Jeg spiste pizza på min første date med ArtigeArdit, der lige var stået op
første date

Jeg spiste pizza på min første date med ArtigeArdit, der lige var stået op

Dating-tip: Hør altid din dates debutalbum igennem fem gange, inden I mødes. Især hvis han er et lyrisk rap-håb fra Mørkhøj.

"Hey Clara, Jeg er på vej :)" skriver Ardit Aliti, da jeg, en halv time inden vi skal mødes, sender ham en sms, hvor jeg indirekte forsøger at minde ham om vores aftale klokken 16. Jeg har fået det indtryk, at der er en god chance for, at Ardit, der rapper under kunstnernavnet ArtigeArdit, ikke er stået helt op endnu. Men altså "på vej" og "lige stået op" er vel langt hen ad vejen også det samme.

Nørrebro er skruet op på 27 grader og i stedet for at dytte og vrisse, vinker bilister og uopmærksomme fodgængere til hinanden og smiler overbærende.

Annoncering

Klokken 16.15 ruller en hvid Toyota op på Stefansgade. "Jeg havde sat to alarmer og hele lortet, og så vågner jeg alligevel 20 minutter i. Jeg bor heldigvis ikke så langt herfra,” siger Ardit. Hans store, mørkebrune øjne, der gennem tiden sikkert har fået mange til at tilgive ham for, at han er kommet for sent, flakker intenst under kasketten og følger alle, der går forbi, indtil de er drejet om hjørnet.

ArtigeArdit har, siden han var 19 år gammel og udgav ep’en Fristelse Fordærver, ligget og ulmet som et uforløst, lyrisk håb på den danske rap-scene. Men ligesom der ikke hersker tvivl om, at Ardit er dygtig og kan noget, som de andre ikke kan, er det heller ikke en hemmelighed, at Ardit ikke altid er lige vedholdende og arbejdsom. Efter at have været undervejs i to år udkommer hans debutalbum, Vildedage, den 30. maj, men inden han bliver alt for rig og berømt, har har jeg inviteret ham på date.

Ardit har valgt, at vi skal mødes på Stefanos, hvor han tit kommer med sine venner for at "spise lidt og ryge lidt," som han siger, mens han peger ind på Nørrebroparken, hvor fodboldbanerne lige nu er erobret af 1,20 meter høje spillere, der løber mere ind i hinanden, end de løber efter bolden.

Vi bestiller en margherita og sætter os udenfor i skyggen. For selv om vejret har fristet et par fyre til at springe ud i åbne skjorter, er Ardit pakket ind i grå sweatpants og en tyk, mørkegrå trøje med lange ærmer. På mystisk vis ligner han alligevel ikke én, der sveder.

Annoncering

Det er altid et fornuftigt og romantisk udgangspunkt for en date at lave et grundigt baggrundstjek på personen, man mødes med. I Ardits tilfælde gælder det dog ikke den klassiske rundtur på sociale medier, men derimod et dyk ned i teksterne på hans nye album. Oprindeligt var albummet planlagt til udgivelse i 2017, men som titlen indikerer, har der været rigeligt med sene aftener, morgenfester og ikke helt så mange overholdte aftaler.

"Jeg er virkelig dårlig til at lukke numre. Når jeg laver et nummer halvt færdigt, gider jeg ikke arbejde videre med det dagen efter. På det tidspunkt vil jeg gerne lave et nyt nummer, og så fuck det nummer fra i går," siger Ardit.

Sangene på Vildedage handler modsat meget andet dansk rap ikke om selve festen, men om dagen derpå. "Der bliver rappet godt om festen allerede, men hvad når festen er slut, når lysene er slukket, og man tager hjem i sin seng og er alene, og der ikke er nogen venner og ikke nogen piger og ikke nogen andre end dig selv? Hvordan er livet så? Er det virkelig værd at fucke sig selv op på den måde bare for at hygge sig et par timer?” spørger Ardit og vrider sine hænder.

Han er vokset op i Mørkhøj lidt uden for København, hvor han stadig bor sammen med sin storesøster og sine forældre, der kommer fra Albanien. Både personligt og musikalsk føler han sig tit splittet mellem mellem det "perkiske" miljø og det danske miljø, som han siger. "Jeg er en dreng med anden etnisk baggrund og en dreng, der samtidig føler sig dansk. Det er et synspunkt, jeg ikke har oplevet, at der er blevet rappet fra før," siger han. Og det kan godt være svært at holde balancen med en fod i hver lejr, når alle ens tætteste venner ikke er så store fans af den musik, man laver, og hellere vil lytte til Gilli og Branco, når man selv også gerne vil høre Benal og Ukendt Kunstner.

Annoncering

"Du ved, at alle de andre perkiske rappere udelukkende laver musik om perkiske ting som gøbs og plaf og fis og ballade, men i stedet for at stå udefra og se ind, laver jeg musik indefra, der ser ud," siger Ardit. Han kigger koncentreret ned på sine hænder og ligner et øjeblik en skoledreng, der forsøger at skjule, at han sms’er i timen.

"Giver det mening?" spørger han og løfter hovedet.

Uanset om jeg spørger, hvorfor Ardit har valgt, at vi skal mødes på Stefanos, eller hvordan hans tekster adskiller sig fra andre danske rapperes, starter han hver gang ud med at svare: "Det ved jeg ikke lige," eller: "Det er svært at svare på."

Sætningen bliver sagt lynhurtigt og bliver endnu hurtigere fulgt op af et "men" og så et imponerende uddybende svar. Han taler hurtigt og med en rytme, der med største naturlighed får sætningerne til at rime. Det er også derfor, pladen hedder Vildedage og ikke Vilde dage, for når Ardit taler, er der ikke tid til mellemrum. (Det slår mig pludselig, at sangen "Laos" ikke er en hyldest til det sydøstasiatiske land, men derimod en sammentrækning af "lad os", og jeg er lykkelig over, at jeg ikke sagde det højt.)

