Music

Det var Nirvanas succes, der fik Blur til at starte britpop-revolutionen

Da USA's grunge-eksplosion ramte verden for 25 år siden, vidste Damon Albarn og resten af Blur, at de måtte prøve noget nyt med ’Modern Life is Rubbish’.

af Cam Lindsay
25 september 2018, 11:32am

Foto: Koh Hasebe / Shinko Music / Getty Image

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Af alle Nirvanas bedrifter i løbet af bandets syv korte års levetid var den mest uventede nok at blive inspirationskilde for alverdens britpop-kunstnere – måske en endnu mere uventet bedrift end at de slog Michael Jackson på hitlisterne. Mens størstedelen af verden faldt pladask for Seattle-bandets forvrængede guitarlyd og nedslående tekster, havde fire veluddannede unge mænd fra London dog en anden holdning.

Selv om Kurt Cobain i 1991 sagde, at hans yndlingssang på det tidspunkt var Blurs “There’s No Other Way”, så var kærligheden ikke gengældt. Dengang holdt grungen musikmarkedet i et kvælertag, og Storbritannien var ingen undtagelse. Bortset fra en håndfuld britiske bands som Teenage Fanclub og Suede, der holdt fanen højt i udlandet, var den britiske presse mest optaget af lyden fra Seattle, fra Pearl Jam til Mudhoney.

"Jeg syntes, at Nevermind var et genialt album, men det sagde jeg ikke til nogen,” har Blurs guitarist Graham Coxon senere udtalt til Mojo. ”Vi vidste, at den lyd var fjenden. Vi havde stor respekt for fjenden, men vi vidste også, at vi blev nødt til at lave noget, der var helt anderledes”.

Det hjalp ikke, at grunge-genrens hjemland havde gjort livet surt for Blur. Turneer i USA forløb ikke som planlagt. Da bandet ud af det blå blev pålagt en momsbøde på 498.000 kroner, takket være en regnefejl begået af deres manager, Mike Collins, blev bandet tvunget på USA-turné for at prøve at tjene nogle af pengene ind igen. Deres amerikanske selskab, SBK, havde skruet forventningerne alt for højt op og havde efter sigende brugt op imod 6,4 millioner kroner på at gøde jorden for dem på den anden side af Atlanten, og derfor lå der et enormt præstationspres på bandets skuldre. Udlandsopholdet truede ikke blot med at splitte bandet ad, det resulterede også i fysiske slagsmål mellem medlemmerne og en fuld Coxon, som smadrede alle vinduerne på turnébussen. Forsanger Damon Albarn fik så meget hjemve på turneen i USA, at han lukkede sig inde på sit hotelværelse og lyttede til The Kinks’ ”Waterloo Sunset” hver aften. Hans tekster begyndte hurtigt at handle om kærligheden til England.

Blur var i sørgelig forfatning, da de endelig vendte hjem. Medlemmerne drak for meget, og det hele var ved at falde fra hinanden. De havde dog opnået nogen succes med debutalbummet, Leisure, hvis shoegaze-stemning havde vundet indpas blandt lyttere. Men nu ledte Blur efter nye musikalske retninger at gå i.

Da Blur vendte tilbage til studiet, skrev de en sang, de kaldte ”Popscene”, en tordnende slagsang med blæserarrangement, en bastant rytmesektion og laserfokuserede guitarriffs. På nummeret kanaliserer Blur nogle af deres inspirationskilder, blandt andre Teardrop Explodes og The Specials, med en punket energi, og Albarn benyttede lejligheden til at lange ud efter scenedyrkelsen i musikindustrien.

”Før vi indspillede ’Popscene’, oplevede bandet en svær periode, og vi følte, det var på tide med et stilskifte,” har Andy Ross, tidligere chef på Food Records, udtalt til Sounds. ”Bandet skrev ’Popscene’, og jeg tænkte, ’det er fremragende musik, en virkelig banebrydende sang. Den bliver et hit, og de kommer til at blive kæmpestore i hele verden’, men den viste sig at være en katastrofe.”

”Popscene” havde måske ikke den store gennemslagskraft – den nåede en beskeden 32.-plads på singlehitlisten – men den formåede at inspirere bandet til forandring. Oprindeligt var planen, at XTC’s Andy Partridge skulle producere, men efter Albarn havde optaget en håndfuld demoer selv, var lyden for tæt på producerens gamle gruppes. I stedet opsøgte de Stephen Street igen, som de havde arbejdet sammen med på Leisure, selv om pladeselskabets chef Dave Balfe ikke var glad for ideen.

”Dave Balfe dukkede op i studiet og hørte, hvad vi havde gjort, og så fik vi ellers tørt på,” fortalte Street i 2009 til Mojo. ”Han sagde, der ikke var noget hitpotentiale, og at det var kommercielt selvmord. Det var på mange måder lige det, de skulle høre. Det opildnede Damon yderligere. Han følte, han skulle vise ham.”

