Annoncering
dommedag

Vi spurgte danske musikere, hvilket album de vil høre, når jorden går under

Spoiler: Jokeren vil gerne høre noget med sig selv.

af Alfred Maddox; illustrationer af Nicolai Bruun
28 juni 2018, 9:30am

Foto: Wikimedia Commons

Denne artikel er også trykt i det nye VICE Magazine - Dystopi & Utopi.

Jada

Sangerinden Emilie Molsted med kunstnernavnet Jada er gået til angreb på kønsroller i dansk musik med sin elektroniske triphop-lyd og har gjort sig bemærket både herhjemme og internationalt med sine første singler.

Jeg vil høre The Kick Inside med Kate Bush. På den her plade, synes jeg, hun synger som en pige på 15 år, men hun lyder samtidig som et fuldstændig urgammelt væsen, der har levet i alle verdener på alle tider. Det er lyden af mennesket og lyden af universet. Det giver mig altid virkelig en følelse af at elske at være i live og ikke være bange for at dø. Og det, tror jeg godt, jeg kunne have brug for, hvis verden gik under.

Tracks som "Strange Phenomena"... Apokalypsen og livet generelt er fandeme også et strange phenomena. Og "The Man with the Child in His Eyes" – jeg ved jo ikke, hvorfor verden er gået under, men der er noget helt vildt barnligt over menneskets måde at være her på Jorden. Den dag, Jorden går under, ville jeg elske at sidde og mærke, hvor cute menneskeheden er, og hvordan vi godt nogle gange kan tro, at det er os, der bestemmer – ligesom børn også nogle gange kan tro, at det er dem, der bestemmer i familien. I virkeligheden er det så den kæmpe meteor, der smadrer ind i Jorden, som bestemmer.

Jokeren

Jesper "Jokeren" Dahl har noget af det tætteste, man kommer på legendestatus inden for dansk rap, og har for nylig udgivet singlerne "Mig og Min Due" og "Que Pasa".

Først tænkte jeg, at jeg ville sætte Kind of Blue med Miles Davis på. Det er i mine øjne en af de bedste jazzplader, der nogensinde er lavet. Især nummeret "So What" er jeg helt vild med. Det jazzband, jeg har med, når jeg optræder som Jokeren, hedder So What og er opkaldt efter det. Jeg er også vokset op med jazzmusik, så det er en plade, der har betydet meget for mig gennem hele mit liv. Men så tænker jeg også bare: Alle musikere siger altid det der med, at de ikke hører deres egen musik. Og jeg tror helt ærligt, at jeg ville sætte mine nyeste demoer på og høre, om jeg havde fået lavet det, jeg skulle her på jorden, færdigt. Forstå mig ret, jeg ville ikke sætte mine gamle plader på for at sidde og gokke mit ego af. Men jeg er så spirituelt anlagt, at jeg tror på, at jeg er her for at opleve og gøre nogle ting – så jeg ville tjekke, om jeg havde fået gjort det hele. Jeg ville ikke sætte "Dommedag Nu" med Den Gale Pose på, for eksempel. Den har jeg hørt. Dommedagen ville lige skulle vente et par måneder på, at mit nye album, Glædesbringeren, kommer ud.

Det der scenarie med dommedag er ikke så urealistisk, som man måske tror. De dårlige nyheder er, at verden nok går under i vores børns levetid eller måske vores egen. De gode nyheder er, at vi får lov at opleve det. Det er jo ikke hver generation, der når at få slutningen på det hele med.

Kaaliyah

Kaaliyah "Killa" Kumapayi er dansk-nigeriansk trapsangerinde, hun har blandt andet udgivet singlerne "Buried", "Vaya" og "Fortune Cookie".

Jeg skal høre Janet Jacksons album The Velvet Rope fra 1997, og det skal jeg, fordi det er grundstenen for al ny og edgy R’n’B, men mest af alt, og fordi man skal have lidt at løbe på, hvis man skal til at kradse af, og det er 22 numre langt. Der er mange interludes, der er med til at inddrage én i stemningen af det næste nummer, for eksempel med "Interlude - Fasten Your Seatbelts" og "Go Deep". Det er det album, der har gjort mest indtryk på mig gennem tiden. Jeg har købt det to gange, fordi jeg har slidt det så meget. Og jeg kan høre det udenad indeni. Hele albummet er én lang sound bite for mig.

