Jeg overlevede to bjørne-angreb på én dag

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Har du en dårlig dag? I det mindste er du ikke blevet angrebet af en bjørn, sluppet væk med skindet i behold, og så blevet angrebet af den samme bjørn igen.

For lidt over et år siden var det præcis, hvad der skete for friluftsmanden Todd Orr i Montanas Gallatin National Forest. Han kom slemt til skade, overlevede han. Jeg talte med ham for at høre, hvordan det føles, når en bjørn har prøvet at rive dit hoved af.

ADVARSEL: Denne artikel indeholder billeder af Todds sår.

SE: Bjørne invaderer rumænsk by

VICE: Hej Todd. Kan du fortælle lidt om dig selv?
Todd Orr: Jeg er friluftsentusiast og har været ansat af Gallatin National Forest i 28 år nu, og jeg har også mit eget firma, Skyblade Knives, der sælger håndlavede knive til jægere og samlere. 1. oktober blev jeg angrebet af en gråbjørn. Takket være en hurtig reaktion, min bjørnespray, den rette erfaring og en stærk vilje til at overleve, klarede jeg den efter at have vandret næsten fem kilometer ned af bjerget med en brækket arm, overrevne sener, en masse åbne sår og en voldsom flænge i mit hoved. Jeg kørte selv hen til hospitalet.

Hvor foregik angrebet, og hvad lavede du?
Jeg var ude for at holde øje med elge op til den kommende jagtsæson. Jeg havde kørt halvanden time i bil for at nå til starten af stien, og derefter vandret omkring en time i morgenskumringen til det sted, hvor jeg blev angrebet. Jeg elsker at udforske naturen i Montana, og som sædvanlig gjorde jeg det alene. Det er sjældent jeg finder nogen, der gider gå 30 kilometer op til en bjergtop tre kilometer over havet, når turen starter klokken 4 om morgenen.

Den morgen, lige efter solen var stået op, trådte jeg ud af træerne til en åben eng. Med det samme lagde jeg mærke til en hunbjørn med unger ved stien. Hunbjørnen og hendes unger løb lidt op af stien, så de var ude af syne på den anden side af bakken. Jeg ventede omkring 30 sekunder, til jeg var sikker på, at de var væk, og så fortsatte jeg. Jeg tog et par skridt gennem det høje græs, da jeg hørte en gren knække bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg gråbjørnen komme løbende ned af bakken i retning mod mig.

Hun løb omkring 65 km/t. Jeg hev min bjørnespray frem fra min lomme, og råbte højt, så bjørnen vidste, at jeg var et menneske. Jeg håbede, at det ville skræmme hende væk, men så heldig var jeg ikke. I løbet af et øjeblik var hun over mig. Jeg trykkede på sprayen og sprøjtede hende lige i hovedet. Men hun fløj bare gennem skyen af peberspray. Jeg tog mine arme rundt om hovedet, og holdt godt fast bag nakken for at beskytte mig selv. Jeg regnede med, at hun bare ville løbe hen over mig, og løbe væk igen, men sådan gik det ikke. Hun stod oven på mig, og bed mig igen og igen. Jeg kunne høre mine muskler blive revet fra hinanden, da hendes tænder borede sig dybere ind i min højre arm for hver bid. Så forsvandt hun.

Det er en ufattelig skræmmende ting, der er sket for dig…
Og jeg er ikke færdig. Efter at have vandret ned af stien i omkring otte minutter, for at komme ned til bilen, hørte jeg en lyd bag mig, og så bjørnen komme igen. Det skete så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at bruge hverken min spray eller min pistol. Jeg kastede mig ned på jorden for at beskytte mig selv, som jeg gjorde før. Jeg kunne slet ikke tro, at det hele skete igen! Jeg spurgte faktisk mig selv, hvad jeg havde gjort for at fortjene det. Igen beskyttede jeg min hals og mit hoved, ved at låse armene tæt omkring. Hun sprang ned på mig, og bed mig voldsomt i skulderen og armene igen og igen, men langt mere aggressivt end før.

