Foto af Hedda Rysstand 

Vi kommer til at kysse mere og flyve mindre, når Uffe Elbæk bliver statsminister

Vi glemte finansiering og støttepartier for en stund og talte med statsministerkandidaten om, hvordan hverdagen ville se ud, hvis Alternativet fik magten.

af Clara Krohn ; billeder af Hedda Rysstad
|
29 august 2018, 8:47am

Foto af Hedda Rysstand 

Jeg kan ikke lade være med at smile bag avisen, da jeg en solrig eftermiddag i midten af august læser Alternativets regeringsplan. Formand Uffe Elbæk har to måneder forinden annonceret, at han ved det kommende valg selv stiller op som statsministerkandidat. Med en regeringsplan, hvor 15 nye ministerier og 22 ministre skal erstatte det nuværende system, kunne noget tyde på, at han har tænkt sig at gøre alvor af truslerne.

Jeg smiler ikke, fordi ‘Ministeriet for Livslang Nysgerrighed’ og ‘Naturens minister’ lyder som noget fra Harry Potter. Jeg smiler ikke overbærende, fordi nogen vil mene, at det bliver svært for Alternativet at finde politisk opbakning til realisere planen, eller fordi det lader til, at Uffe Elbæk kender en Motherloade-lignende kode, der vil få statskassen til at bugne. Jeg smiler bag avisen, fordi regeringsplanen virker rar og sympatisk, og hvis den blev til virkelighed, behøvede jeg hverken bekymre mig om uddannelsesloftet eller klimakrisen. Det står lige der i avisen, at jeg kan få det hele og mere til, men kan det virkelig passe?

Lad os sige, at vi springer diskussioner som, ”hvor skal pengene komme fra?" over og i stedet lander direkte i et alternativt utopia. Her har det grønne Å magten, Uffe Elbæk er statsminister, og der er stor sandsynlighed for, at sweatshirts fra Commes des Garçon er blevet officiel folkedragt – hvordan ser min verden så ud? Kan jeg virkelig få det hele, eller er der ting, jeg må give afkald på? Jeg mødtes med Uffe Elbæk for at blive klogere.

Børnene er ved at blive hentet fra børnehaven i baggården, da Uffe Elbæk svinger gennem porten på sin sorte herrecykel og med et smil konstaterer, at selv Grundtvig har været til Pride og nikker mod den forstenede højskoleforstander, der i løbet af weekenden er blevet iklædt en regnbuefarvet blomsterkrans som supplement til pibekraven.

Vi befinder os på Vartov ved Grundtvigs Kirke i det indre København. Her er Uffe Elbæk blevet døbt, og her har han begravet sin mor for tre uger siden. I dag blæser det stille i gården, og for første gang i mange uger har børnehavebørnene fået jakker på. Dengang Uffe Elbæk var ung, var vejret ikke noget, man diskuterede, for selv om det måske var lidt varmere en sommer eller lidt koldere en vinter, så ændrede vejret sig ikke synderligt fra år til år. Sådan er det ikke længere, og vejret er ikke længere noget, vi tager for givet. Ikke Uffe Elbæk i hvert fald. Han slår ud med armene og fortæller om smeltende tundraer, farlig metangas og fisk, der bliver kvalt af iltmangel i søerne, alt imens han fortsætter med at fægte hektisk omkring sig. Han understreger, at han ikke forsøger at tegne et skræmmebillede af dommedag, men blot forsøger at forklare, hvor alvorlige problemerne er.

“I dag er klimaet det mest afgørende for, om du kommer til at leve i en konfliktfyldt eller fredelig verden. Hvis vi ikke løser problemet, vil mange millioner mennesker blive nødt til at flygte, og der vil opstå konflikter om vand og ressourcer, som vil føre til krige. Konfliktniveauet vil stige både socialt, økonomisk og militært, hvis vi ikke finder en løsning på klimakrisen – så vi skal finde en løsning,” siger han.

Det kan efterhånden ikke komme som overraskelse for nogen, at en del af løsningen består i at begrænse belastningen af klimaet, når vi rejser verden rundt i flyvemaskine. Irriterende nok er det også en af de ting, der virker sværest at opgive. Jeg skal nok spise mindre kød og bruge min bio-spand mere aktivt, men det virker meget uoverskueligt at skulle tage toget og færgen til New York – eller endnu værre – undlade at tage afsted.

Uffe Elbæk mener nu ikke, at jeg behøver bekymre mig om ikke at få set Frihedsgudinden. (Se hende igen vel og mærke. Bare rolig – jeg har som enhver anden Vesterbro-hipster med respekt for sig selv selvfølgelig været i New York).

“Du kan godt flyve, hvis du vil betale,” siger han og fortæller, at han i sommer selv måtte tage sin egen medicin, da han rejste med tog hele vejen ned gennem Frankrig i stedet for at flyve. “Det varede to dage i stedet for fem timer. Det er der selvfølgelig ikke altid tid til, og der vil være tidspunkter, hvor man bliver nødt til at flyve, men så må man jo klima-kompensere,” siger han. Det betyder i praksis, at du smider 80 kroner oven i billetten, hvis du flyver i Europa og nok lidt mere, hvis du skal længere væk. De 80 kroner går til NGO’er som støtter for eksempel regnskoven i Amazonas, forklarer han.

Det vil sige, at jeg stadig kan flyve til New York et par gange endnu? Spørger jeg håbefuldt.

“Jajajajaja,” forsikrer Elbæk mig.

Hvis jeg altså er villig til at betale for det?

“Ja, men jeg kan forestille mig, at du gerne vil betale 80 kroner ekstra?”

Det skulle der nok blive råd til, hvis de 80 kroner kan fungere som aflad for min klimaskyld og lette lidt af min dårlige samvittighed. Problemet er bare, at de årlige flyveture langt fra er min eneste klimasynd. Selv om jeg ikke spiser kød hver dag, må jeg indrømme, at der en gang imellem ryger en shawarma i svinget, men er det helt slut med det, hvis det står til Alternativet?

"De der bøfhuse... not nice.”

“Vi skal spise mindre kød, uanset om det er os eller nogle andre, der bestemmer. Der er dem, der går hele vejen og udelukkende spiser vegansk, og det, synes jeg da, er mega sejt. Der er jeg ikke selv nået til, men jeg spiser klart mindre kød i dag, end jeg gjorde for bare tre år siden. Det er bare er blevet u-cool at spise meget kød. De der bøfhuse...” siger han og ryster opgivende på hovedet, inden han afslutter sætningen “...not nice.”

Dermed ikke sagt, at Uffe Elbæk ikke kan forstå, at folk godt kan lide at spise kød. “Jeg siger bare, at man skal være opmærksom på, at det er godt og økologisk kød. For tre år siden skulle vi have én kødfri dag om ugen. Nu skal vi vende det om, så vi kun spiser kød én gang om ugen.”

Nu har vi styr på rejsen og middagen, men vi mangler stadig det med de fossile brændstoffer, som Danmark, ifølge Alternativets plan, skal være fri for om 17 år. Det stemmer umiddelbart ikke overens med drømmen om at købe sin egen bil og fordrive tiden med at køre op og ned ad H.C Andersens Boulevard.

“Hvis man har lyst til at køre bil, kan man køre elbil. Vi vil sænke afgifter på elbilerne, lave flere ladestationer og give elbilerne andre rettigheder, så de for eksmepel må køre i bussporet. Det har de gjort i Norge med det resultat, at salget af elbiler er steget med raketfart,” siger Uffe Elbæk og klasker pludselig sin håndflade mod det mørkegrønne parkbord og udbryder, “det bliver et meget federe samfund! Det bliver mere heftigt!”

Det lyder både heftigt og fedt, men det lyder også en anelse utopisk, men det er Uffe Elbæk ikke enig i. Han mener ikke, det er en disse utopisk. Dystopi giver han heller ikke meget for. “Jeg hader forestilling om, at det hele er ved at brase sammen om ørene på os, og at vi kan ikke nå at gøre noget. Udfordringerne så massive, at vi bliver nødt til at gøre noget nu, men hvis vi gør det, så skal vi nok finde ud af det,” siger han og giver igen det grønne træbord en optimistisk lussing. “Vi er gode til at arbejde sammen, når det endelig gælder, og det bliver mega sjovt!”

