Foto

Billeder af det gamle Danmarks Akvarium i forfald

Fotograf Julie Borgstrøm har dokumenteret den ikoniske bygning, inden den efter planerne skal ombygges til strandhotel med spa og fitnesscenter.

af Søren Peter Knudsen; billeder af Julie Borgstrøm
14 juni 2017, 5:45am

Alle billeder: Julie Borgstrøm

Den selvlærte fotograf Julie Borgstrøm har besøgt det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København, som i dag står ubrugt og forfaldent hen.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg ville kom ind til," siger hun. "Man ved jo godt, hvad det har været, men hvad er det blevet til nu? Overgangsfasen, hvor man kan se, hvad det har været, men inden noget andet tager over – den synes jeg er ret fascinerende."

Den arkitekttegnede bygning åbnede i 1939, og husede Danmarks Akvarium i 73 år, indtil undervandsdyrene blev flyttet til Kastrup og genåbnede som Den Blå Planet i 2012. Siden da har bygningen stået tom, og planen er nu, at den skal ombygges og genåbnes som Charlottenlund Strandhotel med restaurant, spa og fitnesscenter og en tilhørende udstillingsbygning, der skal huse konferencer og kulturelle arrangementer.

Alle Billeder: Julie Borgstrøm

Julie Borgstrøm husker stadig den ottearmede blæksprutte og de elektriske ål fra besøgene som barn sammen med sin dykkerinteresserede far. Ved gensynet var stemningen dog en anden, fortæller hun:

"Det var en tidslomme, hvor der var helt stille. Det var meget beroligende, men samtidig mystisk og lidt uhyggeligt. Og dragende af helvede til," siger hun. "Der var en masse graffiti, og jeg kunne se, at der er blevet holdt fester derude. Det glæder mig lidt, for så bliver stedet brugt, indtil der er nogen, der beslutter sig for, hvad der skal ske."

"Jeg synes egentlig, at byens hemmeligheder rundt omkring skal have lov til at ligge i fred, for de er jo ikke hemmelige mere, hvis man blotter for meget. Men jeg synes, det er interessant at dokumentere det, inden der kommer noget andet, fordi det er et sted, rigtig mange mennesker har benyttet sig af."

Se flere billeder her: