Personlig udvikling

Jeg fandt ud af at mit pornoidol er mindst lige så fortabt som mig

Tayte Hanson har de samme problemer som os andre, også selvom han er lækker og har en kæmpe pik.

af So Sad Today
05 september 2017, 4:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg har tidligere beskæftiget mig med porno, og i særdeleshed de film, som Cockyboys laver, simpelthen fordi tiden står stille, når jeg ser dem. Jeg glemmer mig selv og bliver helt afhængig af fantasien. Første gang jeg opdagede Cockyboys, var da jeg engang sad klokken tre om natten på Pornhub og fandt Tayte Hanson. Jeg havde ikke bare lyst til at have sex med Tayte - jeg havde lyst til at være Tayte.

Jeg kunne identificere mig med romantikken i hans film: Ømheden, og måden han kyssede og kiggede den anden ind i øjnene, mens han tog dem hårdt bagfra. Jeg kunne identificere mig med, hvor alsidig han var – han var både passiv og aktiv. Men mest af alt tænkte jeg, at hvis jeg kunne være lige så smuk og have lige så stor en pik som ham, ville jeg kunne undslippe sorgen ved at være i live – sorgen ved at være mig.

Men ingen kan undslippe tvivlen på sig selv. Lige efter jeg havde skrevet artiklen, kontaktede Tayte mig for at sige, at han virkelig kunne sætte sig ind i mit behov for at være en anden, at være noget mere. Han kendte også til kampen for at elske sig selv, lige meget hvad der foregår omkring én.

"Alle dem, vi idoliserer, er lige så fortabte og længselsfulde som os andre," sagde han.

Så jeg spurgte Tayte om jeg måtte interviewe ham om forholdet mellem ydre tilbedelse, fantasi og hvordan vi fylder de eksistentielle huller vi har. Han sagde ja.

VICE: Jeg læste et sted, at du er ekstremt disciplineret omkring alt, hvad du indtager, og der tænkte jeg: Åh Gud, han har det svært ligesom mig. Han tænker, om han er god nok, smuk nok. Når vi ser på en smuk person, tænker vi, at de har styr på det hele. Er det sådan du har det?
Tayte Hanson: Ingen er perfekte, men i en tid. hvor vores personlighed og den virkelighed, vi bliver præsenteret for på nettet, er oppustet og falsk, er det svært at tro på, at de ikke er perfekte. En af mine mange problemer er, at jeg er bange for at få for tæt et forhold til folk, og så give slip på dem, når det bliver svært. Jeg er bare ekstremt bange for at tage den forkerte beslutning og komme til at såre nogen, og derfor er det nemmere at smide dem ud af mit liv. Den anden ting, som nok er langt vigtigere, er mit forhold til andre menneskers succes, altså mennesker, som jeg synes, jeg kan sammenligne mig selv med. Måske har vi haft det samme job eller på andre måder haft det samme liv, og når jeg ser det går godt for dem - at de bliver stærkere, lækrere, bedre – så bebrejder jeg mig selv for ikke at være samme sted. Det er fuldstændig latterligt, når jeg ser på det udefra, og det er jeg klar over. Men når jeg ligger der sent om aftenen og scroller gennem min instagram, så kommer Evil Nancy (hun er min indre misundelse) og pludselig skammer jeg mig over, at jeg ikke har "arbejdet hårdere" og den slags.

Tag os med til Instagram og vis os hvem der får dig til at føle dig lille.
Inden da må jeg sige, at det er mennesker, jeg beundrer helt utrolig meget, og derfor tænker jeg "gid jeg var som dem". Men man må altid tage et skridt tilbage og huske, at de også selv har problemer! Men her er de i tilfældig rækkefølge:

@troyesivan — Jeg bliver ikke starstruck normalt, men Troye er så ung, og alligevel er han så godt sat sammen, talentfuld og smuk, og der tænker jeg helt sikkert: "Bare det var mig!"

@ryanjamescaruthers — Når det kommer til misundelse omkring billeder, og rendyrket inspiration, så kan jeg mærke "Nancy" kommer snigende når jeg kigger på Ryan. Samtidig er jeg fuld af beundring for hvad han gør. Wow, talent.

@mattxiv — Han er kun 18 år gammel og alligevel er Matt født med et kæmpe talent for at fotografere. Han er også langt klogere end hans alder afslører, og gennem vores venskab har han vist mig ting, som jeg aldrig selv havde tænkt. Jeg er så fanget af de ting, han siger, og af og til har jeg en længsel efter at være ham.

@arenmuse og @thaddeusmaximus — Den ultimative pardrøm. Det er tit, at jeg ser på deres glæde og intimitet og bliver meget jaloux.

@augustgonet — Hvis jeg kunne blive genfødt og selv vælge, hvordan jeg skulle se ud, ville jeg se ud som August. Han er en af mine gode venner, og han er bare så fucking pæn (og samtidig et godt menneske, ih).

Der er mange flere, men det er de vigtigste.

Grundlæggende er vi alle sammen begæret af nogen. Magien opstår, når vi selv kan forstå hvorfor.

Der er åbenbart uendeligt mange, man kan længes efter. Altså, der er uendeligt mange ting, der skaber den følelse af at mangle noget. Har du nogensinde længtes efter en person, som du senere er endt med at lave en film med?
Det er virkelig en forbandelse, at vi altid søger noget, der er "større" end os selv, og det er bemærkelsesværdigt, at ALLE har den tiltrækning af nogle andre. Grundlæggende er vi alle sammen begæret af nogen. Magien opstår, når vi selv kan forstå hvorfor.

