Uddannelse

Sådan er det at være teenager på universitetet

Bastian var 14, da han begyndte at studere, Vittorio var 17. De var begge vidunderbørn, men set i bakspejlet var det så en god ide at starte på uni i så ung en alder?
Bastian var 14 år begyndte han at studere kemi på universitetet. Foto: N. Manuel Eichenberger

Den første gang, Bastian Eichenberger følte sig accepteret som den, han er, var i et laboratorie til molekylær genetik. Professoren introducerede ham som en kollega for de andre studerende og nævnte kort, at den biologistuderende teenager var yngre end alle andre til stede. For 18-årige Eichenberger betød det, at det nu var slut med at blive mobbet for at stille spørgsmål i timerne og score den ene topkarakter efter den anden.

Annoncering

Mens hans jævnaldrende typisk sveder over studentereksamen, så arbejder Eichenberger lige nu som forsker og undersøger, hvordan orme reagerer på proteintilskud. Han er en usædvanligt begavet person. I en alder af 14 tog han sin studentereksamen hjemme i Schweitz og begyndte at studerede kemi i Freiburg i Tyskland. Da medierne fik nys om det, fik han pludselig en masse uventet opmærksomhed og blev udnævnt til børnegeni.

Årtier forinden skete det samme for den nu 58-årige filosof Vittorio Hösle, som matrikulerede på universitetet i en alder af 17. I 1982 modtog han som 22-årig sin doktorgrad og blev den yngste professor i Tyskland fire år efter. Den på det tidspunkt 17-årige Boris Becker havde lige vundet Wimbledon, og medierne døbte Hösle ”filosofiens Boris Becker”. I dag er Boris Becker pensioneret og er siden sin storhedstid gået konkurs, men Vittorio Hösle underviser fortsat i filosofi, politik og litteratur ved University of Notre Dame i USA og har udgivet 16 bøger til dato.

I Tyskland anses cirka to ud af 100 personer for at være usædvanligt begavede. Når først verden opdager deres talenter, sættes deres akademiske karriere ofte på turbo, og de bliver kortvarigt til stjerner i medierne. Der er gået tre år, siden Eichenberger var en stor nyhed, og selv om der er lavet to dokumentarer om Hösle, så er der fortsat ingen dokumentarister, som har opsøgt ham.

De har begge indfriet forventningerne til dem som børnegenier, men synes de også selv, at det var det rette valg at begynde at studere i så ung en alder? Jeg har talt med dem begge for at finde ud af det.

Annoncering

Som 14-årig student var Bastian Eichenbergers største ønske at lave eksperimenter i laboratoriet. Han udtalte til medierne, at han ønskede at opfinde ny medicin til sygdomme, som endnu ikke kan kureres. Under sit andet semester på universitetet fik han endelig mulighed for at arbejde i laboratoriet, men lige inden han tog den hvide kittel på for første gang, forbød universitetet ham adgang. Af juridiske årsager ville man ikke lade ham arbejde med kemikalier i laboratoriet. De beklagede, men det var for farligt. Eichenberger blev ikke vred, men fortæller, at han var ”meget skuffet. Det gik udover motivationen.”

Vittorio Hösle forsvarede sin doktorafhandling, da han var i midten af 20'erne. Foto: Matt Cashore

Vittorio Hösle fortæller, at han sagtens kan forstå, hvordan Eichenberger må have følt det nederlag. ”Når sådan noget sker, har man brug for en mentorskikkelse, der kan hjælpe en med at fokusere,” siger han. Hösle oplevede selv øjeblikke under sit første år på universitetet, hvor han var fristet til at droppe ud. Han var bekymret for, om han havde truffet det rette valg – havde det været bedre at studere noget ”nyttigt” som medicin?

Det hele ændrede sig, da han mødte Hegel-eksperten Dieter Wandschneider, som opmuntrede ham til ikke at opgive filosofien. Hösle blev sidenhen en af Tysklands mest kendte filosoffer og landets yngste professor.