Efter at have fortalt Blur, ”at kun et par NME-læsere køber den plade”, overvejede Food Records helt at droppe bandet. Men eftersom det var juletid, besluttede selskabet sig alligevel for at give Blur en chance til. De beordrede Albarn til at skrive nogle sange, som kunne hjælpe med at sælge pladen. Og det var lige det, han gjorde.

”Jeg tog hjem til Colchester… Jeg var i byen juleaften og drak mig ned og vågnede tidligt julemorgen med voldsomme tømmermænd, gik ned i køkkenet og skrev teksten til ’For Tomorrow’,” fortalte Albarn Stuart Maconie, da forfatteren arbejdede på bandets biografi, Blur: 3862 Days. ”Jeg vækkede min far. Han kom ned i køkkenet og spurgte mig, hvorfor fanden jeg var oppe så tidligt. Det blev en vigtig sang for os, det blev begyndelsen på en ny version af bandet”.

Hvor ”Popscene” udsatte Blurs forestående sammenbrud som band, så er la-la-omkvædet og de fremragende melodier på ”For Tomorrow” det, der pustede nyt liv i gruppen. Food var vild med singlen og insisterede på, at Jeff Lynne skulle producere den, eftersom inspirationen fra Electric Light Orchestra var til at tage og føle på. Sangen ”Chemical World” blev også blåstemplet. Pludselig havde Blur et britisk pladeselskab med ombord. Det var imidlertid en anden historie på den anden side af Atlanten, hvor SBK skulle overtales. Her var målet at kapitalisere på grungebølgens popularitet, og SBK anbefalede derfor, at Blur samarbejdede med producer Butch Vig (Nirvana, Smashing Pumpkins).

”Det var en dårlig idé,” sagde Coxon til Maconie. ”Det var så forudsigeligt, nøjagtigt som man kunne forvente fra et lorteselskab som SBK. Butch Vig havde allerede skrevet sig ind i musikhistorien med Nevermind. Det kom ikke til at ske igen”. (For at gøre ondt værre formåede SBK at udgive albummet i USA med demoversionen af ”Chemical World” i stedet for albumversionen).

Ved at kombinere deres foragt for grunge og deres amerikanske pladeselskab formåede Blur ikke alene at stå ved deres engelskhed på deres andet album, men helt åbenlyst hylde den. Bandet undergik en image-forvandling, de begyndte at gå klædt i Fred Perry, Doc Martens-støvler og blazere. Deres pressebilleder var prætentiøse til et punkt, hvor de blev kaldt ”British Image 1” og ”British Image 2”. Det tema var også tydeligt på sleevet til pladen, et oliemaleri af bandet iført deres skinheaduniformer, mens coveret var prydet af et gammelt britisk-produceret lokomotiv, der i sin tid var verdens hurtigste. Og så var der selvfølgelig titlen, Modern Life Is Rubbish, som Albarn havde stjålet fra et stykke graffitikunst, han havde set på Bayswater Road i London.

I et interview med NMEs John Harris, som har skrevet Britpop: Cool Britannia and the Spectacular Demise of English Rock, udlægger Albarn den højtravende vision for pladen: ”Det moderne liv er baseret på fortidens affald. Vi bor på en stor dynge affald, som dikterer, hvordan vi tænker. Og fordi den har fået lov til at vokse sig så stor, er der intet behov for originalitet længere. Der findes så mange elementer allerede, som kan splejses sammen i et uendeligt antal kombinationer, så der er slet ikke behov for at skabe noget nyt. Det, tror jeg, er den vigtigste læresætning om popkulturen siden ’Anarchy In The UK.’”

Albarns opblæste ambitioner var måske vrangforestillinger, men man kommer ikke udenom, at Blur på radikal vis ommøblerede det popkulturelle landskab i Storbritannien med Modern Life Is Rubbish. Albummet anses for at være en hjørnesten for britpop – en opfordring til landsmændene om at være stolte over deres traditioner, deres forkærlighed for te og kold lager på pubben, og en hyldest til deres fælles kulturs i moderne forstand.

Men det vigtigste var, at Blur havde fundet sig selv. Væk var det uoriginale indieband, der lød ligesom alle de andre, og i stedet havde verden fået en ny gruppe, som var fuld af selvsikkerhed og musikalsk tog sin inspiration fra forgængere som The Kinks, XTC, David Bowie og The Jam. Det blev en ny begyndelse for Albarn og Coxons partnerskab som sangskrivere. Førstnævntes talent for knivskarpe hooks blev endelig indfriet, mens sidstnævntes flair for at skrive sprudlende guitarstykker skulle gøre ham til en af musikhistoriens store instrumentalister.

