100 tidligere flygtninge fortæller, om de føler sig fremmede i Danmark

"Hvor mange procent fremmed er du?" Det spørgsmål besvares af 100 personer, som er kommet til Danmark som flygtninge, i et kunstprojekt med titlen 100% Fremmed?. Projektet består af 100 portrætter af deltagerne, suppleret af deres personlige beretninger om at være menneske i Danmark i dag – fremmed eller ej.

De 100 tidligere flytninge kommer fra 29 forskellige lande og repræsenterer statistisk de 161.000 mennesker, der har fået asyl i Danmark siden 1956 – udvalgt efter kriterierne oprindelsesland, køn, årstal for ankomst til Danmark og forskellighed indenfor politisk, religiøs og etnisk baggrund.

Projektet er udarbejdet af Københavns Internationale Teater sammen med kurator og fotograf Maja Nydal Eriksen, der har fotograferet de 100 personer i Tivoli – en ramme, der er valgt på grund af de mange "referencer og symboler, der forbinder Tivoli med alverdens kulturer," forklarer hun. Deltagerne har selv valgt baggrunden og konceptet for portrætterne i samarbejde med Maja Nydal Eriksen, så de fremstår, som de selv ønsker det – og ikke som "ofre" for deres skæbne.

Lone Tinor-Centi, som er chef for frivilligafdelingen i Dansk Flygtningehjælp, udtrykker det sådan her i omtalen af projektet:

"Portrætterne viser mennesket bag statistikkerne og minder os om, at der bag tallene gemmer sig en mangfoldighed af skæbner, som har en historie, men også håb og drømme ligesom alle os andre."

'100% Fremmed?' udstilles på Københavns Rådhus fra den 1.-28. juli og bliver derefter en vandreudstilling på udvalgte steder i København. Læs mere her og se alle billederne her.

Se et uddrag af billederne og de medfølgende fortællinger her:

Uddannet mekatroniktekniker, nu værkstedsassistent / fra Syrien med palæstinensisk baggrund / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse samme år

Jeg føler mig ikke fremmed. Jeg kendte til Danmark, inden jeg kom hertil. Jeg vidste, at her er mange vindmøller og tænkte derfor, at jobmulighederne nok var rimelige. Jeg vidste, at det danske samfund er et velfærdssamfund, og så kendte jeg og kunne lide historien om vikingerne. Pludselig var de over det hele. Stærke mennesker med stor energi, som fik ting til at ske!

I marts 2014 var jeg i Grækenland og skulle krydse grænsen til Makedonien, men det var svært. I halvanden måned sov jeg i skoven med intet andet end det tøj, jeg havde på. I løbet af to dage havde jeg 38 mislykkede forsøg på at krydse grænsen, som alle endte med, at jeg blev sendt tilbage. Det var dumt og irrationelt at blive ved, men jeg kunne ikke lade være, og i 39. forsøg lykkedes det.

Går på sprogskole / fra Somalia / kom til Danmark i 2012 / opholdstilladelse 2013

Jeg har det godt i Danmark og føler mig ikke fremmed. Jeg savner mine søskende og den måde, vi plejer at være sammen på. Vi driller hinanden, laver sjov og er tætte. Efterhånden har jeg også fået gode venner i Danmark, som er her for mig, og det glæder mig, at de skal være en del af min søns liv.

Jeg boede sammen med min far og mine søskende i Somalia, gik i skole og spillede basket. Men i Somalia kan det give problemer at spille basket som kvinde. Nederdelene, som vi spiller i, dækker ikke anklerne, og det forarger nogle grupper i befolkningen, der opfatter det som haram, syndigt, at kvinder dyrker sport. Min far var bekymret for mig og bad mig stoppe, men jeg var ligeglad. På mit ben har jeg et stort ar. Det fik jeg, fordi jeg blev ved med at spille basket. Jeg blev fanget af Al-Shabaab, der hældte kogende vand ud over mit ben som straf for, hvad de betragtede som min syndige opførsel.

Salgsleder i Netto / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2002 / opholdstilladelse samme år

Jeg føler hele tiden, at jeg skal bevise mit værd for at blive accepteret. Og det er udelukkende fordi, jeg er udlænding. Jeg skal hele tiden være lidt bedre end de andre, smile lidt mere og arbejde lidt hårdere. Hver morgen føles det, som om at jeg tager en maske på, som jeg først kan tage af, når jeg kommer hjem.