Men tilbage til tekstuniverset. "Jeg går meget op i ærlighed i mine tekster. Hvis jeg rapper om noget, der er lidt halvhårdt, så er der mange, der ikke tror på mig og synes, jeg er en tomsnakker. Men vi er faktisk nået til et punkt, hvor jeg er den eneste, der fortæller sandheden, mens alle andre overdriver med deres snak om pistoler."

Annoncering

For selv om Ardit ifølge ham selv lever stort set det samme liv som en dansk gangsterrapper, har han valgt en anderledes måde at rappe om sit liv. "Jeg vil ikke glorificere, at folk bliver skudt, sælger narko eller er ude til langt ud på morgenen og fucke sig selv op. Jeg vil fortælle om bagsiden af det liv."

Ud over livets skyggesider er der dog også blevet plads til noget kærlighed på pladen. Godt nok er det en effektiv måde at spænde ben for sig selv på, hvis man på første date leder samtalen hen på andre kvinder og tidligere forhold, men ikke desto mindre bliver vi nødt til at tale om det ultrakorte og næsten digt-lignende nummer "Bedrehalvdel". "'Bedrehalvdel' er en ode til kærligheden. De andre kærlighedssange på albummet er dystre og handler om hårde forhold. Men det betyder ikke, at jeg aldrig har oplevet ægte kærlighed i mit liv, og jeg ville gerne have en sang på pladen uden alt det der fis og ballade. Jeg har haft noget med den samme pige de sidste fem år, så alle sangene på albummet handler egentlig kun om én pige, selv om man godt kan få det indtryk, at det handler om flere,” siger Ardit.

Det der med at købe blomster og chokolade på "den der dag, hvor man skal købe blomster og chokolade," har Ardit været romantisk nok til at kaste sig ud i, men hvis der også skal være levende lys, mad og livemusik, bliver det lidt for meget. "Jeg føler, at det er mere romantisk, hvis jeg smider alt, jeg har i hænderne, for en pige, der har brug for hjælp. Det, synes jeg, er romantisk, for det er der mange af mine venner, der ikke ville gøre."

Annoncering

Egentlig var Ardits pladeselskab ikke så glade for hans plan om at udgive et helt album. De forstod ligesom mange andre ikke, hvorfor han ikke ville opbygge momentum med singler og flere ep’er, som det efterhånden er standarden i dansk rap. Men Ardit adskiller sig fra de fleste andre danske rappere på mange måder. Hans musik minder mere om Isaiah Rashad end om Atlanta-trap eller fransk afrobeat, og han har ikke tænkt sig at lade andre diktere, hvilket format musikken kommer ud i. "Et album er et lille udsnit af en musikers liv, der samtidig minder lytteren om en periode i deres eget liv. For eksempel: Når jeg lytter til Kendricks section.80, kommer jeg i tanke om dengang, jeg var 14 år. Mit album er også et lille udsnit af mit liv, som jeg håber, vil minde folk om deres eget liv i sommeren 2018."

Ardit var 20 år, da han gik i gang med lave albummet. I dag er han 22. Årsagen til, at albummet har været så længe undervejs, er den samme, som har ført til, at han har gået 2.g på Frederiksberg Gymnasium om, men stadig ikke har fået hevet huen hele vejen ned i baglommen, hvor han ellers har hørt, at den skulle være god at have liggende.

"Alle sagde, at jeg bare skulle lave noget, jeg elskede, og så ville jeg begynde at stå op til tiden, overholde aftaler og være engageret, men så begyndte jeg at lave musik på fuld tid, og så var det bare den samme historie," siger han og fortæller, at han, siden han var lille, har haft svært ved at falde i søvn, svært ved at vågne, altid glemmer sine ting og i det hele taget er mere distræt end gennemsnittet.
"Det er ikke, fordi jeg ikke er betænksom, og jeg ved godt, at det mega dårlig stil ikke at møde op til aftaler, fordi man bobler i sin seng. Folk tror måske, at jeg er et svin, der ikke respekterer aftaler, men det gør jeg altså. Det hele er bare meget flyvsk."

Det har ført til, at hans hjemmelavede døgnrytme for det meste starter omkring klokken 17. Klokken bliver nemlig typisk 3-4 om natten, før han går i seng, men hans hjerne kører på fuld skrue indtil klokken 6-7. Når han endelig falder i søvn, sover han typisk gennem tre alarmer, fordi han slukker dem i søvne. "Der må gerne snart komme nye boller på suppen. Jeg er 22 år og stadig ung, men jeg er måske en lidt halvgammel sjæl fanget i en ung drengs krop og hjerne," siger Ardit. Der er kun det obligatoriske sidste stykke, som ingen tør spise tilbage af pizzaen. Jeg ender med at overgive mig.

Ardit er lige stået op og har stadig mange gode timer foran sig. Han ringer efter sin ven, der i mellemtiden er kørt afsted for at hente en tredje ven, inden de tager i studiet. Ardit kigger på mig med et forfærdet blik, da jeg med mine bedste small-talk evner, spørger, hvad han skal bruge resten af dagen på. "Jeg planlægger ikke mit liv. Overhovedet. Jeg vågner bare, ringer til mine venner og beder dem om at hente mig. Spiser lidt, er lidt i studiet og ryger en joint." Den hvide Toyota stopper igen lige ud for Stefanos. "Jeg ville have tilbudt et lift, men vi skal desværre tilbage mod nabolaget," siger Ardit. Det går nok. Jeg er alligevel på cykel. Vi ses bare ved Countdown-scenen på Rosklide den 3. Juni.