Med ”For Tomorrow” i spidsen fik alle sangene deres egne liv. Fra den cirkus-agtige ”Sunday Sunday” og de svimlende melodier på “Star Shaped” til “Miss America”, en melankolsk kærlighedserklæring til USA, og popsmækkeren ”Oily Water”. Blur havde støbt fundamentet for deres videre succes, som skulle kulminere i Life-trilogien, der også tæller de senere udgivelser Parklife og The Great Escape.

En måned før udgivelsen af Modern Life Is Rubbish kørte det britiske musikmagasin Select et coverbillede af Suedes frontmand, Brett Anderson, foran et Union Jack-flag under overskriften ”Yanks go home!” Magasinet anede ikke, at de havde stukket lapperne i et hvepsebo. Anderson fornægtede coveret og sagde, at han ikke havde stået model til det motiv, og Select blev beskyldt for at promovere samme slags nationalisme, som Morrissey året forinden havde fået problemer for under en koncert i Finsbury Park, hvor han svøbte sig i det britiske flag på scenen.

For Blur var billedet et slag i ansigtet. Suede var det eneste britiske band, som Albarn decideret hadede, ikke kun fordi de fik al den opmærksomhed, sangeren følte sit eget band berettiget til, men også fordi hans kæreste, Justine Frischmann fra Elastica, havde været medlem af Suede og kæreste med Brett Anderson. Som Albarn så det, kæmpede han en krig på to fronter: på den ene front mod USA, på den anden mod Suede. For at føje spot til skade var Blur ikke engang nævnt i Select-artiklen om Suede, der havde titlen ”Hvem tror du, du narrer, hr. Cobain?” Redaktionen på Select havde ingen anelse om, at Blur kun var et par uger fra give pressen lige præcis den type kontroversielle pro-Storbritannien-propaganda, som de ledte efter.

I et interview med NME erklærede Albarn: ”Hvis punk handlede om at slippe af med hippierne, så er mit mål at slippe af med grunge. Det er den samme fornemmelse, vi sidder med. Folk skal tage sig sammen og leve lidt op. Folk er begyndt at traske rundt med langt, fedtet hår som hippier igen. Der er ikke den store forskel på dengang og nu. De lytter til Black Sabbath igen. Det er irriterende."

I et interview med The Zine var han endnu mere ligefrem, da han sagde: ”Vi burde skrabe hele lortet sammen med en bulldozer og sende det tilbage til USA… Vi skal starte på en frisk i England”.

Han forudså endda, at albummet ville blive en fiasko i USA. ”Jeg ved, vi får problemer i USA med det her album, for der bliver ikke meget, de kan relatere til,” sagde Albarn til skribenten Graham Reid. ”Hvert femte år eller sådan noget vender vi tilbage til rødderne i England, og amerikanerne fatter det aldrig. De fanger det først fem år senere. I dag forstår de Ray Davies og The Kinks, Sex Pistols og The Smiths, så man kan sige, at vi investerer i fremtiden”.

Og han havde ret. Modern Life Is Rubbish solgte I første omgang kun 19.000 eksemplarer og blev spillet meget lidt på radioen. Selv Beavis and Butt-head gjorde nar af dem i videoen til ”Chemical World”, hvor Beavis siger: ”Jeg kunne egentlig godt tænke mig at pisse på en af de gutter en dag, sådan mens de sover.”

Albummet klarede sig imidlertid væsentlig bedre i Storbritannien, hvor det nåede en 15.-plads på hitlisten, mens singlerne “For Tomorrow”, “Chemical World” og “Sunday Sunday” ikke efterlod et større aftryk. Det var først, da bandet optrådte til Reading Festival i august 1993, at Blur fik den respons, de søgte med deres nye kreative identitet.

”Det store vendepunkt for mig kom den aften, de spillede i det store telt til Reading,” fortæller Stuart Maconie. ”Det var for fedt. Teltet var pakket med mennesker, og de var helt på… Det husker jeg stadig som det største gig, de har spillet. Man vidste, de nok skulle klare sig godt. Bedre end godt faktisk”.

Kun et år senere var Blur det største band i Storbritannien. Deres tredje album, Parklife, blev udgivet 11 måneder efter det andet album og var med til at kickstarte den popkulturelle revolution, der blev kendt som britpop – en bevægelse, Damon Albarn var frontfigur for.

”De sagde til os, at vi gik i en forkert retning med det album, selv om vi faktisk forudså, hvad der ville ske og udstak en ny kurs for britisk popmusik,” sagde Albarn til Maconie, og han havde ret.

Parklife og alt, der fulgte i kølvandet på den plade, havde ikke været muligt, hvis ikke Blur havde lavet Modern Life Is Rubbish. Bandet selv forstod, hvor vigtig en plade det var. Coxon kalder det en af deres bedste plader, men det er bassist Alex James, som bedst satte ord på det i et interview med Dazed Digital: ”Vi gik fra at være et indieband til en gruppe med store ambitioner. Dengang hadede folk os, men vi var overbeviste om, at vi havde fat i den lange ende, og det har sidenhen vist sig at være sandt”.