Undskyld, at jeg er så nysgerrig, men hvordan føles det?
Kraften fra hvert bid var som en lægtehammer med tænder. Et af hendes bid i min venstre arm gik hele vejen ind til knoglen. Jeg kunne høre det knase. Min hånd blev lam, og jeg kunne ikke bruge fingrene. Den pludselige smerte fik mig til at gispe. Den lyd fik bjørnen til at gå amok, og i raseri bed hun hurtigere og vildere i min skulder og det øverste af ryggen. Jeg vidste, at hvis ikke jeg spillede død, ville bjørnen rive mig fra hinanden. Jeg lå der, krøllet sammen som en bold, og prøvede at spille død. Jeg fik 5-6 bid mere, og et ordentligt slag fra hendes potte rev mit hoved op i en 18 centimeter lang flænge, der næsten skalperede mig. Kødflappen dinglede på siden af mit hoved, og blodet flød ned i mine øjne. Jeg kunne ikke se noget. Jeg måtte stadig ikke bevæge mig. Adrenalin havde lukket smerten ude, men min andre sanser var skærpede. Jeg kunne mærke og høre hver enkelt bid, når hendes tænder gravede sig ned i mine muskler. Hun løftede mig op, og slog mig ned igen, og blev ved med at bide. Jeg troede, at mit liv var slut.

Hvad skete der så?
Så stoppede bjørnen pludselig med at angribe og stod bare ovenpå mig. Det glemmer jeg aldrig. Der var dødstille, udover lyden af hendes vejtrækning og snusen. Og lugten! Jeg kunne mærke og høre hendes åndedræt, få centimeter fra min rygsøjle. Der stod hun ubevægelig og holdt mig fast på jorden. Jeg var hjælpeløs. Men jeg blev liggende helt stille. Og til sidst… Så gik hun bare.

Det er meget sjældent, at man bliver angrebet af en bjørn to gange, ikke?
Det er ekstremt sjældent. Jeg var bare meget uheldig. Jeg gik ned ad stien mod bilen efter det første angreb, og hun besluttede sig for at følge det øverste højdedrag, der ledte væk fra det samme sted. Omkring 500 meter nede af bjerget mødtes vores veje. Jeg tror, hun lagde mærke til mig på stien under hende og angreb mig for anden gang.

Fortæl mig lidt om, hvilke skader du fik.
Da jeg havde kørt mig selv til hospitalet, og var blevet røntgenfotograferet, var der to læger, der arbejdede omkring syv timer på at rense og sy de mange sår. Jeg havde en brækket venstrearm med store bidemærker, der havde revet underarmens muskel i stykker, og så var nerverne i stykker, og to sener fra musklen var knækket. På min højre arm og skulder var der omkring 25 dybe sår. Så var der flængen på siden af mit hoved, lige over øret og et bid i min højre side, lige under taljen, hvor jeg havde fire, dybe tandmærker. Jeg havde dybe sår på den nederste del af ryggen, fra hvor hendes kløer havde boret sig ind i mig, mens hun stod ovenpå mig. Næste dag besøgte jeg en ortopædisk kirurg, for at finde ud af hvor meget min venstre arm var kommet til skade. De blev nødt til at åbne alle mine sår op igen, så de kunne blive renset, og lægerne kunne vurdere, hvor slemt det stod til, reparere de iturevne muskler og forbinde senerne igen. Min venstre arm lignede hakket kød.

Hvordan har du det i dag?
Heldigvis har jeg fået 90 procent af min bevægelighed og styrke i min venstre arm tilbage allerede efter kun tre måneders fysioterapi. Efterhånden som jeg løfter vægte, bliver den langsomt bedre. Den bliver aldrig 100 procent, men jeg kan næsten alt med min venstre arm nu. Man lægger ikke mærke til det, hvis ikke det var for arrene.

Hvordan har du det så med bjørne i dag?
Jeg hader dem ikke. Jeg vil ikke have hævn. Jeg synes ikke, bjørnen burde blive aflivet eller sådan noget. Hun følte, jeg var en trussel, og hun beskyttede bare sine unger. Jeg fik mig en lærestreg. Når jeg er i skoven i dag, er jeg langt mere opmærksom, end jeg nogensinde har været – jeg var for frygtløs tidligere – og der er stadig nogle steder, hvor jeg helst ikke vil alene hen.