Ud over de tiltag på Alternativets regeringsplan, der skal redde os alle sammen fra stigende temperaturer og vandstande, er der endnu et punkt, der vil have stor betydning for min hverdag. Den berømte og berygtede 30-timers arbejdsuge. Det betyder syv timers ekstra fritid, som jeg kunne bruge på at male akvarel eller lære arabisk eller begge dele – eller mere realistisk – se flere serier, end jeg gør i forvejen. Uanset hvad jeg vælger at bruge min ekstra fritid på, har jeg en mistanke om, at mere fritid også vil betyde, at mit forbrug vil stige, så jeg vil gerne spørge Uffe Elbæk, hvordan han synes, jeg skal fordrive de syv timer.

“Du skal kysse mere,” svarer han hurtigt og smiler stort.

I alle syv timer? Spørger jeg lidt beklemt ved tanken om, hvor meget spyt jeg så må i gang med at producere.

“Nej, men der ligger en vis form for sandhed i det. Den tid, vi ikke bruger på arbejde, kan vi bruge på venner og familie. Du kan dyrke dine interesser og være en del af lokalområdet og blive mere demokratisk aktiv og engageret i samfundet. Din livskvalitet skal vokse, og dit forbrug skal dale.”

Lige nu hænger mit forbrug måske lidt for godt sammen med min livskvalitet. På den lange bane ved jeg godt, at der nok ikke er en sammenhæng mellem de ting, jeg køber, og hvor lykkelig jeg er, men som lappeløsning fungerer det ganske fremragende. Jeg har ingen problemer med at overbevise mig selv om, at jeg får en bedre dag eller måske endda et bedre liv, hvis jeg kommer til at eje endnu en ny fin ting.

"Det er da fedt at købe noget nyt. Jeg er da glad for, at jeg lige har købt en ny t-shirt."

“Jeg håber aldrig, at vi når til et punkt, hvor man ikke har lyst til at være smuk og ikke har lyst til at købe noget nyt, for det er da fedt at købe noget nyt. Jeg er da glad for, at jeg lige har købt en ny t-shirt. Du skal bare hel tiden overveje, om du har brug for den nye t-shirt, og hvordan den er produceret. Jeg tror, at der allerede er en bevægelse i gang, hvor det er u-cool at købe billigt tøj i dårlig kvalitet. Folk vil hellere gå i genbrugsbutikker og finde fedt tøj,” siger Uffe Elbæk.

Det lyder dejligt med økologisk mad og kvalitetstøj, men det lyder også lidt dyrt, hvis man for eksempel er på SU, men den undskyldning køber Uffe Elbæk ikke. Han minder mig om, at grøntsager er meget billigere end kød og lover mig som en anden selvhjælpsbog, at min krop bliver både gladere, sundere og smukkere, hvis jeg spiser vegetarisk. “So what’s not to like?” spørger han med et smil.

“Ja, det lyder lækkert,” når jeg at medgive, inden Uffe Elbæk protesterer. “Nej, det lyder ikke lækkert, det lyder fornuftigt. Vi er ikke ude på at få noget til at lyde lækkert. Vi forsøger at sige, at vi har en bunden opgave, og vi skal finde ud af at løse den.“

Nogen vil argumentere for, at det vil begrænse vores individuelle frihed, hvis vi forsøger at løse den bundne opgave på Alternativets måde. For hvad så med vores frihed til at rejse så meget, vi har lyst til uden at betale til regnskoven? Hvad med vores frihed til at købe nyt tøj hver uge, og hvad vores med frihed til at spise bøf til middag hver aften? Frihed er det allervigtigste for Uffe Elbæk, men han mener, at der findes mange forskellige måder at opfatte frihed på. For ham er det vigtigt, at vi har frihed til at tage en tur i skoven, fordi den ikke er forsvundet, frihed til at have tid til det, der betyder noget, og frihed til at glæde sig til at få børn uden at frygte for deres fremtid på en forurenet planet.

“Vi skal også gøre op med, at frihed kun kan være at forbruge og tjene penge, for frihed er så meget mere, og det skal vi stå op for,” siger Uffe Elbæk.

Mere VICE
VICE kanaler