Pensionisterne i Fælledparken smadrede mig i krolf og lærte mig om livet

“Vi havde ingen eksamener. Præsten kom bare og hørte os en gang om året,” fortæller 77-årige Aase Ivø, da vi en torsdag eftermiddag er havnet på samme krolfhold. “Ja, jeg gik i skole på landet. Hver anden dag i syv år i Haslev, og de andre klasser gik på de andre dage.” Man fornemmer, at Norma og Mogens på holdet også måber lidt, men på en god måde. Selv om de har spillet med i fem-seks sæsoner, har Aase åbenbart stadig et par nye historier oppe i krolfhandsken.

Da jeg fire timer senere er på vej hjem igen, har jeg spillet tre runder elendig krolf og slået én hole-in-one. Men vigtigst af alt, har jeg snust til livet efter arbejdslivet og hørt en del om det, der gik forud for mange af mine medspillere.

Videos by VICE

På krolf.dk beskrives sportens svar på kentauren som “halvt kroket, halvt golf, helt sjovt”. Det dækker det egentlig meget godt. Ifølge Dansk Krolf Union er der godt 10.000 organiserede spillere i Danmark, hvoraf langt de fleste er i pensionsalderen. Dertil kommer de mere uformelle motionister, for eksempel dem, jeg spiller med i dag. Den slags uregistreret aktivitet er der dog ikke tal på, så hvem ved, hvor mange der ellers slår til kuglen derude?

Og så tilbage til holdet. Aase startede måske i den stråtækte skole, men hun endte et noget andet sted. “Det sidste, jeg lavede, før jeg gik på pension, var at kode nøgler hos Ruko. Vi kunne lave én lås og så tilpasse den 100 forskellige nøgler med små stifter i cylinderen.” Jeg aner ikke, om det er noget, man stadig gør i dag, her 17 år efter Aase gik på efterløn. Men jeg kan livligt forestille mig, at opgaven i mellemtiden varetages af en eller anden algoritme.

Udover Aase består holdet af ægteparret Norma og Mogens Nissen. Norma fortæller, at hun blandt andet har været trommeslager i pigegarden, solgt dametøj i Odense og arbejdet for Novo Nordisk. Også Mogens har et vildt cv: “Først blev jeg uddannet reklamefotograf og siden officer i Flyvevåbnet med udstationering i Grønland. Syv uger i Sønderstrømfjord med familien. Jeg har også været leder af navigationsafdelingen i Maersk og vikarierende kordegn i Gladsaxe Kirke.” Mens han fortæller, falder en hel del ting på plads. Den rolige autoritet, den ranke holdning, den ansvarsfulde håndtering af pointtællingen… selvfølgelig er Mogens gammel militærmand.

Før jeg havnede i Mogens’ gruppe, var jeg på hold med Annette Kræmer, 68 år, Jytte Hansen, 87 og Wilhelmine Lauridsen, 85. Annette er medarrangør af krolfen sammen med Vagn Dixen. Hele sommerhalvåret triller de hertil på en ombygget Christianiacykel læsset med krolfudstyr. “Når vi skal afsted hjemmefra, stiller Vagn græsslåmaskinen oven på cykelkassen, og jeg cykler bagved for at holde øje med, at den ikke ryger ned på vejen,” forklarer Annette. Og når de ikke krolfer, så “kegler” de. Jeg kigger op. “Ja, vi er jo ikke jyder for ingenting,” smiler hun.

Vagner Dixen gør klar til en eftermiddag med krolf.
Wilhelmine Lauridsen er ikke til at slå af banen.

Jytte og Wilhelmine ved tydeligvis, hvad de har gang i, for de er kommet i fornuftige sko og fingerløse handsker. Jeg selv var dum nok til at tage nederdel på til en sport, der indebærer slag mellem benene. Vi hilser på hinanden, og jeg føler mig allerede godt velkommen i den afslappede og forholdsvist ordknappe stemning. Jeg stiller an til første slag med min kroketkølle og den lyserøde kugle, som har Ældresagens “Æ” mejslet godt ned i overfladen. Plonk! Slaget sender kuglen direkte ud i det høje græs. Sikkert meget godt ikke at spille karlsmart fra starten af og ligesom langsomt vinde ind på de andre.

Mellem 10. og 11. hul falder snakken på navne, vel at mærke efter jeg lige har været dus med hele holdet. “Hvorfor har man ikke noget efternavn mere?” spørger Jytte retorisk, mens hun træder til side for Wilhelmines slag. “Når jeg tager telefonen er det altid ‘Hansen’, men hver gang på hospitalet siger de, ‘Ved du nu hvad, Jytte…’” Hvis man som jeg har prøvet at fornærme et ældre, men ikke “gammelt nok” menneske ved at være “Des”, kender man til den ubehagelige gråzone, der følger. Den dér, hvor man slår sproglig flikflak for at undgå direkte tiltaleformer. Jeg skynder mig derfor lige at cleare med Jytte, om jeg må fortsætte til dus. Og det er heldigvis helt fint.