Det er lavet som konceptalbum, hvilket jeg savner lidt i musik nu, hvor folk er så singleprægede og firkantede. Hun fik den dybeste depression på det tidspunkt, så hun har indspillet det efter sit eget mental state – skrevet om alt, hvad hun har følt, præcis som hun har følt det, lige meget om det var seksuelt eller aggressivt… og jeg er præcis på samme måde.

Alle, der har arbejdet med mig, ved, at jeg godt kan lide at arbejde efter det humør, jeg er i. Jeg kan finde på at skifte sange når som helst i løbet af en session, fordi jeg følger mit mood for sindssygt. Det er det, jeg godt kan lide ved at være artist.

Jeg er en mood person, så hvis solen enten forsvinder, og det bliver cold as fuck, og vi alle sammen dør, eller en meteor slår ned, og nogen har glemt at sige det til os eller bare er stukket af, fordi der ikke lige var mere plads på rumfærgen eller hvad nu, så vil jeg have lov til at opleve alle moods – og man kommer igennem dem alle sammen på The Velvet Rope.

Lau Pedersen

Forsanger i den danske psychrock-gruppe Fribytterdrømme, der kan opleves live på Roskilde Festival sammen med De Underjordiske.

Jeg har prøvet at tænke lidt over det, og at være død er cirka det samme som ikke at være født. Og jeg kan ikke huske, hvordan det var. Så jeg tænker, at det er fint nok. Enten bliver vi ramt af et eller andet ude fra rummet, ellers er der en eller anden tosse, der skyder et eller andet af sted, og så kommer der lige pludselig bare en trykbølge. Jeg tror ikke, at man når at opdage det, før det er for sent. Så må dem, der er tilbage, ligesom slås med, hvordan det så ser ud.

Jeg ville nok vælge at sætte The Dark Side of the Moon på. Klassisk album, der har betydet meget for musik generelt, og som jeg bare altid nyder at lytte til. Og så slutter det med en hjerterytme, der stille og roligt fader ud. Det, tænker jeg, måske er meget passende, når det hele er ovre. Hvis man skal være sådan lidt lommefilosofisk, kunne selve lydkollagerne godt minde lidt om turen over til den anden side. "The Travel Sequence" mellem "Breathe" og "Time" – jeg synes bare, at det er megafedt, at der er nogen, der har tænkt sig om i studiet på den måde. Jeg holder meget af den plade og har den i to eksemplarer. En har jeg fået af min svigerfar, og så har jeg købt et re-issue. Det er ikke engang verdens længste plade – den er kun lige på den anden side af 40 minutter.

Bobby Shams

Rapperen, der tidligere har optrådt under sit borgerlige efternavn, Vakili, har nu udgivet singlerne "Blå" og "Mand Død" under sit nye pseudonym.

Jeg går med et album, der har betydet rigtig meget for mig gennem hele mit liv – og det er Outlandishs første album, Outland’s Official. Jeg tror, jeg var 14-15 år, da det kom ud, men jeg kan stadig vende tilbage og lytte til det. Jeg kan huske, at der var familiefest, og min kusine, der var ældre end os andre, åbenbart kendte nogen fra Outlandish og havde det album i hånden. Lennys hoved var på coveret. Så satte hun "Walou" på. Og jeg kan huske, jeg bare tænkte: "Det der... det er for sindssygt." Jeg lyttede overdrevet meget til det album – også til andet Outlandish, men det der album, det dræbte jeg. Jeg var heller ikke så god til engelsk, så når der var andre rappere på, Majid, Acorn og Jokeren, var jeg så ung, at jeg ikke forstod, det var andre rappere. Jeg troede bare, at det var de samme.

I forhold til armageddon tænker jeg meget på albummets mellow slutning. Det er ikke, fordi jeg kan spejle mig én-til-én i deres verden. Men dengang, i år 2000, der var ikke rigtig nogen indvandrere, der lavede musik – i hvert fald ikke nogen store. Jeg ved, at jeg ikke kun taler for mig selv her. Der var en hel generation af folk med anden etnisk baggrund, der pludselig havde hørt nogen behandle de her tematikker for første gang: Deres problematikker omkring religion og alt muligt andet. Det er først og fremmest en musikalsk oplevelse. Især "Walou" er en af de der transcenderende sange, ligesom Aloe Blaccs "I Need A Dollar", hvor man hører melodien for første gang og føler, man har hørt den før. Den er så episk. Outland’s Official var ikke pik-og-patter-rap, det var ikke familie-rap – det var bare Outlandishs ærlige virkelighed. Og det blev virkelig et af de album, der definerede mig.