Ja, alle de mennesker, jeg har lavet film med, har været nogen, jeg fantaserede om, så op til, eller var interesseret i på en eller anden måde. Jeg har været heldig at få lov til at arbejde med Cockyboys og men.com, som begge går meget op i at gøre det så behageligt som muligt at filme en scene, og efter min mening opstår de bedste værker, når begge parter trækker på hinanden. Man kan ikke simulere god kemi.

Det bedste eksempel på det var min første scene, som var sammen med Levi Karter. Jeg havde mødt ham nogle måneder før, havde fulgt ham online, onaneret til ham masser af gange, og var helt seriøst et eller andet skørt sted mellem fysisk og mental tiltrækning.

Jeg har kun set et kort klip fra den scene, men det er smukt. Når man så har lavet scenen, er længslen så væk, eller vil man bare have mere?
Jeg tror kun, jeg havde mere lyst bagefter. De fleste af os kan blive enige om, at der er stor forskel på sex og fysisk intimitet – selvom der nok er nogen, der ikke vil give mig ret. Men jeg synes, der er forskel. Hvis jeg havde fundet Levi på Grindr, haft sex med ham og skredet igen, så ville det være én ting. Men i virkeligheden lærte jeg ham at kende og blev tiltrukket af ham på en måde, der var mere intim og ikke bare dyrisk.

Hvis du kan se, at du hver dag bliver én procent bedre, så skal du nok opleve glæde og tilfredshed omkring, hvad du har opnået, i stedet for kun at fokusere på hvor du er på vej hen.

Jeg er i gang med at komme mig over, at min kæreste og jeg slog op, og jeg har det elendigt netop på grund af det sidste, du siger. Jeg er afhængig af kærlighed. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men det er et kæmpestort problem. Jeg kan sagtens klare mig uden sex (ja, jeg ved godt, det er en overraskelse), men jeg er skrækslagen for at være alene og ikke være elsket.

Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Overhovedet ikke. Kan du tale lidt mere om ikke at føle sig god nok?
Personligt har jeg det sådan, at en af de mest fantastiske følelser i verden er at opnå noget, som man har ønsket. Problemet er, at vi mennesker har en tendens til at blive trukket i andre retninger, når først vi har opnået noget (eller tit før), så vi skifter gear og forfølger andre mål, så vi ender med konstant at svømme mod strømmen.

Hvad med de dele af os selv, som tiden ikke forbedrer, men faktisk smadrer? Er du immun overfor den slags, bange for det eller ligeglad? Personligt bryder jeg mig ikke om det.
Tiden er vores største gave og vores værste fjende af forskellige grunde.

Det er den største gave, fordi vi med tiden bliver mentalt stærkere, mere ydmyge, mere gavmilde og klogere. Uden tiden kunne vi ikke sætte pris på det dejlige ved vores tidligere oplevelser, og vi ville ikke være i stand til at mindes dem.

Samtidig er tiden, rent fysisk, en dum fucking kælling (jeg elsker de fleste kællinger, men ikke tiden). Jeg er rædselsslagen for tiden, for ligesom mange andre mennesker i vores tid, er jeg besat af billedet i spejlet, og når tingene ændrer sig (som oftest til det værre) går jeg i panik. Hvis jeg har 24 timer, hvor jeg ikke træner, har jeg det dårligt mentalt.

Det er ikke så lang tid siden, at jeg ledte efter en ny psykolog. Jeg tog til en samtale, efter jeg havde løbet en tur. Det var min tredje løbetur på tre dage, mens solen bagte over LA, og jeg havde ikke spist nok: Det var unødvendigt og ren tortur, men jeg følte, jeg havde behov for det. Og jeg bliver ikke engang filmet i mit arbejde. Psykologen sagde: "Hvor er det fint, at du passer så godt på din krop." Og jeg sagde: "Overhovedet ikke. Hvis jeg passede godt på min krop, var jeg slet ikke løbet."

Kan du tale lidt mere om skønhed og tryghed?
Fra et videnskabeligt synspunkt vil jeg mene, at så længe den enkelte er bevidst om, hvad de laver, og bliver ved med at gøre det uden at være destruktive, så har de en "sund" livsstil. Altså en livsstil, der gør, at de har det mentalt godt, fordi de passer ind i den kasse, de gerne vil passe ind i.

Det farlige opstår, når den grænse bliver overskredet, og sundhed bliver en besættelse. Så begynder man at løbe for at føle sig "mæt", man tager slankepiller som en vane, og ikke som noget, man gør en sjælden gang imellem, og man ender med at sidde og google spoleorme, fordi en super tynd model bruger dem.

Når ens hensigt bliver en tvangstanke, og man får en vane med at tvivle på sig selv, og hele tiden vil være "bedre" uden at vide, hvad "bedre" egentlig betyder, så er det meget vigtigt, at man søger hjælp. Denne hårfine grænse er meget vigtig at være bevidst om, og vi skal tale mere om det.

Fuck, hvor er du positiv.
Jeg er ligesom millioner af andre mennesker, som har alle de rigtige svar, når jeg taler med andre eller giver gode råd. Når jeg arbejder med klienter eller hjælper mine venner med problemer i deres forhold, så har jeg alle svarene, og det er næsten altid de "rigtige" svar. Problemet er, når det handler om mig selv og mine problemer, for så er jeg selv forvirret og fortabt, styret af negativitet, og jeg tager alle de "forkerte" beslutninger. Det betyder ikke, at det er løgne, jeg fortæller andre, eller at jeg er dobbeltmoralsk, fordi jeg ikke følger mine egne råd. Det hele handler om, at når man er for tæt på problemet, kan man ikke se svaret. I den forbindelse har jeg et råd til alle: Find nogle gode venner, elsk dem, vær ikke bange for at spørge dem til råds, og hør efter, hvad de siger.