Jeg har planlagt min egen dødsdag
Billeder: Manuel Harrau 
døden

Jeg har planlagt min egen dødsdag

”Jeg vil gerne forlade livet med værdigheden i behold, og jeg har ikke lyst til at vente, til jeg er senil og sidder med ble på i en kørestol.”

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Frankrig

Jacqueline Jencquels liv slutter i januar 2020. Den 75-årige kvinde er hverken dødelig syg eller synderligt svagelig – hun vil bare gerne have friheden til at dø, som hun vil, inden hun er for gammel og ”skriger af smerte.”

I 2016 vedtog den franske regering en lov, der gjorde det lovligt for læger at give uhelbredeligt syge bedøvende medicin, indtil de gik bort. Jancquel vil have lægerne til at gå skridtet videre ved at give personer over 75 retten til at dø, selvom de ikke er syge. Derfor står hun åbent frem i pressen og fortæller om sin planlagte dødsdag.

Annoncering

Det er en holdning, som hun har været fortaler for i flere årtier som næstformand i organisationen ADMD, der arbejder for retten til assisteret selvmord, og som medlem af den schweiziske gruppe Exit, der kæmper for alles ret til at dø, hvis de vil.

Jeg talte med Jencquel for at forstå, hvorfor hun mener, at ældre skal have lov til at vælge deres egen dødsdag, og hvilke misforståelser, der findes omkring døden.

VICE: Hej, fru Jencquel. Du har planlagt, at du skal dø i januar 2020. Men det chokerende er, at du ikke er syg. Du har da stadig mange gode år endnu, har du ikke?
Jencquel: Først og fremmest må jeg spørge, hvorfor du er så formel? Er det, fordi jeg er gammel? Du kan da bare bruge mit fornavn. Jeg har altså en kæreste på din alder. Det, der går mig på ved dit spørgsmål, er, at du siger, jeg ser frisk ud og ikke lider, men hvordan ved du det? Du er ikke 75 år. Du aner ikke, hvordan det er at være min alder og have ondt over det hele. Jeg kan ikke løbe, ligesom jeg kunne tidligere, jeg bliver hurtigt træt, og jeg har ryghvirvler, der sidder i klemme. Jeg kan ikke bevæge mig på samme måde, jeg har knogleskørhed og se, jeg ryster. Du kan måske ikke se det, men jeg lover dig, at jeg ryster.

Det overrasker virkelig folk, at jeg ikke er døende. I Frankrig kan man kun få lov til at dø, hvis man er helt ude på kanten og skriger af smerte. Vi har en lov, der tillader, at uhelbredeligt syge kan blive bedøvet, til de mister bevidstheden, så de slipper for at lide. Men det er ikke nok. Vi forholder os ikke til slutningen af livet. Vi skal lide først, før vi kan få hjælp til at holde det ud, indtil kroppen til sidst giver op.

Annoncering

I den forstand er det meget svært for vores nærmeste at forholde sig til den langsomme rejse ind i døden. Hvordan skal man så selv forholde sig til det? Jeg har ikke tænkt mig at nå til det punkt. Jeg ville ikke have, at andre skal bestemme, om jeg er klar til at dø eller ej. Jeg er ikke et barn længere – jeg ved, hvad jeg vil.

Det virker som om, du mest er bange for at blive bange.
Selvfølgelig er jeg det! Er du ikke? Jeg troede, jeg var gammel, da jeg blev 30. Selv hvis man er rig, hvorfor skulle man så have lyst til at være en byrde for sine børn og give dem dårlig samvittighed hele tiden? Jeg har to sønner, der bor i udlandet – en på Bali, og den anden i Berlin. De er så søde ved mig, men de har deres egen tilværelse med arbejde og børn. Jeg vil ikke have, at de skal bruge penge på, at en sygeplejerske kan holde øje med mig og snakke til mig med den der falske munterhed, som vi kun bruger på gamle mennesker. Du ved: Nåååh, har vi sovet godt i nat? Har vi været på toilettet i dag?

Det er federe at grine af det hele. Helt seriøst. Jeg ville ønske, at det ikke skulle være så dramatisk at dø. Det er jo bare en del af livet. Det er religion, der har gjort døden til en hellig ting. Det har forandret døden til det ypperste tabu. Men lad os nu bare sige det, som det er: Vi er her ved at tilfælde, takket være et enkelt stød med pikken, der var en anelse mere energisk end de andre.

