Annoncering
stoffer

Mød manden, der har taget 140 slags stoffer og skrevet en bog om skadesreduktion

Vi snakkede med Dominic Milton Trott om 'The Honest Drugs Book'.

af David Hillier
05 februar 2019, 3:00pm

Venstre: Dominic Milton Trott; Højre: 2C-B-AN. Fotos: Dominic Milton Trott

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE UK

Hvordan ser en person, der har taget 140 forskellige slags stoffer, ud?

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, før jeg skypede med Dominic Milton Trott, forfatter til The Honest Drugs Book, men hans udseende kom i virkeligheden ikke som den store overraskelse. Han er en mand i halvtredserne med et rundt og venligt ansigt, som taler engelsk med en imødekommende Manchester-dialekt. Han er tyndhåret, men har en hestehale i nakken og en hajtand i en halskæde om halsen.

Måske regnede jeg i virkeligheden med, at han ville ligne en figur fra Trainspotting, når man tænker på, at han er et menneske, der har viet sit liv til stoffer. Men faktisk er Trotts mission at afvikle tabuer omkring stoffer og stofbrugere. Det er blandt andet derfor, han har brugt næsten ti år på at skrive en bog, som skal være den ultimative skadesreduktionsbibel. The Honest Drugs Book – som Trott har indtaget 140 forskellige stoffer for at kunne skrive – er ikke en håndbog i hedonisme. Men hvad har så inspireret ham til at bruge så lang tid på emnet?

1535980311268-41629238682_50ae7097a3_b

VICE: Hvad er historien bag din bog?
Dominic Trott: Jeg begyndte at føre dagbog over mine oplevelser med stoffer for syv eller otte år siden. Det var oprindeligt i form af et regneark, men jeg havde en idé om, at der var behov for skrive mere udførligt om det. Det var først, da jeg havde 30-40 optegnelser, at jeg besluttede mig for at skrive en bog, som andre også kunne få gavn af. Senere, da jeg gennem et stofforum på nettet fandt ud af, hvor mange personer dør på grund af manglende viden om de stoffer, de tager, gik det op for mig, at min forskning var meget vigtig.

Findes der andre bøger som din?
Nej, det nærmeste, man kommer, er Alexander Shulgins bog (PIHKAL: A Chemical Love Story, red.). Men den handler kun om psykedeliske stoffer, og det er ikke en bog, det gennemsnitlige unge menneske får noget ud af at læse.

Du er meget åben i din beskrivelse af, hvordan psykedeliske stoffer har påvirket dit liv. Din oplevelse i Peru med ayahuasca var – som det er tilfældet for mange – en livsændrende begivenhed for dig.
Det var dér, jeg opnåede mest indsigt. Det påvirkede mit syn på verden fundamentalt. Det gav mig selvsikkerheden til at se anderledes på tingene – og til at skrive bogen færdig. Inden jeg tog ayahuasca, var jeg bange for at pressen ville ende med at stå foran mit hus og råbe om, at min bog er den farligste i Storbritannien. Jeg bekymrer mig stadig i dag, men efter det trip gav jeg slip på frygten i en grad, hvor jeg kunne blive færdig med bogen.

1535980353193-26801597697_0b40e2a314_b

Da du tog Black Mamba – en kunstig form for cannabis, der ligner spice – var det en anderledes ubehagelig oplevelse. Du fik et angstanfald og kalder oplevelsen for en ”fuldstændig frygtelig tur”.
Jeg lå i fosterstilling på sengen. Det var frygteligt. Men jeg klarede mig igennem det, fordi jeg vidste, det ikke ville blive ved for evigt. Jeg havde lavet grundig research inden. Men hvis jeg var en naiv 16-årig, som bare troede, det var kunstig cannabis, for så at blive kastet ned i det helvede, havde det været en frygtindgydende oplevelse. Det er den slags oplevelser, der gjorde, at jeg blev nødt til at skrive bogen færdig.

Det gik heller ikke så godt med heroin – det blev du syg af.
Heroin var okay, men jeg tog en alt for stor dosis. Det er det samme som med alkohol. Hvis du drikker alt for meget alkohol første gang, bliver du syg. Jeg vågnede op næste morgen med voldsomme tømmermænd, der til forveksling lignede alkoholtømmermænd. Det er også et beroligende middel, der kan gøre dig deprimeret, så det kommer sikkert ikke som en overraskelse. Jeg tror, det havde været noget andet, hvis jeg var stoppet i tide, men det er et vildt stof! Jeg ville bare fortsætte. Det gik først ned ad bakke efter nogle timer, men så var det også en rædsom oplevelse. Jeg havde lyst til at kurere tømmermændene med mere heroin næste morgen. Det gjorde jeg så ikke – jeg havde smidt resten ud – men det stod klart for mig, hvordan folk kan blive ved og ved med at tage det.

