfølgelig ikke finde sig i. Men Pia mener, at hvis du oplever uønsket seksuel opmærksomhed, såsom klask i røven, så er det dit eget ansvar at sige fra. Og at et sådan klask ikke er udtryk for et generelt problem. Ritt derimod mener, at røvklaskeriet viser, at der er en magtstruktur, som har gjort det muligt for mænd at ”være nogle svin” og misbruge deres magt over for kvinder.
Mest rammende citater:
Pia Kjærsgaard: ”Jeg siger overhovedet ikke, at man skal finde sig i alt, men i langt de fleste tilfælde, er det noget, man kan klare selv eller sammen med sin familie og sine veninder.”
Ritt Bjerregaard: ”Det er klart, at vi lever i en struktur, hvor mænd har mere magt end kvinder.”
Runde 2: Louise Kjølsen versus Nima Zamani – lad os kalde den “battlen mellem de seksuelt aktive“
Positioner: For jurist, debattør og person, der ofte blogger om at have sex hos Ekstra Bladet, Nima Zamani, er det meget vigtigt, at vi beskytter individets retssikkerhed. Og han mener, at der er gået offentlig domstol i #MeToo. Eller rettere, han mener ikke, at det er sket i Danmark endnu, men han frygter, at det sker. Så #MeToo er fint, så længe det ikke rammer individets retssikkerhed. Louise Kjølsen, som er psykolog, debattør og person, der også tit udtaler sig om seksuelle relationer, mener – ligesom Ritt Bjerregaard – at #MeToos mange vidnesbyrd om seksuelle krænkelser er bevis for en bagvedliggende struktur. ”Vi kan kalde det en voldtægtskultur, vi kan kalde det en sexistisk kultur, vi kan kalde det et patriarkat, men det er jo en strukturel ulighed,” siger hun.
Mest rammende citater:
Clashet mellem de to forståelser fanges simpelthen så fint af følgende konfrontation mellem Louise Kjølsen og Pia Kjærsgaard, der virkelig ikke kunne se mere forskelligt på sagen.
Louise Kjølsen: ”Jeg er helt enig med dig (Nima Zamani, red.) i, at vi skal passe på individet. Men nu er der bare allerede en del indlagte magtstrukturer, som passer rigtig meget på de her mænd, så jeg synes ikke, at det er dem, vi skal være bekymrede for.”
Pia Kjærsgaard: ”Jeg kan ikke se, at der er nogle indlagte magtstrukturer, som passer på mænd.”
Louise Kjølsen: ”Patriarkatet, har du hørt om det?”
Pia Kjærsgaard: ”Ej, altså, er vi ikke kommet langt væk fra det. Det er to forskellige ting, du berører, du siger, der er indlagte magtstrukturer, og så snakker du om #MeToo. Det er to fuldstændige forskellige ting.”
Runde 3: Johanne Schmidt-Nielsen og Amalie Lyhne – lad os kalde den “battlen mellem de unge kvinder”
Positioner: Johanne Schmidt-Nielsen (EL) tilhører jo en politisk fløj, der generelt mener, at det er godt, når individer organiserer sig og bekæmper deres undertrykkere. Derfor kommer det da heller ikke som verdens største chok, at hun mener, #MeToo er en af de vigtigste sociale bevægelser i nyere tid. For hvor individet før i tiden gik rundt og skammede sig alene, så har kvinder fundet ud af, at de ikke er alene, og ved at tale om problemerne, kan vi løse dem. Amalie Lyhne, der er klummeskribent for Berlingske og tidligere presserådgiver for Liberal Alliance, mener derimod, at #MeToo kan være et tilbageskridt for kvindesagen, fordi det får kvinder til at klynke kollektivt i Politiken i stedet for at være powerkvinder, der handler sig ud af situationen.
Mest rammende citater:
Johanne Schmidt-Nielsen: ”#MeToo handler grundlæggende om frihed, fordi der er en masse piger og kvinder, som har gået rundt og vendt nogle ting ind ad, og tænkt: ’Jeg skulle måske have taget noget andet tøj på’, ’Det er nok bare mig’, og som har skammet sig. Det, som #MeToo-bevægelsen har gjort, er, at en masse piger og kvinder har opdaget, at det ikke er dem, der er noget i vejen med.”
Amalie Lyhne: ”#MeToo kan være et tilbageskridt for kvindesagen. For jeg synes, der bliver malet et billede af en kultur, der er enormt kvindefjendsk, og hvor kvinder bliver behandlet meget uretfærdigt. Jeg synes, det er vigtigt, at de unge kvinder i dag har mod, handlekraft og vilje, og hvis de bliver udsat for et eller andet, de synes er ubehageligt – et klap i numsen eller et eller andet – at de siger klart fra, værfer idioten væk og så kommer videre derudaf med deres karriere.”
Runde 4: Marianne Vind og Josephine Fock versus Christina Egelund – lad os kalde den “arbejdsmarkeds-battlen”
De her to positioner viser sig jo ultimativt i ens syn på, om man mener, at der er behov for politiske ændringer eller ej. Det mener Marianne Vind, der er næstformand i HK/Privat, og som mener, at det alt for længe har været op til de individuelle kvinder på arbejdspladsen at advare hinanden om, hvem man skulle undgå at være alene med i kopirummet, men at det er nu skal være op til ledelsen at tage sig af den slags problemer.
Christina Egelund (LA) mener derimod, surprise, at det er det er op til den enkelte kvinde at sige fra. “Svaret på de problemer, som er kommet op til overfladen takket være #MeToo ligger lige præcis i de modige kvinder, det er ikke et lovgivningsmæssigt problem,” som hun siger. Josephine Fock (A) mener derimod, at det er en god ide at lovgive på en måde, så arbejdsgiverne får et skærpet ansvar for at sikre, at der ikke foregår seksuel chikane og lignende på deres arbejdsplads.
Ultimativt, at det altså en diskussion om, hvorvidt den enkelte ansatte, altså individet, har ansvaret, eller om det er arbejdsgiveren, der skal sørge for at løse problemet på et strukturelt niveau.
Mest rammende citater:
Josephine Fock: Der skal rigtig, rigtig meget styrke til at sige fra for en ung kvindelig student på 24 år, hvis den mandlige chef på nogle og 50 synes, hun er fantastisk og sidder med hende til julefrokosten.
Christina Egelund: Men #MeToo viser jo, at den styrke har kvinder i 2018.
Josephine Fock: Ja, men vi skal også have fokus på det arbejdsgiveransvar. Mandlige leder skal finde ud af, at det her er ikke måden at gøre det her på. Der bliver vi en gang imellem nødt til at lovgive, så vi kan sikre os, at det sker.
Som sagt, så er denne times debat bestemt seværdig. Pissehamrende frustrerende, men seværdig. Og der er da også dejlige øjeblikke undervejs, som da Louise Kjølsen over for Pia Kjærsgaard afviser at have sagt, at mænd er svin, og man kan høre Ritt Bjerregaard i baggrunden: “Nej, det sagde jeg”.