Det siger du, men lige nu er dit liv ret sjovt – du har en kæreste, som er 30 år yngre end dig, du lever godt, du er atletisk, du rejser, og du har tre børnebørn, som du holder meget af. Hvorfor har du lyst til, at det skal slutte, når livet har været så godt?
Fordi det er uundgåeligt, at der vil komme en dag, hvor jeg ikke længere er i stand til at leve det liv, jeg har lyst til. Jeg vil gerne forlade livet med værdigheden i behold, og jeg har ikke lyst til at vente, til jeg er senil og sidder med ble på i en kørestol. Det er rigtigt, at i forhold til så mange andre mennesker er jeg heldig. Og jeg har mange gode år foran mig. Men jeg hader de klichéer. Hvorfor skal andre mennesker dømme mig? De er ikke inde i mit hoved eller min krop.

Annoncering

Hvis du spørger mig, er alder en uhelbredelig sygdom i sig selv ­– og den er altid dødelig. Bare se på mig: Jeg ser kun godt ud, fordi jeg virkelig passer på mig selv. Jeg er tynd, fordi jeg træner. For ti år siden fik jeg lavet et facelift, så min hage ikke skulle begynde at hænge. Jeg var på hormonterapi, da jeg var i overgangsalderen, så jeg ikke endte med at ligne en gammel stodder. Det er da rigtigt, at jeg var ude og paraglide i sommers, men jeg ved også godt, at der ikke går længe, før den slags ikke kan lade sig gøre længere. Jeg elsker at køre rundt på min scooter med min mand, men det må jeg også snart holde op med, for det smadrer min ryg.

Og der har jeg ikke engang nævnt de små hverdagsproblemer. Jeg kan ikke drikke mig fuld længere, fordi jeg får dundrende hovedpine efter et par glas vin. Der er det samme problem med mad – jeg kan ikke bare spise, hvad jeg har lyst til længere. Min fordøjelse er ikke så god, og jeg har svært ved at sove bagefter. En dag stod jeg op midt om natten for at tisse og gik direkte ind i en dør. Det lyder måske ikke så voldsomt, men jeg fik et kæmpe åbent sår, så jeg blev nødt til at ringe efter en ambulance. Mine sønner var ude af sig selv af bekymring. Kan jeg selv komme op, næste gang jeg falder? Og hvad hvis jeg besvimer? Så finder de mig tre dage senere, dehydreret og død, kvalt i mit eget bræk.

På et tidspunkt er livet bare ikke det værd længere. Hvad er der tilbage at leve for? At kneppe? Selv det bliver kompliceret med alderen.

Annoncering

Er du ikke bange for, hvad folk tænker om dig?
Jeg er skide ligeglad. Jeg har tænkt over det her i over 30 år. Da jeg boede i Venezuela i 2006 grundlagde jeg en organisation, der kæmper for folks ret til at ende livet. Tanker omkring lidelse og død fylder altid meget for mig. Min bedstemor døde som 38-årig og led frygteligt på grund af ubehandlet brystkræft. Det var i 1930 under Stalin, og der var ingen smertestillende midler, der kunne hjælpe hende. Min mor var otte år gammel, og hun glemte aldrig sin mors skrækslagne skrig, da hun tiggede og bad sin mand om at gøre en ende på det.

Kort efter flygtede min bedstefar til Kina på grund af undertrykkelsen af russiske intellektuelle, og der blev jeg født. Da jeg var lille i Saigon, så jeg soldaterne marchere forbi, lemlæstet af den indokinesiske krig. Jeg hørte folk sige, at de var blevet frelst, men jeg tænkte altid, at det var bedre for dem, hvis de bare var døde.

Senere kæmpede min egen mor med kræft i bugspytkirtlen i tre år. Kirurgen ville operere hende, selvom hun var 74 år! Jeg brasede ind på lægens kontor og forlangte, at de stoppede operationen. Så tog jeg min mor med hjem, så hun kunne gennemleve sine sidste dage i fred og ro. Senere fik min far Alzheimer’s, som er en frygtelig sygdom. Jeg var sammen med ham til det sidste. Så jeg har stirret døden lige i ansigtet mange gange.

Så du er ikke bange for, at assisteret selvmord vil blive misbrugt?
Det er latterligt. Aktiv dødshjælp har været lovligt i Holland siden 2001 og i Belgien siden 2002, og det er jo ikke som om, der har været en bølge af assisterede selvmord. Der er højest nogle få hundrede tilfælde om året.

Vi foreslår, at folk skal have hjælp til at komme herfra, mens de stadig er friske i hovedet. Men det argument går henover hovedet på folk, fordi det tvinger dem til at forholde sig til, at livet har en ende, og sådan er vi ikke programmeret.