Undervejs i spillet bemærker jeg en stigende fornøjelse ved sådan gentleman-agtigt at læne mig op ad min kølle, mens jeg venter på min tur. Jeg mangler bare en stråhat og et cremehvidt jakkesæt a la Gatsby. Pulsen falder, jeg hører fuglene synge og tænker, at så meget tid har jeg sjældent brugt i Fælledparken uden en sixpack i hånden. Men faktisk går der forbavsende kort tid, mens de andre slår deres slag. Det er, som om de ikke tænker så meget over det, men bare slår til Søren. Måske er det en sikkerhed der kommer efter et langt liv.

Jeg skal lige til at rette an til min tur, da der lyder et brøl efterfulgt af jubel fra et andet hul. “Der var vist én, som slog hole-in-one,” siger Annette stolt, for her tager vi gerne del i hinandens små sejre. Til gengæld er man oftest ene om skammen ved et elendigt resultat, for det gør mest ondt på én selv. Som Kent Bjerg, en af de andre ældre, fortæller mig i pausen: “Det fascinerende ved krolf er, at man spiller mod sig selv. Jeg kan måske ikke huske, hvad min score er fra gang til gang, men jeg glemmer aldrig, dengang jeg lavede tre hole-in-ones.” På den måde er krolf et godt billede på pensionistlivet, hvor man har forladt rotteræset med karakterskalaer og powerpoints – og i stedet kæmper mod sig selv.

Dreamteamet. Fra venstre: Annette Kræmer, Jytte Hansen og Wilhelmine Lauridsen.

Efter en kort afsked med holdet, henviser Annette mig til Else Kamper, som med sine 92 år er alderspræsidenten her. Hun er en kæk lille dame med bøllehat og pink sportstrøje og er ikke bange for at bukke sig ned efter sin egen kugle. Og det på trods af, at der findes køller med en ring ved håndtaget, så man kan løfte kuglen op uden buk. Som mange af de andre her kommer hun for afvekslingen, samværet og den lette motion. Else var tidligere ansat i Privatbanken, men gik på efterløn som 52-årig. Dermed har hun nu været længere tid på pension end på arbejdsmarkedet, og det kræver adspredelse. “Jeg er frisk på alt og kan godt lide at prøve noget nyt. Så er det stavgang, og nu er det krolf, men der er ikke noget, jeg specialiserer mig i,” forklarer hun ivrigt.

Omkring hul 5 slår Else til kuglen, som triller henover hullet og videre. “Uforskammet!” mumler hun og må forlade hullet med 10 slag på pointkortet. Undervejs på banen kommer vi også til en kæmpe væltet træstamme, som vi slænger os opad på skift. I barken har nogen ridset et dybt “A” og “M” med et hjerte imellem og et andet sted står der L+M. Hvis det er den samme “M”, var vedkommende ikke så lidt fræk…

Jytte Hansen.

Efter runden med Elses hold ender jeg hos Aase og co. Her hos dem er der en helt anden energi. Allerede oppe ved pausebordet lægger Aase ikke skjul på sine ambitioner. “Jeg gider da ikke være med, hvis ikke der er noget, man stræber efter. Jeg kan også ligge vågen om natten, hvis landsholdet har tabt,” siger hun med et eftertryk, så man tror hende.

På et tidspunkt bemærker jeg, at de andre hold er gået hjem, og at luften er begyndt at bide i de bare arme. Aase kan ikke lade være: “Så skulle du have set os i sidste uge. Da stod vi her i regntøj og gummistøvler, for vi bliver til den bitre ende.” I baggrunden kan jeg se Vagn og Annette pakke sammen, og Mogens tilføjer: “Vi ringede engang til Vagn og spurgte, ‘Er der noget i dag?’, og han svarede: ‘Der er altid noget’.” Og det er egentlig meget sigende for hele dagens krolfeventyr. Der er altid noget, for intet andet kommer i vejen. Derfor tager vi også lige en ekstra runde.

Alderspræsident og energibundt Else Kamper.

På en sti længere væk kommer en ældre mand humpende i fodboldudstyr. “Det må da være en old boys – eller var det én af dem, de satte til at spille på landsholdet i går?” bemærker Aase. Norma indskyder: “Måske var det en hjælpetræner…” Alle griner, for pensionister må gerne fortælle gamle-jokes. Men de her er heller ikke til at skyde af pinden. Da jeg langt om længe er nødt til at tage hjem, beslutter de andre sig for at tage en tur mere i manegen. Men det energiniveau er jeg endnu for ung til.