Når man er usædvanligt begavet, keder man sig oftest – ikke mindst i skolen. Hösle fortæller: ”De andre børn i klassen forstod ikke mine spørgsmål til lærerne, og jeg forstod til gengæld ikke, hvor meget det irriterede dem.” Han sprang to klasser over, mens Eichenberger sprang fire over.
Hösle husker, at det kun gjorde tingene lidt lettere for ham. Som 17-årig talte han sjældent med sine klassekammerater, og han trak sig tilbage socialt og holdt snuden begravet i bøgerne – især Platon og Hegel optog ham. Hans klassekammerater satte ikke pris på det. I midten af 20’erne stod Hösle foran en forsamling af mennesker, som var 20 år ældre end ham, og forsvarede sin doktorafhandling, den højeste akademiske grad, og han kunne se i deres ansigter, at han irriterede dem.

Annoncering

”Det er vigtigt, at man ikke lade sig distrahere af at blive afvist,” råder han nu unge studerende i Eichenbergers situation til at huske på. Det hjælper heller ikke at tale om det med jævnaldrende. Han foretrækker at fokusere på det, han ser som sit formål, nemlig at skrive bøger.

Men bare fordi man er usædvanligt begavet, betyder det ikke man skal leve et liv i isolation, siger Hösle. Da han var færdig med sin doktorafhandling, to han revanche og lagde enspændertilværelsen bag sig. Over årene blev hans kolleger mindre irriterede, og aldersforskellen blev også mindre udtalt.

Hösle mener, at for usædvanligt begavede mennesker er det især vigtigt at huske på, at man skal bruge sine evner i en god sags tjeneste. På et fly til Moskva sad han engang ved siden af en mand, som arbejdede i tobaksindustrien. Hösle spurgte manden, hvorfor han havde et arbejdet, som gjorde folk afhængige af et produkt. Manden blev irriteret og kunne ikke forklare sig selv. ”Det lærer jeg aldrig at forstå,” siger Hösle.

Eichenbergers oplevelse ligner Hösles. I sidste ende vil han arbejde med at udvikle ny medicin, men indtil videre vil han bare gerne lære så meget som muligt. Da han blev nægtet adgang til laboratoriet, begyndte han i stedet at læse biologi og arbejdede hårdt på studierne. I dag er han blevet 18 og har endelig adgang til laboratoriet, som han har drømt om i årevis. Men han fortæller, at bare fordi man er usædvanligt begavet og arbejder hårdt, er man ikke nødvendigvis sikret en stjernekarriere som akademiker. Når han tænker over sin fremtid, føler han, at valgene er truffet på forhånd – og det er vel at bemærke ikke hans egne valg. ”Der forventes mere af usædvanligt begavede mennesker.”

Annoncering

Han blev færdig med sin bachelor på normeret tid sammen med sine medstuderende. Men han vil gerne være færdig med sin uddannelse hurtigst muligt, så han kan begynde sin karriere i den virkelige verden.

Han håber på, at han en dag ikke længere bliver kategoriseret som et ”vidunderbarn”, og at folk vil værdsætte ham for det, han har opnået, og ikke bare fordi hans intelligenskvotient ligger over 98 procent af resten af den centraleuropæiske befolkning.

”Hvis folk bare accepterede det, kunne jeg fokusere på det, jeg vil,” fortæller han.

Det er det liv, som Vittorio Hösle lever nu i en alder af 58. I 2013 udnævnte paven ham til medlem af det Pavelige Akademi for de Sociale Videnskaber, som er den højeste ære, man kan opnå som kristen forsker.

Indtil Eichenberger er klar til at indtage verden på egen hånd, hjælper arbejdet i laboratoriet ham med at realisere sine drømme. Der sætter man pris på ham for hans arbejde, og han ses som en ligeværdig.