Da jeg gik i 9. klasse, tog min far min søster og mig med på ferie til Iran. Men det var ikke en ferie. Han sendte os til Pakistan, hvor vi skulle bo hos hans familie. Min far havde fuld forældremyndighed over os, så min mor kunne intet stille op. Han mente, at vi var blevet for danske, og han nægtede at lade os vende tilbage. Min mor havde tidligere boet i Pakistan og var i kontakt med en familie i landet. De gik med til at hjælpe os hen til den danske ambassade. Så en nat stak min søster og jeg af. Vi havde ikke vores pas, fordi min far havde det, så vi var bange for at blive taget af politiet. Men vi havde vores sygesikringsbevis og håbede, at det var nok. Den danske ambassade tog rigtig godt imod os, og da min mor fortalte, at vi var blevet bortført, kom vi tilbage til Danmark.

Studerer interkulturel pædagogik / fra Irak / kom til Danmark i 2000 /opholdstilladelse samme år

Hvis vi siger, at kultur er noget, man har, så er jeg 100% fremmed, for jeg kommer med en anden kultur. Men hvis vi i stedet siger, at kultur er noget, vi gør, så er jeg 0% fremmed. Jeg er fra en kristen irakisk familie og har boet det meste af mit liv i Danmark. Det betyder, at jeg tit bliver placeret i nogle kasser, som jeg så alligevel ikke passer ind i, for jeg er hverken typisk iraker eller typisk dansk iraker. Det kan være frustrerende, men det giver mig samtidig frihed til at definere mig selv.

Korset om min hals symboliserer Gud, men ikke en kristen Gud som sådan, for jeg tror ikke på religion. De fleste steder er Gud beskrevet som en, der giver mennesker ret til at bruge dyr, som de vil, men det er jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved. Hvorfor skulle Gud ikke have empati med dyrene? Jeg får dårlig samvittighed, når jeg spiser kød, og overvejer helt at lade være.

Går på produktionsskole / fra Eritrea / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse i 2015

Jeg føler mig hjemme her på nogle måder, men jeg savner også det velkendte i Eritrea. Min familie, mine venner, maden, larmen. I Danmark er der roligt. Der er stille på gaden, og ingen råber. Når man kommer udefra, er det svært at finde sig til rette i stilheden.

Når man er færdig med 12. klasse i Eritrea, skal man i militæret. Der er værnepligt for alle mænd og kvinder. I udgangspunktet varer den 18 måneder, men min far kom i militæret under krigen med Etiopien i 1998 og er der stadig. Værnepligten i Eritrea er blevet en form for tvangsarbejde, som man ikke ved, hvornår slutter. Derfor flygtede jeg den dag, jeg fik papirerne fra militæret.

Psykologi- og pædagogikstuderende / fra Iran med kurdisk baggrund / kom til Danmark i 2010 / opholdstilladelse i 2011

Jeg er 90% fremmed. Man mister sin identitet på grund af sproget. I Irak var jeg en dygtig studerende, som det kurdiske samfund kunne være stolt af, men her bliver jeg set som en dum indvandrerkvinde, fordi jeg ikke behersker sproget fuldstændigt.

På grund af islamiske regler i Iran mistede jeg mine to døtre, da jeg for 15 år siden blev skilt fra deres far. Efter det begyndte jeg at undersøge mit samfund. Hvad sker der med kvinder, når de bliver skilt? Jeg researchede på kvindelig omskæring. Jeg begyndte at kæmpe. I Mellemøsten bliver feminister betragtet som hekse, men jeg var ligeglad. Jeg ville være anderledes. Jeg ville udvikle mig og blive én, som mine døtre kunne være stolt af. Selvom de er vokset op med deres fars værdier, ved de, at hvis de bliver undertrykt, så har de én, som støtter dem, og det er mig.

Tolk / fra Rwanda / kom til Danmark i 1996 / opholdstilladelse i 1997

Jeg føler mig ikke fremmed. I aviserne kan man læse jokes om Nørrebro som "2200, det sorte hul", men for mig er det et rart sted, hvor danskere og udlændinge mødes, og der opstår noget nyt i sproget: syntaksfejl, fremmede ord og engelske udtryk, som alle forstår.