Du kan godt lide amfetamin, som mange hader – de ser det lidt som stimulansernes skumle fætter.
Det er nok, fordi man ikke opnår samme effekt som med kokain og andre syntetiske stoffer. Men amfetaminrusen holder meget længere, og man glemmer næsten, at man er på stoffer, selv om man er super høj. Med amfetamin var jeg klar igen efter et par dage. Sådan var det ikke med crystal meth. Det handler om dopamin, tror jeg. Man bruger så meget af det på crystal meth, at det tager lang tid at normalisere hjernekemiens balance igen. Jeg kunne godt finde på at prøve amfetamin igen, men aldrig crystal meth.

1535980416338-26800524687_a1c8a0645b_o

I bogen opfordrer du unge under 18 til at holde sig fra stoffer, men er en bog som din ikke med til at gøre det lettere for unge at tage stoffer?
Det er helt til grin, at man fortæller unge, at de dør af at tage stoffer. Det budskab virker ikke. Jeg skriver i bogen, at unge skal holde sig fra stoffer og alkohol, fordi deres hjerner ikke er færdig med at udvikle sig. Jeg håber, den besked trænger igennem. Hvis de alligevel vil eksperimentere, så bør de være oplyst med den fornødne data, så det sker under sikre rammer. Det er sund fornuft, som jeg ser det. Alt det andet handler bare om politisk ideologi.

Du nævner i bogen, at du selv har familie. Hvordan passer din rolle som far ind i dit liv som stofbruger?
Min børn er voksne, og de var i gang med uddannelser, da jeg begyndte. Jeg ved godt, hvordan det lyder: ”Den her fyr tog 140 slags stoffer, så han må være helt blæst hele tiden”. Men sådan var det faktisk ikke. Jeg tog kun stoffer alene. Jeg researchede på effekten af hvert enkelt stof. Med stimulanser vidste jeg mere eller mindre, hvordan jeg ville reagere på det.

Du var for det meste alene, når du afprøvede stimulanser. Påvirkede det din oplevelse i forhold til, hvis du havde været sammen med andre eller på natklub?
Det foregik selvfølgelig under andre omstændigheder end de normale. Så snart euforien havde lagt sig, begyndte jeg at dokumentere oplevelsen. Det handlede om at sætte et kronologisk forløb sammen, så folk ved, hvad de går ind til, hvis de tager det pågældende stof.

1535980565746-IMG-20180528-WA0014

Et af de kriterier, du vurderer stoffernes effekt ud fra, handler om dit "horn". Hvorfor er det relevant?
Da jeg lavede research online, talte folk meget om, hvordan stoffer spiller ind på seksualdrift. Stimulanser og sex hænger uløseligt sammen for mange brugere, så jeg vurderede, at det var en god ting at inkludere. Med crystal meth er der ikke mange brugere online, som ikke kommer ind dens stimulerende effekt. Det er en risiko, at folk slår op med deres kærester, fordi sex uden crystal meth bliver for kedeligt. Man støder tit på folk, der har oplevet det, så jeg blev nødt til at adressere problemet.

Hvilket stof ville du tage i morgen, hvis du havde tid til det?
Intet. Det er sjældent, jeg tager noget længere. Hvis jeg var i Amsterdam, ville jeg ryge cannabis. Hvis jeg var et sted på kloden, hvor de har et interessant psykedelisk stof, ville jeg prøve det. Men med de fleste stoffer er det ikke de to-tre dages tømmermænd værd at tage. Det klæder heller ikke en moden herre som mig!

Fair nok. Du har med vilje udeladt et billede af dig selv i bogen. Hvad arbejder du med til daglig, og hvordan har du det med din anden karriere?
Jeg har tidligere været programmør, dengang det stadig var et sexet arbejde. Så begyndte jeg som sikkerhedskonsulent i finansverdenen. Jeg analyserede systemsvagheder, kontrolfunktioner og den slags.

Det giver god mening.
Ja. Jeg stoppede for ti år siden og blev selvstændig, så jeg havde tid til andre ting. Det blev så til The Honest Drug Book.