Sådan påvirkede kokain Sigmund Freuds idéer

Historien om psykoanalysens fader og hans forkærlighed for coke.

|
jul 7 2017, 10:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, sagde engang, at tre videnskabelige revolutioner har pillet ved menneskets selvopfattelse og bevist, at vi ikke er universets centrum: Først kom Nicolaus Kopernikus, der påviste, at jorden bare er et støvkorn blandt en milliard andre i universet. Så var det Darwin, der viste, at mennesket ikke var Guds skabelse, men tværtimod nedstammede fra aberne, hvilket "peger på en uudslettelig dyrisk side af dets natur." Til sidst bebudede Freud, "Menneskets higen efter det storslåede lider nu et tredje bittert nederlag konfronteret med den psykologiske forskning, der forsøger at bevise overfor vore 'egoer', at vi ikke længere er herre i eget hus, men at vi må stille os tilfredse med små bidder af information, der belyser, hvad der foregår i underbevidstheden."

Hvis det lyder som noget, du kunne finde på at udbasunere i den vildeste coke-koger, så er det, fordi psykoanalysens fremkomst i store træk skyldes Freuds forkærlighed for stoffet, som man i hans tid kunne købe lovligt hos den lokale apoteker. Kokain har ikke bare haft indflydelse på psykoanalysen – fra opdagelsen af "den majestætiske vej til det ubevidste" i drømmene, og den derpå baserede terapi til selve analysen som intellektuel disciplin – Freud påvirkede også antallet af næsebor, som kokainen fandt vej til. Ifølge Dominic Streatfeild, der har skrevet bogen Cocaine: An Unauthorised Biography, "hvis der findes ét menneske ansvarligt for at gøre kokainen til et rekreativt stof, så er det Freud."

I Andesbjergene havde man tygget kokablade gennem flere tusinde år, men bladene var svære at transportere og blev først i 1855 syntetiseret af Freidrich Gaedcke, som kaldte det "erythroxylon." I 1880'erne fik det den lidt mere folkelige titel "kokain" efter at have gennemgået en raffineringsproces, og stoffet blev nu markedsført som en slags mirakelkur af medicinalindustrien. Freud lærte først om det nye stof gennem journalen Therapeutic Gazette, der var ejet af Parke-Davis, som nu hører under Pfizer. Firmaet endte med at betale den dengang 28-årige Freud en svimlende sum på 160 kroner for at støtte produktet. Medicinalkoncernen Merck sendte også vareprøver til den ambitiøse, unge forskningsassistent ved Wien Universitet. Freud var en begejstret first-mover.

På det tidspunkt arbejdede Freud ihærdigt på at få sit forskningsmæssige gennembrud. Han havde hidtil vakt opsigt med udviklingen af en metode til farvning af nervevæv og en artikel, der omhandlede åls testikler, og han så kokainen som en adgangsbillet til et liv med berømmelse og hæder – et liv, der stod i skærende kontrast til den støvede akademiske verden, han færdedes i. Han modtog sin første leverance fra Angel's Pharmacy i april 1884 og begyndte omgående at eksperimentere med stoffet. Det hele skete selvfølgelig i videnskabens navn.

Både den fysiske såvel som den psykiske effekt tiltalte ham omgående, og i breve til kolleger beskriver Freud, hvordan han begyndte at tage stoffet "imod depression og forstoppelse, hvilket har vist sig at være en stor succes." (Bivirkningerne var nok også langt mere interessante end med gængse afføringsmidler). Senere samme år udgav han en videnskabelig artikel ved navn "Über Coca," i hvilken han beskriver "den mest udsøgte ophidselse" efter at have indtaget stoffet første gang, en "opstemthed og vedvarende eufori" og en undertrykkelse af træthed og sult.

Men Freud var måske ikke helt opmærksom på kokains afhængighedspotentiale, da han skrev: "Det er bemærkelsesværdigt – og det har jeg registreret hos mig selv og i andre betroede forsøgsemner – at selv adskillige doser coca på ingen måde skaber behov eller trang til at benytte stoffet igen. Tværtimod udvikler man en vis aversion mod det," hvilket må siges at ligge langt fra den klassiske kokainbrandert, hvor man desperat og fuld af selvhad sender sms'er til alt og alle klokken fem om morgenen.