I 1938 gav belgierne identitetskort til den rwandiske befolkning. Identitetskortene inddelte befolkningen efter etnisk tilhørsforhold og har efterfølgende spillet en stor rolle i magtspillet mellem de to store etniske grupper, hutuer og tutsier. Borgerkrigen startede i 1994.

Jeg var 10 år og kunne ikke forstå, hvad krigen drejede sig om. Hvilken betydning havde det, om man var hutu eller tutsi. Var alle mennesker ikke ens? Jeg vidste ikke, at der fandtes ekstremister, uvidende folk og racister fra begge sider. Det ved jeg nu, men jeg insisterer stadig på, at vi mennesker først og fremmest er mennesker, og jeg vil hverken definere mig selv eller andre ud fra en bestemt etnicitet.

HF-studerende / fra Somalia / kom til Danmark via familiesammenføring i 1996

Jeg føler mig ikke fremmed. Som alle andre møder jeg nye mennesker, og når jeg lærer dem at kende, holder vi op med at være fremmede over for hinanden. Jeg har ikke søgt statsborgerskab i Danmark, for jeg betragter mig selv som verdensborger. Nationalitet er ligesom hudfarve og religion en kategori, der har til formål at dele mennesker op i forskellige grupper. De eneste, som vinder på det, er de, der har magt, og jeg vil ikke være en brik i deres spil.

Da jeg gik i folkeskole, faldt jeg for hiphoppen. Jeg dykkede ned i teksterne og fik dem til at handle om mig selv og mit liv. Senere begyndte jeg at skrive. At få tankerne ned på papir er som at se sig selv i spejlet. Det kan være svært at vide, hvor det gør ondt, men når jeg skriver, får jeg klarhed. I min familie er der mange, som ikke forstår mig. Jeg passer ikke ind nogen steder og har altid sat en ære i at gå mine egne veje. Mange har svært ved at forstå, at jeg ikke har stiftet familie, men jeg har ikke travlt.

Uddannet økonom nu håndværker/ fra Syrien / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 2013 / opholdstilladelse i 2014

Jeg var en kurder i Syrien, og nu er jeg en kurdisk syrer i Danmark. Jeg er vant til at føle mig fremmed. Jeg har aldrig prøvet andet, så for mig er det normen.

Jeg tog fra Syrien alene. Som militærnægter havde jeg levet i skjul længe, men jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før de ville finde mig. Derfor valgte jeg at flygte til Europa, men jeg endte med at sidde fast i Grækenland. Her sad jeg et halvt år i fængsel, fordi jeg ikke havde nogen papirer. De seks måneder var de værste i mit liv. Vi levede som sild i en tønde og fik kun gammel, muggen mad.

Efter jeg havde fået ophold, følte jeg mig meget alene. En dag besøgte jeg netværkshuset her i Gentofte, og det blev hurtigt min nye base. Jeg brugte al min fritid her og hadede, når jeg skulle hjem til min tomme lejlighed. Det var mit job at fikse cyklerne i huset, og det var rart at bidrage med noget. At føle sig nyttig. Men det var først, da jeg mødte min kone, at jeg endelig følte mig hjemme igen. Jeg savner selvfølgelig stadig min familie, men nu er jeg ved at starte min egen familie her.

Kontorfunktionær / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1997

Jeg føler mig nok 25% fremmed, men jeg føler mig mindre end 75% dansk. Jeg føler mig også fremmed i Bosnien, men til gengæld føler jeg mig 100% bosnisk. Min baggrund giver mig et særligt perspektiv, og så spiller sproget en rolle, for jeg er ikke 100% mig selv på dansk.

Jeg er født og opvokset i et kommunistisk land, hvor man dyrkede fællesskab og broderskab, men ikke religion, og som barn vidste jeg ikke, at jeg var muslim. Det fandt jeg først ud af, da jeg som 12-årig fik at vide, at jeg som muslim ikke skulle bære sort tøj til en begravelse. Da vi kom til Danmark, begyndte vi at tage den muslimske identitet mere til os, men vi er moderate. Jeg ved at religion kan føre til splittelse, for det var religiøse spørgsmål, der førte til krigen og vores flugt. Vi fik en varm modtagelse i Danmark, og jeg tør ikke sige, om vi havde klamret os mere til religionen, hvis vi var blevet udstødt af samfundet, sådan som nogle flygtninge bliver det i dag.