Peberfrugt

Jeg hader grøn peberfrugt og dens bitre djævelskab

En sørgelig undskyldning for en grøntsag.
26.3.18
Collage af billeder via Shutterstock.

Kender du den person i vennegruppen, som altid glemmer din fødselsdag, altid kommer for sent, aldrig har en værtindegave med og i det hele taget er et skuffende element i dit liv?

Ikke desto mindre formår ”vennen” at blive ved med at spille en rolle i dit liv, fordi personen hænger uløseligt sammen med et par af dine andre federe venner, og hvis du gerne vil være sammen med dem, må du også trækkes med hade-vennen. Personen er umulig at komme uden om på trods af, at det utvivlsomt havde været hyggeligere, hvis vedkommende ikke var mødt op. Den grønne peberfrugt er den ”ven”.

Annoncering

”Ussel”, ”djævelens værk”, ”ligegyldig grøntsag”, ”så vent dog til den bliver moden!”

Sådan lød reaktionerne, da jeg spurgte min omgangskreds, hvordan de havde det med den grønne peberfrugt. Jeg har tit undret mig over, hvem der køber og spiser den grønne peberfrugt – med vilje vel og mærke. Ikke fordi de bliver tvunget af lyskrydspakken, som jeg stærkt mistænker for kun at have den eksistensberettigelse at prakke den grønne peberfrugt på folk, som egentlig hellere ville være fri.

For hvem tager det aktive valg at skære den grønne satan i strimler og spise den i stedet for at spise den røde – eller i stedet for ikke at spise noget? Findes der mennesker, som rent faktisk foretrækker den grønne frem for den røde favorit, den edgy gule eller måske den eksotiske orange? Hvis de findes, er jeg aldrig stødt på dem. Jeg har i mit 21 år lange liv aldrig set en mand, kvinde, hen, barn eller hund proppe udelukkende grønne peberfrugter i en af de film-tynde plastikposer i supermarkedet.

Grillet kan den måske gå an, hvis den er druknet i olivenolie og feta, men helt rå smager den besk og bitter som en uforløst barnedrøm. Ligesom når du desperat forsøger at overbevise dig selv om, at det er fint at tage i sommerhus i Danmark i stedet for at tage til Sydspanien, er det et kompromis du har indgået med dine smagsløg. For uanset om den grønne peberfrugt er tilberedt så læsterligt, at den smager helt okay, ved du inderst inde godt, at det ville smage bedre, hvis du havde brugt den røde.

Det er ikke kun min omgangskreds og jeg, der kan sidde og nikke anerkendende til hinanden, mens vi giver hinanden ret. En undersøgelse som YouGov foretog i 2013 for nyhedsmediet Metroxpress viser, at 73 procent af de adspurgte danskere ønsker den grønne peberfrugt ud af lyskrydspakken og hen, hvor peberet gror.

Når der bliver klaget over, at den grønne peber er umoden, er det ikke helt ved siden af. Den grønne peber er nemlig blot forstadiet til den sødmefulde og let elskelige røde peberfrugt. Fordi den ikke skal modne helt så længe, er den også billigere at producere, og måske er det også derfor, at den bliver solgt i plastik-fængsler side om side med mere modne versioner af sig selv og skaber en illusion om, at den grønne er lige så meget værd som den gule og den røde. Jeg vil ikke spises af med den billige pøbel-peberfrugt, men det er lykkedes mig at opstøve personer, der ikke har noget imod smagen af knust Panodil. De er ikke mange – men de findes.

Kun få turde række hånden op og erkende, at de godt kan lide grøn peberfrugt og måske ligefrem kan lide den mere end de to andre farver, da jeg råbte, ”hvem kan godt lide grøn peberfrugt??!” ud i et tilfældigt lokale. De nyder den beske smag og synes, den grønne peber er mere sprød end den røde, og er god til at fiske hummus op med. De indrømmer dog, at det er en holdning, de har stået meget alene med. Nok på samme måde som folk, der foretrækker at spise hvid-grønne jordbær frem for røde jordbær, også står alene med den holdning.

Der findes også en håndfuld, “den grønne er da okay, hvis den bliver blandet i en god jambalaya”-typer. Til jer kan jeg kun sige én ting: Gider I holde op og for en gangs skyld begynde at tage ansvar for jeres egen livsglæde? I er bedre end den billige, umodne, grønne peberfrugt. For det faktum, at du bliver nødt til at drukne den i andre mere velsmagende råvarer, understreger kun, at den grønne peberfrugt er mere overflødig end story-funktionen på Facebook.

Det kan på samme måde ikke være helt tilfældigt, at det er noget nær umuligt at finde en opskrift, hvor der nødvendigvis må anvendes grøn peber frem for gul eller rød. Og i de opskrifter, hvor det ikke er præciseret hvilken farve, der passer bedst til retten, er det alligevel altid den gule eller den røde, der er afbilledet. Du skulle nødig miste appetitten allerede inden, du går i gang med opskriften.

Men måske er den grønne peberfrugt slet ikke så dårlig for os. Måske er den i virkeligheden med til at skabe balance i vores hverdag. I en polariseret verden er det én af de få ting, som (langt de fleste) kan blive enige om. Ligesom hade-vennen på mærkelig vis er nødvendig for, at dynamikken i vennegruppen kan fungere, kan vi ikke undvære den grønne peberfrugt. Den binder os sammen, som kun en fælles fjende formår og giver os et konkret sted at placere vores frustrationer.

Så i stedet for at blive træt af, at du skal påduttes den grønne peber, bare fordi du gerne vil købe den røde og den gule, så glæd dig i stedet over muligheden for aggressivt at skamsnitte den grønne peberfrugt, mens du tænker på alt det, du ikke fik nået på arbejdet.