Måske skyldes Freuds manglende forståelse for den vanedannende effekt, at han aldrig nåede bunden i sit lager af vareprøver. Ligesom sit forsøgsdyr, Bez, så har Freud formodentlig holdt sig en bane på forkant med nedturen. "Hvis man arbejder intensivt under påvirkning af koka, oplever man efter tre til fem timer, at følelsen af velvære forsvinder, og så er endnu en dosis nødvendig for at bekæmpe trætheden…"

Freud begyndte snart at sende prøver til sine kolleger og anbefalede det som mental stimulans, astma forebyggelsesmiddel, behandling af spiseforstyrrelser og som elskovsmiddel (man kan let forestille sig, at Freuds fascination af sexfeticher blev krystalliseret efter en fire timer lang maratonspiller på coke), og – problematisk nok – også som behandling mod morfinisme og alkoholisme. Han introducerede det blandt andet for psykologen Ernst von Fleischl-Marxow, der tog morfin mod kroniske smerter i tommelfingeren fra en skade, han havde pådraget sig under dissektionen af et lig. I stedet for at afhjælpe hans misbrug føjede det bare et nyt til. Fleischl-Marxow brugte snart op mod 6.000 mark om måneden på stoffet og døde syv år senere som 45-årig.

Øjenlæge Karl Koller, der også var en af Freuds bekendte, gjorde derimod bedre brug af kokainen. Han var den førte til at opdage, at stoffet kunne bruges som lokalbedøvelse ved øjenoperationer. Koller udviklede ikke en personlig smag for kokainen, som Freud gjorde. Det ved vi, fordi man i 1995 fandt en uåbnet prøve blandt hans arkiver, der i dag huses ved Library of Congress i Washington D.C. Freud havde sikkert tømt den pose for længst.

Så stor var begejstringen blandt Freuds kolleger, der ivrigt eksperimenterede på egen krop med det pudderfine universalmiddel, at det ikke kunne undgå at køre af sporet. Ideerne til mirakelkure var mildest talt langt ude i hampen. Dr. Wilhelm Fleiss – en tysk øre-, næse- og halsspecialist - udgav en videnskabelig artikel med titlen "Forholdet mellem næsen og de kvindelige kønsorganer," i hvilken han postulerede, at næsen var en mikrokosmosmodel af hele kroppen og enhver lidelse kunne behandles ved at finde dens tilsvarende kilde i snudeskaftet og påføre kokain. Det var en teori, Freud selv abonnerede så ihærdigt på, at han til sidst måtte på operationsbordet for at få fjernet en blokade i næsen. Det samme skete for Fleiss.

Det var, mens han forsøgte at finde en måde at behandle hysteri i kvinder – en neurose man på daværende tidspunkt mente sad i skeden – at Freud, sammen med Fleiss, gik helt galt i byen og næsten slog en patient ihjel, som senere blev udødeliggjort under navnet "Irma" i Drømmetydning, hvor Freud skøjter henover hændelsen, der i dag havde kostet ham autorisationen som læge og måske en tur i fængsel.

Men i stedet for udformede Freud adskillige teorier, der skulle blive grundstenene i psykoanalysen – begreber som id, ego og superego, libido som en fritsvævende seksuel energi, Ødipuskomplekset – alt imens han udskrev enorme mængder kokain til Wiens voksende bestand af middelklasseneurotikere, der opsøgte ham for at tale om deres problemer.

Selvom psykoanalysen fortsat er populær blandt dem, der er rige nok til at brænde et bjerg af penge af på at ævle løs om sig selv, så er psykoanalysen dalet i anseelse. Kritikerne har altid set den som en pseudodisciplin (Freud selv håbede på, at neurovidenskaben en dag ville bevise hans barokke teser), selv før grundlæggerens cokevaner – som nogle kalder misbrug i sted for afhængighed – blev almindeligt kendt. Skeptikerne peger på kokainens indflydelse på Freuds mesterværk Drømmetydning, der lod til at være modelleret over den feberagtige stream-of-consciousness-talestrøm, stoffet fremprovokerer. "Jeg ser mig selv som en snemand med en gulerodsnæse på en stor mark dækket af et fint lag sne. Lige pludselig smelter det hele, og det gør jeg også. Min næse falder af, og efterlader mig med en følelse af tomhed […] Det handler om kønsdriftsangst: guleroden er din penis…"

Mere VICE
VICE kanaler