Broadly

Det kommer ikke som en stor overraskelse, at kvinder hader den nye ’Handmaid’s Tale’-vin

Kun én dag efter lanceringen trak producenten det utroligt idiotiske produkt tilbage.

Nicole Clark

Nicole Clark

Foto: Hulu

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Vinproducenten Lot18 har officielt tilbagekaldt deres seneste vinserie, der er inspireret af tv-serien The Handmaid’s Tale – en dystopisk thriller om seksuelle overgreb og slaveri baseret på Margaret Atwoods roman af samme navn. Ifølge People besluttede firmaet sig for at fjerne vinen fra hylderne igen, og man kan heller ikke finde den på Lot18s hjemmeside længere.

Vinen tog sin inspiration fra seriens hovedpersoner. Man kunne få en "Offred" Pinot Noir, en "Ofglen" Cabernet Sauvignon og en "Serena Joy" Bordeaux Blanc. Tilbagekaldelsen kommer i kølvandet på en Twitter-shitstorm, hvor mange kvinder, ikke overraskende, har udtrykt forargelse over, at firmaet forsøger at kapitalisere på statssanktioneret tortur og voldtægt som et tema. Det hjælper heller ikke sagen, at vinen blev lanceret i forbindelse med sæsonfinalen på tv-serien, som er blevet kritiseret for at være ”torturporno” og ”brutal for brutalitetens skyld”.

Udover den helt utroligt tonedøve centralpræmis for produktet, så gjorde Lot18s marketingsafdeling heller ikke tingene bedre. I reklamematerialet i forbindelse med lanceringen forsøgte man at få udnyttelse til at lyde sexet med en særligt forfærdelig beskrivelse af Offred: ”Det nytter ikke at kæmpe imod vinens bløde og yderst tiltalende profil, så du kan lige så godt give op.” Det er en udtalelse, der i bedste fald er tomhjernet og i værste fald tager voldtægt i forsvar. Heldigvis har Lot18 fjernet al reklamemateriale for vinen på deres hjemmeside.

At opkalde en vin efter Serena Joy – som er en kompleks figur, men ikke desto mindre medskyldig i voldtægt – sammen med de kvinder i Gilead, som lider under det system, hun repræsenterer, er endnu en forbløffende og helt hjernedød beslutning fra firmaets side. De kunne lige så godt have kørt den helt ud og lavet en Aunt Lydia Zinfandel – modig og krydret eller whatever – det ville virke lige så tilfældigt som det øvrige udvalg.

Det kan godt være, Game of Thrones har sin egen vin, og fans af The Bachelorette kan nippe til en ”The Fantasy Suite” Cabernet Sauvignon eller en ”The Final Rose”, men firmaerne bag de vine har ikke opkaldt deres produkter – som typisk forbindes med kvinder – efter fiktive voldtægtsofre for at tjene penge. Der er desværre masser af andre eksempler på firmaer, som sælger tonedøve produkter til kvinder – som for eksempel BIC Cristals Kuglepenne til Hende eller Flat Tummy Tea Cos nye appetitfortrængende slikkepinde (som ikke er godkendt af de amerikanske fødevaremyndigheder).

Mere VICE
VICE kanaler